Forarget og bitter

Ja. Jeg er forarget. Og jeg er bitter. Og det kommer til at lyse ud af det jeg skriver. Måske jeg mest skriver for at få det ud af systemet.
Jeg har to dejlige børn på hhv 9 og 10 år. Deres far og jeg gik fra hinanden for 8 år siden. Indtil i sommers har vi da været rimelige fornuftige sammen, kunne selv finde ud af at dele børnene osv.
I de sidste 5 års tid har han haft børnene hver anden weekend, hentet dem i sfo om torsdagen, sørger for de kom i skole om fredagen, og så afleveret dem igen mandag morgen. Hver anden weekend.
Det har passet mig fint. Ikke mindst fordi at jeg de sidste to år har haft en depression, så mit overskud (til børnene) har været rigtig rigtig lille. Jeg er stadig ikke på toppen, det ville være synd at sige.
Men altså. Han ringer så til mig en dag, og direkte dikterer at han ikke kan have dem om torsdagen, og han kan heller ikke køre dem i skole om mandagen, så han kan kun have dem fredag til søndag. Torsdagen accepterer jeg uden noget, men siger at det absolut ikke passer mig mht søndagen. Men der er ikke noget at gøre.
En halv måneds tid efter ringer han og spørger om jeg ikke vil køre børnene hjem til ham om fredagen. Jeg siger at det magter jeg simpelthen ikke, for jeg er godt bombet. Han beder mig om at tage mig sammen!
Nu har det været sådan at når han har børnene bruger jeg det første døgn på at sove. For jeg er kørt træt, rent fysisk. Det er det "dejlige" ved en depression. I hvert fald min.Og derefter gennemgår jeg så nogle processer for at lade op. Så det at få skåret 1/3 af min "fritid" væk, gør mig selvfølgelig ekstra træt. Jeg bryder mig slet ikke om at snakke sådan om min børnefrie tid, men faktum er desværre at jeg i øjeblikket synes det er et fuldstidjob med de børn. Jeg ville ønske at tingene var anderledes. Jeg arbejder også på at tingene bliver anderledes, ved terapi etc.
Og da jeg er sygemeldt, så starter min "weekend", så snart børnene går i skole...hvis jeg så skulle til at køre dem om eftermiddagen, ja, så ville jeg jo få endnu mindre.
Derfra snakker vi så ikke mere. Han propper mig i statsamtet, hvor vi var i går. Men vi har faktisk ikke snakket/mailet/sms'et i et halvt år...og husk på ovenstående, hvor jeg indledte med at vi havde haft et rimelig fornuftigt forhold.
Det var en helt ok sagsbehandler. Jeg følte at hun lyttede til mig. Men hun kunne ikke rigtig gøre noget. Jeg ville gerne "have" mine søndage aftener tilbage. Men faren var stejl, og hun kunne ikke pådutte samvær som faren ikke ønskede. Faren ved godt hvordan jeg har det. Jeg sagde direkte at hvis det fortsatte sådan her, så måtte vi have en aflastningsfamilie på. Faren var kold. Han skulle arbejde!
Ang. kørsel. For at "købe" mig tid, aftalte vi at faren kører begge veje, men at jeg betaler ham 40 kr for at aflevere børnene. Ja...40 kr.
Og så min forargelse. Der er flere ting jeg er forarget over.
Først systemet. Jeg er dybt forarget over at systemet er skruet sådan sammen, at de i en situation som min, sygdom (ja, jeg har lægeerklæring, så det er ikke bare griller i mit hoved), ikke kan pådutte faren noget mere ansvar.
Faren: Jeg er dybt forarget over at faren hellere vil redde sig nogle penge, end at sikre hans børn imod aflastningsfamilier. Faren er helt normal. Intet misbrug af nogen art, ingen kriminel fortid...ganske normal. Men han skal arbejde. Jeg er forarget over at en forælder, uanset køn, på den måde kan prioritere arbejde over deres børn. Det er vel muligt at få en snak med arbejdsgiver. Manden har jo trods alt ikke børns første sygedag...det har han ikke haft i årevis, for han skal jo arbejde.
Jeg er dybt forarget over at han kan gå i så små sko. 40 kr!!
Jeg er dybt forarget på skatteborgernes vegne, at der er personer, der med stor berettigelse efter deres egen mening, går i statsamtet for 40 kr.
Jeg er dybt forarget på skatteborgernes vegne, at det her nok ender med enten en længere sygeerklæring til mig, mere behandling til mig, og/eller aflastningsfamilie...alt fordi faren skal arbejde. Som skatteyder har jeg ondt i røven. Også ganske simpelt, jo hurtigere jeg bliver rask, jo hurtigere kan jeg blive en aktiv borger, i stedet for at få overførselsindkomst.
Som mor er jeg frygtelig ked af at mine børn har sådan en far.
For alt det her går jo også ud over børnene. Når jeg er træt...hvilket jeg hurtigt bliver, så bliver jeg irritabel ud over alle grænser. Jeg orker ingenting. Jeg bliver muggen. Jeg farer op over ingenting. Det er hvad faren byder børnene, når han ikke vil støtte mig. Jeg ønsker ikke at være på den måde. Og det var begyndt at gå så godt før sommer.
Jeg er forarget på det hele. På systemet og på ham. Jeg er forarget som skatteborger. Jeg er forarget på mine børns vegne. Jeg er KED på mine børns vegne, og jeg er forarget som mor og som menneske.
Hvis det er en opsang jeg mangler...så giv mig den.
Men jeg spørger også.Er det mig der er helt gal på den?
Er det mig der er helt gal på den, når jeg synes at begge forældre har lige meget ansvar? Også tildels overfor hinanden. Jeg beder jo ikke om tid til at gå ud og danse natten lang. Jeg beder om muligheden for at arbejde på at få en hverdag der hænger sammen. Børnenes hverdag.

