Forelsket, men ikke i konen

Jeg er en fyr der er havnet i et kærlighedsdilemma: jeg er ved at forelske mig i en anden kvinde end den der er min kone. Jeg er bange for at jeg kan blive ramt rigtigt dybt i hjertet hvis jeg forfølger følelsen. Jeg er splittet mellem lyst og pligt. Det nemmeste synes at være at undertrykke følelsen og/eller projicere den over på min kone. Men jeg er usikker på om det er det rigtige at gøre. Jeg føler en fornyet glæde i livet ved at tænke på den anden kvinde og når jeg er i hendes selskab er jeg ved at boble over. På mange måder minder de to kvinder om hinanden, men hende jeg er ved at forelske mig i synes at have flere at de ting jeg mangler, herunder et fantastisk smil og et par gennemborende øjne. Mit eget råd om kærlighed plejer at være at hvis man ønsker at være seksuelt sammen med en anden, så er dén gal, men ønsker man bare at se den anden dybt i øjnene, så er dén rigtig gal. I øjeblikket forsøger jeg som en blind høne at famle mig frem, at afprøve om den anden kvinde har det på samme måde. Jeg føler mig overbevist om at jeg vil kunne undertrykke mine følelser, men føler mig i tvivl om det er det jeg har lyst til.
Jeg er i et længerevarende forhold med fælles barn.
Håber nogen har lidt input til mine tanker.

Hej, hvis du før dette, følte du elskede din kone, så bør du passe rigtig godt på...
Hvis alt var uden nærhed, ømhed o.l. så tænk over det...
Men jeg tænker, at du specielt skal tænke over DENGANG, da du virkeligt var forelsket i din kone, kan den følelse (måske med lidt hjælp) findes igen.......
Mange mænd føler en kæmpe trang, efter "NYT KØD".. Vel fordi de savner ny inspiration i hverdagen !
Mærk efter om det er denne, desværre store trang hos mange mænd,der ofte viser sig...
-Måske går alt for mange gode fælles/ægte-skaber, tabt af den grund...Fordi vi ikke gider kæmpe for det vi gik ind til...
"Nyt er godt"
"tænk dig om"
"hvad indebære det❓"
"fremtid"
"hvad med børn, hus o.s.v."
"tag et ansvar"
"det er ikke kun dig det handler om"
"begær, måske aligevel konen"
_Ja, vi kunne blive ved..
Held og lykke med dit liv...............
Fra sol-elskeren

godt se dit dilemma og forstår dig udmærket.
Jeg har stået i det sammen for 15 år siden og valgt at forlade min ekskone for at være sammen med min kone,- og jeg har ikke fortrudt.
Nu skriver du ikke om din kone eller hvordan hun er over for dig, min ekskone var megasur bare fordi jeg havde glemt at tage skraldspanden med ud. Hun synes mine meninger var dum og jeg var bare så irriterende. Hun gad dårlig nok røre ved mig og hvis jeg prøvet at holde om hende, så blev det ikke længer en 2 sekunder fordi hun ikke havde tid til det pjat.
Så jeg var meget modtagelig for den interresse min nværende kone viste mig. Hun ville mig rigtig meget. Hun synes jeg var sjovt og dejligt og der var ikke noget bedre end en lang kram af mig.
Jeg har overvejet rigtig meget dengang, især pga min datter. Men tog så beslutningen, og som sagt har jeg aldrig fortrudt. Min kone vil mig stadigvæk efter 15 år, hun synes stadigvæk det er vigtigere at få en kram end at tage sig af det huslige (det kan godt vente et kvarter). Hun er i hele taget en glad kvinde, som sørger hver dag for at jeg føler mig elsket og værdsat.
Tænk dig godt om, mit eksempel er nok et af de få.
Jeg synes du skal lige give din kone en chance, snakke med hende omkring jeres forhold og om de ting du mangler. Et eller andet må der jo være galt når du føler som du gøre..
Held og lykke

Du taler om dig og din kone og din ekskone og dit behov!
Hvordan gik det med din datter, ser du hende stadigvæk?
Min pointe er, alt for få forældre tænker på konsekvenserne for børnene når mor og far kun tænker på deres egne behov 😕
Løvemor

jeg tænker meget over situationen, herunder især på mit barn, men selvfølgelig også på min kone og hvordan det hele dog skulle kunne gå hvis det er det ene eller det andet udfald. Kærligheden har haft en svær tid det sidste år, og vi har lullet os ind i en tilstand af overlevelse ifht. hverdagen, hvor kærtegn og følelser er blevet klemt ind mellem midnat og sent.
Mine konen er en dominerende type, forstået på den måde at hun gerne skal have det sidste ord, mens jeg er den mere imødekommende type, der accepterer alt for meget. Jeg er klar over det er en uheldig konstellation, og jeg prøver at ændre på magtbalancen, som må være til vores begges fordel.
I morges da jeg vågnede, troede jeg forelskelsen var forsvundet. Det er den ikke. Den er ved at bidde sig fast. Jeg får lyst til at afprøve mine følelser, og jeg tror det ønske er stærkere end de negative konsekvenser.

så skrid dog for det er jo det du vil... men vær fair overfor din ekskone ang. barnet

fint nok, omen jeg synes den er unuanceret.

Alt for få tænker over konsvensen for børnene, når forældrende bliver sammen fordi de kun tænker på deres egne behov.
Ensporet indfaldsvinkel til det med børn. Jeg kan godt læse du ikke har levet i et kærlighedsløst hjem, ikke det samme som de ikke fik tingene til at fungere for det gjorde de, men at gøre børn som offer for ikke at gøre noget er simpelthen for billig og primitiv en tænkemåde.
Jeg tager hatten at for de folk som tænker fordele of ulemper ind, men lige meget hvad der prioriteres om de voksne bliver sammen eller om de går fra hinanden, så har det en konsevkens.

Det er for en stor dels vedkommende en selvisk handling at (overveje at) bryde sin lille familie op, men det betyder bestemt ikke at man glemmer andre end sig selv. Man tænker på rigtig mange ting og forsøger hele tiden at vægte ret og rimeligt og følelserne for den nuværende partner. Men det gælder også om at være tro mod sig selv. Skal man fortsætte i forholdet skal det også gerne tilbyde noget til alle. Det dur ikke at én person ikkke trives, så mistrives formodenligt alle. Et anden ting man skal tage højde for er også partnerens engagement. Det nytter ikke at prøve at fast forholdet hvis ens partner befinder sig delvist uden for rækkevide.
Alle vil blive ramt ved opbrud. Barnet, eller børnene, vil selvfølgelig tage deres del heraf. Jeg tænker også på om jeg vil tilbyde mit barn en hverdag med sure forældre eller kun én forældre. Børn bliver påvirket på den ene eller anden måde. Jeg har dog selv erfaringer med at kommen fra en brudt familie, så jeg har indblik i konsekvenserne skulle jeg mene.

hvad venter du på? Pak dine ting sammenog flyt sammen med den nye! Så kan du se, at livet ikke er så lyserødt, når det daglige træder ind!

