Er det her fair over for min familie?

Hej Alle..
Jeg er en ung mand på 23 der nok ikke har det som de gænge 23 årige.
Jeg lever et rimelig ok liv. Jeg har et ok arbejde som beriger mit liv på en ok måde, jeg har en masse dejlige venner og veninder.
Jeg er single og ikke særlig god til at lade folk komme "så tæt på mig." Men det er ikke noget som synderligt genere mig og jeg nyder det meste af tiden at være alene.
Jeg har en dejlig familie, søde forældre, 2 fantastiske brødre, fantastiske niecer og en dejlig dejlig dejlig nevø.
Nå men for at komme til sagen. Jeg synes mit liv er lidt ensformigt, jeg har ikke nogen uddannelse og jeg har ikke rigtig lyst til at tage en. Jeg har ikke rigtig nogen interesser, sådan der kan blive til uddannelse.
Jeg har en gym uddannelse og det er det.
Jeg har overvejet mange forskellige uddannelser, men ingen af dem har rigtig bidt på mig.
Mit gymsnit er helt i hegnet så udvalget har ikke været det store. Jeg har tænkt på medialogi, officersuddannelse og lidt blandet landhandel.
Men jeg har tænkt længe over det her:
jeg har levet og arbejdet et par år nu og mener at jeg har fået et indblik i hvordan det er at have et "rigtig" arbejde.
Og det er ikke lige mig.
jeg har set hvordan mine forældre, mine brødre og mine ældre venner, vokser op og bliver mere modne og de får deres liv på spor. Det er slet ikke mig, det tiltaler mig slet ikke.
Jeg vil ikke have børn og jeg har slet ikke lyst til at blive voksen.

Jeg har mest lyst til at rejse væk for et par år, men i den sidste ende har jeg bare ikke rigtig lyst til at leve til at blive over 40.
Det jeg gerne vil frem til, er et ok at fortælle sine nærmeste dette? Er det ok at vide at man ikke vil være så meget ældre?
Jeg har mest lyst til at brænde igennem fra nu af til omkring de 40 og så slut.
Men er det ok?

For så vil jeg da nok anbefale dig at tale med nogen om det, så du kan få noget hjælp!
Men for at svare på dit spørgsmål: Nej, det er ikke fair at læsse din egen fraqsigelse af ansvar for dit eget liv over på din familie! Du har ingen ret til at kritisere deres valg af liv, men du har ret til at tage styringen over dit eget, så hvis du vælger at rejse væk, så er det da et helt fint valg!
Du kan mene hvad du vil,men du har altså ikke prøvetat have et "rigtigt" arbejde endnu. Det gælder om at finde ud af hvad man er god til eller godt kan lide og så sætte sig et mål om at nå det! Har du forresten overvejet at du, når du bliver 40 år, måske kan have ændret mening om livet og har fået dig den erfaring, som du endnu ikke har (men mener at have!)?
Tag da ud at rejse - det er en fantastisk måde at lære lidt mere om verden på! Og hvis du manglerpenge, så kunne du jo til at starte medsætte dét som dit mål og så arbejde dig hen mod en klækkelig opsparing til rejsen 😉
Hvis dit liv er ensformigt, hvis skyld er det så i øvrigt lige? 😉
Held og lykke med livet - der ER meget mere i det, end du tror!

ja det er det.. Men først om mange år. Jeg har været ude og rejse og lallet rundt i asien.
Jeg mente ikke at kritisere andre folks måde at leve på. Det var ikke min menning,det var mere for at holde det op mod mit eget. Jeg er kun glad for hvis mine venner og familie, er tilfredse med deres liv og jeg er glad for at de trives og deres børn får en god opvækst.
Jeg har gået til psykolog i et års tid, men kommer ingen vegne med det. Det er faktiskt efter det at jeg er kommet frem til dette.

Du har da helt ret i at man selv skal tage styring over sit eget liv og det kun er min egen skyld at min liv er ensformigt.
Jeg er har bare ikke lyst til at skulle blive gammel med at se på børn der bliver ældre og arbejde til man bliver 60 for så at holde fri til man skal på plejeren.
Så hellere wrappe tingene op, med en stor fest til sidst og så farvel.
Jeg ved ikke om jeg har formuleret det godt, men jeg håber at du forstår, altså det jeg skriver, du behøver ikke at forstå mig. :)

når du nu er så umoden, til ikke selv at ville tage ansvar.................

