Er det slut - måske, måske ikke. Er det naturligt.

Hej alle sammen, har læste på debatten mange gange og set en del god svar og debatter.
Når men her er mit dilema.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år nu. Det er klart det længste forhold jeg nogensinde har haft. De tidligere har været så korte, at de knapt ville kunne kaldes et parforhold.
Vi har haft 2 år med op og nedture. Jeg har flere gange bedt hende om, at give mere af sig selv. Give os mere tid sammen, ikke at skubbe mig ud, til fordel for sin datter. Ikke på den måde, at jeg ikke ønsker, at hendes datter skal være der, men at der er plads til os begge samtidigt - og ikke at det er enten eller. Det har hun fortalt mig hun ikke kan og ikke er sikker på, at hun kommer til at kunne.
Sådan har det været i snart 1 år - hvor jeg har bedt hende lukke mig ind. Jeg har følt mig afvist og følt, at hun ikke syntes jeg er god nok. Jeg vil gerne have børn, hun vil ikke have flere. Jeg elsker at rejse, det gør hun ikke. De sidste to ting kan jeg godt leve uden, men natruligvis er det ærgeligt vi ikke vil det samme.
Jeg har fortalt hende, at den følelses hun efterlader mig med er tvivl. En tvivl som river mig i stykker og får mig til, at lukke mig inde i mig selv. Hun har sagt hun forstår mig - men ikke kan gøre noget anderledes.
Har de sidste par måneder tænkt, at jeg skal videre, at vi desværre ikke skal være sammen. Nu står jeg så her, har til aften pakket de ting hun har i min lejlighed. Sidder og tænker på at køre hjem til hende, men bliver så i tvivl.
Tænker på alt det gode vi også har haft, at jeg elsker hende og bliver i tvivl om jeg skal kæmpe videre? Håbe på, at tingene bliver anderledes?
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg elsker hende - men hun har klart fortalt mig, hvad jeg kan få i hendes liv, hvilket er mindre end jeg ønsker. Derfor min beslutning.
Hvorfor skriver jeg så? Jeg vil gerne høre jer andre om hvordan det har været, nå i har taget beslutningen om, at slutte et længere forhold, Har i været helt sikre på, at det er det rigtige at slutte - har i haft tvivl som mig eller ?

Det er ALDRIG nemt at at gå fra en kæreste.. måske er det den tvivl du har.. som du skriver tror jeg ikke på du føler noget reelt for hende. Så er det jo bedre at komme videre. Men sig det pænt til hende.

hvis du ikke afbryder forholdet nu, vil du fortryde resten af dit liv.
I er alt for forskellige, så på et tidspunkt brister det alligevel.
Du lyder som en reel fyr, så stille og roligt, kig efter en der passer bedre til dig.
Desværre, men jeg kan ikke se nogen fremtid for jer to.

- Jeg tror da ikke du skal slutte det forhold. I hvert fald ikke nødvendigvis, men du får bare ikke sagt så meget om det vigtigste.
- Det kan du så vende tilbage og fortælle noget om!
"Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år nu. Det er klart det længste forhold jeg nogensinde har haft. De tidligere har været så korte, at de knapt ville kunne kaldes et parforhold."
**Hvad har holdt dig fast så længe? Hvordan har Jeres livssituation været hver især? Har det været det nemmeste eller har I været forelskede?
"Vi har haft 2 år med op og nedture. Jeg har flere gange bedt hende om, at give mere af sig selv. Give os mere tid sammen, ikke at skubbe mig ud, til fordel for sin datter. Ikke på den måde, at jeg ikke ønsker, at hendes datter skal være der, men at der er plads til os begge samtidigt - og ikke at det er enten eller. Det har hun fortalt mig hun ikke kan og ikke er sikker på, at hun kommer til at kunne."
**Det kan hun sagtens komme til at kunne - også selvom hun ikke ved det, men hun holder fast i sit "anker" og ved ikke helt, hvilken plads du udfylder i forhold til hendes datter. Hvor er datterens fader i det her?
"Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg elsker hende - men hun har klart fortalt mig, hvad jeg kan få i hendes liv, hvilket er mindre end jeg ønsker. Derfor min beslutning"
**Hvad er det helt præcist du ønsker? Hvorfor vil hun ikke have flere børn - igen hvor er barnefaderen i det her?
Vend tilbage og fortæl noget mere om HVOR du er i dit liv.