...lad være med at tænke på din forelskelse i den nye.
Overvej dit forhold til din kone, er det det der er gået i stykker?
Tænk meget over dit nuværende forhold - din familie- man kan nemt blive forelsket, når man er i et flere år gammelt forhold, men hvad er det lige der er galt i dit forhold?
Har I problemer eller er det "bare" en forelskelse pga. tiden, kvinden osv?
Afslut ikke dit nuværende forhold pga. en anden, men gør det, fordi der er noget i vejen med dit forhold..
Tænk over hvorfor du ikke længere elsker din kone, hvorfor hun ikke kan fremkalde sug i maven længere osv....
Modsat vil jeg sige: bliv ikke i et dårligt forhold, heller ikke pga. barnet. Det er ikke sundt for et barn, at leve i et dårligt forhold, det har jeg, som barn, selv prøvet!

Karl det var bestemt ikke dit indlæg jeg skrev fra, men løvemors, fordi hun kun ser sagen fra en indfaldsvinkel og det sin egen efter hvad jeg oplever.
hvis man har levet sammen med nogle forældrer som kun levede sammen for børnenes skyld skal man være opmærksom på at børn er hverken dumme eller uintelligente. De kan mærke og føle, og måske mere end os voksner, når der ikke er en god stemning i huset. jeg er ikke i tvivl om at skilsmissebørn er hårdt ramt, men fra min side er det også hårdt at leve sammen med forældrer som kun bliver sammen for børnenes skyld. Det er den konsvens jeg taler om, så lige meget hvad man gør, så lander bolden ikke rigtig. Skilsmissebørnene vil sige det var rædselsfuldt og os der har levet sammen med forældrer som egentlig ikke ville hinanden, men var sammen af pligt synes det var rædselsfuldt. Der for skal man tage en beslutning som er ansvarfuld over for børnene og ikke mindst sig selv.
Det handler jo ikke ofte ikke om selve skilsmissen fra mor og far, men hvordan takler mor og far skilsmissen over for deres børn. Det er jo her skoen er begraven. Voksne bliver ofte som små børn og "glemmer" deres børn i alt virvakket via en skilsmisse. De glemmer at børnenes sanser er helt åben i sådanne en periode hvor stemningen ikke er den bedste.
Jeg er er ked af, hvis du misforstod mit budskab for det var bestemt ikke meningen at træde på dig, men at få løvemors øjne åbne til at se verden fra flere sider.

Hold op et dårligt svar, er det din egen oplevelse du har gang i at promovere lige nu.
Karl skal finde ud hvad vej vinden blæser derhjemme, elsker han sin kone er der noget at bygge på, men gør han ikke, så skal han passe på han ikke spilder sin egen og konens tid mere end højst nødvendigt. Ikke engang parterapi kan få ægtefæller til at elske hinanden igen. Den grund følelser skal være i orden, hvis der skal være nogle mursten at bygge huset med.

Hej Karl33
Puha den er svær! Men jeg tænker - hvor længe har du været forelsket i den anden kvinde? Jeg går ud fra at det ikke er særlig længe da du skriver "er ved at forelske mig"...
Forelskelse er jo kemi og man ved nu, fra videnskabelig side, at forelskelse er en kemisk reaktion i hjernen der varer i ca. 3 måneder. Efter forelskelsen kommer kærligheden, trygheden og samarbejdet. Man plejer at sige at kærlighed gør blind...men jeg plejer hellere at sige at forelskelse gør blind.
- Mange kender det at når man er ny forelskede er der ikke dét i verden man ikke kan kan klare sammen. Den anden er perfekt - alt er perfekt. Så forsvinder forelskelsen og man "vågner op" og så ser man pludselig alt det uperfekte og her er det så at man samarbejder, opbygger gensidig respekt og så kommer kærligheden.
Det jeg prøver at sige er; Du har med garanti haft de samme følelser for din kone dengang i først mødte hinanden. I har oplevet meget sammen. I har fået barn - delt glæder og sorger. I ved hvordan man samarbejder, men i har glemt lidenskaben (eller?). Det er blevet "hverdag" og det er helt naturligt!
Altså..hvis jeg var dig...ville jeg bruge den forelskelse du føler for den anden kvinde på din egen kone. Alt det du har lyst til at gøre med den nye kvinde gør du med din kone i stedet. Du giver hende blomster, inviterer hende ud, dyrker lidenskabelig sex med hende osv. (skidt med om du tænker på hende den anden imens - det behøver hun ikke at vide). hvis din kone mærker den opmærksomhed den nye kvinde ellers ville få fra dig - skal du se at din kone (igen) vil få et fantastisk smil og gennemborende øjne...😉
Men selvfølgelig - hvis det ikke virker spor, er der nok ikke noget at bygge på i jeres forhold alligevel...Men giv det en chance - tænk på det du følte for din kone dengang. Kom i tanke om hvad der fik dig til at falde for hende og hvis du ikke kan se de ting i hende mere, så tal med hende om det. Kvinder elsker at blive lyttet til og giv hende lov at dele hendes tanker om jeres kærlighed med dig, (bare lyt).
jeg tænker at det ville være forfærdelig synd for jer at smide (et måske) ellers velfungerende forhold på gulvet uden kamp - tænk hvis du gik fra hende og blev kærester med den nye og du så opdagede (når forelskelsen havde lagt sig) at det var en kæmpe fejl? Du skal ikke undertrykke noget, bare brug lidenskaben den anden vej og se så om de skulle hjælpe. - hvis ikke, så følg dit hjerte - dine kone fortjener jo heller ikke at være sammen med en der i virkeligheden er på vej væk.
De bedste tanker herfra!

Hej Vedaltiverden - tak for dit uddybbende svar. Du har mange gode pointer.

