Er jeg en dårlig pædagog?:(

Hej. Jeg er en 22 årig pædagogmedhjælper, og jeg har brug for noget råd.
Jeg er glad for mit arbejde, men jeg føler ikke at jeg er spor god til det.
Det er ikke kun at jeg ikke ved hvordan jeg skal kommunikere med børnene - Men også mine kollegaer. De fleste af dem er 5-10 år ældre end mig, og måske har det noget med det at gøre, men jeg føler bare ik at jeg kan snakke med dem.
Når der er frokost pause f.eks. så går de alle ned i spisesalen, mens jeg sidder tilbage... Simpelthen fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal socialisere mig med dem. ELler hvad jeg skal sige. Jeg for altid sådan en følelse af at jeg bare "stener" og kommer til at glo på folk:/
Også forældrerne... da jeg er medhjælper må jeg ikke snakke seriøst med dem, og det er vel ok, men selv småt chit-chat, har jeg svært ved.

Problemet er at jeg ikke må komme på kurser som de rigtige pædagoger, og dem i min gruppe vil ikke rigtig give mig råd. Jeg vil så gerne blive bedre til det... Men jeg føler mig selv blottet for inspiration og jeg har svært ved at takle det. Men jeg synes at det er en sjovt arbejde, at være pædagogmedhjælper.
Det er ikke noget jeg vil være resten af mit liv, men lige nu er det sjovt... Jeg vil bare blive så god til det som muligt, men hvordan skal jeg kunne det, hvis jeg ikke kan begå mig selv med dem jeg arbejder med, børnene eller deres forældre?
mvh Henrik.

og gå med dem til frokost og selv åbne op lidt mere, så får de nok øjnene op for dig.
Holder I ikk fester?
Hvis det er helt galt kan du jo prøve og søge job på andre institutioner, nogle gange hjælper det og "skifte" kollegaer

kan du være stolt og ligeglad med det andet, for det er børnene, det drejer sig om. Når de har det godt, burde de øvrige også have det godt.

Hej Henrik
Først vil jeg sige, meget kommer med alderen. Jeg er selv ikke så god til small talk mm. Har været på mange forskellige arbejdspladser og der er stor forskel. Det gælder om at finde et sted, hvor der er andre på ens alder og måske har samme interesser.
Men igen meget kommer altså også med alderen, for jeg er da blevet meget bedre til at hygge med de andre også selvom de er meget ældre end mig..
Jeg synes du skulle prøve at finde et andet sted, er der ikke mangel ¨på medhjælpere?? Nu er det ikke lige min branche - men har dog en datter i børnehave :o)
Og jeg vil sige det kommer ikke kun an på børnene, det er sgu da også sjovt at have noget socialt med sine kolleger..
Held og lykke
Christina

Rolig nu. Om du er en dårlig pædagog er nok lidt tidligt at sige. 22 år er jo ingen alder.
Det, at snik-snakke, er noget, man kan lære med alderen.
Første skridt på den vej er at erkende, at der er noget man skal arbejde med - og det har du jo gjort.
Mht. til ikke at komme på kurser: Ja, hvis du alligevel ikke vil være rigtig pædagog, hvorfor skulle arbejdsgiveren så bruge de begrænsede ressourcer på dig. Det er vel sund logik og kan vel ikke tages som et udtryk for, at du som person ikke er værd at ofre kurser på.
Du skriver jo selv, at det ikke er noget du vil resten af livet, men alligevel blive så god som muligt. Jeg synes ikke dine ambitioner svarer til din vision. Prøv med lidt lavere ambitioner.

De kan ikke være bekendt ikke aktivt at "lempe" dig ind i deres fællesskab. Nogle arbejdspladser er ekstremt dårlige til at modtage nye medarbejdere. Sig det til dem. Sig du har brug for råd og støtte. Hvis ikke på andre tidspunkter, så til de årlige medarbejdersamtaler, som må være lige på trapperne hos Jer også
Du er da berettiget til kurser, såfremt du er medlem af BUBL, så det er måske den vej du skal.
Hvordan/hvorfor er du havnet i det job?

