Er ftg fanatiker?
Kristenheden har haft sine fanatikere — lige fra mennesker der i politisk protest har sat ild på sig selv, til enkeltpersoner der har opført sig intolerant over for mennesker med en anden religiøs overbevisning. Det første korstog blev for eksempel iværksat af den katolske kirke for at befri Jerusalem for et folk den betragtede som hedninger. Det begyndte med tre tilfælde af vilde pøbeloptøjer hvis voldelige overgreb omfattede en jødeforfølgelse i Rhinlandet. Da det lykkedes dette korstogs militære styrker at indtage Jerusalem, forvandlede disse såkaldt kristne soldater gaderne til strømme af blod.
I sin bog Menneskeslægtens Historie har H. G. Wells skrevet følgende om det første korstog: „Blodbadet var frygteligt. De overvundnes Blod flød gennem Gaderne, indtil Folk blev oversprøjtet med Blod, naar de red. Da Natten faldt paa, kom Korsfarerne ’hulkende af Glæde’ til Graven og foldede deres blodstænkede Hænder i Bøn.“
I et senere korstog, foranstaltet af pave Innocens III, blev de fredelige albigensere og valdensere, der modsatte sig Roms lære og gejstlighedens udsvævelser, brutalt myrdet: „Det var Lateranet nok, og derfor ser vi Innocens III prædike Korstog mod disse ulykkelige Sekterere og tillade Hvervelsen af enhver omstrejfende Slyngel og Løsgænger til at føre Ild og Sværd og øve Voldtægt og enhver tænkelig Voldsdaad mod den franske Konges fredeligste Undersaatter. Skildringerne af dette Korstogs Grusomheder og Afskyeligheder er langt frygteligere at læse end nogen Skildring af Kristnes Martyrdød for Hedningers Haand.“
Kristenhedens historie er fyldt med beretninger om fanatikere, og disse er sædvanligvis faret frem med vold. Vi kan derfor slutte at fanatisme ikke frembringer nogen god frugt. Funk og Wagnalls New Standard Dictionary of the English Language (1929-udgaven) definerer ordet fanatisme på følgende måde: „Overspændt eller overdreven nidkærhed.“ Den belyser endvidere ordet på følgende måde: „Ingen periode i historien har fremvist større grusomhed, tøjlesløshed og fanatisme end korstogstiden.“
Det er også interessant at bemærke hvilken definition Webster’s New Third International Dictionary, 1961-udgaven, giver af ordet „fanatiker“. Den siger: ’Fanatiker — latin: Inspireret af en gud. 1. besat af, eller som besat af, en dæmon; almindeligvis: forrykt, vanvittig, sindssyg. 2. styret, fremkaldt eller kendetegnet af overdreven nidkærhed: overspændt, urimelig; overdrevent ivrig, især på det religiøse område.’ Kan man ud fra dette sige at sande kristne er fanatikere?
Man kan kende et træ på dets frugter, og på samme måde vil resultaterne af folks handlinger vise hvilken slags mennesker de er, sådan som Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, påpegede da han sagde: „Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ — Mattæus 7:18, 20.
Jesus grundlagde den sande kristendom som et godt træ. Det kunne derfor ikke frembringe dårlig frugt i form af fanatisme. Jesus opfordrede aldrig sine disciple til at skade sig selv eller andre. Da han citerede det ene af de to største bud, sagde han tværtimod: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Hans disciple skulle endog være venlige over for deres fjender. Jesus sagde: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“ — Lukas 6:27, 28.
Jesu sande disciple drog ud blandt folk af mange forskellige nationaliteter, ikke med ild og sværd, men med Guds skrevne ord, og søgte på fredelig vis at overbevise dem. Ingen hære ledsagede dem til andre lande for at nedslagte, torturere og voldtage dem der modsatte sig den kristne dåb. Jesu disciple fulgte i stedet hans fredelige eksempel og forkyndte den gode nyhed om Guds rige for alle, og opmuntrede enhver til at tænke over det budskab de fremholdt fra Guds ord. Frugterne af deres arbejde omfattede frugterne af Guds ånd — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Galaterne 5:22, 23.
Det er det samme i dag. Sand kristendom frembringer stadig gode frugter. Den kristne menighed som Jesus plantede for mere end 1900 år siden, var som et godt træ, og det er den stadig. Det kan derfor ikke frembringe fanatismens frugt af dårligdom, intolerance og vold. Men hvorfor har der da hersket så megen fanatisme inden for kristenheden?
