Farvel "venner"

På 2 år har jeg sagt farvel til 4 nære vennder. Alle piger som jeg har kendt i en årerække. Pludselig fik jeg ondt i maven i forskellige situationer med disse, jeg
følte mig brugt og mine grænser overtrådt. Der var ikke lydhørhed når jeg gjorde opmærksom på det (på en fintfølende måde, of course). Hele mit selvbillede er vendt
op og ned efter dette: jeg er ikke en sød, lyttende, loyal, god ven, der er der for mine venner - jeg er een, som man udnytter og som i sin naivitet lader sig udnytte. Een, som der ikke er respekt for eller kærlighed til for den sags skyld. Samtidigt kan jeg jo også
blive i tvivl om jeg har gjort det rigtige ved at sige farvel, på trods af mavepinen.Jeg spekulerer som en sindssyg også over nye mennesker, der er på vej ind i mit liv; jeg synes, at jeg gentager mønsteret: jeg er så skide dårlig til at tage min plads, jeg lytter, spørger (oprigtigt interesseret) ind til - men jeg får det ikke igen.
Er der nogle af jer, der har oplevet tilsvarende? At mennesker, som du har kendt et helt liv, pludselig gør så ked? At skulle se et livsmønster i øjnene ... har I kunne ændre på det? Hvis ja, er livet og relationerne så blevet bedre?
Knus TVC

Jeg har faktisk ikke flere nære veninder tilbage, jeg har skodet dem, af samme grund som din. Men jeg har gode bekendt-veninder.
Jeg har prøvet at råbe op, også på en god måde, men intet er-blev gensidigt.
Kan godt tænke, at nogen gange skal der et brud til for, at opdage livet.
Samt tænke i forhold til dit problem, som at gentage mønstret, at hvis det er gentagende i de nye relationer, at så er de ikke den VÆRD... så vælg fra.
Har du nogensinde spurgt dig selv, hvad du ønsker fra en ven eller en veninde?
Feks. drikke kaffe, gå i byen, hjerteveninde, snakke børn eller?
Jeg ønskede den gang, mig selv det hele ved to veninder, specielt ved en....det var bare umuligt, trods for vi var groet op sammen.

nu har du fyret 4 veninder - men det er ikke dem der er problemet. det ligger desværre hos dig selv. i venskaber får man efterhånden ret fasttømrede roller, og din blev altså at være den selvopofrende. det er ikke deres skyld. og disse roller kommer selvfølgelig af noget. der ligger noget til grund for din opførsel. måske blev dine forældre skilt da du var barn, og derfor har du grundlagt et mønster hvor du hele tiden skal yde for at holde folk glade? eller også er noget andet sket, men det er det du skal finde ud af, og så bearbejde.
når du er kommet godt i gang med det, så snak med veninderne. de vil nok forstå. i hvert fald hvis de er værd at samle på.
pøj pøj

For mig at se, har du taget de første skridt til at tage dig selv alvorligt. Jo jeg kender alt til tvivlen der gnaver når man har taget en sådan beslutning og jeg mener, det er vigtigt at holde fast i beslutningen, da den har været den rigtige for dig, da du tog den, tvivlen er dit hoved der blander sig, jeg mener du skal lytte til din "mavefornemmelse".
Mit forslag er, at du øver dig mere i at følge det du FØLER er rigtigt i stedet for det du TÆNKER er rigtigt.
Knus HJE

til to venner igennem et halvt års tid.....
Inden jeg droppede dem kiggede jeg indad, for at se, om der var noget, som jeg kunne gøre anderledes, for var det min adfærd, der gjorde, at jeg ikke fik det ud af venskaberne som jeg ønskede, stillede jeg for store krav osv.
Min konklussion blev, at ingen mennesker er ferfekte, hverken dem eller mig, men da jeg kunne mærke, at jeg gav meget mere, end jeg fik igen, så ville jeg ikke bruge min tid på dem længere.
Den ene var en kammerat, som jeg havde kendt i 15 år, men hn har en psykisk diagnose og i mange år tænkte jeg, at han ikke kunne gøre for det, men jeg kunne ikke blive ved med at klare, at han fyldte så meget, snakkede dårligt til mig og stort set kun kom i mit hjem, når han havde krise i sit forhold eller fordi han ville spise aftensmad hos mig...
Problemerne imellem mig og kammeraten, snakkede vi om utallige af gange, men intet ændrede sig... Jeg kender flere, der har sagt farvel til ham, da han er belastende..
Den anden, som var en veninde, som jeg havde kendt i 6 år, har stort set altid fyldt mig, med alle hende massuve problemer og hun lyttede max 10 sekunder af gangen til mig - hun kunne ikke rumme mig. Hun snakkede vildt og hurtigt altid og det var kun sig selv og sig selv, det drejede sig om, Hun kunne godt spørge mig, hvordan jeg havde det, men lige så snart jeg havde svaret med et par ord, afbrød huhn mig atter..
Jeg snakkede aldrig med hende om det, for hun var bare sådan og der ville være alt for mange ting, hun skulle lave om på og det ville jeg ikke stå model til i den periode og det ville hun hellerikke selv, da jeg tilsidt konfronterede hende med det..
Jeg har også en veninde, som jeg har kendt det meste af mit liv og vi har de sodste per år haft mange kriser, så venindeskabet er på stand by, for kommunikationen imellem os fungerer ikke så godt og vi har det med, at problemsnak fylder alt for meget hjemme i vores stuer...
Så nu har vi aftalt, at vi ikke skal mødes hjemme hos hinanden, da vi falder i det gamle mønster med at snakke om problemer og det er ingen af os interesseret i længere.Nu må vi se, om vi så kan finde ud af, at mødes ude i byen og være sammen på en anden måde..
Jeg har også som dig tillagt mig hjælperrollen og er blevet overvældet af problemer, men det orker jeg ikke længere, for jeg vil ikke som gammel se tilbage på, at jeg har brugt størstedelen af mit liv på, at hjælpe folk, der ikke gav mig noget igen...
Håber du kan bruge lidt af det, som jeg har skrevet og det lyder som om, at du godt ved, hvilken vej i livet du skal gå og når du tilmed, har kunnet mærke på din krop- maven, at der var noget, som ikke var som det burde være imellem dig og dine såkaldte veninder og at du tilmed har handlet på det - så flot..

Vi burde os herinde lave en klub =O) Knus