Et knust hjerte
Nu har jeg fuldt lidt med på debatten her og flere af trådene har da hjulpet mig lidt igennem min egen "krise" som jeg oplever lige nu. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste i verden som har det helt ad helvedes til med et knust hjerte. Problemet er bare at når man står i situationen føler man sig helt alene - også selv om man har en masse gode venner og familie som tager sig godt af en og støtter en.
Nåh, men jeg skriver egentligt også mest det her fordi jeg ved det hjælper på mig og mit sind at komme ud med nogle ting på skrift, og måske er der ovenikøbet nogen der vil læse det og give et par råd/kommentare med på vejen.
Min historie
Jeg er nu 27 og har været sammen med min ex i 4 år - Vi har en datter på 2 et halvt.
I hele den tid hvor vi har kendt hinanden er det mig som har hentet den store løn hjem, hun har været under uddannelse og senere barsel. Alt i alt har jeg haft den højeste indkomst i 3,5 år af vores forhold.
Vi har altid haft det skønt sammen, sjældent skændtes da vi begge to ikke er typen der gider skændtes. Jeg har altid følt at vi skulle være sammen resten af livet, også selvom der på nogle tidspunkter har været lidt knas i forholdet. På et tidspunkt var det dog så galt at jeg ville gå fra hende, men syntes det var for nemt at give op, så hellere kæmpe for det, og det lykkedes også at finde hinanden igen.
For et halvt år siden fik hun så fast arbejde og begyndte at tjene rigtigt godt, nu kunne vi for første gang i lang tid rigtigt leve livet - vi flyttede i hus havde bil, og en dejlig datter, et rigtigt familieliv.
Desværre skete der også noget ved at hun fik arbejde, hun blev kastet ud i en masse overarbejde og jeg sad tit helt alene om aftenen og passede barn. Samtidig kom hun jo også ud og fik snakket med en masse nye mennesker, der var fest og farver på arbejdspladsen, med fredagsøl og byture. Hun har en veninde som i øvrigt arbejder samme sted, har en søn på samme alder som vores og hun gik fra sin mand 1 måneds tid før vi gjorde, årsagen kender jeg dog ikke. Men jeg skriver det fordi jeg tror at det har påvirket vores forhold en del. De havde en masse lange snakke til langt ud på natten, og de går op og ned af hinanden på arbejdet. Jeg tror de har gået og påvirket hinanden, og fået snakket lidt om at de sagtens kan klare sig alene.
Nåh men, efter vi flyttede i hus og hun begyndte at arbejde gled vi fra hinanden i løbet af 3 måneders tid, og lavede ingen ting sammen, hver aften lavede vi ting hver for sig, og vi var begge to lige gode om det. Selvom vi gled fra hinanden kunne vi sagtens være intime sammen og finde gnisten ind i mellem, problemet var bare at gnisten aldrig tændte bålet - det fandt jeg ud af senere.
Pludeslig en dag så faldt hammeren, hun ville snakke om vores forhold - og det resulterede i at hun ikke ville være sammen med mig mere. Jeg havde aldrig i mit liv troet at jeg skulle opleve det. Jeg følte jo at det gik godt nok, man har jo op og nedture i et forhold. Så det var et kæmpe chok for mig, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Vi startede med at bo hver for sig for at få lidt ro på, og i den tid kæmpede jeg alt hvad jeg kunne for at få hende tilbage. Jeg foreslog parterapi, jeg skrev breve og prøvede at forklare, for jeg kunne jo godt se i bakspejlet at jeg også havde lukket hende helt ude. I bund og grund tror jeg problemet er at vi aldrig har skændtes rigtigt, vi har aldrig fået renset luften. Og i denne her situation skulle vi
have sparket os selv i røven og mandet os op, det har jeg i hvertfald fundet ud af jeg havde brug for, men det skete ikke.
Den følelse som jeg stadigvæk sidder med her to måneder efter, er at jeg syntes det er for nemt af hende at give op, det er nu vi havde alle muligheder for at få den "perfekte" familie. Vi havde penge nok til at gøre hvad vi ville, vores datter har en skøn alder, vi skulle bare få tændt bålet med vores kærlighed til hinanden. Og jeg vil våge og påstå at vi sagtens kunne tænde bålet, hvis vi begge to var indstillet på det.
Jeg har fortalt hende at jeg var klar til det, og på den bekostning at ofre nogle andre ting som tidligere har betydet meget for mig - men intet er trængt igennem, der må være noget andet der trækker.
Nu er der gået to måneder og jeg har lige fået tilbudt lejlighed, jeg har indset at hun ikke vil mig noget og jeg er begyndt at kigge fremad. Så nu skal jeg igang med at skabe min egen base og det er nok først her man rigtigt giver slip.
Så selvom mit hjerte blev knust og det har taget hårdt på mig har jeg lært en hel masse af det her.