Hej,
Hvad ville han i Statsamtet ?
Mvh
Funen

han ville have på papir hvornår han skulle have dem. Og så ville han have dækket sin transport.
det skal lige siges at de sidste otte år, indtil sommer, har det kørt uden problemer, at han havde dem hver anden weekend. Og jeg kan jo ikke rigtig gøre fra eller til når han selv skærer sit samvær ned. Så det blev jeg jo nødt til at leve med.
Ferier osv har vi også klaret 50/50...Men nu har han sit papir og sine 40 kr!!!
Håber han er tilfreds med sig selv
Er du ikke som skatteyder rigtig glad for det

er at udvikle sig til voksne. Når børn bliver 11 - 12 år, får de brug for en far at se op til. Du har ordet i din magt. Brug den magt til børnenes tarv. Skriv til statsamtet, til faderen, til et hvilket som helst forum/avis eller TV-program. - Du har en pointe. Du beskriver dig selv som ansvarlig på lige fod med faderen. Her er stof til at skrive en bog. Din pointe rammer noget, der rammer mange.

Hej Kjeld
Jeg er ikke helt sikker på at jeg kan forstå hvad du mener. Om du er lidt sarkastisk overfor mig eller om du er på "min"/børnenes side.
For ja. Børnenes tarv. Det kan vel aldrig være at have en totalt udbrændt/syg mor? Men jeg havde jo ingen magt.
Ordets magt?
Jeg er ansvarlig på lige fod med faren. Men faren tager ikke sit ansvar...og derfor gør jeg det så heller ikke synes du?
Jeg kan ikke blive helt klog på om du skælder mig ud.

Ja, man kan jo godt blive forarget over at manden vil have sine transport-udgifter, latterlige 40 kr (!!), dækket i forbindelse med hentning/bringning. Det er meget små sko, og det lyder som om han er mere ude på ballade end at forholde sig fornuftigt til tingene. Er det ikke normalt sådan at week-end forælderen selv sørger for transport. Hvis han boede 200 km væk var det stadig hans ansvar at hente og bringe for egen regning.
Hvordan ser det ud med forældremyndigheden ?
Som du skriver er han jo i sine fulde ret til at skære ned på samværet hvis det passer bedre ind i hans hverdag. Da det er dig der har barnet boende er det dit problem hvis det ikke passer ind i dit, og dermed også dig der skal løse problemet hvis der er et sådant. Du bliver nød til at skelne mellem dit behov og barnets. Barnets hverdag bliver altså ikke så meget anderledes med den nye ordning, men det bliver det naturligvis for dig. Barnet tager hverken skade eller får traumer over at få skåret sit samvær med sin far ned til hveranden week-end og halvdelen af ferierne - Det er en hel normal fordeling, netop fordi hverdagene kan blive noget rod pga. arbejde osv. Alle kan forstå at du pga. din depression har brug for tid uden børn, det er bare ikke hans problem - Og er der brug for aflastnings familier er det da helt OK. Barnet får da nogle gode stunder sammen med en familie som har overskud ! Det er ikke noget problem for barnet, men for os som forældre som måske kan føle en vis fallit ved at erkende at det er det man har brug for, for at tingene kan hænge ordentlig sammen. Men for barnet er det OK !
Det er fint at have et system som kan gå ind og være med til at løse konflikter i disse situationer, og som skatteyder er der ret mange andre ting jeg kan blive mere forarget over end at bruge tid på en ophidset mand som synes hans tæer gør ondt. Lad være med at spilde tid på den sag, og veksel de 40 kr. til 50 øre og overræk dem til ham i en fin frysepose hveranden week-end med et smil på læben. Glæd dig til dit barn kommer hjem, og brug for alt i verden de muligheder du har for aflastning hvis det er det du har brug for. Det behøver jo ikke være en permanent løsning, men for en periode er det måske bare det der skal til. Du skal skabe dit eget liv og ikke være afhængig af din ham.

