Ensomhedsfølelsen

Nytårsaften 2010/11
Jeg holder nytår blandt ligesindede, som har børn ligesom jeg - der er faktisk ikke et øjebliks stilhed eller ro hele aftenen.
Alligevel overvældes jeg af en voldsom ensomhedsfølelse, da jeg kigger på fyrværkeriet - følelsen af at være ensom, selvom jeg ikke er alene, som jeg føler vil være en del af mig resten af livet, uanset hvad der sker. For er vi ikke alle, i bund og grund, ensomme? Vi kan fylde vort liv med børn, partnere, venner, bekendte & diverse købte goder ..... Men er vi ikke stadig ensomme?
Er jeg realist - eller blot negativ?

virkelig at være udenfor. Kollegaer, der bagtaler dig, ikke helt sande beskyldninger og den slags. Så føler man sig ensom. Udstødt.
Du har vist fået dig et luksusproblem. Det er ok at føle sig ensom en gang imellem, bare man ikke føler det (som jeg gør) hele tiden.

Det er hva du er...

...at opleve at være udenfor et fællesskab - det er ikke kun forbeholdt dem, der fysisk eller verbalt har oplevet det - det gælder alle - uanset om det er følelsesmæssigt, relationsmæssigt eller kulturelt - alle har brug for at være knyttet til nogen/en gruppe - som værdsætter, anerkender og drager omsorg for een...
...mere interessant er se på - hvad der kan være belastende i forhold til at opleve denne alene-følelse - er det fordi vi lever i et bekræfter-samfund, hvor vi konstant skal bekræftes for vores værd, præstationer og holdninger - eller har vi mistet fornemmelsen for værdien af kunne være os selv - lytte til vores indre stemme -have selvstændig mening osv....
...spændende emne - der fortjener seriøs opmærksomhed...:-)

Jeg tror at du har fat i noget - især omkring bekræfter-samfundet!
Dog tror jeg at grunden til min ensomhedsfølelse bunder i nogle andre ting, så som divrse begivenheder i mit liv og en erkendelse af, at uanset hvem og hvor meget jeg elsker, så er jeg ikke i stand til "at smelte sammen" med andre, eller at fylde mit liv kun med børn, venner og bekendte - men istedet er jeg nødt til at se rigtigt meget på mig selv, ændre hvad jeg bør og kan, og acceptere resten!
Smil

Hej med dig
Måske er det et luksusproblem - dog har min opvækst og skoletid været som du beskriver.
Jeg fandt ud af, allerede dengang, at den der måtte ændre tingene, var MIG! Jeg kender jo hverken dig eller dit liv - men alligevel vil jeg give dig dette råd: Se på hvor åben og hjerteligt DU modtager andre - accepter dine fejl - og forsøg at smile så meget om muligt!
Som sagt er jeg ikke alene - dog ensom ... der er en enorm forskel!
Kh
mig

...kan jeg sagtens følge dig i...og tror også, at du har gravet meget dybt for at nå til så dybsindigt livserkendelse - gid flere have sådan en selvreflektion - der rækkede lidt ud over øjebliksfølelserne
...og "at smelte sammen"...kan lade sig gøre...følelsesmæssigt, sjæleligt og oplevelsesmæssigt - det sidste er kan sagtens forkludres og skrøbeliggøres, hvis ikke begge parter er i stand til at anerkende og respektere ....personligheder - som netop er sammensat af utallige begivenheder - og dertil hørende livskriser, som man har gennemlevet igennem årene...med andre ord - så tror jeg på, at du stadigt kan opleve et komplementeret liv med et andet menneske - det handler om at forstå og respektere hinandens fortid og have lyst til at indgå i nye fællesinteresser...
...og gør også præcist det - som mange undgår....tager ansvar for dit egen livssituation...dvs. søger ydre forandringer og tiltag - gennem større selv-indsigt og selvforandringer...taler af erfaring...:-)
...herudover tror jeg heller ikke - at denne ensomhedsfølelse - eller manglende samhørighedsfølelse oplevelsesmæssigt og følelsesmæssigt - skyldes udelukkende een selv...men en effekt den måde, vi idag lever på - især kan den svigtende interesse og engagement mellem vores forskellige generationer skabe store kløfter imellem os - som i sidste ende betyder...at mange føler sig rodløs, svigtet og alene...
...så NEJ...du er erfter min opfattelse overhovedet ikke negativ - snare fornufttænkende realist med usædvanlig følelsesmæssig begavelse udover det sædvanlige...:-)

komblimentere...og ikke komplimentere

i fællesskab forstår jeg ikke helt .... det var ikke mere en vedmodighed eller sådan noget ?
Ellers er mit bud i hvert fald at du trænger til ny omgangskreds.

Måske kan du forklare hvad du mener med ... " For er vi ikke alle, i bund og grund, ensomme? ... "
Det syntes jeg ikke vi er (eller jeg i hvert fald 🙂)

Forstår dig godt, men først skal du nok finde ud af hvad du mener med ensomhed. For mig er ensomhed ikke at være alene, det er når jeg føler, at jeg , mine tanker, følelser, holdninger og selve mit eget jeg ikke bliver anerkendt. Det kan få mig til at føle mig ensom, og det selvom der er 100 mennesker omkring mig. At ingen vil lytte til mig, men kun er der fordi jeg er noget, MOR, KÆRESTE, KOLLEGA eller andet. Når nogen er der fordi de har lyst til at være der for mig og mine så forsvinder denne ensomhedsfølelse også selvom der kun er 1 person, det kan også for mig godt være en velvalgt sms, e-mail eller en telefon opringning der får den til at forsvinde. Så ensomhed, ja det er et vidt begreb, men for mig er det vigtigere at man accepterer hinanden som dem man er også for de valg man gør i livet. 🙂

Du har helt ret i, at hvad ordet betyder for mig, ikke nødvendigvis er det samme for dig🙂Derfor er kommunikation jo noget af det sværeste i denne verden 🙂
Men følelsen er frygteligt svær at beskrive, som andet end ensomhed, manglen på at "connecte", på at kunne være HELT sig selv i selskab med andre. At være alene skræmmer mig ikke - jeg NYDER at være alene, for jeg er et meget socialt menneske, der ofte interagerer med andre!
Det der slog mig var bare, at jeg blandt et virvar af børn, hunde og voksne kunne stå og føle mig ensom - ikke alene - men i høj grad ensom! Måske skyldes det at jeg har læst for mange Barbera Cartland Romaner .... eller også ER det faktisk en reel følelse, skabt af et skjold omkring mit indre, skabt af en længsel efter en partner/soulmate, eller noget helt tredje 😉
Jeg ved ihvertfald bare at jeg registrerede følelsen, og fordi jeg er i gang med at arbejde med mig selv, valgte jeg at mærke efter, og undlade at skubbe den væk 🙂

Det er nøjagtigt også det jeg føler mig som - Du rammer totalt hovedet på sømmet.... så af hjertet TAK 😃

Vi er vel alle ensomme i perioder. Vi fødes og dør alene - sådan er det for os alle. Jeg er faldet over en spændende blog om ensomhed som du kan læse om her www.venskaber.blogspot.com. Her skrives der også om det tabu at være en ensom mor samt ensomhed i alle aldre...