Er bare glad for at kunne hjælpe! Du spørger hvor lang tid? - Jeg er ikke helt sikker på hvor længe der skal kæmpes - Du kan vel på et tidspukt mærke hvornår nok er nok...men måske 3-4 måneder? Så kan du jo også se om forelskelsen i den nye kvinde holder? Men det er lidt af en balancegang...
Skriv gerne lidt om hvordan det går...så skal jeg se om jeg kan hjælpe igen :-)

af tomgang har været i et lille år nu. Vi har haft få opture og en del den anden vej. Vi har haft nogle samtaler, hvor vi har berørt emnet opbrud. Jeg har bl. a. bedt hende overveje hvorfor hun er interesseret i at være sammen med mig, da hun har vist faldende interesse (og jeg ligeså). Det kom der ikke noget konkret svar på, men vi har efterfølgende haft en samtale og blevet enige om at prøve at give det en chance mere. Så det er vi ved uden der rigtig er sket nogen ændringer. Forelskelsen er en måneds tid gammel, en kvinde yderst i periferien af vores fælles bekendskabskreds.

har det fint. Hun var 5 da vi gik fra hinanden, de første par år boede hun hos sin mor og kom hver 14. dag på weekend.
Derefter mødte min ekskone en ny mand, forresten en fornuftig fyr som kan takle hende bedre end jeg kunne. Han skulle så lede et projekt i udlandet i 5 år, hvor hun gerne vil med. Efter store overvejelser fra hendes side måtte datteren så bor hos os i denne tid.
Da de så kom tilbage blev det til at hun måtte selv bestemme, vi bor i nærheden af hinanden, så når hendes mor havde en fridag tog hun bare derover. Der var ikke noget med en fast regel, udover at hun skulle give besked.
Jeg tror vi gjort os meget umage for at vores datter havde det godt,- og det gjorte vores nye partner også, ellers havde det ikke fungeret.
Det kunne måske havde været endnu bedre, men vi managed at stå sammen om hende og hendes behov. Vi har i hver fald ikke svigtet.

nød til at træffe en beslutning. Selvom din ny forelskelse bliver ikke din ny partner, så lyder det ikke som om du har det godt.
Børn kan føle når forældre har det skidt, så de har noget gang også gavn af at de bor hver for sit -lykkelig.
de varmeste hilsner

Jeg synes du kommer rigtig mange pointer, men jeg synes der er den store forskel på om man gør ting af pligt og håber på at gøre en forskel eller om man gør de ting som f.eks. at give blomster, invitere i byen og andre ting fordi det er det man brander for og ønsker. Jeg synes til gengæld, at man altid lige skal give det en ekstra tanke og chance inden man "opgiver" et forhold.
1 år er lang tid og gå og tvivl på om det nu også er rigtigt det man gør og føler, så jeg tror Karl, at det er vigtigt at du lytter til hvad du ønsker med det samliv du har nu uden at have fokus på den anden kvinde. Havde det en chance, hvis du ikke var blevet smålun på den anden kvinde eller er du blevet smålun på den anden kvinde fordi hun giver dig det du mangler p.t. Men fokus på dit nuværende samliv find ud af om det har en fremtid? Du finde svaret igennem dit nuværede samliv er du tilfreds, glad, elsker du din kone, ikke fordi det bør du, men fordi det føler du.
Det er jo et advarselssignal når man går og bliver lun på andre, så er det jo typisk et eller andet, man går og mangler. Du overvejer at gå fra det du har nu, så er du også her efter min mening langt i dit hoved.
Til sidst kommer jeg med, måske en dum kommentar, men noget jeg altid overvejer, hvad er det der går at vi skal kæmpe så meget for vores forhold/ægteskaber, når vi fornemmer der er nogen helt essentielt der mangler i samlivet!

Hej
Jeg synes du skal forholde dig til tingene adskilt. Først dit ægteskab. Vil du blive og arbejde HELHJERTET for at bevare det? Kan du? Hvis ja, så accepter, at livet er fuld af fristelser, også selvom man er i fast forhold, og at man ikke kan udleve alle forelskelserne, hvis ikke man er parat til at tage de konsekvenser, der kan komme af det. Kort sagt, glem din gryende forelskelse. Det bliver også hverdag der, men betydelig mere kompliceret, end den hverdag du har nu.
Hvis ikke, du vil/kan mønstre de følelser for din kone, der skal til, før der er noget at bygge på i jeres ægteskab, så tal med hende om det. Opsøg evt. en parterapeut, så I kan komme til bunds i tingene. Uanset udfaldet, vil I være bedre rustet til at tackle de problemstillinger, der kommer, og til at kommunikere med hinanden. Måske er det muligt ved hjælp af en terapeut at få fundet de følelser forhinanden der gjorde, at I engang i sin tid fandt sammen. Tænk over, om din forelskelse er opstået, fordi du mangler noget i dit nuværende ægteskab, som denne kvinde giver dig, anerkendelse f.eks?
Jeg vil på det kraftigste fraråde dig, at give dig i kast med at være utro og have dine følelser så stærkt involveret, det vil ikke gøre tingene lettere for dig selv og den kvinde, du er utro med. Som tiden går, bliver det blot sværere og sværere at få fundet en holdbar løsning, og til sidst ender man i en situation, hvor det vil være meget smertefuldt, uanset hvad man vælger at gøre. Derudover risikerer du at skade din nuværende kæreste, hvilket ikke mindst rammer dit barn.
Hvis din forelskelse i den anden kvinde skal føre til noget, er chancen for at det lykkes også større, hvis du venter med at indlede et forhold til hende til efter, du har fået gjort op med dit nuværende forhold. En bitter, forsmået og såret eks er ikke sjov, når der skal samarbejdes om børn og bodeling, og det vil ramme din forelskelse og jeres forhold hårdt.
Håber du lader være med at falde i utroskabsfælden, og finder en bedre løsning.
Mvh
Quinde42

Hej Quinde42, dit indlæg gør indtryk. En helhjertet indsats kræver at man bliver mødt af en helhjertet indsats. Ligesom i de nyforelskede dage (med konen), hvor alting går op i en højere endhed og man er parat til at give køb på principper og se igennem finger med de mindre heldige ting ved partneren fordi vedkommende bare er super fantastisk. I den ånd kommer man hurtigt langt og ens tvivl forsvinder. Men ad åre, især når man kommer til at kende hinanden godt, og derfor også kommer til at tage ting for givet, så er det lige som man ikke altid er så rund og imødekommende. Man gider ikke mere acceptere alt som en lalleglad, naiv nyforelsket, hvilket i sig selv også er problematisk. Men hvornår er nok nok? Hvornår kan man vælge at kaste håndklædet i ringen og sige til sig selv at dette er en kamp jeg ikke kommer til at vinde? Modspil er godt, men medspil er lige så vigtigt. Langt hen ad vejen, som en anden skribent også nævner, så drejer det sig om at beslutte sig, for hvad end det nu er man finder mest hensigtsmæssigt og/eller attraktivt.
Jeg føler mig fortsat i tvivl, men jeres mange input er med til at nuancere mine overvejelser. Tak for det. Nu er der snart ferietid, og jeg har en forventning til at den tid kan være med til at få afklaret situationen. *suk*🙁*æv* :)

i at det ikke kun drejer sig om forelskelsen, men også om hvordan det nuværrende forhold fungere. Af natur er min kone og jeg selv meget stædige. Det giver en del problemer, men er også limen der har fået os til at at holde sammen indtil videre når kærligheden er svigtende. Faktisk tror jeg ikke kærlighed har svigtet os, vi har bare svigtet den med trivielle hverdage og tagen for givet. Vores forhold befinder sig i en meget kritisk fase, hvor vi på tidspunkter begge to har været parat til at give slip, dog på forskellige tidspunkter. Spørgsmålet er nu bare hvilket tidspunkt vi har ramt nu...