Jeg er helt enig med dig i at jeg må se at komme videre. Lægge det her bag mig.
Men derfra er jeg ikke enig. Jeg ved godt at reglerne er sådan. At mit habitus kan rage ham en bøllehat. Men er det at være en god far? Er det at være en god far at være ligeglad med om mor er en gnavpot, har overskud til at sørge for morgenmad og madpakker? Osv...listen er lang. Listen er uendelig lang.
Nej. Børnenes hverdag bliver ikke anderledes. De har hele tiden været hos deres far hveranden weekend. Men jeg bad om morgenkørsel til skole om mandagen. det var hvad jeg bad om.
Og så er det jeg tænker om det virkelig er rimeligt at samfundet skal betale for det. Jeg ved godt at reglerne er sådan...men er reglerne skruet ordentligt sammen? Jeg synes det ikke.
Allerhelst så jeg jo at jeg var fit for fight, og at far faldt død om. Lige nu er jeg så tosset. Men hvad er det vi lærer børnene? At samfundet løser vores problemer. At samfundet betaler. Hvad med i gamle dage hvor man stod sammen.
Jeg ved godt at samfundet har ændret sig, men er det til det bedre?
Men du har ret. Jeg må lægge det fra mig og få det bedste ud af det. Og ja...jeg er begyndt at samle på småpenge...en frysepose? Det har jeg da sandelig ikke råd til. han kan få dem i hånden kan han. Det er jo sådan man ville aflevere to tyvere!

Jeg mener hvert ord. Du gør klart rede for situationen i står i. Du påberåber dig jo ikke at være perfekt. Du vil gerne tage din del af ansvaret. Jeg mener at hvis du fortsætter med at tale om opgaven, at børn fra 11-12 årsalderen har brug for en far at se op til, så fremmer du børnenes tarv. Jeg er på din/børnenes side. Dine ord har afgørende magt. (jeg bliver lidt folv på grund af mine egne ords afmagt, jeg syntes lige jeg havde fået det sagt så godt)

at overlade forældremyndigheden til ham.
Du er syg og har brug for fred og ro. Det vil du få hvis du kun har børnene hver anden weekend. Den kan du så til gengæld tilbyde skal vare fra torsdag til søndag.
Tænk over det.

Først og fremmest fordi han ikke selv er interesseret i det.
(Han skal jo arbejde!!)

Mine ord er for døve øren.
Sagsbehandleren sagde flere gange til ham "Dine børns mor sidder der og råber på hjælp". Han var ligeglad.
Da han i sommers forkortede samværet, dengang kunne vi snakke sammen, sagde jeg at det ville blive rigtig hårdt for mig, og jeg håbede kun det blev for en kortere periode. Han havde fået noget virkararbejde. I mellemtiden har han været arbejdsløs. I to mdrs tid. Men samværet ændrede sig ikke tilbage til det gamle, til trods for at han vidste at jeg kunne bruge det.
Jeg kan jo ikke andet end at konkludere at han ikke tror at jeg har det som jeg har det. Eller at han har fået en kæreste, der forhindrer at han er en mere aktiv del af børnenes liv (det er sket før)
Da vi kunne snakke sammen, ringede jeg nogengange til ham for at høre om han kunne tage børnene fordi jeg var trist eller træt. Men nej, det kunne han ikke. Han havde altid andre planer. Og så måtte jeg stå og bide mig i læben for ikke at bryde sammen foran børnene.
Jeg synes ikke at han som far og mand er et særlig godt forbillede generelt. Men han er trods alt børnene far. Og jeg synes at han burde tage sit ansvar.
Jeg sagde engang til ham "så se dog at blive til en mand"...eller noget i den stil. Det tog han ilde op, og vil ikke finde sig i sådan noget mere (???)...Han sagde det tit mens vi var i statsamtet. Han synes måske det er mandigt at tage i statsamtet, det er muligt. jeg synes det er taberagtigt.
Og ja, jeg har da sagt sådanne ting til ham. Men skal jeg også tage det SÅ ilde op når han kalder mig for en smatso? Hvilket han også gør. Eller beder mig om at tage mig sammen? (Depressive menneskers hadesætning)
Jeg tror desværre at jeg snakker for døve ører når jeg prøver at trænge igennem til ham.