Livet ER ikke bare børn, familie, hus og aaalt den slags. Det er der ingen, der siger, at du SKAL! Det er jo dit liv, og har du det glimrende med dit liv, så er det jo fair.
Du skriver, du er med på Morrisons vogn - Live strong - die young. Fint. Det er jo et liv - og jo faktisk ét rigtig mange kender til. Manden havde nu så nogle interesser.. nogle mål.. noget at gå op i - og at det så var medvirkende til hans motto er jo så, hvad det er.
Jeg synes, du skal knalde din tid af lige som du lyster :o) Men hvis du satser på bare at blive 40, så har du endnu 17 år uden nævneværdige mål, passioner, visioner... Sæt dig dog ned og udfordre din egen hjerne...

......Du skal besøge en Dating site. Læg et billede ud og fortæl om dig selv. Hvad du kan lide. Så skriver en sød pige måske til dig. Og husk, udseendet betyder IKKE alt. Det er det indre der tæller. Sådan så min kæreste også på mig. Og sådan ser jeg også på ham. Vi minder frygtelig meget om hinanden. Held og lykke. Håber det kan hjælpe dig videre med dit liv. Og lige en lille ting mere. TRO PÅ DIG SELV. BEGÅ IKKE SELVMORD OM NOGLE ÅR. DU SKAL LEVE DIT LIV. IKKE TRO PÅ DØDEN. TRO PÅ LIVET.

For de her 17 år som så så har tilbage, hvad skal de bruges til? For du kan jo snildt ødelægge dig selv med druk og stoffer, hvis det er det du vil, men er det ikke et godt liv du så sigter imod i den tid du har tilbage? For så skal du jo til at finde ud af hvad der gør dig glad? og så sørge for at få så mange gode oplevelser som muligt.
HVIS du planlægger at begå selvmord som 40-årig, så lad være med at indvi ddine forældre i denne syge plan. (Jeg skriver dette, fordi jeg er ret sikker på at når du er nået til de 40, så ser livet helt anderledes ud end du lige nu ser det!).
Hvor bor du henne i landet? I Århus findes der jo et Center for Selvmordsforebyggelse, hvor de er ganske kompetente og måske kan hjælpe dig. Bed din læge om en henvisning ellerring selv dertil.
Det lyder lidt som om du måske går med en ubehandlet depression og så er det altså bare med at bede om og tage imod al den hjælp, der er mulig at få. Spørg evt. din læge mht. medicin (af erfaring kan jeg betro dig, at man ikke ligefrem bliver lykkelig af lykkepiller, MEN de kan hjælpe dig til at få den lille smule overskud der skal til for at kunne se ud over ens egen næsetip og komme videre i livet 😉)
Livet består nu engang af flest hverdage, men det gælder om at krydre tilværelsen med de midler og evner man har og så nyde de gode øjeblikke fuldt ud 😉

Det jeg nok helst vil er bare brænde igennem til jeg brænder ud.
Jeg har været i behandling for depression og har fået cipralex igennem et langt stykke tid nu. Som jeg har skrevet så er det efter at jeg har fået behandlinger at ideen er kommet.

hvad din definition af at "brænde igennem" er, men hvis det går ud på at nyde livet i fulde drag, så synes jeg da bare det er med at komme i gang og det kan kun gå for langsomt 😉
Men hvis det derimod går ud på at følge en selvdestruktiv vej mod din egen ødelæggelse, så vil jeg nok anbefale dig at slå bremserne i og søge noget bedre kvalificeret hjælp end den du har fået indtil nu.
Gør hvad du har lyst til og hvad der føles rigtigt for dig, men huske bare at tage ansvar og lad være med at lade andre betale gildet for dig!

jeg er ok glad for mit job, men gad det bestemt ikke hvis det var jeg havde penge til at forsørge mig selv uden.
Sådan tror jeg de fleste har det, ivertfald ønsker mange de bare ku arbejde 20 timer om ugen.
Rejs væk et stykke tid, du er så ung endnu..nyd livet..
vi andre tar på job..laver mad og sover wow fedt liv not