Fik hul på problemet med min søn

Jeg skrev i dec. måned ang min søn som skar sig.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle få sagt at jeg havde opdaget hans skæreri.
Men.... Nytårsaften, da kl. var fem min. i tolv, og han stadig ikke var kommet op i stuen, gik jeg ind for at hente ham på værelset.
Han lå i sin seng og græd.
Han sagde at han ikke havde det godt rent psykisk, og han anede ikke hvorfor, der var ingen der havde sagt noget negativt til ham, der var ikke sket noget uventet i julen eller lignende.
Han var bare så ked af det, og ønskede ikke at komme ind i stuen, og fejre det nye år!
Jeg hentede så to glas, og skålede med ham på værelset, lod gæster være gæster, og holdt om min søn, mens han græd ud.
Jeg fortalte ham derefter, at jeg godt vidste at han skar sig (ikke hvordan jeg havde fundet ud af det), og om han selv vidste hvorfor.
Han mente selv, at det var fordi han bar på noget indeni sig, som han ikke kunne sætte ord på, og reagerede så på den måde.
Jeg spurgte meget nervøst, om vi ikke skulle søge hjælp sammen via vores læge, fordi jeg ville ikke miste ham, og han fortjente ikke at have det dårligt.
Til min lettelse var han indstillet på at komme til en psykolog, og jeg fortalte ham, at alt hvad han sagde der, ville blive mellem ham og psykologen, og at jeg intet fik af vide.
Idag ringer jeg så til lægen, og får en tid, og selv om han har været glad siden den aften, så håber jeg inderligt at han stadig vil tale med nogen om sit problem.
Men sådan fik jeg hul på mit problem, og jeg håber det løser sig for os alle.
Håber andre kan bruge bare lidt af det her, hvis der er andre der selv tumler med teenagere der har det svært og bliver selvdestruktive.

Ihh hvor er du dygtig..... men tror du ikke du skulle have begyndt at snakke med din søn på et meget tidligere tidspunkt?? medinddrage ham i din dagligdag og også på andre tidspunkter lade "gæster være gæster""???

Du har tilsyneladende ikke meget forstand, siden du kan skrive et så intetsigende svar til mit indlæg!!
Jeg er ked af, at DU ikke fik hjælp i tide, men håber at du klare dig trods alt.
Sender de bedste håb for dig!

Spørger altså pænt

Tillykke med at I har fået åbnet for "posen" med smerte. Det værste i dette liv er at se sit barn forpint. Det mest vidunderlige er at se gløden i øjnene og smilet på læben vende tilbage. Jeg vil ønske Jer begge, SÅ MEGET HELD OG LYKKE MED HELBREDELSEN, ( du kan ikke forestille dig hvor meget held og lykke jeg ønsker Jer.) Jeg forstår du er ræd for han bakker ud, men jeg tror han er nået dertil nu, hvor han gerne vil have sit liv tilbage. Varme tanker fra Muffin

Nej da.. men henviser gerne til det første indlæg jeg lavede dengang.
Fortsat god dag
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=170&posting=444006

Jeg har selv haft mange svære problemer med min yngste søn og vi har talt og talt og talt og han har været i kontakt med mange forskellige type behandlere.Flere gange end jeg bryder mig om at huske, har jeg været så ræd for at han skulle bakke ud. Han led engang af "behandlerlede" og det tog et par år før han fik mod til at tale med en sådan igen. Man lever hele tiden på kanten af sin egen formåen.Det er så benhamrende hårdt og jeg kan sagtens sætte mig ind i din frustation over at se på. Jeg kan også sagtens huske den første gang du skrev indlægget. Det knugede sammen i mig. Ramte ned i en smerte jeg selv bar på omkring min søn. Derfor ønsker jeg JER, begge 2 al den held og lykke med Jeres projekt, som det er menneskeligt muligt.

Kære stærke kvinde.
Jeg blander mig normalt ikke i debatten, men blev lige "ramt".
Jeg håber for dig, at din søn hurtigt får den hjælp han har brug for og får det bedre.
Som "gammel rotte" i systemet (handicappet søn) er mit råd til dig: Lyt og stol på dig selv og dine fornemmelser. Du er mor og den der kender din søn bedst.
For hver 10.(anonyme) idiot, kan man være heldig og møde en der kan bruges til noget...
Velkommen i labyrinten, knus og held og lykke!

for jeres forståelse om dette emne.
Det er så rart at vide, at man ikke står alene med problemet.
Jeg håber virkelig det bedste for min søn.
Ingen fortjener at have det så slemt, at selvdestruktion skal være en løsning.
De kærligste tanker til jer

hejsa
det var godt at i fandt ud af det
jeg har ikke selv nogen børn der er tenager endnu
men det var da noget man kan bruge til noget når hun kommer i den alder hun er 11 år
så det var dejligt men noget man kan bruge til noget
og hel og lykke med det hele

Held og lykke for dig og din søn.
Han kan være glad for at have en mor som dig.