At løbe fuld af ukvemsord og ikke ville gi`sig, er ofte sundt thi sjælen gror af det den bidder i sig - skrev Piet Hein i et GRUG. - Mit forslag er at tro og håbe på at børnene kan komme til at se op til deres biologiske far. Ellers vil de senere vælge andre idealer, i værste fald idoler. - Du formulerer dig godt. Brug det redskab!

at han vil ofre sine børn til fordel for - måske en anden kvinde og måske hendes børn, er det ikke muligt at påvirke ham. Dine børn skal dog have et liv alligevel! Hvis du orker at høre flere "gode"råd:Få børnene til at fokusere på noget andet end deres far. Gør ham til en biperson.

Jeg tager imod alle de råd jeg kan få. Så kan jeg jo selv sortere.
Ja. Deres far må blive en bi-person. Eller også må HAN ændre sig. Og jeg må arbejde hårdnakket med det overskud. For jeg får da i hvert fald ikke hjælp fra DEN side.
Men det er svært. Far er jo weekend og forkælelse, mens jeg er hverdag, tidlige morgener og så skal de guddødme også hjælpe til!!
Forslag modtages gerne :o))

at bestemme. Kan han sige nej hvis du insisterer❓Er han SÅ dårlig en far❓
Der kan ske dig noget alvorligt (ikke at din ikke er alvorlig) at han vil være tvunget til det. Han vil vel næppe sende dem på børnehjem.
Det er måske at sætte tingene på spidsen, men hvis din sygdom f. eks. bliver værre kan det jo blive nødvendigt for dig at kaste håndklædet i ringen.

Jeg har ikke lyst til at insistere, for jeg føler at så bliver børnene da virkelig en lus mellem to negle som ikke vil have dem. Det ville måske ligefrem være en fordel for en lus ;o)
Men forstå mig ret.
Derudover synes jeg generelt at han ER et skvat, en egoist, en hjernedød zombie. Læs feks svaret på et af de andre indlæg, hvor jeg skriver at han engang havde en kæreste der beordrede ham ikke ikke at snakke med mig, så det lod han være med. Der er rigtig mange andre ting, der gør at jeg ikke synes han er den rigtige til "jobbet".
Derudover satser jeg jo stærkt på at blive rask :o) Og jeg synes da det ville være forfærdeligt for børnene at skulle til at skifte skole osv. Især hvis det bare er for en periode.
Men du har ret. Der kan ske ting. Alverdens ulykker. Derfor er jeg også lidt småmuggen over at når han kommer med børnene, at han sætter dem af bilen og kører sin vej igen. Han går ikke med op. Jeg har såmædn prøvet at slukke alt lys i lejligheden. Han kørte sin vej før han havde tjekket at alt var som det skulle være. Jeg er depressiv...det kan medføre mindre heldige tendenser med alkohol, piller hvis de kan skaffes. Eller i værste fald knive, reb plastikposer. Jeg er single...det kan medføre tilfældig sex der ender i et mindre heldigt blodbad. Et gangske "almindeligt" indbrud hvor jeg har fået et gok i hovedet. ok...det er virkelig at male fanden på væggen. Jeg kan også bare falde og brække benet. Men han går ikke med op og ser at jeg er der. Han "orker" mig ikke. Gad vide hvordan det ville påvirke børnene at komme op og finde mig på gulvet hvor jeg har ligget i over et døgn, og far ER kørt.

Og jeg har da også et fint eksempel. Jeg har været indlagt i 6 uger. Planlagt forud. Jeg spurgte ham om han ville passe børnene imens. Det ville han gerne. Dengang boede vi over en times kørsel fra hinanden. Jeg foreslog ham at han kunne bo hos mig, da jeg ikke var hjemme, og det trods alt ville være det bedste for børnene. Han arbejdede også tættere på mig end på ham selv. Så det kunne jo ikke være bedre. DET havde han ikke lyst til. Hellere lade børnene sidde i en bil 4 timer i myldretiden dagligt, end at bo i min lejlighed, hvor børnene havde deres hverdag, venner og skole.
Derudover snakkede han penge. Fair nok, tænkte jeg. 6 uger er lang tid. Jeg sagde at jeg selvfølgelig ville betale ham for maden. Det var ikke godt nok. Han ville have børnenes adresse flyttet, så de officielt boede hos ham. Vi snakker 6 uger!!! Sikke et papirnusseri. For ikke at tale om økonomisk rod. Jeg ville få mindre i kontanthjælp, jeg ville nok ikke være berettiget til boligstøtte, fordi min bolig var så for stor, osv...Men han så dollarstegn for sig!! (de penge han så skulle have af mig, gik nok til sfo-plads...men det tænkte han jo ikke på)
Så det blev til at børnene boede hos mine forældre

