Flytte fra veninden og sammen med kæresten
Ved ikke lige om det er den helt rigtige kategori jeg smider indlægget, men ved ikke lige hvor jeg ellers skal gøre det :(
Hej folkens :)
Jeg står med et problem her som jeg håber der er nogle der kan hjælpe med. Eller nærmere komme med nogle gode råd til, hvordan jeg skal tackle det bedst muligt. Uanset hvad ved jeg, at jeg i sidste ende vil føle mig som en røv, men det må jeg tage med.
Sagen er den, at jeg bor sammen med en veninde. Vi har gennem de sidste to år ledt efter en lejlighed i København, da vi begge to rigtig gerne ville bo i København, og i år begge to starter på studier derinde. Det er stadig ikke lykkes at finde noget, hvor man kan leve af en SU. Skal måske lige siges, at hun ikke har gjort noget for at finde en lejlighed, men mere har kastet opgaven videre til mig, og jeg så mere eller mindre har stået med den alene.
Gennem det sidste års tid har jeg samtidig set en dejligste fyr. Det har bare været 'friends with benits'. Der har også været følelser i klemme, bare ikke noget vi har snakket om, da vi begge har tænkt at det ikke var noget der skulle udvikle sig, i og med at vi har en enorm afstand i mellem os rent geografisk. Nu her de sidste par måneder er det gået hen og blevet meget mere seriøst, og her for et par dage siden havde vi snakken om "Hvad er det her vi har gang i? Fører det til noget? Kan vi se en fremtid med i hinanden?" osv.. Tror det kom lidt bag på os begge to, hvor meget vi egentlig vil hinanden. Det der bare har været vores hindring er afstanden, og nok også grunden til, at ingen af os har gjort noget ved det, og også grunden til at etiketten ikke er kommet på. Vores snak endte med at det skulle være os, og at vi skulle flytte sammen osv.. Skal lige siges, at vi begge havde tænkt, at det var måske rimelig hurtigt, men vi blev enige om, at vi har set hinanden i lidt over et år, så hvorfor ikke. Der er ingen af os der føler, at vi kaster os ud i det her på grund af den helt store forelskelse. Vi føler os rimlig afklaret med det, og er også begge to klar over at der også kommer en hverdag.
Nogle har måske gættet sig til problemet, men for dem som ikke har, hvordan fortæller jeg det til min veninde?
Lidt baggrunds historie er, at min veninde LIGE er blevet dumpet af en fyr hun så gennem to måneder, og som for hende mere eller mindre var kærlighed ved første blik/den helt store kærlighed/den eneste ene. Der skal ikke meget til at hun falder for en fyr. Så lige i øjeblikket har hun MEGET svært ved at glad på andres vegne. Især på mine vegne.
Udover det skal det siges, at den lejlighed som vi bor i, som er hendes lejlighed, den har hun ikke råd til at bo i alene, når hun starter på SU. Hun har selvfølgelig arbejde ved siden af, men det er stadig ikke nok til at hun har råd til lejligheden. Og hun nægter at søge om boligstøtte. Men det ville heller ikke gøre den store forskel, for hun ville stadig ikke have råd.
Jeg har det så skidt med at skulle fortælle hende det her, for jeg ved at hun vil blive stiktosset på mig, og give mig skylden for at hun ikke har råd til at bo i sin lejlighed, hvilket jo egentlig også er rigtigt. Samtidig er jeg også lidt af den holdning, at hun et eller andet sted heller ikke kan tillade sig, at give mig skylden, da det må være noget hun skulle have taget med i sine overvejelser, da hun valgte at hun skulle starte uddannelse. "Har jeg råd til at sidde i den her lejlighed alene med en SU og de basseøre jeg tjener ved siden, hvis vi skulle gå hen og blive rygende uvenner eller hvis LuluS nu bare flytter". Det ville i hvert fald være nogle overvejelser jeg selv ville have gjort mig.
Men hvad siger I, I dejlig sol debattører? Hvordan tackler jeg det her bedste muligt?
Håber virkelig I har nogle gode råd, da jeg som sagt ønsker at gøre det på en ordentlig måde.