Og til andre:
selvom det er skide hårdt at blive forladt så lærer man også en hel del af det, som man senere kan bruge, måske i et andet forhold - Jeg er ihvertfald blevet klogere på mig selv.
Det var min historie (i små træk) som jeg gerne vil dele med jer.
Christian
Nåh, men jeg skriver egentligt også mest det her fordi jeg ved det hjælper på mig og mit sind at komme ud med nogle ting på skrift, og måske er der ovenikøbet nogen der vil læse det og give et par råd/kommentare med på vejen.
Min historie
Jeg er nu 27 og har været sammen med min ex i 4 år - Vi har en datter på 2 et halvt.
I hele den tid hvor vi har kendt hinanden er det mig som har hentet den store løn hjem, hun har været under uddannelse og senere barsel. Alt i alt har jeg haft den højeste indkomst i 3,5 år af vores forhold.
Vi har altid haft det skønt sammen, sjældent skændtes da vi begge to ikke er typen der gider skændtes. Jeg har altid følt at vi skulle være sammen resten af livet, også selvom der på nogle tidspunkter har været lidt knas i forholdet. På et tidspunkt var det dog så galt at jeg ville gå fra hende, men syntes det var for nemt at give op, så hellere kæmpe for det, og det lykkedes også at finde hinanden igen.
For et halvt år siden fik hun så fast arbejde og begyndte at tjene rigtigt godt, nu kunne vi for første gang i lang tid rigtigt leve livet - vi flyttede i hus havde bil, og en dejlig datter, et rigtigt familieliv.
Desværre skete der også noget ved at hun fik arbejde, hun blev kastet ud i en masse overarbejde og jeg sad tit helt alene om aftenen og passede barn. Samtidig kom hun jo også ud og fik snakket med en masse nye mennesker, der var fest og farver på arbejdspladsen, med fredagsøl og byture. Hun har en veninde som i øvrigt arbejder samme sted, har en søn på samme alder som vores og hun gik fra sin mand 1 måneds tid før vi gjorde, årsagen kender jeg dog ikke. Men jeg skriver det fordi jeg tror at det har påvirket vores forhold en del. De havde en masse lange snakke til langt ud på natten, og de går op og ned af hinanden på arbejdet. Jeg tror de har gået og påvirket hinanden, og fået snakket lidt om at de sagtens kan klare sig alene.
Nåh men, efter vi flyttede i hus og hun begyndte at arbejde gled vi fra hinanden i løbet af 3 måneders tid, og lavede ingen ting sammen, hver aften lavede vi ting hver for sig, og vi var begge to lige gode om det. Selvom vi gled fra hinanden kunne vi sagtens være intime sammen og finde gnisten ind i mellem, problemet var bare at gnisten aldrig tændte bålet - det fandt jeg ud af senere.
Pludeslig en dag så faldt hammeren, hun ville snakke om vores forhold - og det resulterede i at hun ikke ville være sammen med mig mere. Jeg havde aldrig i mit liv troet at jeg skulle opleve det. Jeg følte jo at det gik godt nok, man har jo op og nedture i et forhold. Så det var et kæmpe chok for mig, og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Vi startede med at bo hver for sig for at få lidt ro på, og i den tid kæmpede jeg alt hvad jeg kunne for at få hende tilbage. Jeg foreslog parterapi, jeg skrev breve og prøvede at forklare, for jeg kunne jo godt se i bakspejlet at jeg også havde lukket hende helt ude. I bund og grund tror jeg problemet er at vi aldrig har skændtes rigtigt, vi har aldrig fået renset luften. Og i denne her situation skulle vi
have sparket os selv i røven og mandet os op, det har jeg i hvertfald fundet ud af jeg havde brug for, men det skete ikke.
Den følelse som jeg stadigvæk sidder med her to måneder efter, er at jeg syntes det er for nemt af hende at give op, det er nu vi havde alle muligheder for at få den "perfekte" familie. Vi havde penge nok til at gøre hvad vi ville, vores datter har en skøn alder, vi skulle bare få tændt bålet med vores kærlighed til hinanden. Og jeg vil våge og påstå at vi sagtens kunne tænde bålet, hvis vi begge to var indstillet på det.
Jeg har fortalt hende at jeg var klar til det, og på den bekostning at ofre nogle andre ting som tidligere har betydet meget for mig - men intet er trængt igennem, der må være noget andet der trækker.
Nu er der gået to måneder og jeg har lige fået tilbudt lejlighed, jeg har indset at hun ikke vil mig noget og jeg er begyndt at kigge fremad. Så nu skal jeg igang med at skabe min egen base og det er nok først her man rigtigt giver slip.
Så selvom mit hjerte blev knust og det har taget hårdt på mig har jeg lært en hel masse af det her.
Og til andre:
selvom det er skide hårdt at blive forladt så lærer man også en hel del af det, som man senere kan bruge, måske i et andet forhold - Jeg er ihvertfald blevet klogere på mig selv.
Det var min historie (i små træk) som jeg gerne vil dele med jer.
Christian