Det har også været mine forældre der har taget børnene når jeg har været syg. Når børnene har været syg og jeg skulle hjemmefra. Det er mine forældre der er der for børnene, væsentlig mere end deres far. Men nu er jeg altså flyttet et godt stykke fra mine forældre.
Jeg vil til hver en tid hellere placere børnene hos mine forældre end hos ham. Men jeg er forarget over hans manglende ansvarsfølelse, systemets opbygning etc.
Og selvfølgelig skal mine børn ikke bo et sted de ikke er ønsket. De er også virkelig ønsket her. JEG ønsker at blive rask, og så kan far for den sags skyld ryge og rejse ligeså tosset han vil.

end at lære at leve med tingene som de nu engang er. Og det må du acceptere uden brok. Herinde kan du selvfølgelig brokke dig som du vil, og jeg forstår såmænd godt din frustration, men derhjemme hos børnene kan du ikke tillade dig at kritisere deres far.
Nu skriver du at I har haft et super samarbejde i mange år. At det først er her i sommer det er gået galt. Er du sikker på at han ikke fejler et eller andet eller har været ude for noget trist eler kedeligt. For det er da mærkeligt at han lige pludselig forandrer sig i den grad..

Denne debat glider længere og længere ned på listen. Jeg vil ikke kunne finde dig igen næste gang jeg åbner for sol... min adr er:kj8@sil.dk

Mange spændende indlæg !
Prøver lige at spørge igen : Hvem har forældremyndigheden ?

Hej igen.
Undskyld hvis jeg har overset et spørgsmål.
Vi har fælles forældremyndighed

Jeg kan godt forstå,at du er ked af, at dine børns far interesserer sig så lidt for dem.
Det var jo ikke meget han havde dem i forvejen, og så ønskede han ovenikøbet samværet skåret ned...
Jeg tænker, om hans ændrede adfærd måske skyldes en (ny) kæreste? Som måske ikke ønsker at jeres børn er så meget hos deres far?
Eller måske skylder det, at han bare ikke "orker", dig mere, som du selv skriver. Du er træt af hans opførsel - måske er han ligeså træt af dig?😉
Jeg ved godt, at når man har en depression, KAN man ikke bare tage sig sammen. Man er i konstant underskud af energi og har brug for hjælp og støtte i dagligdagen. Og mest af alt ønsker man bare at få sit liv igen...
Så fra din side kan jeg sagtens forstå, hvis du føler det hele lidt (meget) håbløst. En rigtig øv situaion, der ikke bare løses over night.
Men uanset hvordan din situation er, så er det ikke dine børns fars ansvar. I er ikke længere sammen, så dit liv er udelukkende dit ansvar. Din sygdom er jo desværre ikke kortvarig, og jeg synes ikke du på nogen måde kan forvente, at han går ind og aflaster dig. Som sagt er det jo ikke kun for 14 dage, du har brug for hjælp. Og du kan i hvertilfald ikke tilade dig at blive forarget.
Mht. de 6 uger, børnene skulle bo hos ham, mens du var indlagt - det var selvfølgelig besværligt, men jeg kan nu godt forstå, at han hellere ville bo hos sig selv end hos dig, når det nu var i så mange uger. Børn tager iøvrigt ikke skade af en køretur eller 3. Det kan faktisk være meget hyggeligt, ikke mindst fordi man ikke kan andet end at tale sammen mens man er "spærret" inde i bilen 🙂 Og så var det jo ham selv, der skulle køre. Her synes jeg heller ikke du kan tillade dig at kritisere ham. Din indlæggelse er ikke nogens skyld, men det er heller ikke hans ansvar at løse problemerne på dine betingelser. Det er den slags problemer, der ind i mellem opstår, og som bare skal løses bedst muligt. Og bedst muligt er en fælles løsning mellem forældrene - og ikke at den ene forældre suverænt bestemmer, ud fra den betragtning, at alt hvad den anden forælder gør og påtænker, er forkert. Måske skulle du bare have været glad for, at han trods alt gerne ville have dem boende i 6 uger. Måske havde det været rigtig godt at være sammen med deres far i 6 uger? Også selvom det havde betydet en længere køretur i skole...
Pas på du ikke har set dig så irriteret på ham, at alt hvad han gør er forkert. Det er muligt, at han ikke gør tingene på din måde, men det er jo ikke det samme som, at det altsammen er forkert.
Han er ikke meget far i forvejen, hvis du så derudover vælger ham fra, når han ikke gør tingne godt nok ud fra dine normer, fravælger du jo børnenes far på deres vegne. Det er ikke til børnenes bedste.
Derudover synes jeg, at du har alt for store forventninger til, at han går ind over tager over, der hvor du bliver nødt til at give slip.
Man kan undre sig over, at han ligefrem ønsker at have sine børn i kortere tid. Det ville jo være allerbedst, hvis han havde lyst til at have dem boende i flere dage - fordi børnene også har brug for deres far i deres liv. Og det er rigtig besværligt, at det falder sammen med din sygdom. Men jeg synes du skal passe på med at sætte lighedstegn mellem hans ansvar som far og ansvar for at aflaste og opføre sig som en mand overfor dig. Han har et ansvar overfor sine børn, men det indebærer i mine øjne ikke, at han skal løse dine problemer - heller ikke selvom det kan påvirke dine børn.