Apostelen Paulus lod forstå at der skulle komme en tid hvor der ville fremstå falske kristne. De ville være kristne af navn men ikke af gavn og ville derfor heller ikke frembringe gode kristne frugter. Til de ældste fra Efesus sagde han: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) Det var blandt disse frafaldne at kristenheden med dens hundredvis af modstridende religiøse organisationer opstod. Disse organisationer fører en lære der skal forestille at være kristen; men i virkeligheden indeholder den „fordrejede ting“ og menneskers ideer og ikke sandheden fra Guds ord. Det er blandt disse falske kristne at fanatismens dårlige frugt er fremstået.
Det er sandt at fanatisme er en form for nidkærhed. Men fanatismen er en „overspændt eller overdreven nidkærhed“, en „urimelig“ form for nidkærhed. Dette kan man ikke sige om sand kristendom.
Bibelen opfordrer gentagne gange de kristne til at være rimelige. For eksempel siges der i Filipperbrevet 4:5: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ Og kristne opfordres til „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:2.
Jehovas vidner skiller sig ud fra flertallet der hævder at være kristne, fordi de besøger folk i deres hjem for at tale med dem om den gode nyhed om Guds rige. Men denne nidkærhed for den kristne tjeneste er ikke ensbetydende med at man kan betragte dem som fanatikere. De udviser en rimelig nidkærhed for en gerning som Jesus selv udførte og som han påbød sine disciple at udføre. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Et menneske der tilsidesætter mange tidskrævende personlige gøremål for at kunne bruge mest mulig tid i forkyndelsesarbejdet, er ikke en fanatiker. Han viser i stedet at han forstår vigtigheden af at hjælpe andre til at lære de livgivende sandheder i Guds ord at kende i den korte tid der endnu er tilbage at udføre dette arbejde i. Dette er både rimeligt og til gavn for andre.
Jehovas vidner udfører ikke et fanatisk arbejde der skader andre, men fremmer ved deres tjeneste troen på Gud og på hans ord. Dette bringer håb til dem der er uden håb, frigør mennesker fra religiøs overtro og uvidenhed, og forvandler utallige umoralske og voldelige mennesker til moralsk rene og fredelige kristne. Sådanne gode frugter viser at der er tale om en god menighed.
Jehovas vidner bevarer deres loyalitet mod Guds rige i mere end 200 lande, også selv om der er pålagt dem begrænsninger fra myndighedernes side. Deres loyalitet over for Gud, den øverste Suveræn, kan næppe kaldes fanatisme. Jehova er den øverste myndighed, og når der opstår en konflikt mellem hans love og de jordiske myndigheders love, er en sand kristen forpligtet til at adlyde Gud. Som bekendt bliver love af lokal art til tider underkendt fordi de strider mod landets love. På samme måde bliver menneskers love underkendt af sande kristne når de strider mod de love universets Suveræn, Jehova Gud, har fastlagt. Eftersom sande kristne ikke kan adlyde to modstridende love, indtager de samme standpunkt som apostlene, der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Dette er kun rimeligt.
Jehovas vidner viser den samme rimelighed i forbindelse med fejring af nationale og religiøse helligdage, som er i modstrid med Guds ord. Det er ikke fanatisme at afslå at deltage i fejringen af helligdage som størsteparten af et lands indbyggere fejrer. Når Jehovas vidner skiller sig ud på grund af deres religiøse overbevisning er de blot i samme situation som de første kristne, der heller ikke deltog i fejringen af datidens almindelige helligdage. Desuden vil Jehovas vidner med glæde give en bibelsk begrundelse for at de ikke deltager. — 1 Peter 3:15.
Nogle betragter Jehovas vidner som fanatikere fordi de nægter at modtage blodtransfusion, en behandlingsform der er almindeligt anvendt af de fleste læger. Men også her drejer det sig om lydighed mod Guds lov. Jesu Kristi sande disciple er blevet påbudt at ’afholde sig . . . fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Er et menneske fanatisk når det af samvittighedsgrunde modsætter sig en lægebehandling der er almindeligt anvendt? Selv patienter der ikke er Jehovas vidner afslår at modtage blodtransfusion — af frygt for at pådrage sig AIDS eller andre sygdomme. Er det da urimeligt at Jehovas vidner beder om en lægebehandling der ikke strider imod deres samvittighed?
Hvilken slutning kan man drage ud fra det der her er behandlet? At Jehovas vidner ikke er fanatikere blot fordi de er anderledes end flertallet og fastholder deres lydighed mod Gud. Skønt de er nidkære i deres tilbedelse, er det ikke en „overspændt eller overdreven nidkærhed“ som var de besat af en dæmon. De fremtræder heller ikke som ’forrykte’, ’vanvittige’, eller ’sindssyge’. De vil aldrig på noget tidspunkt i religiøs nidkærhed øve vold mod andre eller sig selv. Tværtimod holder de i overensstemmelse med Bibelens beskrivelse af sande kristne „fred med alle mennesker“. — Romerne 12:18.