Ja, det kræver, at der er to parter, der vil. Det er det, I skal blive enige om. Hvis ikke I vil, er der ingenting at bygge på, og så spilder I blot hinandens tid. Det er ok at erkende, at man ikke passer sammen, og ikke elsker mere. Men for din egen skyld, vil det være en god ide at have det på det rene, og gøre op med dit ægteskab, inden du kaster dig ud i noget nyt. Det andet giver en lang række af komplikationer for alle parter.
Jeg er selv i forhold på 23. år med min mand, og ja, et forhold er en lang række af kompromisser, det vil et nyt også være, og sikkert endda skulle klare endnu flere af slagsen, end det gamle forhold. Og hvornår nok er nok, er individuelt. Nogen stiller sig tilfreds med at være i et halvkøligt forhold, fordi de sætter pris på trygheden, andre ville være gået forlængst. Det er dig, der med dig selv skal bestemme, hvor din grænse er, hvad du prioriterer højst i et forhold, og lægger mest vægt på skal være der, hvor dybt du føler for din kæreste, og hvad du har lyst til.
Man har altid ret til at kaste håndklædet i ringen, hvis det er det, man føler mest for. Du spilder din kærestes tid ved at blive, hvis du ikke har lyst. Det jeg fraråder dig er, at gå bag din kærestes ryg. Er du forelsket og ønsker du at udleve forelskelsen, så end dit forhold først. Tro mig, det vil ikke komme til at gøre mindre ondt, når du skal til at forklare din kæreste, at du vil skilles, og har haft et forhold kørende hele og halve år bag hendes ryg, og risikoen for, at det vil forplumre dit forhold til og samarbejde omkring jeres barn er stor. Du skylder også din kæeste, at give hende valget om, hvad HUN vil, når du ændrer betingelserne for jeres forhold, og ser en anden.
Mvh
Quinde42

Ja, I har svigtet kærligheden, som det sker i mange forhold med små børn. Når man står med en masse pligter, og ikke så meget tid, er det vigtigt, at man bevidst prioriterer hinanden som kærester. Det betyder at det er ok, at få barnet passet fra tid til anden, så far og mor kan være kærester. Ikke mindst kommer det barnet til gode, at forældrene er glade, også for hinanden.
En ting er sikkert, hvis I fortsætter ud af den samme vej som nu, ender I med at gå død i jeres forhold, og så er det faren for at man går ud og kompenserer andre steder kommer. I er nødt til at gøre noget aktivt, hvis I skal have et godt forhold, sætte pris på hinanden, og bryde trivialiteterne ind imellem. Ikke kun på barnets præmisser, også på jeres egne som par.
Alle forhold har kristiske faser, men hvis kærligheden for ens partner er til stede, er der også noget at bygge på. Hvis ikke, kan man lige så godt gå hver til sit efter min mening.
Du skal samtidigt huske, at græsset ikke altid er grønnere hos naboen, og at der også i et nyt forhold kommer kritiske faser

Og kan du ikke gøre det med konen, så ser jeg ikke noget forkert i du udlever din forelskelse med den anden kvinde - altså hvis hun overhovedet vil ha` dig. For ved du noget om det???
En anden udvej er at du sublimerer dine følelser over i noget kreativt, det er også en udvej og det er givende for du undgår hermed at være utro, ja det kan tilmed give dig et overskud, som (måske) kan smitte af på din kone. Altså så hun løser mere op overfor dig. Men den med at du skulle sublimere de følelser - du har til den anden kvinde - OVER PÅ din kone og ha` sex med hende mens du tænker på din forelskelse..hm den tror jeg kun vil fremmedgøre dit forhold til din kone endnu mere.

Lyder som du har den klassiske problemstilling med en lidet følsom kone, der er mere optaget af materielle ting og gøremål. Det kan du nok ikke ændre på ved at forvandle dine følelser - og kan det overhovedet lade sig gøre? Hvor falsk kan man udholde at leve for at holde på en ramme uden indhold?
Pusser

gør det og vær først sammen med den anden når du er gået fra konen. kom igang.

før de lærer at sætte pris på det de har og den her mand har tydeligt ikke gjort sig erfaringer nok inden han giftede sig, så må han ud og gøre dem nu.

Hejsa. Jeg er kvinde i nøjagtig den samme situation som dig... :-( Den røde lampe blinker, jeg bør stoppe det inden det bliver til noget (utroskab) men følelserne er der og jeg føler jeg snyder mig selv for en fantastisk oplevelse, hvis jeg ligger låg på. Det med ferietid har ikke gjort det bedre her! Jeg glææææder mig til at se kollegaen efter ferien.
Ingen råd her, bare medfølelse fra en i samme båd.

Den eneste der kan give dig svaret på dit spørgsmål er dig selv. Vil du leve efter devisen jeg har været gift i så og så mange år, så derfor skal må jeg hellere bliver eller vil du leve livet via dine følelser. Det er dit liv om det er en praktisk løsning vi taler om eller .......
Du har ret den er helt galt hvis man både er fysisk som psykisk involveret i et andet menneske.
Den famlende hane skal, nu skriver jeg noget som ikke er pænt, måske leve sit liv ud og finde ud om det holder i virkeligheden, og det gør jeg på den baggrund at du skriver at du føler dig overbevist om at du kan undertrykke dine følelser. Ja, det gør vi alle der har været utro, hvorfor sker det ellers. Lige pludselig er man sprunget ud i det man påstod man aldrig nogensinde ville gøre, altså at være utro, så mon ikke det er indelukkede og indebrændte følelser i mange år, som for lov at springe ud. Mit utroskab var fantastisk og jeg levede som dronningen af "hmmm ved ikke lige hvad jeg skrive her", men jeg tror du forstår det var det mest vidunderlige, pligtfrit, hengivende, smeltende jeg har prøvet i hele mit liv, men der kommer en dag hvor man vågner op og så tror man man er parat til at tage de øretæver der kommer, for de kommer en dag. Spørgsmålet er bare hvor de kommer fra, om det er en selv, det bliver opdaget, man skal tage en kæmpe beslutning vil jeg leve intenst og ærligt eller vil jeg leve som længe har gjort. Et liv der har været tomt på nogle områder, og det nytter jo ikke noget du nu siger mit liv er ikke tomt på nogle områder. Jooo det er det inden du overvejer at undertrykke nogle følelser.
Pøj med livet og jeg kan se du kan bruge folk indlæg til noget, men i bund og grund er der kun en du kan lytte til og det er dig selv. De flest vil sige lev livet, lige indtil du begynder at gøre det, så vil de sige hvordan kan han lige pludselig få følelser for et andet menneske, så lige meget hvad du gør, så er der i andre øjen ikke noget rigtigt eller noget forkert. Det kommer an på hvilke briller man bruger den dag man bliver konfronteret med svaret/løsningen.