Mht. din forargelse over, at hans manglende sambejdsvillighed, forårsagede en dyr tur i Statsforvaltningen - undskyld mig, men du skriver noget om kontanthjælp, sygemelding og boligsikring. Du modtager sandsynligvis også enligt forsørgertillæg og børnefamilieydelse. Jeg tror, at jeres tur i Statsforvaltningen var en beskeden udgift i forhold til, hvad I ellers koster samfundet.
Så nej, jeg kan ikke forstå, at du er forarget. Jeg kan forstå, at du er ked af, at din ex prioriterer sine børn så lavt. Jeg kan også godt forstå, at du mangler overskud og har brug for hjælp. Men det er ikke dine børns far ansvar.
Jeg tror at du kan slippe for en del ærgelser og irritationer, hvis du holder hans rolle som far adskilt fra den hjælp, du har brug for. Dine forventinger til, at han som din ex skulle gå ind og hjælpe og aflaste dig, får du ikke indfriet. Det ser ikke ud til at han ændrer sig, så du får ikke andet end flere bekymringer og ærgerlser.
Din ex er ikke ham, der skal hjælpe dig, men hvad med dine forældre? De bor vist ikke sådan lige om hjørnet, som jeg forstår dig, men kunne de måske have dine børn en week-end om måneden. Bare en enkelt overnatning ville jo give dig et pusterum.
Såvidt jeg har forstået, er du sygemeldt, og dine børn går i skole. Du har således hver formiddag uden børn. Derudover er børnene hos deres far 2 overnatninger hver 14 dag. Dine børn er relativt store. Når du alligevel har brug for aflastning, er det så et udtryk for, at reelt har det så dårligt, at du ikke magter dine børn?
Jeg kan godt forstå at du ikke er vil med ideen, men dine børn har jo heller ikke godt af at bo hos en forælder der ikke magter dem. Ville de - trods alt - have det bedre ved at være hos deres far?
Et skoleskift er selvfølgelig ikke det sjoveste, men er din situation så dårlig, at et skoleskift er den bedste af to årlige løsninger?
Det indebærer selvfølgelig at faren ønsker at have dem boende.
Jeg håber du snarest kommer på fode igen [s]