* Jeg elsker hende, vi har mange af de samme interesser og tiden fløj specielt i starten afsted når vi var sammen. Forelskelsen var der hos mig igen tvivl om - jeg dansede jo nærmest afsted på en lyserød sky!
Vi har begge været singler og har i hele perioden boet hver for sig-
* Datteren bor hos sin fader ½ delen af tiden, han er klart og fuldt en del af datterens liv. De taler sammen om opdragelse og ting der sker i deres datters liv.
* Hun syntes det var for hårdt, at skulle dele sin datter, at hun ikke kan være der for hende, hele tiden altid og at hun ikke har kunne give sin datter et liv, hvor hendes forældre kunne holde sammen.
*Jeg ønsker en kvinde der vil være der for mig, som jeg kan være der for, en fremtid hvor vi kan dele alt og tage på oplevelser sammen.
Ved ikke om dette har gjort billedet mere fuldt

Jeg kan godt forstå dine tvivl. Du har en masse følelser, som du ikke bare kan lægge låg på. Omvendt synes du ikke du får nok retur, og har besluttet at du ikke kan leve med det lidt hun har at give.
Hvis du ikke allerede har sagt det, synes jeg, at du stille, roligt og kærligt skal fortælle din kæreste de ting du har skrevet her. Og forklare hende, at du ønsker at hun bliver en større del af sit liv. Hvis hun så fastholder at det kan/vil hun ikke, syns jeg din beslutning er rigtig. Det er en rigtig trist situation fordi det jo ikke er følelserne der mangler, men omvendt kan du ikke lave din kæreste om. Og hvis hun ikke på nuværende tidspunkt kan give dig mere plads, må du enten acceptere det eller slutte forholdet. Og som jeg forstår dig er du ikke i tvivl om, at du ikke kan nøjes med det I har idag. Og hvorfor skal du det? Du lyder som en sød og kærlig mand; du skal have en kæreste der har lige så meget at give som du har.
Din tvivl er meget naturlig. Og logisk. Du skal vælge mellem at nøjes i et forhold til en kvinde du elsker, eller helt fravælge hende. Det gør løsrivelsesprocessen svær og hård, men sådan som du lever nu kan du jo heller ikke fortsætte, så på længere sigt er der desværre kun en løsning.
Det er jo ikke kun dig der skal give i et forhold, og måske opdager din kæreste hvor meget hun savner dig, når du ikke er der. Måske kommer hun tilbage.

[:*(]
I dag har vi så afsluttet to år. Sidder alene og græder. Tænker på alt det dejlige, vi har oplevet og savner hende inderligt. Røre hende, kysse hende og hold om hende [:*(]
Jeg er trist, men stadig fyldt med tvivl om det nu var det rigtige.

Kan godt forstå du er ulykkelig. Det er en utrolig svær beslutning du har truffet. Og lige nu virker det nok ikke som nogen trøst, men tro mig - du skal nok komme ovenpå igen. Du skal igennem en hård periode med op og nedture. Det er hårdt. Vanvittig hårdt. Men på et tidspunkt vender det. Giv dig selv lov til at sørge. De triste stunder bliver lige så stille erstattet af gode tanker og stunder, og om nogle måneder vil du kunne tænke på din elskede uden at blive ked af det.
Har du nogle gode venner du kan snakke med - enten om noget helt andet for at få afledt tankerne. Eller om alle de triste tanker du er fyldt med. Lige nu har du brug for at der er nogen der tage sig af dig - ikke mindst dig selv. Selvom det virker meningslyst så prøv at gøre nogle gode ting for dig selv.
Pas godt på dig selv[s]

Det følels helt umuligt lige nu og har mest lyst til, at tage hendes adventsgaver og køre hjem til hende. Hold om hende og fortælle hvor meget jeg elsker hende.
Give hende gaverne og se hende blive glad. Ved godt det ikke løser vores problemer, men det er det jeg har lyst til.
Håber du har ret, at jeg inden for den næste periode kommer oven på igen

