Et digt uden titel

Et digt skrevet engang i starten af 90`erne til en af mine nære venner, som desværre døde af en overdosis.
Jeg har aldrig kunnet finde en passende titel til digtet, men modtager gerne seriøse forslag.
Vær forsigtig med kanylen så nålen ikke knækker
Hold mig ikke hen i det uvisse,
giv mig kræfter til at klare det.
Skyd roligt giften ind i mine vener,
og lad vædsken gennemstrømme min krop.
Nu føler jeg lykken igen
tusinde gange stærkere end før,
men kun for en stund.
Lidt efter lidt vender sanserne tilbage,
og jeg er igen alene i verden.
Jeg behøver endnu mere.
I en falmende tilværelse
er det svært at forsvare sig selv.
det er så svært at finde vej,
når lyset er så dæmpet.
Tag min hånd inden det er for sent,
lad mig aldrig fare vild igen.