Den kristne menighed som Jesus Kristus grundlagde i det første århundrede var altså „et godt træ“ og bærer den dag i dag kun gode frugter. Det er derfor umuligt for sand kristendom at frembringe fanatikere. Følgelig er ftg ikke fanatiker, det er der ingen Jehovas vidner der er.
Med venlig hilsen, ftg
I sin bog Menneskeslægtens Historie har H. G. Wells skrevet følgende om det første korstog: „Blodbadet var frygteligt. De overvundnes Blod flød gennem Gaderne, indtil Folk blev oversprøjtet med Blod, naar de red. Da Natten faldt paa, kom Korsfarerne ’hulkende af Glæde’ til Graven og foldede deres blodstænkede Hænder i Bøn.“
I et senere korstog, foranstaltet af pave Innocens III, blev de fredelige albigensere og valdensere, der modsatte sig Roms lære og gejstlighedens udsvævelser, brutalt myrdet: „Det var Lateranet nok, og derfor ser vi Innocens III prædike Korstog mod disse ulykkelige Sekterere og tillade Hvervelsen af enhver omstrejfende Slyngel og Løsgænger til at føre Ild og Sværd og øve Voldtægt og enhver tænkelig Voldsdaad mod den franske Konges fredeligste Undersaatter. Skildringerne af dette Korstogs Grusomheder og Afskyeligheder er langt frygteligere at læse end nogen Skildring af Kristnes Martyrdød for Hedningers Haand.“
Kristenhedens historie er fyldt med beretninger om fanatikere, og disse er sædvanligvis faret frem med vold. Vi kan derfor slutte at fanatisme ikke frembringer nogen god frugt. Funk og Wagnalls New Standard Dictionary of the English Language (1929-udgaven) definerer ordet fanatisme på følgende måde: „Overspændt eller overdreven nidkærhed.“ Den belyser endvidere ordet på følgende måde: „Ingen periode i historien har fremvist større grusomhed, tøjlesløshed og fanatisme end korstogstiden.“
Det er også interessant at bemærke hvilken definition Webster’s New Third International Dictionary, 1961-udgaven, giver af ordet „fanatiker“. Den siger: ’Fanatiker — latin: Inspireret af en gud. 1. besat af, eller som besat af, en dæmon; almindeligvis: forrykt, vanvittig, sindssyg. 2. styret, fremkaldt eller kendetegnet af overdreven nidkærhed: overspændt, urimelig; overdrevent ivrig, især på det religiøse område.’ Kan man ud fra dette sige at sande kristne er fanatikere?
Man kan kende et træ på dets frugter, og på samme måde vil resultaterne af folks handlinger vise hvilken slags mennesker de er, sådan som Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, påpegede da han sagde: „Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ — Mattæus 7:18, 20.
Jesus grundlagde den sande kristendom som et godt træ. Det kunne derfor ikke frembringe dårlig frugt i form af fanatisme. Jesus opfordrede aldrig sine disciple til at skade sig selv eller andre. Da han citerede det ene af de to største bud, sagde han tværtimod: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Hans disciple skulle endog være venlige over for deres fjender. Jesus sagde: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“ — Lukas 6:27, 28.
Jesu sande disciple drog ud blandt folk af mange forskellige nationaliteter, ikke med ild og sværd, men med Guds skrevne ord, og søgte på fredelig vis at overbevise dem. Ingen hære ledsagede dem til andre lande for at nedslagte, torturere og voldtage dem der modsatte sig den kristne dåb. Jesu disciple fulgte i stedet hans fredelige eksempel og forkyndte den gode nyhed om Guds rige for alle, og opmuntrede enhver til at tænke over det budskab de fremholdt fra Guds ord. Frugterne af deres arbejde omfattede frugterne af Guds ånd — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Galaterne 5:22, 23.
Det er det samme i dag. Sand kristendom frembringer stadig gode frugter. Den kristne menighed som Jesus plantede for mere end 1900 år siden, var som et godt træ, og det er den stadig. Det kan derfor ikke frembringe fanatismens frugt af dårligdom, intolerance og vold. Men hvorfor har der da hersket så megen fanatisme inden for kristenheden?
Apostelen Paulus lod forstå at der skulle komme en tid hvor der ville fremstå falske kristne. De ville være kristne af navn men ikke af gavn og ville derfor heller ikke frembringe gode kristne frugter. Til de ældste fra Efesus sagde han: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) Det var blandt disse frafaldne at kristenheden med dens hundredvis af modstridende religiøse organisationer opstod. Disse organisationer fører en lære der skal forestille at være kristen; men i virkeligheden indeholder den „fordrejede ting“ og menneskers ideer og ikke sandheden fra Guds ord. Det er blandt disse falske kristne at fanatismens dårlige frugt er fremstået.