Svaret vil være enkelt om den ene eller anden vej vælges. Problemet er bare at der er så mange input der gør at svaret er svært at vælge. Med mad kan man bare vælge det ene den ene dag og det andet den anden dag, men sådan fungerer det jo bare ikke med mennesker. Der vil være konsekvenser ved begge valg. Forelskelsen er blevet mere afdæmpet nu da jeg ikke har været i kontakt med den anden kvinde en uge, men det roder stadig rundt i hovedet og jeg kan mærke det ligger under huden, parat til at bryde ud ved det første smil. Jeg er spændt på hvordan jeg kommer til at takle det. Uha, personlighedsudvikling ligegyldigt hvad :-) Spændende at høre nogle af de erfaringer andre har gjort sig.

men vær ærlig overfor din kone. - Det skylder du hende og dig selv.
Måske finder du hvad du drømmer om. Måske finder du ud af at det kun var en drøm. Det er synd for dig, din kone OG dit barn, hvis du går der og er frustreret og tror du hellere vil noget andet! - Giv hele familien en chance for et godt liv.

Inden du hopper ud i det, så må du se at få snakket med din kone, hvis du vil være fair overfor hende.
Få jeres barn passet med overnatning snarest, og sæt dig ned og tal alvorligt med din kone. Vær simpelthen ærlig, selvom du med garanti vil såre hende. Det er bedre at give hende en chance nu, end efter du evt. har været hende utro.
Fortæl hende, at du har fået følelser overfor en anden, og at der er noget i jeres ægteskab, der ikke fungerer. Der SKAL jo ske en eller anden forandring i dit liv, det er tydeligt. Måske bliver din kone enormt ked af det, måske bliver hun enormt vred. Måske er HUN også pisse træt af den måde det kører på.
Jeg synes det lyder meget overfladisk, at du overvejer at forlade din kone, fordi hende du er forelsket i har et flot smil og nogle gennemborende øjne. Hvad kan du bruge det til, hvis du ender med at gå fra kone og datter, og får en hverdag, og måske et barn til med den nye, hvis du hurtigt falder ind i en kedelig hverdagsrytme igen?! Jeg kunne forstå det, hvis hun havde en fantastisk personlighed og I følte jer som sjælevenner, men helt ærligt.... sødt smil og pæne øjne, come on!
Forandringen skal komme fra DIG - og du skal involvere din kone. Hvis jeres liv er trist og hverdagsagtigt, så må DU også tage initiativ til at gøre det sjovere og mere livligt.

Tror du skal tænke på om du selv har gjort nok for at opretholde gnisten i jeres forhold.TÆNK dig godt om. Min mand forlod mig af samme årsag, men forsøgte at komme tilbage, da det blev hverdag med den nye.

Du har ret i at begge parter har et ansvar for at gøre noget. Jeg har ikke selv gjort hvad jeg kunne. Forholdet ender af en eller anden årsag ud i en ond spiral, hvor lysten til at gøre noget aftager. Det kommer efter noget tid til at se mere attraktivt ud at ændre præmisserne i livet i stedet for at andre præmisserne i forholdet. Min kone og jeg har flere gange talt om at få brudt spiralen og finde den postitive udvikling frem. Det kræver bare en indsats og mens de små skridt tages, truer de noget større konflikter med at bryde fremskridtet ned.

Det er rart at høre man ikke er den eneste i verden, der barsler med svære følelser. Jeg glæder mig også🙂Ligegyldigt om situationen udvikler sig eller ej er det jo en rar følelse af være sammen med en person, der vækker glæde i én.

Ked af at sige det, men går du videre med dette uden at gøre det (ene eller det andet) HELT, så ender du med at leve i et ingenmandsland med din kone eller i et konfliktfyldt forhold i meget lang tid, alt mens du bejler til hende der nu betager dig (måske for til sidst at ende med at have hende som elskerinde).
Det vil være en stor og positiv oplevelse på den ene side, og et brud med de bånd du hidtil har bygget op sammen med din kone. Og måske vil du vælge kone og familie igen efter nogen tid, men du vil lægge al din energi i at holde facaden udadtil og energisk forsøge at elske og begære din kone påny, uden det dog vil lykkes dig at få det til at køre af sig selv - som kærlighed jo bør!!!
Jeg forudser du med tiden vælger familien og så skal du fortrænge dit lidenskablige jeg til fordel for det materielle og udadtil velbehagelige familie jeg. OG du vil ikke - efter et evt. brud med elskerinden - glæde dig til at se hende igen efter en ferie, tværtom vil du frygte det.
Jeg tror på utroskab kan være livgivende og godt for nogle i et fastlåst parforhold, så prøv det dog. Men du er samtidig nødt til at være ubønhørlig klar og ærlig i forhold til hvad du egentlig vil med den ny udfordring og hvad du præcis IKKE vil med din nuv. kone.
Jeg fik reddet mit ægteskab, og er nu lykkelig for jeg brød med min elsker. Men det har haft sin pris, og jeg kan - modsat jer her - sige at jeg glæder mig bestemt IKKE til at møde ham igen efter ferien. Var ham helst foruden - forbi er forbi og så gider jeg ikke møde min fortids spøgelse igen, når jeg nu har besluttet at begrave det.🙁
Pusser

Sjovt nok, jeg talte med din kone. Hun har længe følt sig forsømt uden hun har sagt det. Hun fortalte mig, at hun har truffet en anden mand, som hun er kommet til at føle noget for. Hun er, lige som du, lidt i tvivl. Men hun overvejer seriøst at forlade dig. Hun fortalte mig også, hun mente han ville blive en god far.
Kan det være mere heldigt. 🙂

