Er jeg uønsket?
Fra studietiden af har jeg fire "venner" -eller rettere kammerater, da det venskab efterhånden er meget perifert.
Det er sådan, at siden studietiden har min situation og de 3 andres udviklet sig meget forskelligt. Deres liv har formet sig "efter bogen" med fart på karrieren, hus, kone og børn.
Mit liv har formet sig væsentligt anderledes, da jeg røg ud i 3 års arbejdsløshed efter mit studie. Og desværre var det på det tidspunkt hvor huspriserne tordnede i vejret, så jeg havde hverken råd til hus eller lejlighed. Og kone og børn har jeg heller ikke, for hvem gad at være sammen med en arbejdsløs? For nogle år siden, da der var massiv mangel på arbejdskraft, lykkedes det mig dog til sidst at få fast job, og har nu også købt mig en lille lejlighed. Men stadig er min karrieremæssige situation jo ret anderledes end mine jævnaldrende, pga. de 3 års arbejdsløshed. Og derudover føles de 3 år nærmest som 10, pga. det opskruede boligmarked, der har distanceret mig yderligere.
Vi fire ses ca. 2-3 gange om året, primært i forbindelse med runde/ halvrunde fødselsdage. Nu har jeg så modtaget en mail fra én af dem, om at jeg er inviteret til hans 35 års fødselsdag om en uge.
For det første synes jeg det er underligt med kun én uges varsel, for det andet kan jeg læse af mailen at han allerede har konfereret med de andre to om de kunne komme.
Så er det jeg tænker, hvorfor er det lige man bliver spurgt i sidste øjeblik, og ikke samtidig med de andre? Er det ganske enkelt fordi han egentlig helst håber på et afbud, og mest inviterer mig af pligt, da jeg måske ikke lige passer ind i de andres "perfekte" liv?
Hvordan har I det med personer i vennekredsen som med tiden, er "kommet lidt bagud" eller hvis liv på andre måder er røget ud af en anderledes vej... Er I egentlig helst fri for dem?
Er det med lige at konferere med andre om de kan komme først, og/ eller sende en mail med kort varsel noget etablerede personer bruger til på en "høflig" måde at sige "-hey... læs lige mellem linjerne makker, nu er du inviteret, men gider du egentlig ikke godt lade være med at komme..."?
Eller er det bare mig der måske bilder mig ind at der er noget mellem linierne som ikke er der? Og bare bør møde glad op?
Det er sådan, at siden studietiden har min situation og de 3 andres udviklet sig meget forskelligt. Deres liv har formet sig "efter bogen" med fart på karrieren, hus, kone og børn.
Mit liv har formet sig væsentligt anderledes, da jeg røg ud i 3 års arbejdsløshed efter mit studie. Og desværre var det på det tidspunkt hvor huspriserne tordnede i vejret, så jeg havde hverken råd til hus eller lejlighed. Og kone og børn har jeg heller ikke, for hvem gad at være sammen med en arbejdsløs? For nogle år siden, da der var massiv mangel på arbejdskraft, lykkedes det mig dog til sidst at få fast job, og har nu også købt mig en lille lejlighed. Men stadig er min karrieremæssige situation jo ret anderledes end mine jævnaldrende, pga. de 3 års arbejdsløshed. Og derudover føles de 3 år nærmest som 10, pga. det opskruede boligmarked, der har distanceret mig yderligere.
Vi fire ses ca. 2-3 gange om året, primært i forbindelse med runde/ halvrunde fødselsdage. Nu har jeg så modtaget en mail fra én af dem, om at jeg er inviteret til hans 35 års fødselsdag om en uge.
For det første synes jeg det er underligt med kun én uges varsel, for det andet kan jeg læse af mailen at han allerede har konfereret med de andre to om de kunne komme.
Så er det jeg tænker, hvorfor er det lige man bliver spurgt i sidste øjeblik, og ikke samtidig med de andre? Er det ganske enkelt fordi han egentlig helst håber på et afbud, og mest inviterer mig af pligt, da jeg måske ikke lige passer ind i de andres "perfekte" liv?
Hvordan har I det med personer i vennekredsen som med tiden, er "kommet lidt bagud" eller hvis liv på andre måder er røget ud af en anderledes vej... Er I egentlig helst fri for dem?
Er det med lige at konferere med andre om de kan komme først, og/ eller sende en mail med kort varsel noget etablerede personer bruger til på en "høflig" måde at sige "-hey... læs lige mellem linjerne makker, nu er du inviteret, men gider du egentlig ikke godt lade være med at komme..."?
Eller er det bare mig der måske bilder mig ind at der er noget mellem linierne som ikke er der? Og bare bør møde glad op?