Er vi blevet lykkejægere?

I morges læste jeg i Børsen, at vi er ved at udvikle os til lykkejægere, som i den flygtige jagt på lykke, success og ikke mindst offentlig eksponering og promovering, fravælger parforhold, børn og sure forpligtelser. I stedet får vi en samling egoistiske mennesker, som uden empati bulldozer hen over andre mennesker i jagten på deres egen lykke. Et narcissistisk samfund præget af forbrugermentalitet: køb og smid væk... også når det gælder andre mennesker. Et meget lidt positivt billede af samfundsudviklingen og af menneskers adfærd.
Er det så galt? Er vi på vej derhen, hvor vi kun tænker på os selv og vores egen lykke - og herved glemmer medmenneskelighed, solidaritet, tolerance og næstekærlighed (har faktisk lidt svært ved at skrive dette sidste ord: for hvad betyder det?).
Der er efter min mening i hvert fald ikke tvivl om, at vi er på vej hen mod et samfund, hvor vi så gerne vil ses, at vi skyer ingen midler og lader tv-stationerne parasitere på vores privatliv ja, selv indre liv. Men denne trang til at blive set, er den ikke et tegn på meningsløshed? At vi simpelthen ikke længere kan se meningen med tilværelsen... og derfor skriger på at blive set? Så måske er lykkejægerne i virkeligheden jaget på flugt af ensomheden og tomheden i deres liv? Og søger vi i så fald lykken, hvor den ikke findes?
Laxmi

du kan jo bare se hvordan folk tér sig herinde for at gøre sig bemærket. Og det til trods for anonymiteten.
Stakkels os