Er det mig den er helt gal med?

Hej alle!
Har brug for et lille råd, eller måske snarre at høre om det er mig den er helt gal med.
Jeg er forlovet med min kæreste, vi står til at skal flytte i hus vi lige har købt.
Eller rettere sagt skulle til.
Jeg har altid haft det svært med mig selv, dårligt selvværd, og har til tider haft meget svært ved det seksuelle.
Jeg har fra start været ærlig overfor min kæreste omkring dette, så han vidste hvad han gik ind til.
Nu er det ikke sådan, at jeg helt "blokere", der er bare nogle ting jeg har svært ved, f.eks at lade min kæreste se mig helt nøgen, gå i bad sammen osv.
Selvfølge betyder sex noget i et forhold, men jeg mener bare, at hvis 2 mennesker elsker hinanden nok, så burde dette ikke være det altafgørende.
Forstår godt min kærestes frustration. Men når han "presser" mig, mister jeg kun endnu mere lyst, og lukker mig inde.
Min kæreste har nogle gange, hvor vi er blevet uvenner skredet fra det hele, og det gør mig frustreret. Det er meget svært at skulle give sig hen til en, som "bare smutter", jeg ved jo ikke hvor jeg har ham så, og føler ikke at jeg kan regne med ham. Han lover at han ikke "bare" vil skride igen, men alligevel sker det.
Der ligger intet egentligt til grund for, at jeg har det som jeg har det, udover at jeg for mange gange har oplevet svigt.
Sig ikke at jeg skal presse mig selv til noget, som jeg ikke har lyst til, for det vil kun gøre det hele langt værre for mig.
Har et barn fra et tidligere forhold,i min graviditet fik jeg store problemer med mit underliv, og sex var derfor udelukket stort set hele graviditeten. Frygter at min kæreste ikke vil kunne holde dette ud, hvis dette sker igen, når/hvis vi skal have en familie sammen.
Men hvad mener I, er det mig det er galt med, eller er sex og nøgenhed bare altafgørende i et forhold?
Elsker min kæreste, og ved at han elsker mig. Men dette har bare ødelagt vores forhold helt.

Jeg har, da jeg var gift, været ude for det samme som din gennemlever nu.
Du skriver at når man er to, må man kunne stole på hinanden. Hvorfor stoler du så ikke på sin mand, når i er nøgne. I er begge født nøgne, så det burde være helt naturligt at man i et forhold viser sig nøgne for hinanden. Det er omverden, der påvirker en til at blive blufærdig. Se bare på alle de reklamer der kommer hele tiden. De er ikke blege for at vise nøgen hud.
Med hensyn til sex er det noget der skal læres. Når det først er lært, føles det helt naturligt at man giver sig hen til sin elskede.
Held og lykke med de videre forsøg.

er ikke altafgørende i et forhold men det betyder meget. Det er jo her man er mest intime sammen. Jeg kan udemærket forstå at du går i baglås når han presser dig, det hjælper absolut intet.
Har du overvejet at snakke med en psykolog om dette? Er du f.eks. overvægtig så du er utilfreds med din krop eller er der andet galt? Jeg synes ikke det lyder helt normalt og sundt at man ikke kan/tør/vil vise sig nøgen foran ens kæreste. Uanset om du selv har problemer med din krop synes han garanteret du er den smukkeste kvinde i verden, derfor synes jeg det er synd hvis du lukker dig selv inde på den måde.
Ligger der ikke andet til grund for dette end at du er blevet svigtet før? Det lyder altså som om du har brug for lidt hjælp til at komme videre, for jeg tror dette vil slide jeres forhold op. Og selv om jeg godt kan se det er svært for dig, så er det garanteret lige så svært for din kæreste hvis han føler han gør alt rigtigt og i øvrigt faktisk bliver "straffet" for andres fejltagelser.
Håber du kan finde en der kan hjælpe for jeg tror ikke du selv kan løse dette. Held og lykke.

du siger ikke noget om du har søgt hjælp!
et er sikkert at dit problem ikke er helt ualmindeligt!
han ved det ikke, men det du har meget behov for er at han ikke er sammen med dig i rigtig lang tid!
i burde tage til noget, fælles rådgivning!
jeg er lidt i tvivl om hvor du har de bedste muligheder, men er der et krisecenter i nærheden af hvor du bor, så opsøg dem eller gå på nettet og find det nærmeste og så ring til dem!
du / i har behov for hjælp, for der er alt for meget som du ikke har fået bearbejdet!
med det som jeg "mellem linierne" har læst du har oplevet, er den måde du reagerer på i forbindelse med nøgenhed et helt naturligt forsvar

Jeg har også kendt dit problem, men er ligesom kommet over det med alderen. Jeg tror, du skal lære at synes om din egen krop, for helt at give dig hen og være nøgen sammen med din ven. Nu kender jeg ikke din alder, men jeg synes, at jeg gav slip på mine hæmninger omkring 40-års alderen. Måske du vil have gavn af professionel hjælp.
Held og lykke, det skal nok komme!

