Er jeg dybt underlig?

Jeg synes tit man hører i situationer hvor der er flere mennesker der er døde, at det er så skrækkeligt at børn er døde, og misforstå mig ikke, jeg synes også det er forfærdeligt, men personligt gøre det større indtryk på mig når mennesker mellem 12 og 45 dør, end når dem under 12 eller over 45 dør, taget i betragtning af det ikke er nogen jeg kender.
Er jeg helt underlig i at have den opfattelse?
Jeg mener en på 3 år dør og en på 25 år dør, det er 25 år der rør mig, ikke den på 3 år.

... fordi når det er folk, der dør som er tættest på ens egen alder er det ikke unaturligt at det mere stof til eftertanke.
vh anonym

Ja du er

tjaa.. sys ikk du er underlig, det er vel forskelligt hvordan man har det med døden. Så hvis det ikk rører dig ligeså meget når en 3 årig som når en 12 årig dør, jamen så er det bare sådan og det er der vel ikke noget underligt i.

Fordi jeg tænker sådan at det må være forfærdeligt for et barn/børn at blive forældreløs. Men klart at det, at nogle dør er næsten altid et stor tab!

Og når man så selv har børn, rører det èn meget dybt, når et bartn/ungt menneske dør, som er på samme alder.

Jeg kan faktisk godt følge dig..jeg vil mene at det er fordi, at når man er 10-12 år, har man fået skabt en mere klar form for identitet, end når man eksenpelvis er 3 år..Når man er 3 år, er man ligesom fortsat "bare" søn eller datter af et andet individ, og man er fortsat så hjælpeløs og afhængig af andre, hvis du forstå hvad jeg mener.Og forstå mig ret,en kvinde som mister et barn som man har båret i sig i 9 måneder, må være noget af det værste man kan opleve,-hvad enten barnet så er 1 eller 15 år..Og jeg har faktisk selv en moster som mistede sin datter, og dermed min kusine, i en alder af 8 år, da hun døde af kræft.
Men som sagt kan jeg godt følge din tanke..

menneskets psyke er vist sådan indrettet :-)

det er sådan det hænger sammen.
Jeg er midt i 30'erne.
Men som en anden skriver, at når et barn er 12 ved det hvad livet er, det ved en på 5 ikke og det er nok derfor jeg har den grænse jeg har.
En på 5 aner ikke havd livet er endnu, men en på 12 er først lige ved at fatte det.
Og en på 26 har så meget de skal have ud i livet, de er måske lige færdige med uddannelse, skal til at skabe sig sit eget liv med en partner ect. Det er så meget mere livsbekræftende for mig end et barn på 8 år.
- men jeg har selvfølgelig heller ikke børn ;o)

er underlig.
Jeg har det selv sådan, at jeg synes, at det er dybt tragisk, når børn og unge mennesker dør. Jeg tror, at jeg bliver rørt over, at de ikke har fået lov til rigtigt at opleve livet.
Men til gengæld er det jo naturligt, at gamle mennesker skal herfra, så det har jeg ikke voldsomme kvaler ved.

Du har vist misforstået min tråd. Jeg synes ikke det er hårdt når børn på under ca. 12 år dør, så synes jeg det er langt værre at en på 40 dør.