Er det skæbnen
Jeg er skrup forvirret og begynder at tro skæbnen spiller mig et puds.
Jeg har kendt min nuværende mand i snart 9 år.
vi flyttede sammen efter kort tid p.g.a. afstanden og jeg havde en datter på 1½ fra tidligere ægteskab.
2 år senere kniber forholdet og vi snakker om at flytte hver for sig.
På det tidspunkt tager jeg over til en venindes 30 års fødselsdag, hvor vi ender i byen. Her møder jeg en jeg bliver meget forelsket i og møder ham et par gange.
Der sker dog det, at jeg ligger og har rod med min datters far og køre sag via statsamtet. På dette tidspunkt var det at faderes tav var meget på tale og trods hendes far ikke mødte op til overvågede samvær og meget andet og jeg ud fra det nægter at møde ham i Statsamtet (jeg var bange for ham og flyttede fra ham p.g.a. vold og alkohol) Bliver truet med, at han på baggrund af dette ville kunne få forældremyndigheden over hende, da jeg ikke ville samarbejde.
Jeg bliver nervøs og bliver rådet til, af min advokat at køre på, at jeg har fast arbejde og fast forhold.
Min eksmand kontaktet mig og oplyser via telefonen i en brandert, at han vil gerne gå med til, at min kæreste adoptere hende, hvis han kan slippe for at betale børnepenge.
Min kæreste vil gerne have vi giver forholdet en chance til og jeg er kørt helt ned og siger ja.
Derfor vælger jeg, at gå tilbage til min kæreste. En adoption kræver vi skulle gifte os, hvilket vi gjorde hurtigst muligt på rådhuset.
Tiden gik og vi fik en søn sammen og adoptionen gik igennem.
Jeg vil ikke sige vi har været lige lykkelige. Nærmere, at vi har levet sammen, men hver for sig, hvilket gør jeg i sommers meddelte, at jeg ønskede vi gik hver for sig, hvilket vi bliver enige om.
Men om hvor alt skal være bliver vi alligevel enige om at prøve igen for børnenes skyld.
Jeg tager får tilbudt nyt arbejde, der gør jeg kan være hjemme om aftenen (jeg har arbejde om aftenen i over et år) og vi prøver. Det vil sige han syntes alt er grønne skove nu.
Problemet er så, at jeg i torsdags på arbejdet løber ind i ham jeg hovedkulds havde forelsket mig i for 7 år siden.
Hjælp jeg er helt fortabt. Jeg har det som om tiden har stået stille (Jeg ved han bor sammen med en i dag)
Nu sidder jeg så og tænker på om der er en mening med det hele.
Burde jeg ikke gøre det forbi med min mand. Jeg kan da ikke elske ham, når jeg føler som jeg gør nu og vil jeg virkeligt have det til at fungere eller gør jeg det, kun for børnenes skyld.
Jeg følger mig revet midt over og gør alt for ikke at kontakte ham fra arbejdet, men uanset hvad virker der som om han søger mig og vi taler da også sammen, men hvad han føler ved jeg ikke og tror heller ikke jeg er klar til at vide det.
Jeg har kendt min nuværende mand i snart 9 år.
vi flyttede sammen efter kort tid p.g.a. afstanden og jeg havde en datter på 1½ fra tidligere ægteskab.
2 år senere kniber forholdet og vi snakker om at flytte hver for sig.
På det tidspunkt tager jeg over til en venindes 30 års fødselsdag, hvor vi ender i byen. Her møder jeg en jeg bliver meget forelsket i og møder ham et par gange.
Der sker dog det, at jeg ligger og har rod med min datters far og køre sag via statsamtet. På dette tidspunkt var det at faderes tav var meget på tale og trods hendes far ikke mødte op til overvågede samvær og meget andet og jeg ud fra det nægter at møde ham i Statsamtet (jeg var bange for ham og flyttede fra ham p.g.a. vold og alkohol) Bliver truet med, at han på baggrund af dette ville kunne få forældremyndigheden over hende, da jeg ikke ville samarbejde.
Jeg bliver nervøs og bliver rådet til, af min advokat at køre på, at jeg har fast arbejde og fast forhold.
Min eksmand kontaktet mig og oplyser via telefonen i en brandert, at han vil gerne gå med til, at min kæreste adoptere hende, hvis han kan slippe for at betale børnepenge.
Min kæreste vil gerne have vi giver forholdet en chance til og jeg er kørt helt ned og siger ja.
Derfor vælger jeg, at gå tilbage til min kæreste. En adoption kræver vi skulle gifte os, hvilket vi gjorde hurtigst muligt på rådhuset.
Tiden gik og vi fik en søn sammen og adoptionen gik igennem.
Jeg vil ikke sige vi har været lige lykkelige. Nærmere, at vi har levet sammen, men hver for sig, hvilket gør jeg i sommers meddelte, at jeg ønskede vi gik hver for sig, hvilket vi bliver enige om.
Men om hvor alt skal være bliver vi alligevel enige om at prøve igen for børnenes skyld.
Jeg tager får tilbudt nyt arbejde, der gør jeg kan være hjemme om aftenen (jeg har arbejde om aftenen i over et år) og vi prøver. Det vil sige han syntes alt er grønne skove nu.
Problemet er så, at jeg i torsdags på arbejdet løber ind i ham jeg hovedkulds havde forelsket mig i for 7 år siden.
Hjælp jeg er helt fortabt. Jeg har det som om tiden har stået stille (Jeg ved han bor sammen med en i dag)
Nu sidder jeg så og tænker på om der er en mening med det hele.
Burde jeg ikke gøre det forbi med min mand. Jeg kan da ikke elske ham, når jeg føler som jeg gør nu og vil jeg virkeligt have det til at fungere eller gør jeg det, kun for børnenes skyld.
Jeg følger mig revet midt over og gør alt for ikke at kontakte ham fra arbejdet, men uanset hvad virker der som om han søger mig og vi taler da også sammen, men hvad han føler ved jeg ikke og tror heller ikke jeg er klar til at vide det.