Er det bare mig eller....

Jeg flyttede til købehavn for 2 år siden, jeg skulle bare væk fra det hele, faktisk vidste jeg ikke rigtig hvorfor jeg havde de følelser, men på et eller andet plan var jeg utilfreds med hvem jeg var.
Nu 2 år senere kan jeg se at jeg flyttede for at gøre status over mit liv - for at lære mig selv bedre at kende og finde udaf hvorfor jeg altid følte mig anderledes og ensomt.
Jeg tror en af de vigtigste grunde er at jeg havde en depressiv mor i størstedelen af min barndom og en far som stort selv ikke lavede andet end at skælde mig og min mor ud.
Jeg har snakket med en mand om mine problemer og han siger at jeg bare skal prøve at glemme min barndom og prøve at arbejde med de ting jeg har nu. Så det prøver jeg på, men hvorfor bliver jeg så deprimeret i flere dage af gangen, hvergang jeg prøver at grave lidt i min fortid og fortælle om det til nogen? (jeg har fortalt det til 2 mennesker). Burde min åbenhed ikke gi' en følelse af forløsning og kraft til at bekæmpe de dårlige ting i mit liv?
Er der nogen der kan relaterer til nogen af de ting jeg har skrevet vil jeg meget gerne skrive med jer.
tak!!

Kære du!
Det problem kan du slet ikke klare alene! Det er ikke nok, du bare taler om det, du skal nødvendigvis have hjælp fra en professionel til at få bearbejdet dine tanker og frustrationer. Alene vil du blot blive ved med at rode rundt i tanker og følelser.
Vær åben om problemet og gå til din læge. Tal med ham/hende og prøv om du ad denne vej kan få noget hjælp gennem det psykiatriske system. På den måde koster det ikke noget.
Hvis ikke det lykkes, må du gå til en privatpraktiserende psykolog, men det koster selvfølgelig.
Held og lykke og alt godt fremover.

det kunne være din depression forsvandt ved at se positivt på det hele - og ja at du sørgede for hele tiden at være i beskæftigelse..
Tal med en veninde om det eller fyren..
MVH. BOYE

går ikke væk af sig selv uanset hvor positivt man forsøger at se på tingene!
den forsvinder kun ved professionel hjælp, så der er desværre kun en ting at gøre ... hen til din egen læge og bed om en henvisning til en psykolog, forklar hvordan du har det og at det overstiger din egen ellers fornuftige tanker at kæmpe med det og at du vil have professionel hjælp til det. de skal give dig hjælp!!!

det var ikke noget godt svar, idet det dummeste man kan sige til en deprimeret person er at de bare skal tage sig sammen, - det er jo nettop det der er problemet. man kan ikke ved egen hjælp komme ud af en depression, - og man skal ikke bare feje det ind under et gulvtæppe ved at holde sig beskæftiget hele tiden, for en dag kan der sgu ikke være mere under gulvtæppet og så vælter det hele ud, meget voldsomt.
Så til den deprimerede vil jeg sige: Søg for guds skyld ( og for din egen) hjælp nu. Du kan roligt henvende dig til din egen læge, for meget tyder virkelig på at du har en depression.
Af egen erfaring ved jeg, at selv om du bliver henvist gennem lægen, til en psykolog, så skal du alligevel betale noget selv. Du kan søge din kommune om betaling af psykologbistand hvis du ikke har mulighed for at betale det selv.
Der er også den mulighed, at du beder din læge om henvisning til en psykiater imstedet for , det er nemlig gratis.
Du skal ikke hoppe på den der med at psykiatere bare udskriver medicin, for det er nemlig ikke rigtigt. En psykiater kan faktisk godt give dig psykologbistand uden medicin - for det har selv prøvet mere end en gang, så denne mulighed vil jeg anbefale dig, simpelthen fordi de fleste psykiatere er meget dygtige og vil hurtigt kunne vurdere at du har brug for psykolog-hjælp og dermed give dig det. Og det er altså gratis at komme til psykiater!
men det er jo faktisk muligt at du i en kort periode kunne have gavn ag noget antidepresivt medicin.
Se at få bestilt en tid hos lægen i dag, - for det handler om livskvalitet.
Du er velkommen til at skrive til mig.
held og lykke med det hele

prøv at læse mit indlæg længere nede på siden - og se bort fra mine slåfejl.

