Ensomhed i ægteskab?

Jeg er en voksen mand som på 27. år er gift med en dejlig kvinde med hvem jeg har et snart voksent barn. Jeg er ansat i en stor offentlig virksomhed hvor jeg ofte kommer i kontakt med voldsomme situationer og konflikter. Jeg har siden jeg var barn følt mig utrolig ensom, selv om jeg har en stor familie, gode venner og en stor kontaktflade. Selv når hele familien er samlet føler jeg mig ensom, og udenfor, uden egentlig at kunne sætte en finger på hvorfor. Når jeg vitterligt er alene bryder ensomheden frem i lys lue og jeg er ved at gå til i selvmelidenhed. Jeg piner mig selv med tanker om min ensomhed og selvdestruktiv adfærd for at få opmærksomheden og der igennem bekæmpe mine mørke tanker. Jeg taler selvfølgelig meget med min kone om min følte ensomhed der måske kan skyldes omfattende mobning som barn. Jeg har klaret mig "karrieremæssigt" godt og har iøvrigt ingen problemer. Jeg ved bare ikke hvordan jeg kommer videre. Årsagen skal formentlig søges i min opvækst eller arbejdsfelt. Andre som har det på samme måde?

Jeg har haft det sådan som du beskriver. Hvordan jeg kom derfra til hvor jeg er nu, er en lang lang historie :-)
Men hvad jeg ville sige til dig var, at jeg tror ikke følelser lyver, måske siger vores følelser at vi føler os ensomme, men hjernen eller fornuften arbejder ofte imod og kommer med en tilsyneladende forklaring på hvor vi ikke har grund til at føle sådan.
Er det ikke også det du gør? Du skriver at du føler dig ensom, MEN... du har en dejlig kone, et godt job, er nået langt... som om du skal overbevise dig om at du ikke har grund til at føle dig ensom??
Min egen erfaring, hvad du så end kan bruge den til... er at det ofte blokerer for at kunne se tingene klart med et åbent sind.
Hvis du føler dig ensom, har du tænkt tanker der udløser den følselse... hvad er det for nogle tanker? I hvilke situationer føler du det mest? Nogle gange åbner det lidt op for forståelsen når man bliver i følelsen og ransager den åbent.. men det er svært.
Det at indse noget kræver handling, så nogle gange beskytter vi os selv for at indse noget, fordi det måske ville kræve en handling vi ikke er parate til.

lyder som vejen frem for dig. Du bør søge professionel hjælp til selvhjælp, det er hvad kognitiv terapi i store træk går ud på.
Løvemor

dybere ned under min følelse af ensomhed synes jeg det er svært at få et klart billede af hvad det egentlig er som trigger det. Det kan være når jeg om morgenen spadserer til arbejde, det kan være som i dag jeg har arbejdet hjemmefra, hvor min søn ikke længere har brug for mig, min hustru er til julefrokost (og det er ikke jalousi) og jeg har været alene hele dagen. Så ser det sort ud og følelsen af at være ladt tilbage, uønsket, sætter sig tungt på mig. Udadtil tror jeg såmænd ikke der er noget at mærke på mig og er jeg blot sammen med andre i hverdagen glider alt godt. Men ved store eller festlige sammenkomster føler jeg mig hurtigt udenfor og efterladt. Det er svært her på nogle få linier at komme ind til kernen og det er jo såmænd heller ikke meningen med sådan et fora, jeg havde blot brug for at skrige min modløshed ud.

Bor i et lille smørhul, der hedder Danmark, vi er beskyttet i hoved og røv, vi har ingen problemer, så derfor skaber vi nogle, og som du beskriver dit liv og omgivelser, har du jo heller ingen problemer,andet end dig selv, jeg tror at du skulle søge lægehjælp, og derefter et los i røven, og så fremad, det er muligt måske med et jobskifte.
Hej

må jeg sige at råde en mand i nød!
Dit sprogbrug er måske en smule plat og jeg kunne råde dig til at gennemgå et par kursuskataloger for at få finpudset din skrivestil og dit ordvalg i det nye år.
Løvemor

Jeg synes du udtrykker dig godt og klart.
Det lader jo til at du kan afledes fra dit 'sortsyn' i hvertfald ind imellem.
Har du nogle fritisinteresser? Evt noget holdsport, skakklub, kortspil, sankkor bare et eller andet at interessere dig for udover familie og arbejde.
Du lyder lidt, som om du er havnet i en trummerum (som grislingen en dag sagde til Peter Plys).
Vh.

Hejsa
Hvis du føler dig ensom, så føler du dig ensom. OG det er uanset om du synes, at du har 'fornuftige' grunde til det eller kan forstå eller ej. Jeg mener at den bedste vej videre er at gå igennem din ensomhed, dvs. at acceptere den som den er for dig og ikke som den er for nogen anden. Glem din fornufit i et øjeblik! Jeg tror meget på forandringens paradoks - vi kan ikke ændre det vi ikke kan acceptere - eller sagt på en anden måde: hvis vi accepterer os selv som vi er så forandres vi og bliver som vi i virkeligheden er/var, inden vi lærte alle mulige forsvarsmekaniser og masker til at gemme os bag ved.
Jones

du er 27 år og har en snart voksent barn❓man er voksen når man er 18 fik du det barn da du var 11 ?

gift på 27 år er ikke ensbetydende med at man er 27 år gammel... Man kunne f.eks være blevet gift som et årig. I givet fald vil man være ca 28 år gammel ;-)

Jeg tror, at irg havde et punktum efter 27 i sit første indlæg - altså har han været gift i 27 år.
Det berettiger dog ikke til et så nedladende svar, som du fik. Jeg læste det også først som dig.
VH jette-

Jeg tror, at du keder dig - du mangler en mening med dit liv. Du har gode venner, en karriere osv., men alligevel keder du dig og føler en ensomhed. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er sammen med andre. Det er som en "tilværelsens ulidelige lethed" - læs evt. denne kendte klassiker af samme navn. Det er en god ide at dele begrebet ensomhed op i: a) at være ensom og b) at føle sig ensom. Du hverken er fysisk ensom til dagligt eller elsker at være alene. Så dit problem er, at du FØLER dig ensom. Det bedste du kan gøre er at opsøge en psykolog eller en kognitiv terapeut, så du kan nå frem til, hvorfor du føler dig ensom.

og fordi vi bor i smørhul betyder det altså, at ingen mennesker kan have det dårligt???
Det er simpelthen den mest aggressive, skyklapsretorik jeg har set længe. Vi kan da ikke konstant gå og sige til os selv, at vi bare skal være glade for at vi ikke er født i et dårligere stillet land og så bare lade stå til? Vi kan sætte pris på mange ting i DK, men at lukke øjnene for de skæbner der altid vil være i et land, det er decideret usmageligt og respektløs.