Ja, det med parforhold er virkelig en svær ting. Vi kan hverken leve med eller uden. SUK. Vi føler at partneren udemærket ved præcis hvad vi har brug for men bare ikke VIL give os det.
Jeg kan virkelig anbefale en bog, der hedder: kærlighed og parforhold af Harville Hendrix. Han argumenterer for at problemerne i parforhold opstår når vi får aktiveret de gamle behov for ubetinget kærlighed som vi ikke fik opfyldt som børn. Ja hvem har ikke prøvet i fortvivlelse at græde og/eller skælde ud (som vi gjorde som babyer, der virkede det :-)) for at få en partner til at opføre sig mere kærligt.. Den duer ligesom bare ikke mere..
Vi har en tendens til at vælge partnere, der tvinger os til at konfrontere det som er allermest svært fra vores barndomshistorie, frustrerende, selvom vi forlader vores partner, finder vi snart en, der ligner igen. Tilgengæld er det faktisk muligt at få helet sårene i et parforhold, hvis man er indstillet på at se på sig selv og ikke rutinemæssigt giver den anden skylden for ens ubehagelige følelser.
Jeg fik selv et meget mere realistisk syn på mit parforhold af at læse bogen, og forstod hvorfor mine forhold tidligere er gået i stykker.
Kærlig hilsen Mejse

Jeg kan fuldt ud forstå min kæreste,det er slet ikke det, men det ikke at kunne være "fri" og bare kunne nyde hinanden, det er sq lidt svært.. :o( Jeg elsker hende overalt på jorden, men jeg føler mig ofte som hun lukker mig ude, og det er bestemt ikke en rar følelse.. det er ofte sådan jeg ikke engang må røre hende i en uge eller to , og jeg bliver meget ked af det, og ved godt jeg så kommer til at presse hende så..
At jeg skrider, er jo kun fordi det hele kommer til at virke så total håbløst, og har bare lyst til at skrige.. Men hvad hjælper det så lige...
Men jeg elsker hende, og vil gøre alt for hende og hendes dejlige søn

Kære fortvivlede
Der er IKKE noget galt med dig, MEN du ER, hvad du er gjort til at være.
Jeg prøver at holde fast i, at du skrev, at du havde problemer med dit selvværd. Ved du hvorfor?
Jeg tror, det er dér problemet ligger. Manglende selvværd, mindreværdskomplekser, usikkerhed skyldes oftest, at man som barn aldrig var ’god nok’, ikke blev rost, ikke følte sig elsket, manglede forældrenes loyalitet og ikke mindst opmærksomhed. Jeg er selv et voksent barn af en alkoholiker og kan genkende meget af mig selv i dit oplæg. Måske gætter jeg helt forkert, men så må du ha’ en anden ’hemmelighed’, som er mere eller mindre ubehandlet og som der skal gøres noget ved. Meget er nået ved at turde erkende, hvad man har af traumer i sit sind og måske kan din kæreste hjælpe dig over det, men det kræver, at I ved, hvad det handler om. Det er jo ikke fordi du mangler lysten og følelserne, men du kan ikke rigtig vise dem i det virkelige liv. Jeg gætter på, at du kan udleve det hele i fantasien? Jeg blev ramt af dit oplæg og ønsker dig alt godt i livet fremover.

hvis jeg har opfattet din kæreste nogenlunde, forstår jeg godt dine frustrationer. Mon det er sådan, at hun, når HUN er allermest sårbar og kærlighedshungrende, viser det helt omvendt med afvisninger og utilnærmelighed? Det er en stor opgave, du har foran dig, men når I elsker hinanden KAN det lykkes, men det er NU! Min gode, kærlige, elskende mand mistede tålmodigheden efter 33 års ægteskab og gik i byen fandt sig noget lettilgængeligt, som han troede kunne 'køre' sideløbende, men det var helt forkert og han fortrød bitterligt. Heldigvis har vi og vores ægteskab kunnet overleve efter et par år med voldsomme sindsbevægelser, men med det resultat, at jeg har kunnet arbejde med med selv, og nu har vi et godt liv, hvor jeg både fysisk og psykisk tør at være nøgen med min dejlige mand. Fortvivl ikke, men kom i gang!

Mange tak for dit indlæg. Du har ret i mange af de ting du skriver, og jeg ved at jeg skal arbejde med mig selv. Men, det er som sagt en lang og hård omgang, som man ikke kan gå i gennem alene. Jeg kan mærke på mig selv, og jeg ved, at jeg er på rette vej. Men som du sikkert ved, så er det svært at opbygge, men meget let at blive pillet ned igen, så man må starte helt forfra.
Inderst inde er jeg er stærk pige, så jeg skal nok klare den.
Endnu en gang mange tak for dit svar, og dine tanker.
De bedste ønsker til dig!