Det samme gjorde min. Men nej tak, jeg havde opdaget en anden verden. 🙂

flotteste svar jeg længe har set!! [f][f][f][f][f][f] 🙂 så flot skrevet og sagt..
SÅ enig, dét skriver jeg mig sgu på 🙂

Det kræver bare en indsats skriver du. De små skridt tages, men større konflikter bryder fremskridtet ned.
Fine ord, som du slet ikke forstår. Du tager ikke små skridt, du er jo i fuld gang med at bryde ned. Tag dig dog sammen og hold ikke din kone for nar. Fortæl hende, hvad du har gang i, så hun selv kan træffe sin afgørelse. Om hun vil fortsætte på den måde, medens hun afventer hvad du finder ud af, eller hun hellere vil leve sit eget liv uden dig.
Laver du dine sidespring og du finder ud af, det alligevel ikke var , som forventet, når dagligdagen kommer, så kan det være din kone ikke gider tage dig tilbage.
Og nu kommer jeg til at tænke på noget jeg hørte engang. En mand havde så travlt med en anden kvinde. Hans kone ville ikke mere og overlod ham børnene og begyndte sit eget liv.
Hun blomstrede op, blev smart i tøjet og havde det sjovt. Hun havde naturligvis børnene på besøg.
Den anden kvinde, som måtte tage sig af hans børn i dagligdagen blev hurtigt træt og gad ikke forholdet.

Kan helt tilslutte mig hvad du skriver, og kom også ud i den anden efter mit utroskab og er stadigvæk sammen med min mand. Næsten 2½ års utroskab, som sluttede den sædvanlige vej ægtefællen opdagede det eller måske hedder det valgte at opdage det, mon ikke ægtefællen har vist det i lang tid med så mange lange arbejdsdage 😖 Du ved den der, jeg bliver på arbejdet for der er så meget at lave, så henter jeg sønnik på vejen hjemad fra fodbold, så man lyder lidt fleksibel, og dermed først hjemme ved 2100 tiden. Hmmm de fleste kender alle mulige historier.
Du skal være helt obs på hvad du chancer med og det er dit ægteskab. Du skal være klar til at miste, og dette siger jeg kun fordi mange mister efter utroskab, og jeg er næsten sikker på at hvis min mand var mig utro i en længerevarende periode ville jeg ikke personlig kunne gå og lade som om og drømme mig til at han elser mig, men sådan er vi jo så forskellige.
Jeg var så heldig, at min eks-ven han fandt et nyt job efter 5 måneder, og det gav ro i sjæl og mave for som pusserpige skriver, så er man helst eks-vennen foruden når først forholdet er slut. Ude af øje ude af sind princippet går ind. Det handler jo også om at få alt den lidenskab væk, så man kan komme videre i livet. Livet går videre selvom man ikke bare glemmer et lidenskab, elskov, 2-somhed, psykisk involvering i hinanden, måske kommer man aldrig over det, hvem ved, men det er et krav man gør en indsats, hvis man bliver i sit ægteskab ellers må man overveje om det er ok at blive.

Sjovt nok, så synes jeg de skal se og blive skilt i en fart, så det ikke spilder hinandens tid mere end højst nødvendigt.
Egentlig så synes jeg at når man først er derude at svømme, så skal man nok genoverveje sit ægteskab ret kraftigt.

Overvejelserne går netop på hvad der skal ske. Der er kommet mange tilkendegivelser frem af den ene og anden slags, og alt sammen er med til at nuancere overvejelserne.

Det er interessant at se hvordan diskussionen har udviklet sig. Jeg har fået flere spændende input, der har givet mig noget mere at tænke over. Det er også interessant at se hvordan emnet drejer sig over i utroskab og parforhold, som formelt er andre sol-fora omen det er klart der er en vis sammenhæng. Det var bevist at jeg lavede opslaget i dette forum netop for at få kærlighedsaspektet belyst. Noget er selvfølgelig mere praktisk ladsiggørligt end andet, men fx har ikke én nævnt at man kan have følelser for to personer samtidigt.
Nogen har nævnt noget i stilen af at jeg skulle ønske at forlade kone og barn for at hengive mig til den anden. Min kærlighed til mit barn er intakt, og jeg ville ikke kunne drømme om at forlade mit barn. Min kærlighed til min kone er måske intakt, omen den er begravet i vis udstrækning - en tilstand som jeg ikke er alene om. Mit dilemma er netop om den nye følelse af kærlighed, kan være eller kan blive så stærk at den overskygger forholdet til konen. Det vil selvfølgelig give komplikationer
Nogle skriver at jeg skal få afklaret situationen i hjemmet inden jeg kaster mig ud i nye eventyr. Det er på sin vis også et fornuftigt argument, men følelsen i forhold til den anden er også med til at definere følelsen i forhold til konen. Den nye følelse kan måske få øjnene op for at ting man har forsømt og overset. På den måde kan det være at de kærlige følelser kan anvendes konstruktivt til at få det nuværende forhold på rette kurs.
Jeg ved ikke om det forekommer utopisk, men jeg mener der er forskel på kærlighed og sex. Omen den anden kvinde er yderst attraktiv af udseende, har det fysiske ikke været genstand for mine overvejelser. Det er den følelse det giver mig at være i hendes nærvær, som bedst karakteriseres som forelskelse. Min kone er ligeledes attraktiv, så på den måde handler det ikke om et fysisk behov.
Det er også interessant at nogen mener det er et "enten eller", mens andre, af erfaring, ser mere nuanceret på emnet. Faktisk tror jeg at jeg altid vil elske min kone, men det frigør mig ikke fra tanken om at kunne elske en anden ligeså. Men det er nok her kærligheden bliver irrationel fordi der er følelser i klemme 😉

det er ynkeligt, når en mand, der har sin bevidsthed langt under navlen, gør sig til en agtværdig person med noget så kompliceret som f ø l e l s e r.....