Ja. At han bruger sit ret til statsamtet er en meget lille udgift i forhold til at jeg er på kontanthjælp.
Men jeg har ikke selv valgt at blive syg.
Og i otte års tid har vi selv kunnet finde ud af det. Samværet blev ikke ændret i statsamtet. Det ændrede han selv i sommers. Han ville bare have et stykke papir på det. I otte år har vi hver især slugt vores kameler, for vi har da ikke været perlevenner. Men vi har kunnet spise sammen hvis vores veje mødtes osv.
Hvad har han reelt fået ud af statsamtet? 40 kr!! Og en bitter mor til sine børn. Jeg håber sgu han er tilfreds.
Jeg bliver sgu lidt muggen når folk går i så små sko, og tager sine rettigheder bare fordi de har dem. Tror du ikke at vi selv, hvis han da ellers gad snakke med mig, kunne have fundet den løsning som statsamtet var kommet frem til?
Jeg synes det er rigtigt fint med de muligheder vi har i samfundet, som feks. statsamtet. Men jeg synes det her er et direkte misbrug. Og folk, generelt, har fået en tendens til at misbruge mulighederne. Og jo flere der gør det, jo dyrere bliver det. Vi hører jo også om folk der ringer efter ambulancen for en knækket negl. Det kommer sgu da til at gå ud over dem der virkelig har brug for ambulancen.
I otte år har vi kunnet finde ud af det. Vi har pralet om det til forældrekonsultationer og til alle andre der gad høre. Jeg har sågar haft ham med til en omgang familieterapi (foråret 2010), hvor vi sad og roste os selv!!! Han fik 40 kr ud af det. Er det ikke lidt ligesom at ringe efter ambulancen hvis neglen er flækket?
Han vil som nævnt andet sted ikke have børnene boende hos sig. Han arbejder nu hvor vi boede før. Han bor ikke hjemme i hverdagene, men bor hos sin mor. At han OG børnene kunne bo der mens jeg var indlagt, foreslog han ikke. Men HAN gider ikke at køre den lange vej hver dag. Og seriøst...hvem vil sætte børn i bilen 4 timer dagligt? HAN gider ikke engang den tur pt! Og hvornår skulle børnene så lave lektier og lege med sine venner? Seks uger er en evighed for børn. Igen...vi snakker "Børnenes tarv", ikke fars bekvemmelighed.
Og jeg synes meget "børnenes tarv" bliver glemt i striden om ham og mig.
Jeg troede sådan set at vi var fælles om ansvaret for børnene. Og hvis jeg må melde pas en dag...så er det sgu mit problem og ikke hans. HALLO siger jeg bare. Børnene er sgu da også hans? Jeg har ligget på hospitalet, lige blevet opereret, haft ham i røret der spørger hvornår jeg udskrevet for han skal arbejde sort.
Men som jeg læser det. Man er to om at få børn, men det er faktisk kun den børnene bos hos, som har ansvaret. Og det til trods for fælles forældremyndighed. Og på trods af den fælles forældremyndighed, kan han ikke blive pålagt mere samvær. Og jeg havde oppe og vende noget aflastningsfamilie, som vil koste samfundet. Men far vælger igen. Jeg vælger ikke min sygdom. Men far vælger at børnene hellere skal i aflastningsfamilie, end at han skal have dem lidt mere. Fars valg! Børnenes tarv. Fars bekvemmelighed. Samfundets pris. Som sagt mange gange. Han vil heller ikke have børnene boende.
Jeg er derhenne hvor jeg er forarget over at han kalder sig far!
Måske vi lever hvert vores liv. Men børnene er stadig fælles. Og som jeg har forstået forældrerollen, så kommer børnene sgu først. Og børnene har det vel bedre hos deres far end hos nogle fremmede? Hvilken ganske normal mand, som nævnt andet sted, han er ikke misbruger, kriminel el.lign, foretrækker den løsning?
Børnenes tarv vs fars bekvemmelig.
Jeg har ikke VALGT at være syg. Men børnenes far har truffet et valg.

Selvfølgelig har du ikke selv valgt at blive syg. Du står i en rigtig ulykkelig situation. Men jeg tror ikke du får det bedre af at forvente, at børnenes far træder til og hjælper dig. Uanset at du ikke forstår hans prioritering af hans børn (det gør jeg heller ikke) er hans liv hans ansvar. Også selvom du ikke forstå hans valg. Også selvom du har brug for hans hjælp. Det er meget store forventninger at have til andre mennesker, og uindfriede forventninger giver bitterhed og negativitet.
Det er rigtig synd og meget trist at du er syg - men der betyder ikke, at din mand ikek har ret til at leve sit liv...
Kan hans ændrede adfærd skyldes at han synes du har trukket for store veksler på ham, at han kan mærke de store forventninger du har til ham, og derfor er gået helt i den anden grøft?
Fra en, der (også) ville ønske, at hun havde valgt en anden far til sine børn🙁

