EU-Fælles økonomi

Når vi nu skal stemme om den nye Eu-traktat.Handler den bl.a om rettigheder.
Det handler bl.a om borgerrettigheder,retten til arbejde,retten til at strejke samt ligeret for alle.
Det må nødvendigvis medfører lige løn for lige arbejde.
Dette hamonerer ikke med den globalisering man er igang med,desvidere udflytning af arbejdspladser uden for EU.
Hvordan vil man hold på eller øge beskæftigelsen inden for EU hvis man ser stille til mens arbejdspladserne forsvinder?
Det vil med fører at de rigeste,bliver endnu rigere samt øge klasseskellet.
Eu skal lærer at gøre sig mere uafhænglig af lande uden for unionen,vi skal ihvertilfald prøve på at være selvforsynende på mange områder.
Skattetrykket skal minskes i de lande hvor dette er højest.Samt lønstigningsstop,herved kan man få gang i en udligning på det lønmæssige område inden for EU.
For det ville jo være for naivt at tro man i de lande med de mindste indtægter skulle kunne få en krafttig lønstigning.

før der er ens løn og arbejdsforhold i EU.Rejser man feks. til en landsby i Polen eller Letland,vil man se at de er 50 år bagefter Skandinavien.Deres infrastruktur er meget langsom og ineffektiv og alt skal hegnes ind.
Omvendt er de meget motiverede til at arbejde,da der er en stor arbejdsløshed og næsten ingen socialhjælp.Lønnen er ca. 12-14 kr. pr. time.
EU er i en begyndelsesfase,om max. 10 år kommer Ukraine også med,sikkert sammen med Tyrkiet.Så er familien vokset med ca. 70 millioner mennesker som virkelig skal have hjælp.

Det har du da nok ret i, - og fortsæt så endelig med at købe de billigste varer produceret i langbortistan og uden diverse miljøregler. Eller er der måske konkurrence på andet end prisen?

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte/slutte.
Hvis EU førte en sådanne politik, ville jeg med sikkerhed ud af EU.
Man skal have lov til at arbejde for en lavere løn, hvis man bor i et fattigt område for at tiltrække arbejdspladser og investeringer. Alternatiet vil jo være arbejdsløshed og/eller folkevandringer til de områder, hvor der er arbejde.
"Arbejde til alle" er ikke det vigtigeste. Det vigtigeste er en høj levestandard, dvs at der er stor købekraft for pengene. Dette kræver billige produkter, hvilket vi delvis får ved import fra lande, der har specialiseret sig i forskellige produktgrupper. Tilsvarende er der forhåbentlig også ting, vi er gode til, og som vi kan sælge.
Jeg er derfor imod, at vi isolerer os.
Hvis vi synes "at arbejde til alle" er det vigtigeste, så kunne vi hurtigt løse det. Vi kunne f.eks forlange, at de arbejdsløse fejede gaden imod at få en løn, der svarede til deres nuværende understøttelse. Vi kunne også fordele det arbejde, der er til rådighed. Det sidste kunne jeg godt ind for. Jeg kunne ønske mig, at dem på overførelsesindkomster organiserede sig, og satte sig lidt ind i problematikken, og stillede nogle forslag, men de er nok for dumme.
Jeg er også imod nedsættelse af skattetrykket. Højt skattetryk er som regl et udtryk for velstand, eftersom der er indtægter, der kan tåle et højt skattetryk (let tjente penge). Dette forhindrer inflation, og det mindsker ejendomspriserne.
Jeg er af den overbeisning, at høj velstand i samfundet primært skal investeres i fremtiden og i udvikling af de fattige områder her i verden.

Hvad vil du opnå med mindre skattetryk og et lønstigningsstop? Og hvad er det for et skattetryk du vil begynde at sætte ned (Personbeskatning eller virksomhedsskatterne)?
Skatten er med til at betale vores infrastruktur (som er en vigtig konkurrenceparameter for danmark), lønninger, støtte til borgere og erhversliv, uddannelse, forskning, hospitaler og meget andet.
Løn er en udgift for virksomheden - ja - men det betyder jo at virksomheden kan trække udgiften til løn fra det evt. overskud som virksomheden skal betale skat af. Et overskud som kommer invistorer til gode (og kapitalindkomst beskattes lavere end personskat) hvis de da ikke geninvesteres i et eller andet (hvorved der igen er en anden situation i forhold til beskatning).
Ydermere ses det tit at de offentlige skal betale for virksomheder i både den ene og den anden forbindelse (fx, oprydning af giftgrunde m.m).
Det kunne være meget sjov at gennemgå det fulde regnskab for det offentlige og et antal virksomheder og deres beskatning. Måske kunne det vise sig at mange virksomheder faktisk koster skatteborgerne en hel del penge i den sidste ende.
Hvad angår løn, så skal huslejen stadigt betales (der er stigende priser). Der er en indflation på ca. 2% om året, så rådighedsbeløbet bliver jo ikke ligefrem større, med mindre skatten kommer ned. Ydermere lægges der op til at vi selv skal spare op til vores pension - hvilket kræver at vi har et større rådighedsbeløb til at betale opsparringen med. Er det det private erhversliv s lønninger du vil røre eller de offentliges lønninger du vil røre (Mange offentlige ansatte for ikke ret meget i løn i forvejen).
Der kommer flere og flere ældre, også ældre som ikke har haft mulighed for at spare op til deres pension selv (Fordi deres rådighedsbeløb har været for lille gennem livet) - det er ikke noget der hænger sammen med lavere skattetryk.
Hvad vil du spare, og hvad koster det at spare?
Hvad vil du gøre for at få det til at hænge sammen?
For mig at se vil dine forslag føre penge over til dem der har mest, ved besparelser. - Eller hvad?
Ville det ikke være bedre at tjene penge til at dække udgifterne, frem for at give folk en uværdig tilværelse ved besparelser?
Jeg tror vejen frem er udvikling og fremgang, ikke nedskæringer og spild af tid, penge og flere menneskelige omkostninger. - Det er noget vi kan i samarbejde med andre lande i EU - for der er mange arbejdspladser der kunne flyttes til europa hvis vi ville - og oven i købet få nogle flere ting vi kan sælge videre som "biprodukt".
Det hele er et meget kompliceret regnestykke som jeg ikke har overblik over (Faktisk tror jeg ikke der er ret mange der har overblikket). Men inden vi får kastet os ud i et eller andet, bør vi nok tænke det igennem, og regne lidt på sagerne.