Jeg føler virkelig med dig. Det at skulle konfrontere en teenager med en sådan afsløring er virkelig svært.
Det er en af de sværeste balancegange du kommer ud for.
Han er jo i en svær alder.. Og du vil kun hjælpe.
Jeg vil sige tillykke med at I er kommet igang med at søge hjælp.. Det er det første og største skridt på vejen til at i kan få det bedre begge to. Du har været igennem en ulidelig tid med en viden der virkelig har kunnet få dig ned, men nu ser det hele ud til at kunne lykkedes..
Held og lykke.. og knus herfra

Det er vel nok dejligt, at I fik taget fat på problemet. Og hvor er det skønt, at han selv vil have hjælp.
Jeg ønsker jer så meget godt fremover - måske bliver 2006 hans bedste år i lang tid.

Det er virkelig en sej måde du har tacklet probelemet på. Du er en super sej mor:)
Jeg ønsker det bedste for din søn...
Mange tanker fra mig

Igår var der netop et indslag i TV om, at flere og flere unge skærer i sig selv. Ifølge indslaget er det åbenbart en "dille", der går over, for nogen, mens det hos andre er tegn på psykiske problemer. Det er ret uhyggeligt!
Du klarede situationen til UG og kan være stolt af dig selv!
Håber, at din søn snart får det godt igen.
Alt godt til jer!
Qnuz Betty

nervøs mor.
Det GLÆDER mig at du/I har fået hul på det.
Så er han da på rette vej.

Held og lykke med det begge to.

Stort knus Nete :-))

Jeg har sådan en dum fornemmelse af, at jeg skal slås med systemet, for at få hjælp til ham.
I telefonen med lægen, sagde jeg, at jeg havde snakket med kommunens skolepsykolog, som sagde, at alt skulle gå gennem læge.
Lægen siger så, at det er klart de sender bolden videre, fordi de ikke selv ved, hvor de skal sende drengen hen.
Men man kunne ikke umiddelbart bare få en henvisning til psyk. Man kunne vælge selv at gå til en psyk, og så selv betale!!
Normalt henviste lægen ikke en knægt på 14 til samtaler!!
Jeg er allerede ved at være så godt harm over det system!!
Jeg har ved gud ikke 700 kr. pr gang til en psyk som enlig mor!
Jeg mener bare... her kommer man og beder om hjælp inden det går helt galt, og allerede her møder man tvivl og lidt modstand og usikkerhed om, hvordan tingene skal køres.
Er der evt. nogle der kender steder hvor man så kan rette henvendelse hvis lægen mener man selv skal betale??

det er gratis :-).. og ellerså skulle du måske henvende jer på psykratisk skadestue...jeg ved godt det lyder barskt, men drengen og du må have den nødvendige hjælp. Ville ønske jeg kunne hjælpe dig, men det eneste jeg kan er at sige til dig, at jeg syntes du er super god - og jeg tror at kærligheden til din søn skal nok få jer igennem.
Knus

Hej Nervøse mor!
Jeg tror du er kommet et godt stykke vej bare ved at han har fået luft og betroet sig til dig.
Du er nødt til at få en eller anden betroet ven til at skrive til kommunen at de er bekymrede for din søn. Tal med hans skolelære eller naboerne. Kommunen SKAL reagerer ved at indkalde dig til en samtale og så kan i sammen lave en handlingsplan. Derved kommer du ikke til at betale, men får gjort noget ved problemet.
Har selv været igennem det, ikke lige med din søns problem, men det er sådan den skal skæres når du ikke selv har midler.
Husk så i øvrigt at fortælle ham at det er flot og modigt gjort at han indrømmer at han har et problem.
Bare mit råd held og lykke
Hulla Hulla

Alle kommuner har en Pædagogisk-psykologisk-rådgivning (PPR). Prøv at henvende dig der, det er ganske gratis og din søn kan komme der anonymt.

Jeg ved, at man kan få døækket halvdelen el lign til psykolog. Men for at man kan det, skal personen være selvmordstruet.. Og ja, det er han jo et el andet sted, hvis han skærer sig, men der skal vist en dl til.. Først efter at en bekendt af mig havde skåret sig i over et år fik hun beviliget psykologhjælp over sygesikringen.. Og hun har kun fået beviliget 10 gange..
Så det kan lade sig gøre, men det er svært. Jeg vil tro at det også har noget at gøre med hvilken type læge man har.. hun fik det beviliget gennem sin læge, men der er garenteret nogle læger, som ikke mener at det er nødvendigt..