Ensom trods mennesker.

Så er de første par uger som single overstået, det er skide hårdt og jeg føler mig så forbandet ensom, har et rimeligt opland, men jeg orker ikke at trække på dem, så sidder bare og går lidt i rundkørsel over min fortabte situation, over alt det der var bygget op bare blev smidt ud, skulle endda giftes om 5 mdr.
Og selvom det ikke var et ligeværdigt forhold sidder jeg og er så ulykkelig. Haft een god dag på de 2 uger det har været slut, een dag hvor det hele stod lysende klart at selvfølgelig skulle det ikke være os.Men nu igen i dag kan jeg ikke komme ud af den rundkørsel, syntes det er en sej kamp, som jeg ikke er i stand til at magte inde i mit hovede.
Alle flosklerne om op på hesten igen osv duer bare ikke når det hele syntes så skod agtigt.
Hvordan er i kommet ud af et brud, og hvor længe tog det med jeres største kærlighed at komme over? Hvornår begynder jeg at kunne leve bare lidt normalt igen?

Selvom, jeg ved, at det er det sidste du vil høre, så er det ganske normalt at have det sådan, som du har det. Det tager tid...for nogle længere tid end for andre, men det er en periode, du skal igennem. På trods af det måske er det sidste, du har lyst til, så synes jeg, du skal bruge noget tid sammen med en veninde/nogle veninder. Min erfaring er, at de kan ofte kan få en til at tænke på noget andet. Sidder du bare derhjemme helt alene, kommmer du automatisk til at tænke endnu mere over, hvad der er sket, og du bliver endnu mere deprimeret (også selvom du måske inderst inde godt er klar over, at det ikke skulle være jer). For mig har det i hvert fald altid hjulpet at få en god snak og en hyggelig dag/eftermiddag/aften med en god veninde. Det hele behøver jo ikke at være snak. I kan jo sagtens lave andre ting også - se en film eller lignende. Bare kom væk fra hjemmet eller få besøg, så du ikke sidder og får medlidenhed med dig selv...
Held og lykke med det. Du skal nok komme videre...

Men fat mod. Der er altid lys for enden af tunnelen.

Du er jo dårligt nok kommet dig over chokket, så det er alt for tidligt at forvente, at du kan komme til at leve "normalt".
Du skal bruge tid, og du er nødt til at tage dig den tid, som det nu engang tager at komme sig over chokket. Derefter skal du give dig tid til at sørge over, hvad du på et tidspunkt i hvert fald troede var drømmeforholdet. Selv om du med din hjerne godt kan forstå, at det var bedst at slutte forholdet, så skal du give dit hjerte lov til at sørge over tabet af "drømmeforholdet". Det er både helt normalt at have brug for og absolut nødvendigt at give sig selv den tid.
Først efter laaaang tid, vil du være i stand til at se på livet med friske øjne og "komme op på hesten igen", som du selv udtrykker det.
mvh hønemor1001

Jo det er faktisk hvad jeg har brug for at høre, altså at det er normalt, for jeg har spekuleret lidt på om det var "normalt" at sørge så meget.. Så mange tak for dit svar

Det var dog "betryggende2 at der går så lang tid HMMMM. Men dejligt at hører det med chokket, for det er lige præcis sådan jeg har det, er faktisk i chok, på trods af jeg har fået den dårligste behandling man overhovedet kan tænke sig, og jeg bare burde tænke sådan et modbydeligt menneske, for det var han har jeg måtte indse. Der blev dog først gjort noget ved det alt alt for sent, jeg var kommet ud af det med få skræmmer hvis jeg var gået for længe siden, det kan jeg ikke bruge til noget nu, det ved jeg. Men den knude der er inden i mig gør så ondt.

Ja, der kan gå lang tid, og det er også grunden til, at man som regel altid skal gå langt uden om dem, som lige er kommet ud af et forhold, hvis man leder efter en ny kæreste. Netop fordi de har en masse "unfinished business", som ikke er færdigbearbejdet.
Forhåbentlig har du en eller flere gode veninder, som kan lægge øre til, når du har brug for at snakke. Det hjælper nemlig at snakke det hele igennem. For andre er det god terapi at skrive dagbog, og atter andre skriver digte, hvor de udtrykker alle følelserne.
Held og lykke med at komme igennem det!
mvh hønemor1001

Det er bestemt ikke for at gøre dig mere ked af det.
Det kan tage lang tid, jeg er stadig ikke kommet over mit brud, og vi er gået ind i 4 måned, kan stadig sidde og græde, og ha det rigtig dårligt. Men som de andre skriver, hvis du har nogle vininder, skynd dig vær så meget sammen med dem som mugligt.
Hvis du magter det, så gi dig selv tid til at tude ud så meget som muligt, konfrontere dig selv med det, jo hurtigere jo bedre. du kommer hurtigere videre. jo mere du kommer helt ind i hjertet og respektere/acceptere det. jo hurtigere kommer du dig.
Jeg ved godt hvor svært det er, og det er nemmere sagt end gjort. men det hjælper.
Og for gudsskyld lad vær med at kontakte ham. det gør kun tingene meget værre for dig selv.
håber virkelig du kommer dig hurtigt, for det er bestemt ikke sjovt. (tro mig, Jeg VED det. )
Lyt til den her sang ;-)
http://www.youtube.com/watch?v=LMuN95aH_30

Ja tænkte sgu nok at det ikke lige var ovre på et par uger, men det jeg været vant til før hen, men ok så igen har jeg ikke før hen lagt hele mit hjerte på bordet som denne gang.
Nej kontakt er lige til at få nedtur af igen, han ringede til mig hele aftenen i går, og han var ret irriteret over vi ikke kan være venner, og jeg endte med at blive rigtig tosset, og det sidder i mig i dag som en dyb sorg, han ville komme forbi og tale med mig, men det det måtte jeg sige blankt nej til, det er ham der har sat os i den situation vi er i i dag, og jeg kan ikke bare komme videre ved ydermere kontakt og lige ses og lige snakke, så kommer jeg ikke videre. Men det havde ha lige behov for (og det har i den tid vi var været sammen været hans behov der skulle dækkes) og måtte sige at selvom jeg havde lyst måtte jeg holde mig i skindet for altid fra nu, vil selvfølgelig hilse på ham på gaden, men venner kan jeg simpelthen ikke, flere af mine ekser er mine meget gode venner i dag, men de har også behandlet mig godt, og dette jeg gik igennem med ham var ren terror til sidst, hvor jeg bare tog imod mere og mere, og blev behandlet som en skraldespand.
Så ergo, nej ikke mere kontakt. Tak for dit svar, og jeg ønsker også dig held og lykke derude i fremtiden. Kærligst Ny Single

Hej alle!
Min kæreste gennem to år droppede mig lige her for 3 uger siden. Den første uge sad jeg bare derhjemme og græd snot, for syntes simpelthen det var så svært at give slip på alt det vi har haft sammen. Nu, her 3 uger efter, synes jeg stadig det er enormt hårdt, for jeg elsker ham jo stadig og har en fornemmelse af, at det bare skal være os to.
Men måske er det bare bedst sådan her lige nu. jeg mener, er det ikke bedre at prøve at komme videre, og opleve, at der er "andre fisk i havet"?
Eller hvad? jeg synes det er svært, hvad der er bedst at gøre i sådan en situation... :/
Xxx