I har valgt at børnene skal bo hos dig !! Og det vil sige at du har indrettet dit liv efter at du har dine børn boende på fuld tid - han har indrettet sit liv efter at han IKKE har børn boende. Det indebærer selvfølgelig at du naturligves er den ansvarlige for den daglige drift af hjemmet med alt hvad det indebærer af økonomi, skole, tøj, fritidsaktiviteter osv. At mange så finder ud af at deles om det ansvar er bare fint, men det er altså ikke noget der sker automatisk. Fælles forældremyndighed er en ordning som sikrer at begge forældre har lige meget at sige i forbindelse med betydelige begivenheder som f.eks skolevalg, konfirmation mm, samt at det giver lige ret til samvær med barnet. Ret og ikke pligt, og det er det centrale. Han har ikke pligt til at babysitte. Så længe barnet bor hos dig er det dig alene som må sørge for at tingene fungerer. Så hvis hans liv ændrer sig må du tilpasse dig, du har ganske enkelt ikke andre muligheder.
Din eks skal bygge et forhold op til sine børn på hans præmisser og ikke på dine. Han indretter ikke sit liv efter din hverdag, og når du bliver syg er det altså dit problem. Og mht. til 'barnets tarv' betyder det intet om det er 3 dage på to uger eller eller 4-5 dage. Dine børn ville da have haft det skrækkeligt hvis din mand skulle have boet i dit hjem i 6 uger. Det ville de fleste børn have utroligt svært ved at håndtere, og det er os forældre der tror at det er det bedste og nemmeste for børnene. Det er det ikke ! Det er dig der har problemet, og derfor er det dig der skal løse det. Ingen løser det for dig, med mindre du søger de muligheder der er. Han er ikke ansvarlig for dit liv, og kan ikke automatisk være der for dig når du har brug for det. Heller ikke under sygdom.
De 40 kr. gider jeg næsten ikke kommentere på. Det er simpelthen for latterligt, dels at han overhovedet kan finde det vigtigt at få dækket så ubetydelig enomkostning, hvilken han ikke engang er juridisk berettiget til , men også at du bliver ved med at tvære rundt i det. Det er simpelthen for lavt et niveau for voksne mennesker.
I din førse post antyder du noget om at tage sig sammen. Jeg har fuld forståelse for at din situation er svær, og jeg ønsker dig af hjertet det bedste. Men jeg synes du skal 'tage dig sammen, ment på den måde at du bliver nødt til at tage ansvar for DIT eget liv med dine børn. Dine børn skal nok klare sig næsten uanset hvad der sker. Det er dig der skal hjælpes til at blive rask, og du må søge hjælp og finde en vej igennem det der hvor det nu er muligt. Så min mening og mit råd er - VIDERE. Det I har gang i er spild af tid, som du skulle have brugt på dine børn og på at blive rask !!
Mvh

Jeg vil give ovenstående ret i mange af punkterne.
Du kan ikke forlange at han synes det er sjovt at bo hos dig i 6 uger. I har ikke været sammen i flere år, så dit hjem er ikke hans hjem, det er en fremmedes. Hvem vil bryde sig om at bo hjem hos en anden person og få hverdagen til at fungere i så lang tid?
Et eller andet sted skrev du, at han idag bor dér hvor I tidligere har boet sammen. Men idag bor du 1 times kørsel fra ham. Så du valgte at flytte en hel del væk fra ham, hvorfor det? Skal det nu være hans problem at du har valgt at flytte væk? Du bor heller ikke i nærheden af dine forældre, hvad tænkte du på der du skulle flytte? Det må have været muligt at have tænkt lidt mere praktisk orienteret...
Men som der også bliver skrevet andre steder, du kan ikke bestemme over hvordan han lever sit liv. Du skal ikke give ham dårlig samvittighed, for så opnår du bare den modsatte effekt end du ønsker.
Det er ikke i orden at han ikke tjekker om du er hjemme og har det ok når han afleverer børnene, MEN har du tænkt over, hvorvidt du har talt ham ihjel angående din sygdom/situation? Der er ingen mennesker der har lyst til at bliver overhældt med en masse "jeg-har-det-så-dårligt" snak, det dræner alle for energi. Hvis han også hører om dine problemer fra børnene, så er der ikke noget at sige til at han ikke orker dig. Du skal ikke forsøge at få ham til at have medlidenhed med dig.
Det er dig der skal arbejde for at komme ud af din situation, du kan ikke forvente at andre skal indrette deres liv efter dine behov. Men du kunne som udgangspunkt have prøvet at have indrettet dit liv mindre kompliceret ved at bo tættere på nogen der kunne hjælpe dig med børnepasning m.m.
For at komme ud af denne onde cirkel bliver du nødt til at se bort fra din vrede og skuffelse over for ham. Det er dig der skal få det bedre, og du må lægge en plan for hvordan du får det bedre.
Eksempelvis, så har du mange timer for dig selv hver dag, når børnene er i skolen. Hvad med at lægge en plan for hvordan dagen og ugen skal udnyttes, så du ikke bliver stresset. Lav en indkøbsplan, madplan, få evt børnene med på det. Madpakkerne kan laves om aftenen, sammen med aftensmaden, så der ikke er det stress om morgenen.
Du kunne evt spørge kommunen om der er en familierådgiver som kan hjælpe dig med at bygge en struktur op, som du kan overskue og som gør din hverdag lettere.
Held og lykke med at finde styrken til at blive rask.

Kære Forarget, hvor blev du af ?

Jeg har fundet ud af at finde denne debat igen. Men kun hvis jeg kan huske dit navn - Forarget og bitter