Familien MOBBER ?????
Forstår det ikke...... jeg er et meget loyalt, reelt og pligtopfyldende menneske, jeg er altid klar hvis nogen har brug for det, hjælper altid, hvorfor skal jeg behandles af disse mennesker på denne måde????? Jeg forstår ikke altid andre mennesker, forstår ikke hvordan de retfærdiggøre deres handlinger som værende reelle, når de sårer andre mennesker.
Jeg er nr. 4 i en søskendeflok, og min mand er nr. 1 ud af 4, og for ca. 7 år siden stoppede vi med at se min mands familie, fordi hver gang vi var sammen, så skulle vi nedgøres, og forulempes på de underligste måder, holdes udenfor, ikke være en del, selvom vi kæmpede for det, kæmpede for accepten som mennesker. Dette sker også i min familie, og har stået på i rigtig mange år, men mere nu end før. Jeg har altid været deres totempæl, den de kunne læne sig op ad, den de kunne regne med både personligt som økonomisk. Vi har hjulpet dem på fode pengemæsigt 1 for 1 hele tiden. Nu er de blevet voksne nok til at styre deres økonomi så de lever rimeligt. Men fordi vi nu bare er så gode til det, og har kæmpet os op rent erhvervsmæssigt, og dermed har meget mere end de har materielt, hvilket jeg/vi på ingen måder praler med, vi køber bare de ting som vi mener ville være rare at have til vores disposition, så dermed har vi ret meget. Men vi har også kæmpet og arbejdet som heste for at få det, har aldrig haft en 8-16 job, men vi er stolte af den uafhængighed vi nu engang har, for vi har fortjent den, vi har aldrig fået noget forærende, men er da bedre stillet end så mange andre. Men det gør os da ikke til bedre mennesker, det der gør os til bedre mennesker, er at vi altid er klar når nogen har brug for det, men de aldrig gør noget for nogen med mindre de kan vinde noget på det, det synes jeg jo er tragiske skæbner.
De er nu begyndt at mobbe i form af at vi ikke bliver inviteret til diverse familiearrangementer, de melder afbud til vores børns fødselsdage og har rigtig mange undskyldninger. Vi har altid været til alle deres børns fødselsdage, og meldt fra til alt andet, for børnene skal det ikke gå ud over. Så nu sidder man og skal forklare 2 poder hvorfor vi ikke ser fars eller mors familie, det er så sårende. Kan det være rigtig at vi skal lade os gå konkurs, bo i en lejlighed, ikke have til dagen afvejen, for at blive accepteret, hvorfor er mennesker sådan. Er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg bør gøre, for jeg er desperat, for det er noget der rammer mine børn.
Mange hilsner fra Kitty.
Jeg er nr. 4 i en søskendeflok, og min mand er nr. 1 ud af 4, og for ca. 7 år siden stoppede vi med at se min mands familie, fordi hver gang vi var sammen, så skulle vi nedgøres, og forulempes på de underligste måder, holdes udenfor, ikke være en del, selvom vi kæmpede for det, kæmpede for accepten som mennesker. Dette sker også i min familie, og har stået på i rigtig mange år, men mere nu end før. Jeg har altid været deres totempæl, den de kunne læne sig op ad, den de kunne regne med både personligt som økonomisk. Vi har hjulpet dem på fode pengemæsigt 1 for 1 hele tiden. Nu er de blevet voksne nok til at styre deres økonomi så de lever rimeligt. Men fordi vi nu bare er så gode til det, og har kæmpet os op rent erhvervsmæssigt, og dermed har meget mere end de har materielt, hvilket jeg/vi på ingen måder praler med, vi køber bare de ting som vi mener ville være rare at have til vores disposition, så dermed har vi ret meget. Men vi har også kæmpet og arbejdet som heste for at få det, har aldrig haft en 8-16 job, men vi er stolte af den uafhængighed vi nu engang har, for vi har fortjent den, vi har aldrig fået noget forærende, men er da bedre stillet end så mange andre. Men det gør os da ikke til bedre mennesker, det der gør os til bedre mennesker, er at vi altid er klar når nogen har brug for det, men de aldrig gør noget for nogen med mindre de kan vinde noget på det, det synes jeg jo er tragiske skæbner.
De er nu begyndt at mobbe i form af at vi ikke bliver inviteret til diverse familiearrangementer, de melder afbud til vores børns fødselsdage og har rigtig mange undskyldninger. Vi har altid været til alle deres børns fødselsdage, og meldt fra til alt andet, for børnene skal det ikke gå ud over. Så nu sidder man og skal forklare 2 poder hvorfor vi ikke ser fars eller mors familie, det er så sårende. Kan det være rigtig at vi skal lade os gå konkurs, bo i en lejlighed, ikke have til dagen afvejen, for at blive accepteret, hvorfor er mennesker sådan. Er der nogen der kan fortælle mig hvad jeg bør gøre, for jeg er desperat, for det er noget der rammer mine børn.
Mange hilsner fra Kitty.