er kærlighed lig smerte?

det vil jeg gerne vide? Skal det at elske være smertefuldt? Er det et kriterie for at for lov at føle stort?
Er der nogen der har levet sammen med kunstnere?

Jeg er kunstner, har haft to længere varende forhold, begge med kunstnere. Men jeg tror ikke det bliver mere "kunstnerisk" af den grund.
Kærlighed er dyrebart. Store varme følelser med glæde og gensidig inspiration. Hvis ikke der var en lige så stor smerte forbundet med det, var der jo ingen grund til at passe på det. Så var det ligemeget. Så ja, smerten er et kriterium.
Smerten og kærligheden er to sider af samme sag, det modsatte af dem begge to er ligeyldighed.
Men det at elske er ikke smertefuldt. Det er kun livgivende. Hvis ikke det er det...så er jeg ikke sikker på det er kærlighed...så er der noget med udnyttelse, jalousi, misforståelse med i billedet...
Tror jeg...for du har jo ikke givet så meget konkret i dit indlæg...Var mit svar, dér du ville hen?

ang. dit svar.
når du nu er kunstner, har du da følelsen af at det er det vigtigste? At intet andet skal komme i vejen for din kunst, og skulle du vælge så ville du fravælge den du elsker?
Er livet smertefuldt at komme igennem, har du en lykkefølelse?
Er du sort og hvid, enten eller?
Er kunsten 1. og eneste prioritet?
Jeg mener netop også at det at elske et andet menneske er noget så dyrebart og noget så berigende.
Jeg lever sammen med en kunstner, og jeg kan ikke få lov at komme ind til kernen. Alt hvad der bliver udtrykt, gør han i kunsten.
Vi snakker stjerne godt sammen, men vi har ikke den samme holdning. eller overbevisning vil jeg egentlig hellere kalde det.
Jeg vil aldrig blive tilfredsstillet i mit opmærksomhedsbehov, og jeg er ikke krævende. Jeg elsker den mand over alt hvad jeg kan forestille mig, men jeg kæmper alene hvis jeg skal tro på at jeg kan vende ham til at tro på at kærlighed, det at elske er yndigt, og ikke smertefuldt.

Jeg vil aldrig blive tilfredsstillet i mit opmærksomhedsbehov
nej og det er en stor hindring for at ægte kærlighed kan udvikle dig - ingen mand vil bryde sig om en så opmærksomhedskrævende kvinde.
Den slags krævende opmærksomhed er forbeholdt børn

Min kærlighed udtrykkes igennem kunsten. Hvad er så vigtigst? Begge dele...
Mit liv har været vildt smertefuldt, ja så meget desto mere dyrebar er lykken, glæden og kærligheden. Lykkefølelse er ikke en permanent følelse, men en man efterstræber hele tiden. En våde sæbe der dufter godt, men smutter ud af hænderne hele tiden :o)
Intet er sort hvidt..ikke en gang sort og hvidt! Dvs. hvid er alle farver, og sort er ingen farver...og jeg håber du forstår det lige så meget i overført betydning. Det er sjældent at noget befinder sig helt ude i det extreme.... Med tiden ser man flere og flere nuancer.
Jeg er ikke mere så sikker på, at man finder de vise sten, ved at finde ind til folks kerne. (Og hvad vil det egentlig sige. Er det egentlig ikke mere et udtryk for at man graver efter noget, man bare ikke KAN finde?)
Jeg synes bedre, jeg fortår andre, ved at se, hvordan de handler. "Hvis du vil forstå mennesker skal du ikke høre på det de siger, men se på det de gør" Det er sådan en talemåde jeg har. Min vigtigste erfaring i den sammenhæng er, at respektere andre helt og fuldt. Dvs. når de oplever verden på den måde, som de gør, og de foretager de valg som de gør, så er deres måder lige så rigtige som mine. Det er faktisk lidt respektløst at ønske at ændre andre til det, man selv synes er det rigtige.
Når du taler om den opmærksomhed du selv gerne vil have, så taler du om, hvordan du selv vil elskes, altså om dine egne behov. Som jeg ser det defineres kærlighed ikke, ved at beskrive alt det, man selv mangler eller ønsker, men alene ved det man kan give.
Det er ikke spørgsmål, jeg skal have svar på, men det er nok vigtigt for dig at finde svarene for dig selv: Hvad giver du ham? Giver du ham det, som du definerer som kærlighed?
Min erfaring er, at man kommer utrolig langt, ved at vende fokus væk fra sig selv. Og da det er en erfaring betyder det, at jeg har været der hvor du er, lidt for mange gange til at jeg gider komme der igen. Jeg fortår godt din desperation. Det er et forfærdeligt dødvande så man må gøre noget for at flytte tingene...det har jeg kun kunne gøre, ved at flytte mig selv.
Og nu lyder det enormt moraliserende, det er ikke ment sådan, det er kun ment som et råd ud fra egen erfaring som gjeg vist er kommet til at nævne 50 gange...håber du modtager det på den måde det er ment...

måske finder man aldrig kernen, men det er at mærke når der sættes en mur op foran en, som forhindrer at den kærlighed jeg giver, aldrig bliver modtaget.
Men alt det jeg gir, for jeg jo aldrig igen.
Mit problem er at jeg ikke er i første priotet, ikke at kunsten ikke kan ligge på en første prioritet også, men jeg er 2 prioritet. Som menneske vil det jo aldrig kunne gøre mig hel???
Jeg ønsker heller ikke at ændre, for jeg kan lide alt de kvaliteter han indeholder, men han er ikke nærværende, og tænder ikke på mit sind.
Luder/madonna komplekset, kan man få det hele i en person? Eller er der ting der må accepteres?
Når glæden siver væk?
Hvis det sorte hul bliver dybere og dybere og ingen af os kan se hvordan vi kommer op til det lyse, hvordan klare vi så at leve sammen?
Jeg vil gerne svare dig alligevel. Jeg giver kærlighed, og han mærker den, men synes ikke at kunne give noget lign. tilbage. Han mærker at jeg giver, men synes ikke at elske mennesker, men nærmere livet.
Jeg er kommet til den konklusion at skal jeg komme hel og livsglad ud af det, må jeg netop flytte mig, til et andet bosted. Jeg ønsker ikke at stoppe fordi følelserne stadig er så enorme, men han skal være noget så velkommen når han har lyst til mig.
Det er selvfølgelig en svær situation, for det er ikke til at kende til. Jeg er dog meget taknemmelig for at du har brugt din tid til at kommentere mig, og jeg finder mening eller måske nærmere forståelse i det du skriver.
Jeg ønsker inderligt at kæmpe, jeg er bare bange for at jeg kæmper forgæves. Jeg må også sætte mig selv i relief, og jeg tror den bedste løsning, til trods for alt andet, er at jeg finder mit eget.