der findes næppe en faggruppe, der er lavere end pædagoger, for ganske få år siden, fandtes de ikke, men med den forkælelse som børn og forældre, vi kender alle historien om, at en pædagog kun kan passe 4 børn, også selvom børnene er ude at lege i et område der er beskyttet med hegn, en far mødte op en morgen med sin datter, og sagde, at han syntes hun skulle lege ude, nej sagde pædagogen, vi er kun 7 på arbejde, og vi må kun passe 4 børn hver, så din datter skal have overtøjet af, og ind sammen med de andre børn.
i gamle dage havde vi sygeplejersker, der både kunne give en indsprøjtning, skifte forbindinger, og sengetøj, men snart kom der sygehjælpere på banen, så nu kan sygeplejerskerne kun udføre begrænset arbejde, det samme med pædagoger, jeg ved ikke hvad en pædagogmedhjælper laver, måske samler du legoklodser, eller laver kaffe til de dovne pædagoger.
40 m. fra hvor jeg bor er der en vuggestue, og en børnehave, de ligger klods op af hinanden, men de taler åbenbart ikke sammen.
i vuggestuen løber børnene ude, og kun en pædagog holder øje med dem, en dag smed ungerne en spand ud på vejen, som jeg naturligvis samlede op, og afleverede til pædagogen, jeg spurgte hende hvor mange ansatte de var, jo de var 22 samt lederen, så spurgte jeg om hvor mange der var i børnehaven, det vidste hun ikke, for de talte ikke sammen.
for mig at se er pædagogjobbet et slags hyggejob, hvor man møder når man har lyst, ikke noget med ekstra service for de forældre, som kommer hjem på et senere tidspunkt, de må kæmpe for at komme til vuggestuen, inden pædagogerne går hjem.
jeg ser også arbejdsløse mødre, som møder op med deres børn, selvom de sagtens selv kunne passe dem, men det er blot en del af systemet, pædagogerne er så stivsindede, at de ikke kan åbne op for en ny plads, hvis fks. hun kommer i arbejde.
noget andet er de utallige fraværsdage som pædagogerne har, det ville aldrig gå på det private arbejdsmarket, men igen, det er kun snotunger vi passer, og de kan alligevel intet huske noget, når de kommer hjem.
pædagogverdenen er fyldt med bøsser, og andre svagt begavede personager.

at være pæd.medhjælper i en børnehave for ca. 13 år siden, og synes også det kunne være lidt svært at snakke med pædagogerne pga. faglighederne. Som medhjælper har man jo ikke de samme erfaringer som en uddannet pædagog, så jeg gjorde bare mit bedste for børnenes skyld. Jeg var nu mest ansat til at lave praktisk arbejde, som fylde og tømme opvaskemaskinen, dække bord til spisning, rengøring og andet forfaldende arbejde, som pædagogerne ikke gider.
Jeg kunne hellere ikke få lov til at deltage i kursus, men det er også mange år siden nu, så jeg arbejder nu i en anden branche.
Men der findes kursus/uddannelse for pæd.medhjælper indenfor AMU-uddannelserne af kortere varighed, samt PGU-uddannelsen. Det var måske også en god ide med et Højskoleophold eller daghøjskole, hvis du skal igang med en uddannelse. Nu er du kun 22 år, så kan du ikke have de samme erfaringer som de ældre uddannet medarbejdere. Så du skal bare gøre det bedste du kan for børnenes skyld, men prøv at åbne dig lidt mere overfor pædagogerne og stille spørgsmål, hvis du er itvivl om noget. Der skulle da helst være et godt sammenhold og sammenarbejde imellem pædagoger og pæd.medhjælper, så der er et godt arbejdsmiljø i institutionen både fysisk og psykisk.
Held og lykke.

Mit problem med børnene er at jeg er sådan et legebarn. Da jeg kom ind i miljøet var jeg så fokuseret på at de skulle kunne lide mig. Så jeg var rigtig flink og overbærende. Hvis et barn sagde "store lort" eller sparkede mig på benet, så grinede jeg bare.
Jeg ville ikke blive sur eller tvær på nogen.
Jeg lærte senere at det bliver man nød til. At det bare er en del af pakken.
Men det har noget et punkt hvor jeg ikke har nogen respekt blandt store dele af børnene. Jeg arbejeder i et område hvor forældrene har mange penge og er generelt meget forkælede. Halvdelen af børnene, har au pair piger. Allesammen asiatiske, af en eller anden grund.
Så jeg er ligesom en pause klovn for dem. Jeg prøver at gøre et godt stykke arbejde. Jeg prøver virkelig at kæmpe for det.
Og jeg har prøvet alt. Jeg var fuldstændig fokuseret på de adfærdsvanskelige børn. De børn som råbte, og slog de andre hele tiden. Og jeg begyndte at blive hård og fast.
Men det hjalp ikke rigtig... Og nu er jeg en slags slave. De andre pædagoger er gode til at fordele opgaverne mellem os - feje, gøre toiletter rent etc... Jeg føler ikke at de misbruger mig eller er lede mod mig overhovdet.
Men når der skal ryddes op efter børnene, så er det os.
Det er fandme svært at be en 6 årig unge klokken 16:45, lidt før lukketid - Om at rydde alle sine Legoklodser op når forældrene lige kommer.
Det er min egen skyld... Igennem hele dette år, har de lært mig at kende som et menneske hvor de bare kunne tøre problemerne af. Jeg føler mig som en boksepude.
Og samtidig skal jeg være varsom. Nogen af forældrene er så hys, så jeg kan ikke rigtig gøre noget...
Et andet problem. F.eks. var der en situation hvor en pige på 7 år, kom hen og stak mig med en tavlestift. Jeg vender mig om og siger sødt til hende; "Lisa, vil du godt være sød at lade være" mens jeg smiler til hende. Hun stikker mig igen i ryggen. Heldigvis sidder den kunn i trøjen, så det gør ikke ondt, men på dette tidspunkt er jeg blevet frustreret over at hun ikke vil lytte til det jeg siger til hende. Hun løber væk.
Jeg siger til hende "Lisa stop. Lad vær med at gå din vej når jeg vil snakke med dig". I de næste 2-5 minutter jagede jeg hende rundt i hele institutionen, hvor jeg til sidst fangede hende i vores hobby rum. Jeg tog fat i hendes arm, og gik ned på knæ og kiggede hende meget seriøst og ondt i øjene og sagde; "Det der gider jeg ikke Lisa. Du skal ikke løbe væk når jeg vil snakke med dig."
Hun griner. Selvom jeg så, så kommanderede og ifastsat som jeg overhovdet kunne, kunne hun bare ikke tage mig seriøst. Hvis jeg havde presset citronen længere ville jeg have decideret råbt af hende eller virket truende, og det er jo heller ikke løsningen.
Jeg kigger på de fantastiske pædagoger. De er så gode til det. De er så gode til at snakke med forældrerne om alt muligt. Og selv de mest umulige lede børn, som slår alle der kommer tæt på dem hvis de er sure, kan de håndtere. Og de gør det allesammen uden at råbe, og den slags.
Jeg føler mig primitiv og skammer mig.