har læst din tråd tidligere, men havde desværre ikke tid til at gå ind i debatten. Men da jeg læste om dit problem, var jeg sikker på du gjorde en STOR fejl ved at smide hende ud af dit liv. Hvis du - eller nogen - tror at kærligheden, det at elske et andet menneske bare er en vare, som man har krav på og som kan byttes med en anden vare efter en rum tid, så kender I ikke livet.
Det at elske som du har gjort er noget særligt. HUN er noget særligt - og jeg tror du er jaloux på hendes kærlighed til hendes barn. Men en kvindes kærlighed til sit barn har INTET med kærligheden til hendes kæreste at gøre. Det er ro forskellige følelser. kender til et andet par der er i evig skænderi omkring samme problem. Jalousi fra kæresten fordi kvinden tager sig for meget vaf sin store datter. Han føler sig mindre elsket af samme grund - han havde ikke en mor der var der for ham i hans barndom, så han er hele tiden på vagt omkring han får NOK kærlighed. Synd for han elsker kvinden og han finder ikke hendes lige - de passer så godt sammen.
Hvorfor dog ødelægge noget du føler så meget positivt for. Indse du har de gode følelser for hende og hold hellere regnskab med hvor meget du SELV giver til hende og barnet, fremfor hvad HUN giver.
Efter bruddet skal su selvfølgelig have en vis balance i forholdet, hvis du tager hende tilbage og hun selv vil tilbage tiil dig. Bo hver for sig et stykke tid. Tag hendes barn til dig mht. interesse som var det dit, nyd hende som en kærlig mor - det vil gøre hende varm og åben overfor dig.
Som jeg ser det har du gjort en stor bommert - forhåbentlig ikke dit livs bommert 😖
Pusser

Blot lige for at være sikker på, at jeg har forklaret situationen rigtigt. Når hun har sin datter, hvilket hun har hver anden uge, så er jeg med 1. dag.
Vi bor hver for sig, så næsten 2 uger hver måned ser vi ikke hinanden. Det er derfor jeg føler mig ude. Syntes selv jeg 100% acceptere, at hendes datter er nr. 1. Og altid vil være det!

Dollkiss, Du er måske ikke selv tilfreds eller snarere tilfredsstillet.
Løser andres problemer for at glemme din egen ulykkelighed...unge mennesker skal gøre deres egne erfaringer, her ka du vist kun bidrage med kompliceret og ubrugelig psykosnak der i værste fald fører til et endnu større mareridt og forvirring.
Drop alt dit elendige Heksesnak Dulkis, du er blød i bolden😃😃😃😃😃😃

Hvis du har taget den forkerte beslutning er det bare om at fortælle hende det. SOm du har forklaret situationen har hun ikke lyst til at undvære dig.
Men for at finde ud af om du har truffet den forkerte beslutning synes jeg du skal tænke dig godt om. Læs evt. dit første indlæg. Som jeg har forstået situationen elsker du kvinden og har ingen problemer med hendes barn - men du er ikke glad i jeres forhold, fordi du syns der er for lidt plads til dig og jeres forhold. Alt det har du adskillige gange talt med din kæreste om, men hun har klart givet udtryk for, at hun ikke ønsker at ændre det på nuværende tidspunkt.
Det er sådan jeg har forstået dit indlæg - og på den baggrund jeg er kommet med min mening. Men det er hverken min eller andres mening der skal være afgørende . Det er din beslutning. Hvad enten du vælger den ene eller anden beslutning er det desværre kun dig, der ved, hvad der er den rigtige. Ind i mellem stilles vi i livet overvalg valg vi ikke har lyst til at tage stilling til, og hvor det ville være dejligt hvis en anden traf beslutningen og med forsikre os om, at det var den rigtige beslutning. Det er desværre bare ikke muligt 🙂

Som jeg ser det, har din kæreste meldt klart ud, hvor hun står. Spørgsmålet for dig er, om du kan leve med de vilkår? Er du glad i jeres forhold? Kan du evt. lære at acceptere hendes prioritering?

Jeg synes du skal taqe nogle dage hvor du ikke taler med din kæreste og prøve at få styr på tanker og følelser. Få det hele lidt på afstand så du kan se det mere klart.
[s]

For at give et kort svar: Jeg tror det er helt naturligt at føle tvivl når man skal vælge mellem pest og kolera. Men fordi en beslutning er svær betyder det jo ikke, at det er en forkert beslutning.
Men det gør stadig pokkers ondt!
Jeg håber du finder ud af, hvad der er den rigtige beslutning for dig.
Mange hilsner
Lise

Uanset hvor stærke følelser trådstarter, har han flere gange skrevet hvor ulykkelig han er i forholdet. Og at det han mangler i forholdet, kan kæresten ikke give ham. Det er en rigtig ulykkelig situation, som virker helt urimelig. Men hvis han er den givende part i forholdet og aldrig føler han får noget igen, er det vel ikke holdbart i længden? Man skal vel ikke blive i et forhold, hvor man er trist og hele tiden skal gå på følelsesmæssigt kompromis?

- som jeg ser det, er trådstarteren ikke jaloux på datteren, men moderen kan ikke finde ud af at kombinere de to personer. Det giver mig også en fæl mistanke at hun beklager sig over, hendes barn ikke kan være sammen med begge sine forældre.
- Jeg er fuldstændig med på den beslutningen er både tung og smertefuld, men ikke nødvendigvis den forkerte lige nu. 🙂