Nogen gange Grøn, så elsker jeg dine indlæg for man ved aldrig rigtig hvad der kommer ud af godteposen 😉Nogen gange prøver du at lege diplomat, og andre gange så spytter du lige ud af posen. Herligt og overraskende hver gang.
Når det så er sagt, så må jeg også indrømme jeg ved ikke rigtig hvad Karl vil, for han er bestemt i gang med at tage røven på alle de mennesker han påstår han holder af/elsker. Overhovdet at overveje, at tage et menneske ind i sit liv, hvis man ikke vælger at satse på det menneske er egoistisk og egenrådigt. karl vil gerne lyde som et følsomt og betænksomt menneske, men der er intet betænksomt, intet følsomt i det han skriver. Hvis Karl holder bare en lille smule af sin kone, så ville han ikke engang overveje at satse sit forhold, fordi det er så vigtigt for ham, men det lyder for mig som om det handler om barnet og intet andet, og så bør han gå, så han kan slippe sin kone ud i det fri, så hun kan lufte sine vinger sammen med en som elsker hende for hendes skyld. Samtidig med "føler" han noget helt specielt for denne kvinde, hvis han følte noget helt specielt for denne kvinde ville ikke han ikke inddrage hende i sine tanker og følelser før han var parat til at give sig selv, men det lyder jo slet ikke som om det er det det handler om, så for mig at se, så synes jeg at Karl tænker primitivt og egoistisk på sin tilværelse ellers ville han ikke bruge 2 kvinder til at spille ludo med. Hvem kommer først i mål og hvem gider egentlig at have ham, hvis han turde at være ærlige omkring sine tanker over for disse kvinder.
Omvendt Grøn, så ved du som jeg, at vi vil gerne bedrages og lave et selvbillede af, at vi elsker vores ægtefæller for det er nu engang det nemmeste og det mest rigtige, selvom vi lige skal ud og lege lidt i byen for at føle os elsket og selv elske. Men det jo en helt anden historie, og det gode ved det for de utro er at de typisk er gift/kæreste med en som så gerne vil tro på at manden/konen elsker dem, selvom de inddirekte kender sandheden, men det får dem ikke til at rykke teltpælene op. Det får dem kun til at finde en fjende uden for forholdet, f.eks. svigermor, vennerne de kunne eller ikke li mig, elskerne, elskerinder eller hvem der nu må stå for skud, hvis de ikke tør at se ind i eget ægteskab. Jeg forstår godt du kaster op, for hvis folk bare gad at være ærlige omkring deres tanker og deres mønstre her i livet, så ville det hele være lidt nemmere, så vi havde fri for at drømme os til kærlighed, ærlighed, loyalitet, respekt og anerkendelse i vores valgte parforhold her i livet. Hvorfor siger man også i kirken til døden os skiller, hvorfor ikke til den manglende kærligheden os skiller. Okay🙂 måske knap så romantisk, men det ville da være ærligt 😖

Dette er i grunden genialt tænkt - i moderne tid også det mest realistiske og ÆRLIGSTE - du skriver: "Hvorfor siger man også i kirken til døden os skiller, hvorfor ikke til den manglende kærligheden os skiller. Okay måske knap så romantisk, men det ville da være ærligt"
Det er hvis man tænker det dybere igennem langt mere romantisk at sige f.eks. "til kærlighedens død os skiller". For lover man hinanden det, ja SÅ kommer de glansbilleder af "lykkelige" ægteskaber (med en forlængst afblomstret kærlighed) jo til at virke som det reelle svigt af et løfte om "kun være sammen i kærlighed". Så ville de utro og de mange utrosramte koner vi hører om herinde jo for alvor komme i vanskeligheder mht. at retfærdiggøre handlingen, for at holde på facaden udadtil. Et sådant løfte ville da give den enkelte lagt mere ro i sjælen, idet man forventer et løfte i en kirke ikke brydes, og så ved man at den kærlighed man får fra sin partner ikke er VILLET (pga. sociale omstændigheder og lign.) men ægte - for var kærligheden der ikke måtte partneren jo melde det klart ud - hvis løftet skal have mening.
Nu kan man fortsætte i et uægte samliv indtil døden skiller, uden at føle man brød sit løfte om KÆRLIGHED til sin partner.
Godt tænkt og set Jubii 😉
Pusser

at bryllup og ægteskab baseres ALENE på den romantiske og lidenskabelige kærlighed og at det skal være eneste betingelse for det du kalder et 'ægte samliv'. I vore dage er der måske meget lidt brug for ægteskaber og familier med 'fastansat' far og mor, både praktisk, økonomisk og såmænd også følelsesmæssigt for mange, så du har ret, - hvis hovedindholdet i ægteskabet skal være lidenskabelig kærlighed, så må teologerne igang med et nyt ritual, hvis man altså stadig har brug for Guds velsignelse til sit lidenskabelige kærlighedsliv.
At elske og ære til døden skiller er noget helt andet. Alle mennesker har en guddommelig pligt til at elske sin næste, og deri ligger at respektere næsten. Selv ikke-religiøse mennesker kan også se det nyttige og nødvendige heri, hvis vi skal ha' det så godt som muligt. I øvrigt er det en kæmpemisforståelse, hvis man tror, at det man lover i kirken er at være lidenskabeligt forelsket på livstid.
Det 'at elske og ære' og vise respekt KAN betyde, at man løser sig fra sine løfter og evt. ophæver sit ægteskab, hvis et ægte samliv er umuligt. - Hemmelig utroskab og løgn kan aldrig forliges med 'at elske og ære' sin ægtefælle, ligesom al anden uærlighed og illoyalitet. Kan man ikke være tro og ærlig, må man ændre betingelser eller afslutte samarbejdet. - Det burde være enkelt! Når det alligevel er det man oplever igen og igen, er det måske den utro, der ønsker at bevare et glansbillede? Hvorfor ellers ikke tage konsekvensen af sine følelser/lyster og være ærlig?

Hvem siger egentlig, at løfter ikke kan brydes? Selvfølgelig tror man på dem, når de afgives,(hvis man ellers er et ordentligt menneske), men det kan da aldrig blive andet end en hensigtserklæring!
Jeg tror det handler om en holdningsforskel. Der er mennesker,der kun anerkender den lidenskabelige kærlighed som årsag til et ægteskabs beståen. Den kan sandelig ogå fylde meget, men for mig bærer de øvrige 50-75% af 'kærligheden'ægteskabet, - og lige så vigtig eller måske meget vigtigere er at man kan hvile i hinanden og tro og stole på hinanden i stort og småt. - Og allervigtigst at kunne tilgi' hinanden, ikke HVIS, men NÅR man har gjort hinanden ondt, - alle de tilfælde, hvor man ikke har kunnet leve op til hensigtserklæringen.
Faktisk tror jeg at det du og ligesindede har brug for, (i de tilfælde hvor I har brug for kirken) er en velsignelse af forelskelsen.😉 - Og den er altid en velsignelse i sig selv - på trods af alle de kvaler den kan gi' een selv og andre, hvis man lever i et ægteskab.

