Et venskab, der endt pludselig..Skal jeg tilgive?

Jeg er 27 år og tre år siden var jeg igang med mit speciale på universitetet. En dag, så en dag så jeg en annonce i den lokale Avis.
En pige var en søger en tutor til at hjælpe hende, så hun kunne så sin studentereksamen, idet det akademiske voldt hende problemer.
Hun havde skrevet hendes mobilnummer i bunden af en annonce, og jeg sender hende en sms, hvori jeg fortalte hende, at jeg ville undervise hende.
Hun accepterede, og vi aftalt møde hende på det på det lokale bibliotek.
Anyway hun var 17 år gammel, og jeg 24, og ja hun var sød, men vores forhold var strengt platonisk(ingen sex eller ligende).
Efter at hun havde fået sin studentereksamen, der holdt vi kontakten ved lige i næsten 3 år, og vi mødtes flere gange på café, og vi gik i biografen som gode venner.
Sidste år mødte hun en fyr, og hun fortalte om, hvor cool han var, men Vi fortsatte med at mødes som de venner vi var og havde en aftale om at vi skulle på cafe og drikke kaffe som vi plejde, men så 24 timer før vi skulle mødes fik jeg sms'en med teksten:
"Frederik, Hør Jeg kan ikke mødes dig nogensinde igen, idet min kæreste har bedt mig om at en bliver hans forlovede, og har forbudt mig at have venskaber med andre mænd end ham, undskyld".
Jeg skrev tilbage til hende, hvordan hun kunne være naiv at lade en anden person kontroller hende sådan, og hvis hun fortsatte med at gøre det, så hun ville være intet andet end en slave til ham eller den næste mand.
Jeg ændrede mit mobilnummer og kontaktede hende aldrig igen senere.
Anyway, det gjorde mig både trist og en tak vred, fordi vi havde været venner i næsten tre år, og havde det ikke været for mig ville hun ikke have fået sin studentereksamen, idet hendes akademiske færdigheder lå på et meget lavt nivuea da jeg mødte hende.
Hun blev jo desuden en god ven, og jeg havde åbnet mig selv op til hende, og derfor føltes det så underligt at hun endte vores venskab så brat.
Jeg sad i toget på vej hjem til hvor jeg bor i provins, og der så jeg en pige der lignende hende(men var ikke hende), og derfor kom jeg til at tænke på hende.
Jeg ingen planer om at nogensinde kontakte hende igen, men nu hvor der næsten er gået et år, skal jeg så tilgive hende rent åndsmæssigt? Dvs. Hun var jo 7 år yngre end jeg, og måske vidste hun ikke bedre?
Måske synes I jeg er tåbelig, men jeg var kedaf det i lang tid efter, idet Vi har så gode venner, og at det så pludselig endt sådan som det gjorde. Det tror jeg altid vil undre mig.
Hilsen
Frederik

hendes kæreste har forbudt hende at have andre mandevenner end ham.
Må jeg spørge: Er han middelalderlig? Eller er hun falsk og fuld af løgn?

Selvom du understreger at jeres kontakt har været hundrede procent platonisk, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at du har nogle følelser i klemme. Det lyder nemlig ikke så meget som om det for alvor bekymrer dig at hun er havnet i kløerne på én der måske ikke ønsker at hun har venskabet med mænd.
Det lyder mere som om du er forsmået, altså har haft et indre håb om at det ville udvikle sig med tiden - og det gjorde det ikke.
Det virker besynderligt at DU ændrer dit telefonnummer efter hun har brudt kontakten. Det ville faktisk virke mere "naturligt" hvis hun havde valgt at ændre sit så du ikke længere kunne kontakte hende, når hun faktisk ikke ønsker kontakt. Det får mig igen til at tænke at du måske ubevidst har haft for høje forhåbninger til jeres kontakt, ikke mindst fordi du her et år senere skriver som om det i virkeligheden handler om hjertesorg.
Har du skiftet nummer i håb om at "straffe" hende hvis hun forsøgte at få kontakt til dig?
Måske er hendes kæreste i virkeligheden ikke så kontrollerende, men har følt at der var noget ved jeres kontakt der truede ham. Måske har han netop haft en følelse af at du ønskede mere med hans kæreste, og hun har fundet det nemmest bare at lukke for kontakten med den besked du fik. Det kan jo være at hun evt. har fortalt at hun har følt andre vibrationer end bare venskab fra dig (nogen gange opdager den anden det faktisk hurtigere end man selv gør) og han har så bedt hende droppe kontakten... eller måske har hun faktisk selv ønsket at gøre det og brugt ham som undskyldning fordi hun ikke kunne finde ud af at sige stop selv.
Der kan være rigtig mange årsager til hendes måde at handle på, men du skal altså videre. Skal jeg være ærlig så tror jeg at hun er ligeglad med om du "tilgiver" hende for hun har ret beset ikke gjort noget galt. Hun har faktisk fortalt dig at hun ikke ønskede kontakt i stedet for bare at ignorere dig og forsvinde uden forklaring.
"Tilgivelsen" skal du give for din egen skyld, så du kan erkende hvorfor du er så lang tid over at komme over et brudt venskab og så komme videre i livet.
At man åbner sig i et venskab er nærmest et must, men det betyder ikke at man skal være supertæt med hinanden resten af livet. Nogle, også tætte, venskaber løber ud med tiden. Det betyder ikke at den anden skider på den åbenhed man har vist, det betyder blot at folk forandrer sig og sommetider rykker videre i livet uden at venskabet nødvendigvis følger med.
For lige at tage det sidste med, så mener jeg ikke at du kan forvente evig taknemmelighed fordi du har været hendes tutor. Mange af os har haft tutorer til det formål hun har haft dig, og dem husker vi altså ikke på resten af vores liv, selvom de hjalp os på et vigtigt tidspunkt. I mange tilfælde betaler man jo rent faktisk sin tutor/hjælpelærer for deres service, fordi det ér hvad det er. Sommetider leder det til venskab eller noget tættere, men at være tutor er groft sagt at låne sin viden og sine evner til en anden, så de kan bruge det til deres egne formål. Det er ikke noget man skal rende og hænge fast i i mange år, det er bare et job.

