Forhold til enlige forældre

Hvordan forholder du dig til enlige forældre med et eller flere børn (3-4 styk)?
Ville et eller flere børn afholde dig fra at går efter forholdet, hvis du har interesse i manden/kvinden og hvorfor/hvorfor ikke ?
Anonym

Jeg ville som enlig mor, på 43 år, til 2, nok helst foretrække en mand som selv havde børn, for møder man én som ikke har børn, kan det godt blive et problem, hvis han ønsker at få børn, da jeg absolut ikke vil have flere børn, pga. min alder.
Men.... Når man bliver forelsket, mon ikke man så er "ligeglad".
D:

børnenes alder.
Er de store og kan klare sig selv, er det OK, men småbørn - nej tak.
Hvorfor? - jeg har et barn på 17 år og har ikke lyst til at skulle gå tilbage til bleskift, natteuro, m.m.
Skulle jeg indlede et forhold til en der har små børn - hvilket er utænkeligt - ville det kun være på "vi har fri" præmisser.

kunne du uddybe det❓:-)
Anonym

Jeg har tidligere haft 4 forhold med mænd der har børn. Dengang gik jeg gang på gang ind i det med åbne glade naive øjne, men jeg har lært af det og gør det aldrig mere.
Problemet er at de har en masse følelser i klemme med moderen -enten forsvarer de hende i alt hvad hun gør og siger som om de stadig var kærester eller også lider de af had til hende fordi hun forlod dem. Hvis de lider af had er det jo også tegn på at de stadig føler noget for hende, for ellers var kærligheden blevet til ligegyldighed. Som papmor i sådan et forhold er der krav om, at man står tidligt op osv. for børnenes skyld, når de er der, hvilket er ok, men der bliver ikke givet noget for det. Så snart barnet udvikler følelser for papmor, begynder faderen og den rigtige mor at blive misundelige.
Man skal også høre på bemærkninger som mit barn er vigtigere end dig og du må aldrig stille dig imellem (hvilket er direkte respekløst, da jeg aldrig kunne drømme om at stille mig imellem). Den værste bemærkning jeg har hørt var et krav om at jeg skulle acceptere at manden ville rejse på en uges sommerferie med børnene og moderen. Det forhold bakkede jeg ud af, da det jo er direkte respektløst at byde mig.
Man skal hele tiden finde sig i at blive nedprioriteret og ikke have noget at skulle have sagt, selvom man gør en masse godt for børnene.
Jeg gør det aldrig mere!

- ville aldrig kunne afskrække mig, men mandens relationer/holdninger til deres mor ville være en afgørende faktor.
- En mand i krig med barnemoderen, ville ikke få et ben til jorden her.

Hej Stine, jo, jeg har det ligesom dig. Jeg er stadig i forholdet, fordi jeg elsker min mand. Børnene er store nu og flyttet hjemmefra. Presset har lettet, men når jeg tænker tilbage på alle de problemer, kan jeg kun konstatere, at de var ikke til at undgår. For meget følelsmæssigt gør sig gældende, og vi har stadig ikke en rollemodel for en sammenbragt familie ligesom vi har det for kernefamilien.
En ting er dog blevet klart for mig: Det er under alle omstændigheder de voksnens ansvar at få fællesskabet til at fungere, aldrig børnene. De kan ikke gør for det. De kommer såret ud af skilsmissen, og kan ikke trøste sig med en ny kærlighed.
Det er hårdt arbejde, og man skal ville det.
Heart work is hard work!
kærligst
Susan

Jeg ville ikke så hurtigt mere flytte ind, men bo for mig selv i et godt stykke tid, for at især ungerne kan få lov til at lære den nye dame rigtig godt at kende.
Indvendingen kunne være, jamen man skal jo være sammen for at lære hinanden at kende. Dertil kan jeg idag kun sige, at det hjælper gevaldig når man kan undgå de værste problemer, således at de ikke virker som skyklapper. Desuden føler man sig som den nye dame ikke i så høj grad indskrænket af de andres familiemønster.
Stine har ret når hun påpeger det med at man skal gør alt muligt for de andre, men få ikke rigtig noget igen.
Fakta er jo, at det nye fællesskab er et resultat af et valg, som børnene ikke har haft en chance til at sige ret meget til. Stedmoderen føler sig fra starten af overbebyrdet med alle de forventninger der stilles til hende - og ikke mindst af ham.
Du kan evtl. sammenligne med et forhold til en adoptivmor eller en plejemor. Her er der trukket rene linier (men her er der sikkert mange andre problemer der dukker op).
Mit forhold og kærligheden til min mand har heldigis overlevet, men til den ene af hans børn er forholdet iskold idag. Ved ikke om der kan gøres noget. Puha, den er svær.
Det kræver omtanke, og viljen til at give ungerne første prioritet, det ved jeg idag. Ligesom Stine var jeg også lidt naiv, og nok mest af alt frygtelig forelsket, og det var det jeg ville leve dengang.
kærligst
Susan

og har forsøgt at afblæse den, hvordan ser sagen så ud ?
Hvor højt konfliktniveau vil nu godtage❓
Jeg spørger fordi, jeg havde en kæreste, forholdet gik godt indtil moren til hans børn fik nys om det. Hun gjorde alt for at ødelægge det. Det var hendes mønster, det havde han bare ikke fortalt, da han jo nok kunne regne ud, at jeg så ikke gad forholdet.
Det gik så også i stykker.
vh anonym

Jeg har gået og tænkt over dit indlæg, fordi jeg synes, du kommer med nogle rigtig gode ting.
Ja, jeg tror at mange hopper i med begge ben uden at tænke over konsekvenserne... med troen på at kunne leve af kildevand og kærlighed.
Det kræver stor omtanke og at man kan sætte sig ud over sig selv, hvis man vil have et forhold til en person med flere børn op og kører på et godt niveau.
Ja, det kræver arbejde fra begge og at begge voksne i forholdet tager ansvar for at forholdet kommer til at fungere.
Med din erfaring i dag, ville du så havde valgt manden igen ?
Anonym