På forhånd tak :)
Hilsen LuluS
Hej folkens :)
Jeg står med et problem her som jeg håber der er nogle der kan hjælpe med. Eller nærmere komme med nogle gode råd til, hvordan jeg skal tackle det bedst muligt. Uanset hvad ved jeg, at jeg i sidste ende vil føle mig som en røv, men det må jeg tage med.
Sagen er den, at jeg bor sammen med en veninde. Vi har gennem de sidste to år ledt efter en lejlighed i København, da vi begge to rigtig gerne ville bo i København, og i år begge to starter på studier derinde. Det er stadig ikke lykkes at finde noget, hvor man kan leve af en SU. Skal måske lige siges, at hun ikke har gjort noget for at finde en lejlighed, men mere har kastet opgaven videre til mig, og jeg så mere eller mindre har stået med den alene.
Gennem det sidste års tid har jeg samtidig set en dejligste fyr. Det har bare været 'friends with benits'. Der har også været følelser i klemme, bare ikke noget vi har snakket om, da vi begge har tænkt at det ikke var noget der skulle udvikle sig, i og med at vi har en enorm afstand i mellem os rent geografisk. Nu her de sidste par måneder er det gået hen og blevet meget mere seriøst, og her for et par dage siden havde vi snakken om "Hvad er det her vi har gang i? Fører det til noget? Kan vi se en fremtid med i hinanden?" osv.. Tror det kom lidt bag på os begge to, hvor meget vi egentlig vil hinanden. Det der bare har været vores hindring er afstanden, og nok også grunden til, at ingen af os har gjort noget ved det, og også grunden til at etiketten ikke er kommet på. Vores snak endte med at det skulle være os, og at vi skulle flytte sammen osv.. Skal lige siges, at vi begge havde tænkt, at det var måske rimelig hurtigt, men vi blev enige om, at vi har set hinanden i lidt over et år, så hvorfor ikke. Der er ingen af os der føler, at vi kaster os ud i det her på grund af den helt store forelskelse. Vi føler os rimlig afklaret med det, og er også begge to klar over at der også kommer en hverdag.
Nogle har måske gættet sig til problemet, men for dem som ikke har, hvordan fortæller jeg det til min veninde?
Lidt baggrunds historie er, at min veninde LIGE er blevet dumpet af en fyr hun så gennem to måneder, og som for hende mere eller mindre var kærlighed ved første blik/den helt store kærlighed/den eneste ene. Der skal ikke meget til at hun falder for en fyr. Så lige i øjeblikket har hun MEGET svært ved at glad på andres vegne. Især på mine vegne.
Udover det skal det siges, at den lejlighed som vi bor i, som er hendes lejlighed, den har hun ikke råd til at bo i alene, når hun starter på SU. Hun har selvfølgelig arbejde ved siden af, men det er stadig ikke nok til at hun har råd til lejligheden. Og hun nægter at søge om boligstøtte. Men det ville heller ikke gøre den store forskel, for hun ville stadig ikke have råd.
Jeg har det så skidt med at skulle fortælle hende det her, for jeg ved at hun vil blive stiktosset på mig, og give mig skylden for at hun ikke har råd til at bo i sin lejlighed, hvilket jo egentlig også er rigtigt. Samtidig er jeg også lidt af den holdning, at hun et eller andet sted heller ikke kan tillade sig, at give mig skylden, da det må være noget hun skulle have taget med i sine overvejelser, da hun valgte at hun skulle starte uddannelse. "Har jeg råd til at sidde i den her lejlighed alene med en SU og de basseøre jeg tjener ved siden, hvis vi skulle gå hen og blive rygende uvenner eller hvis LuluS nu bare flytter". Det ville i hvert fald være nogle overvejelser jeg selv ville have gjort mig.
Men hvad siger I, I dejlig sol debattører? Hvordan tackler jeg det her bedste muligt?
Håber virkelig I har nogle gode råd, da jeg som sagt ønsker at gøre det på en ordentlig måde.
På forhånd tak :)
Hilsen LuluS