Domix

Jeg vil sige at du nok har ret i at dem på overførselsindkomst burde organisere sig og komme med nogle forslag.
For jeg tror faktisk der er os der kommer til at løse nogle af de problemer der er - og der er mange.
1. Det offentlige skal reducere de priser de betaler det private erhvervsliv for service, byggerig og andet. Tit betaler de for meget i forhold til andre løsninger, såsom at gøre det selv.
2. Privatiser plejehjem og lad de gamle selv betale for den pleje de skal have.
3. Lad virksomheder selv betale de omkostninger de påfører mennesker ved at sætte dem til nedslidende arbejde, samt de omkostninger der er forbundet ved arbejdsulykker.
4. Indfør personbeskatning for fortjeneste ved salg af privat ejendom (Det kan få priserne ned på det som ejendomen er værd).
5. Fjern boligstøtte til folk der bor i fxandelslejligheder - hvorfor skal det offentlige støtte folks private opsparring.
6. Øg virksomhedsbeskatning overalt i EU,- med den begrundelse af de naturligvis skal medvirke til at betale for den infrastruktur som de er så afhængige af.
(Bare nogle dejligt provokerende forslag!)
Herved frigives der kapital som man kan bruge på fx at få de arbejdsløse til at gå i gang med udvikling af danske virksomheder i fremtiden.
Fx, overgang fra MS-windows baserede systemer til Linux systemer i det offentlige over hele EU - så vi kan flytte virksomheder fra USA til EU, samtigigt med offentlige besparelser og de ansatte kan få systemer som de vil have dem (ved godt der er nogle teknikere der er udlært til windows vil brokke sig, men det er ikke EU borgernes problem). Mere udvikling af teknologi (robotter, automatiske affaldssorteringsanlæg, filtre, patenter og meget mere - hvad vi ellers kan bruges til).
Flere invisteringer, mere udvikling og nye teknologier, flere arbejdspladser og mere eksport er vejen frem til at betale velfæren i danmark.

Domix

Du har ret nemt er det ikke og jeg kan da godt se du har ret i det du skriver.Så jeg vil gå i tænke tanken

Men du starter bagfra, og det gør de, der har magten også:
Det er keynesianer-tankegangen, der vender tingene på hovedet. Jorden drejer faktisk modsat af, hvad keynesianeren forestiller sig.
Man starter ikke med arbejdsstyrken og beskæftigelsen, eksempelvis, man starter faktisk i markedet for økonomiske goder. Derefter går man til arbejdsdelingen og fortsætter over produktionsplanlægningen og ressourcerne og afslutter med arbejdsstyrken og beskæftigelsen.
Virksomhederne investerer ikke, når deres fortjenstmarginer ikke betinger produktionen eller en ændret produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe. Kan tilstrækkelig forskel eller margin stadig realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke p.g.a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt. Det er blevet sagt, at Keynesianere ikke kan tænke i mere end én dimension ad gangen. Er det sandt, kan det ikke undre, at de økonomiske kommentatorer i udlandet om noget er éndimensionelle. Der er ingen danske.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi se økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger. For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-)privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D.v.s. at forbruget af kapitalgoder var 12 gange større end privatforbruget.
Produktionsprocessen består af et utal komplekse stadier. Det er en nødvendig følge heraf, at de samlede kombinerede udgifter på alle disse stadier/niveauer må overstige udgifterne til forbrug ganske betydeligt. Som illustration kan man forestille sig det samlede faste kapitalapparat efterhånden omsat i slutforbrug; det vil dog kun kunne ske over adskillige år (her 12). Det der gives ud på forbrug stammer rigtignok fra produktionen, medens produktionen stammer fra kapitalen (inklusive produktionsfaktorerne), som i første led stammer fra opsparingen. Derfor er det sådan, at jo mere der opspares desto mere realkapital dannes og akkumuleres, så der produceres og kan forbruges mere.
Man kunne rette sig efter følgende faktum: regeringsudgifter og privat forbrug stimulerer ikke, men dræner økonomien. Dette er sandt, uanset om du finder disse udgifter retfærdige eller ej. Dette er afgørende vigtigt at lære.
Lønningerne skal ned med mindst 30 pct. Indkomstskatten ændret til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, primært for at spare indkomstskattekontrollen. Provenuet fra lønskatten skal ned med beløb mindst svarende til at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct., og selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske. De forskellige fondsbidrag på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50% i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.
Herfra kommer øget salgbar produktion, der trækker arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd til færre pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet.
Viden og kompetencer skal i front:
Skal Danmark have en chance i disse udflytningsår, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.
Midlerne til at rette kursen op på 2-3 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning[10]. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) fra Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.
USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne: Dollar-faldet. Det samme gjorde England. Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.
Universiteterne er også en større sag; den skal ordnes inden for de samme 2-3 år.