Jeg sagde at jeg ikke ville være pædagog resten af mit liv. Det er rigtigt. Men jeg har ikke andre mål ligenu, så det her er hvad jeg er fokuseret på ligenu. Jeg har en mentalitet der siger at uanset hvad jeg gør, så skal jeg gøre det så godt som jeg overhovdet kan.
Jeg konfronterede faktisk min chef om det. Hun siger at det svære er, at der ikke er nogen rigtig måde på pædagogik? Altså, at der ikke er nogen bestemt måde at opdrage dem på - At forskellige ting virker og at der er mange løsninger.
Det er bare svært for mig, fordi pædagogerne vil ikke give mig råd. Jeg har ikke noget imod konstruktiv kritik. Så ville jeg da have noget at arbejde med og noget jeg kunne prøve at forbedre.
Men istedet siger de ingen ting. Jeg ved godt at man siger "intet nyt er godt nyt", men jeg kan bare se at jeg gør et dårligt stykke arbejde, og jeg skammer mig. Jeg har ikke lyst til at komme på arbejde når jeg har det sådan.

at du formår at sætte ord på dine følelser - det tager jeg sgu hatten af for!
Jeg sidder og tænker på hvad der mon ville ske hvis du printede det ud du har skrevet her og viste til en af dine kollegaer?
Hvad er det værste der kan ske hvis du tager fat i en af dem på enehånd og forklarer at du er ked af at du ikke føler dig bedre til dit arbejde/i relation til dem?
Jeg er sikker på du ikke mister dit job - jeg er sikker på at du faktisk ville kunne få en kontakt lige der hvor vedkommene ville prøve efter bedste evne at hjælpe dig!
Du skriver at du konfronterede din chef med problemet - men hvordan?
Jeg ved godt at det er rigtigt svært at være åben og ærlig om ens følelser i et miljø hvor man føler sig udenfor - prøv at træk vejret dybt og tænk over hvad der ville være det værste der kan ske?
ville de grine eller gøre nar - måske men det er helt sikkert fordi de så har et problem ...
ville de klage over at du var ærlig og gerne ville have et råd om hvordan du bliver bedre eller får skabt respekt omkring din person - sandsynligvis ikke
faktisk har du ikke noget at tabe - du har det ikke godt med situationen som den er og det kan vel dårligt blive værre?
Det kræver mod at tage det ansvar som du er nødt til for at ændre på tingene men jeg tror du har det mod der skal til - det kræver jo også mod at være ærlig i dette forum.
Held og lykke - du kan godt!
Og du har INTET at skamme dig over - de har en lang uddannelse - ville det ikke være kedeligt hvis de ikke kunne? - du gør pr. intuition og jeg er sikker på du er langt bedre end du giver dig selv kredit for at være.

Jeg ved det er svært at tage ansvar for at få meldt ud og sagt fra - du er godt på vej ved at sætte ord på lige her!
vil sende dig gode tanker med held :0)
Lotte

Det må siges at være en noget fordrejet holdning du fremstiller, I dag skal pædagogerne se til flere børn end nogensinde før, man skal dokumenterer mere af sit arbejde, lave flere handleplaner osv uden man for mere tid.
Pædagogerne skal vær dag arbejde med forældre der kun kan se deres eget barn og ikke forstå problematikken i at der er mange børn i en inst. og derfor er mange der skal tages hensyn til, plus pædagog lønnen er nok den dårligste i DK taget i forhold til pædagoguddannelsens bachalor grad.
Jeg synes du selv skulle prøve at arbejde i en børnehave/SFO for at se at det er en del hårdere end man lige tror.

Helt enig, Snips. Mage til en gang ævl skal man lede længe efter!😃

Jeg tror bare at problemet er at du mangler flere erfaringer inden for dit job, dvs. at du skal tage på kurser og lærer hvordan det er at du burde socalisere dig blandt dine kollegaer. Måske skulle du også bare prøve på og være mere åben, selv om du har svært ved det. Du gør det nemlig sværere ved at holde dig væk, så kom dog igang !😃:D