Tak for alle jeres svar,
Det lyder som om alle, allerede tror at jeg har en depression. På nuværende tidspunkt betragter jeg ikke mig selv som depressiv - bare en person med mange humørsvingninger og en trang til at isolere mig. JEg kan godt se at det dræner mig fysisk og psykisk når jeg virkelig er nede. især med tanken om at jeg ikke har værktøjet til at hive mig selv op. Men dermed ikke sagt at jeg altid er nede, jeg har 2 venner som jeg har det godt sammen med.
Da jeg lige flyttede herhen snakkede jeg med min læge, jeg prøvede at fortælle ham hvordan jeg havde det og om han kunne henvise mig til en psykolog.
Han spurgte så hvor socialt jeg var på kollegiet?
Jeg sagde at jeg godt kunne hilse på folk men jeg overhovedet ikke kunne åbne op for nogen.
Det synes han ikke var nok til at han kunne henvise mig til en psykolog, han sagde at man skal fuldstændig isolere sig, så det gad han ikke.
Så måske har jeg en ½ depression

Hvad er det dog for en læge. Har du fået en ny da du flyttede? Ellers må du skifte. Du må kontakte en læge
og forklare dig. Hvis du ikke har det godt og det har varet så længe skal du have en henvisning. Ved godt det vil være svært igen at skulle til lægen, da første læge afviste dig.....men tænk på dig selv, du fortjener da at ha´ det godt, ikk´? Du kan jo evt. tage en kopi af dit indlæg med som udgangspunkt.

...prøv at lade vær´med ,at fortælle for meget om dit daværende liv(såsom:din barndom)!!
det ville hjælpe en yderst ret meget HVIS man glemte de dårlige ting i sit liv.-jeg taler ved affaring,da jeg selv af en ,af de mange svigtede ungdomsbørn.så,jeg ved hvordan det er at være en svigtet "provotype"!!!.-)

du kommer med der.
t.... det er absolut ikke noget du kan styre alene og os herinde kan kun bidrage med at lytte til dig, være positive. Men du er nødt til at komme omkring en professionel.
At du skal glemme din barndom og bare se fremad, er noget sludder.... Man kan acceptere sin barndom og så arbejde derfra, eller - hvad der nok er bedst for dig - man kan få hjælp til at få bearbejdet sin barndom og få styr på den, og så komme videre derfra.
Men du er altid velkommen til at skrive til mig, så vil jeg gerne lytte, jeg har da selv været igennem en del....
Knus og al mulig held og lykke G.I.S.P

det er der ikke noget der hedder, men der er noget der hedder en LILLE depression - og det skal man tage alvorligt, og det behøver ikke at betyde at man skal være helt nede i et sort hul eller fuldstændig isolere sig fra andre mennesker, for det gjorde jeg ikke da jeg havde en depression - og jeg var heller ikke helt nede hver dag.
masser af mennesker render rundt med en lille depression, uden at vide det selv og uden at få hjælp! - og hvorfor skal man det når det jo handler om livskvalitet. Livet er for kort til at rende rundt og have det halvdårligt det halve af tiden!
Til det med din læge som ikke vil henvise dig til en psykolog:
Han må da være en værre idiot!
Det er DIT liv og DIN krop - og derfor kan du FORLANGE at få en henvisning.
Fortæl din læge at det ikke er hans opgave at vurdere om du er deprimeret eller ej, det er psykologens!
OG SKIFT SÅ LÆGE !