Forstår ham simpelthen ikke
Hej ærede debatører
Jeg har før spurgt om netop denne fyr på dette site, men nu vil jeg lige gøre det igen. Jeg synes nemlig situationen ser lidt anderledes ud nu.
Det er sådan at jeg for et lille års tid siden havde noget kørende med denne her fantastiske fyr, men det blev desværre aldrig rigtig til noget, tildels fordi vi begge to er ekstremt generte og måske også fordi jeg på daværende tidspunkt ikke var særlig moden og ikke anede hvad jeg skulle stille op overfor den situation jeg stod i.
Det tog mig dog alligevel meget lang tid at komme over ham og lige nu er jeg stadig ikke helt videre, dog mere end jeg nogensinde har været før. Det har nemlig været sådan det sidste års tid at vi, når vi engang imellem, ca hver 2. måned ser hinanden tilfældigt, da vi har samme omgangskreds, har vi blot snakket meget akavet sammen, jeg har bare givet ham et kram og forsvundet væk så hurtigt som muligt, for ikke at rippe alt for meget op i mine gamle følelser. Men her siden marts er der noget der har ændret sig lidt. Måske har det noget at gøre med at jeg har virket lidt mindre død over ham, i hvert fald har han ændret sig ret meget overfor mig. Han tør ikke hilse på mig, det har han aldrig gjort, det er altid mig der skal tage initiativet, men de sidste tre gange jeg har set ham har han kørt en taktik hvor han stiller sig lige ved siden af mig, virkelig længe, indtil jeg hilser på ham. Og når jeg så snakker med ham, forsøger han altid at fortsætte samtalerne længere tid end jeg før har gjort det. Han giver mig de længste mest ømme kram og i følge mine veninder, lukker han øjnene når han krammer mig. Han flirter en smule vil jeg mene, da han roser mit hår, tøj osv. Og når jeg så afslutter samtalen, bliver han ved med at kredse omkring mig og kigge efter mig. Men hvad i alverden betyder det her? For hvis han virkelig kunne lide mig kunne han vel for søren bare gøre noget ved det. Det har altid været mig der har taget initiativet i det her "forhold" og han har ofte også været meget afvisende overfor mig. Desuden går der lidt rygter om at han sådan set har en kæreste og jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue bare at være den han går hen til når han lige har lyst og tid. Alligevel er jeg ikke parat til at give slip på ham endnu og hvis der er den mindste chance for at jeg kan få det til at fungere, så vil jeg gerne kæmpe for det. Men jeg gider ikke kæmpe for noget der er dødsdømt på forhånd. Hvad siger I? Er det for usikkert, eller er han værd at kæmpe for?
Jeg har før spurgt om netop denne fyr på dette site, men nu vil jeg lige gøre det igen. Jeg synes nemlig situationen ser lidt anderledes ud nu.
Det er sådan at jeg for et lille års tid siden havde noget kørende med denne her fantastiske fyr, men det blev desværre aldrig rigtig til noget, tildels fordi vi begge to er ekstremt generte og måske også fordi jeg på daværende tidspunkt ikke var særlig moden og ikke anede hvad jeg skulle stille op overfor den situation jeg stod i.
Det tog mig dog alligevel meget lang tid at komme over ham og lige nu er jeg stadig ikke helt videre, dog mere end jeg nogensinde har været før. Det har nemlig været sådan det sidste års tid at vi, når vi engang imellem, ca hver 2. måned ser hinanden tilfældigt, da vi har samme omgangskreds, har vi blot snakket meget akavet sammen, jeg har bare givet ham et kram og forsvundet væk så hurtigt som muligt, for ikke at rippe alt for meget op i mine gamle følelser. Men her siden marts er der noget der har ændret sig lidt. Måske har det noget at gøre med at jeg har virket lidt mindre død over ham, i hvert fald har han ændret sig ret meget overfor mig. Han tør ikke hilse på mig, det har han aldrig gjort, det er altid mig der skal tage initiativet, men de sidste tre gange jeg har set ham har han kørt en taktik hvor han stiller sig lige ved siden af mig, virkelig længe, indtil jeg hilser på ham. Og når jeg så snakker med ham, forsøger han altid at fortsætte samtalerne længere tid end jeg før har gjort det. Han giver mig de længste mest ømme kram og i følge mine veninder, lukker han øjnene når han krammer mig. Han flirter en smule vil jeg mene, da han roser mit hår, tøj osv. Og når jeg så afslutter samtalen, bliver han ved med at kredse omkring mig og kigge efter mig. Men hvad i alverden betyder det her? For hvis han virkelig kunne lide mig kunne han vel for søren bare gøre noget ved det. Det har altid været mig der har taget initiativet i det her "forhold" og han har ofte også været meget afvisende overfor mig. Desuden går der lidt rygter om at han sådan set har en kæreste og jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue bare at være den han går hen til når han lige har lyst og tid. Alligevel er jeg ikke parat til at give slip på ham endnu og hvis der er den mindste chance for at jeg kan få det til at fungere, så vil jeg gerne kæmpe for det. Men jeg gider ikke kæmpe for noget der er dødsdømt på forhånd. Hvad siger I? Er det for usikkert, eller er han værd at kæmpe for?