Der er ingen af os, der har talt om den LIDENSKABLIGE kærlighed i denne forbindelse. Vi taler om kærligheden f.eks. mellem en mand og en kone, der har lovet "at elske hinanden indtil kærligheden skiller dem". Der står intet om at den skal være lidenskablig. Skulle der lavés kirke ritualer på det grundlag ville der vist gå selvsving i vielser med 😮 efterfølgende skilsmisser.
Selvfølgelig er det stadig kærlighed, hvis man elsker sin partner også på den stille og rolige måde, som måske kan være endnu dybere end den første lidenskab man oplever i forelskelsen (?) Nej du har misforstået pointen her. Jeg taler om at leve ærligt og sandt med sin partner ved netop at bryde ud af ægteskabet, hvis man mærker man ikke længere elsker den anden dybt og inderligt. Det ville være mere sandt end at blive i sit ægteskab blot fordi man har lovet "til døden os skiller" - eller fordi man af angst for ensomheden eller familieforhold ikke tør frisætte sit ægteskab.
Alt andet lige ville det også være mere betryggende at leve i et ægteskab, hvor det var KÆRLIGHEDEN der afgjorde om ens partner blev sammen med en og det netop ikke var ydre forhold der gjorde udslaget.
Pusser

at have taget fejl🙂- måske skyldes det at trods adskillige turbulente perioder, har jeg aldrig levet i et kærlighedsløst forhold, så jeg har den undskyldning kun teoretisk at vide, hvad I skriver om! Men igen er det vel et spørgsmål om definitionen på ordet kærlighed
Lige nu er jeg bare så snotforvirret og rådvild. Forlængst overståede erfaringer kommer frem fra glemselen. Hvad er kærlighed? Hvornår kan den bære et ægteskab? Min søn har pga utroskab anbragt sig i en håbløs(?) situation ved 'at forelske sig i en anden end konen' som trådstarter + noget mere fysisk. Det var hans frie valg at være utro, men konsekvenserne havde han ikke regnet med. Dum hvalp, men jeg er hans mor og sidder og hører på ham og også svigerdatteren, som jeg har et nært forhold til. Hvad skal man stille op? Man kan og må ikke blande sig, men de beder hver især om råd. For at forklare dem nogle ting, har vi fortalt om vore erfaringer på området og de unge menneskers reaktion er stor forundring over at vi hver især 'har fundet os i det' og kommet videre! - Jamen hvad ellers, når kærligheden trods alt er der? Han er (helt ærligt) opfyldt af fortrydelse og anger og det tror hun selvfølgelig ikke på, - det gør den bedragne jo ikke, - eller også tør hun ikke tro på det!
Bare lige en baggrund for min 'misforståelse'😉- Men er det ikke meget almindeligt, at folk her på disse kærligheds- og parforholdssider mest skriver når de er ude af flippen og har mistet overblikket?

Hej Karl,
Sikke masse interessant debat... både i forhold dit emne helt konkret, men også hele vejen rundt om! ;o)
Hvordan går det med dit kærlighedsdilemma - kan du dele en update med os?
Bedste hilsner fra hende den nysgerrige!😃

Så nu er det nok mig der ikke forstår dig 😉

Mht. din søn så er det svært for dig - men bild nu ikke hans kone ind at den elskerinde er ude af billedet (også mentalt) hvís hun bare sælger bilen som elskerindens trusser havde forvildet sig ind i. Har læst lidt hist og pist om din historei. hvorfor skal man holde sammen bare for at holde sammen - her på et falsk grundlag. Den kone har brug for at tale med en uvildig person, og komme til en erkendelse om hun kan leve videre med en mand, der har været så engageret i en anden kvinde at han har haft et længerevarende forhold, der kun stoppede, fordi konen opdagede det. Hvorlænge mon det ellers havde fortsat.
Det kort og lange er: Hvis man i et ægteskab kan have et udenomsforhold kørende uden ens partner kan mærke det FØLELSESMÆSSIGT er der noget helt galt allerede!
Kan man ikke opdage det intuitivt (men først når der er synlige beviser - som elskerindens trusser) ja er man så fremmedgjorte overfor hinanden, så mener jeg ikke der er den helt store samhørighed og nærhed i det forhold, så jeg vil mere kalde det "kærlighed til ægteskabet". Den slags kærlighed er nok den der er mest på mode i forhold der fortsætter efter opdaget utroskab.
Ang. det sidste du skriver. Jo folk skriver herind fordi de har nogle problemer i deres kærlighedsliv. behøver ikke være fordi de er ude af flippen som du skriver - eller nødvendigvis har mistet overblikket😮😉
Håber det bedste for din søn og hans kone - hvad resultatet så end bliver.
Pusser

Hej Nysgerrig sind (oa.)
Den korte version er at min kone og jeg har taget tyren ved hornene og har haft en række samtaler hen over sommeren. Vi er blevet enige om at vi fortsat gerne vil hinanden, men at vi er nødt til at arbejde for sagen. Det har vi besluttet os for at gøre.
Den lidt mere indviklede version: nemmere sagt end gjort! Parforholdssituationen er stabil, men fra tid til anden skrøbelig. På sin vis har vi været hinanden følelsesmæssigt utro, og ind imellem, når konflikter opstår, synes spiralen at vende påny. Tiden efter trådstarten har været udfordrende og vi har stået på afgrundens rand og overvejet om vi ville sig nej til at fortsætte med at være sammen. Vi har valgt at sige ja til hinanden og til at arbejde med vores problemstillinger. Såvel min spirende forelskelse, som hendes adfærd, har været symptomer på at vi var kørt fast og løbet tør for energi. Vi har opstillet nogle regler for hinanden, der skal sikre mere kvalitetstid og reducere konflikterne. Det arbejder vi på i dagligdagen.
På grund af situationen og den efterfølgende, og igangværende, proces, føler vi os bedre rustet til at takle vores problemer. Vi er ikke i mål; vi udviser begge, på vores egen måde, en adfærd, der i værste fald kan få korthuset til at falde sammen. Men vi er meget mere opmærksomme på hinanden og vores (fortsatte) kærlighed til hinanden og vores planer, gør at vi tror på at vi kan løse vores grundliggende problemer.
Og det store spørgsmål - hvad med den anden kvinde? Hun kommer fra tid til anden ind i mit hoved igen. Hun er irriterende vidunderlig, men min spirende forelskelse har fortaget sig. Vi ses periodisk grundet arbejde, og føler os godt tilpas i hinandens nærvær. Hun har fundet sig en partner, og når hun fortæller mig om ham, føler jeg mig glad på hendes vegne.
Andre spørgsmål, der måtte trænge på: har jeg fortalt min kone om det? Nej. Har jeg fortalt den anden kvinde om mine følelser? Nej. Har jeg fortalt nogen om det overhovedet? Ja.