Et tabuemne - men lad os tale om det!

For ikke så lang tid siden var jeg i en krisesituation i forbindelse med alvorlig sygdom i nær familie. På et tidspunkt blev det så meget FOR meget for mig, at jeg lige hurtigt tænkte, at hvis jeg hoppede ud af vinduet, ville jeg ikke mærke smerten.
Det skal lige siges, at jeg har altså mit liv for kært til at begå selvmord. Der er så mange ting, jeg gerne vil opleve - og folk omkring mig, der holder af mig. Det ville jeg aldrig byde dem uanset om jeg så kom helt derud, hvor grisene har nummerplader på.
Så tænk - at man et øjeblik kan blive drevet derud (velvidende at man ikke vil gøre det). Er der andre af Jer, der har prøvet det samme? Altså at tanken strejfer én et kort sekund, men man ved, man ikke mener det? Eller er jeg ved at miste besindelsen?
Jeg håber på at høre fra jer.

jo det tror jeg såmænd mange har prøvet i den ene eller anden afskygning.
Det med, at tanken strejfer kort, er noget mange har prøvet i en vredessituation tænker jeg.
Hvis jeg ikke var her i morgen, så ville de måske tænker over det og det, men som du selv siger, så ved man godt inderst inde, at man ikke kunne finde på at gøre alvor af det.
Jeg snakkede med en kammerat den anden dag om noget lignende, at man står højt oppe på en bygning eller lign. og lige mens man står og kigger ud over kanten, tænker man på at hoppe, selvom man aldrig kunne finde på det.
Det fortalte min kammerat mig, og jeg sagde nej du er da tosset, men efter lidt tid tænkte jeg over det og kan faktisk godt genkende det.
Jeg har aldrig for alvor overvejet selvmord, da jeg først og fremmest er glad for livet, og fordi jeg ikke kunne gøre det mod mine kære.
Men de der korte tanker, som vi har af forskellig art er der ikke noget udsædvanligt i.
Så længe disse ikke bliver til en besættelse eller bliver gjort til alvor.
mvh multani

Åh det beroliger mig altså lidt 🙂
Jeg tænker på samme måde som dig. Så er jeg nok ikke ved at tabe sutten helt! Jeg har også prøvet at stå højt oppe et sted og tænke, gad vide hvis jeg hoppede ned her. Og jeg har stadigvæk ikke et dødsønske. Man har kun 1 liv - jeg er endda bange for et spilde min tid, mens jeg er her.
Men det er underligt, man kan få de tanker. Det er nok, som du siger, menneskeligt!

jeg tror ikke at der er nogen der er ved at miste "besindelsen" der kan spørge sig selv "er jeg ved at miste besindelsen"
så nej du er ikke ved at miste besindelsen
jeg kan sagtens følge dig i at man et kort øjeblik kan tænke at alt ville være nemmere hvis ! ! ! ! !
nogen siger at det der ikke slår os ihjel gør os stærkere

Så det satser jeg virkelig på 😃

At se frygten i øjne, måske erkendelse.

så er vi da to

til at uddybe for mig....

Jeg tror sådanne tanker er en normal psykisk reaktion på hårdt pres. Du fandt dig selv, så du har været der.
For blive selvmorder skal det stå hårdt til. Hvis man tænker over og indlever sig i konsekvensen kan det sætte tingene lidt i relief. Måske hjernens måde at sætte tingene på spidsen.

Men jeg tror, at det skal stå rigtig slemt til - og over en længere periode, før en person overvejer selvmord. Og en selvmorder har et dødsønske, fordi vedkommende føler, det er et helvede at leve, og at døden vil være en befrielse.
Min tanke var en reaktion på noget, jeg havde svært ved at håndtere. Men generelt er jeg glad for mit liv og ønsker bestemt ikke at dø.
Jeg mener, der er en verden til forskel på de to situationer. Men det gør mig da bestemt ikke mindre skræmt over, jeg pludselig kan tænke sådan.