Hende min "tidligere" bekendt havde ifølge hende selv mistet hendes far da hun ikke var så gammel. Hendes kærester var altid mellem 12 og 15 år ældre end hende selv.
Nok fordi hun manglende en "voksen" i hendes liv.
Men har senere mistænkt hende for at være fuld af løgn på andre punkter. Nuvel fyren var pære var/er 34 og hun 19. Hun var én af de der misbruge andres godhed enten bevidst eller ubevidst.
Nuvel men det gjorde bare ondt i lang tid efter alt det jeg havde gjort for hende.
Mit spørgsmål er skal jeg blot ryste på hovedet og tænke, hun var ikke ældre, og derfor dum? Dvs. tilgive hende så rent åndeligt?
/Frederik

Jeg mødte endda en af hendes ex.kærester som jeg engang havde hilst på tidligere, og Vi kom til at snakke. Han fortalte at M som hun hedder, er den type pige, der plire sødt med øjene når man har noget hun gerne vil have, og nærmest verbalt slikkede én op af ned af ryggen for at få det. Når hun så havde fået det så smed hun én væk.
Nærmere når jeg tænker over det, så tror jeg det var det M gjorde ved mig. F.eks. nogen gange hjalp jeg med hende matematik, idet hun påstod hun ingen penge havde!
Og ja jeg har en kæreste nu, så det er ikke der skoen trykker. Men snarre, at jeg lod mig narre! Så jeg har lært af det her ikke stol på folk, der siger det ene når de har skjulte hensigter. Og stol aldrig på piger med plirende øjne!
/Frederik
p.s. Tilteren jeg udviste på ingen måde skjulte hensigter, hun indtil den fornævnte dag sendte mig mellem 15 og 20 sms beskeder om dagen! Og hun sendte mig postkort og endda fødselsdagsgaver. Men sagt på en anden måde hvad lavede en pige på 19 år sammen med en mand på 34 år. Det virkede hele tiden skummelt på mig!

Siden denne straks ser mig som om jeg har gjort noget galt. Nej jeg ønskede ikke at have sex eller et fysiskforhold til hende, da hun var 7 år yngre end jeg. Derfor du tager fejl igen!

Min far var 11 år ældre end min mor. De levede lykkeligt sammen så længe livet varede.
Så lad dog være med at hænge dig i en alder.
Men du er da lidt underlig at spekulere over det. Hun gad dig vel ikke mere. Sådan er livet.

du er kommet med. Jeg kan kun opfordre trådstarteren til at tage det til sig.
Da jeg mødte min mand, havde jeg flere rigtig gode mandlige venner. Min kæreste, nu min mand gennem snart 30 år, gav udtryk for - på en mild måde, at det var han ikke så glad for. Jeg lod alle mandlige venskaber glide ud dengang. Ikke helt uden sorg, men det var det.
Senere mandlige venskaber er blevet til fælles glæde.
Så ja, trådstarter, du kan roligt "tilgive" din elev. Hun skylder dig ikke noget.
Hilsen, Inga

Hvad hjælp du hende med? I hvert fald ikke dansk grammatik. Og næppe heller andre fag hvor hun skulle udtrykke sig skriftligt.
Tror dit indlæg er fake.

ligemeget hvordan dine følelser eller ikke var. Har oplevet det samme med veninder, meget trist hver gang. Og du har fuldstændig ret, andre skal ikke bestemme, hvem jeg ser. Hvis min kæreste ville bestemme, hvem jeg skulle se, ville jeg droppe ham😉
Om du skal tilgive hende, er selvfølgelig op til dig. Men glem hende, det er ikke umagen værd at ærgre sig over, jeg er sikker på, at mange andre vil sætte mere pris på dig

hmm ja tilgiv hende da.
Piger der gør sådan er jo ikke stærke piger.
Hendes fyr er ikke god for hende, men du kan ikke gøre mere.
Man er ikke forpligtet over evne, og hun evner ikke at se det.