Det er sandt at fanatisme er en form for nidkærhed. Men fanatismen er en „overspændt eller overdreven nidkærhed“, en „urimelig“ form for nidkærhed. Dette kan man ikke sige om sand kristendom.
Bibelen opfordrer gentagne gange de kristne til at være rimelige. For eksempel siges der i Filipperbrevet 4:5: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ Og kristne opfordres til „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:2.
Jehovas vidner skiller sig ud fra flertallet der hævder at være kristne, fordi de besøger folk i deres hjem for at tale med dem om den gode nyhed om Guds rige. Men denne nidkærhed for den kristne tjeneste er ikke ensbetydende med at man kan betragte dem som fanatikere. De udviser en rimelig nidkærhed for en gerning som Jesus selv udførte og som han påbød sine disciple at udføre. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Et menneske der tilsidesætter mange tidskrævende personlige gøremål for at kunne bruge mest mulig tid i forkyndelsesarbejdet, er ikke en fanatiker. Han viser i stedet at han forstår vigtigheden af at hjælpe andre til at lære de livgivende sandheder i Guds ord at kende i den korte tid der endnu er tilbage at udføre dette arbejde i. Dette er både rimeligt og til gavn for andre.
Jehovas vidner udfører ikke et fanatisk arbejde der skader andre, men fremmer ved deres tjeneste troen på Gud og på hans ord. Dette bringer håb til dem der er uden håb, frigør mennesker fra religiøs overtro og uvidenhed, og forvandler utallige umoralske og voldelige mennesker til moralsk rene og fredelige kristne. Sådanne gode frugter viser at der er tale om en god menighed.
Jehovas vidner bevarer deres loyalitet mod Guds rige i mere end 200 lande, også selv om der er pålagt dem begrænsninger fra myndighedernes side. Deres loyalitet over for Gud, den øverste Suveræn, kan næppe kaldes fanatisme. Jehova er den øverste myndighed, og når der opstår en konflikt mellem hans love og de jordiske myndigheders love, er en sand kristen forpligtet til at adlyde Gud. Som bekendt bliver love af lokal art til tider underkendt fordi de strider mod landets love. På samme måde bliver menneskers love underkendt af sande kristne når de strider mod de love universets Suveræn, Jehova Gud, har fastlagt. Eftersom sande kristne ikke kan adlyde to modstridende love, indtager de samme standpunkt som apostlene, der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Dette er kun rimeligt.
Jehovas vidner viser den samme rimelighed i forbindelse med fejring af nationale og religiøse helligdage, som er i modstrid med Guds ord. Det er ikke fanatisme at afslå at deltage i fejringen af helligdage som størsteparten af et lands indbyggere fejrer. Når Jehovas vidner skiller sig ud på grund af deres religiøse overbevisning er de blot i samme situation som de første kristne, der heller ikke deltog i fejringen af datidens almindelige helligdage. Desuden vil Jehovas vidner med glæde give en bibelsk begrundelse for at de ikke deltager. — 1 Peter 3:15.
Nogle betragter Jehovas vidner som fanatikere fordi de nægter at modtage blodtransfusion, en behandlingsform der er almindeligt anvendt af de fleste læger. Men også her drejer det sig om lydighed mod Guds lov. Jesu Kristi sande disciple er blevet påbudt at ’afholde sig . . . fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Er et menneske fanatisk når det af samvittighedsgrunde modsætter sig en lægebehandling der er almindeligt anvendt? Selv patienter der ikke er Jehovas vidner afslår at modtage blodtransfusion — af frygt for at pådrage sig AIDS eller andre sygdomme. Er det da urimeligt at Jehovas vidner beder om en lægebehandling der ikke strider imod deres samvittighed?
Hvilken slutning kan man drage ud fra det der her er behandlet? At Jehovas vidner ikke er fanatikere blot fordi de er anderledes end flertallet og fastholder deres lydighed mod Gud. Skønt de er nidkære i deres tilbedelse, er det ikke en „overspændt eller overdreven nidkærhed“ som var de besat af en dæmon. De fremtræder heller ikke som ’forrykte’, ’vanvittige’, eller ’sindssyge’. De vil aldrig på noget tidspunkt i religiøs nidkærhed øve vold mod andre eller sig selv. Tværtimod holder de i overensstemmelse med Bibelens beskrivelse af sande kristne „fred med alle mennesker“. — Romerne 12:18.
Den kristne menighed som Jesus Kristus grundlagde i det første århundrede var altså „et godt træ“ og bærer den dag i dag kun gode frugter. Det er derfor umuligt for sand kristendom at frembringe fanatikere. Følgelig er ftg ikke fanatiker, det er der ingen Jehovas vidner der er.
Med venlig hilsen, ftg