Forsvaret - hvad skal man finde sig i?
Hej allesammen, jeg vil gerne høre nogle meninger om følgende.
Jeg har en kæreste som er i forsvaret. Hun går på en af de videregående lederuddannelser derinde.
Jeg har et problem med, at jeg ud fra hendes beretninger synes at der er alt for meget hun skal finde sig i. Det jeg snakker om er hverken de fysiske udfordringer eller det psykiske pres der hører med til jobbet (har selv været soldat), og der har heller ikke været direkte sexchikane eller lignende.
Men jeg har det indtryk at hun alligevel bliver dårligt behandlet derinde. Som kvinde. Hun afviser det selv men jeg tror hun bare bider tingene i sig.
Selvfølgelig er hendes fysik ikke til jægerkorpset, men hun er i god form og en veltrænet pige. Hun klarer de krav forsvaret stiller til hende både sportsligt og feltmæssigt. Alligevel er det som om at når der er noget hun ikke kan, så er det "kvinderne". Når det er en mand så er det bare noget han skal arbejde på eller han er en kvajpande i et kvarters tid, men hun bliver ligesom skubbet lidt ud af sammenholdet for det.
Der er også en meget hård tone derinde, også her snakker jeg ikke om militærsprog, men om at de konstant afprøver hende mht. hvad de kan slippe afsted med at kalde hende for, og selvfølgelig er det hendes humor der er noget galt med hvis hun bliver træt af det på et tidspunkt. Også her vil jeg mene at det er en lidt anden sag end det pis man tager på mandlige kammerater en gang imellem, for det sker konstant og på en måde hvor det ikke er for sjov men for at afprøve hende konstant. En mand tager man lidt pis på indenfor fællesskabet, men hun er hele tiden "på prøve" for at få lov til at komme indenfor.
Jeg har fået indtryk af at det i grunden er et psykospil som de kører for ikke at skulle acceptere hende fuldt ud - at de er i tvivl om hende og hendes værdi for fællesskabet, og at det er fordi hun er en pige. Hun forstyrrer simpelthen.
Det er også der jeg ser forskellen på de normale drengerøvsbedrifter som altid vil være en del af militæret, og camoufleret mobning. Der er forskel på om du er inde i fællesskabet og skal tage gas en gang imellem, og så det at bruge "gassen" til at skjule et alvorlig ment forsøg på at holde folk udenfor. Der er forskel på at benævne folks svagheder som individ og det at rulle med øjnene og generalisere hende som alle kvinder når hun laver en fejl med ting hun først skal lære. Hun får ikke rigtig lov til at være en del af gruppen føler jeg, medmindre hun bliver umenneskelig - fuldstændig uden fejl og uden følelser. Og det ved de sikkert ikke engang selv, fordi de synes det er en normal og ok måde at behandle en kollega på, for man skal vel bare finde sig i at militæret er et barskt sted.
De har fået hende til at tro at det er noget man må acceptere hvis man som mindretal vover sig ind i et ret ensidigt miljø, at det er de andre der får lov til at sætte reglerne.
Men det synes jeg ikke. Hun er ikke så dårlig til det hun laver. I hvert fald ikke ringere end en gennemsnitlig tilsvarende mand, som ingen brokker sig over. Også hendes overordnede synes at det jo bare er gas og militærsprog og det må man vænne sig til, men hvordan skal man være en god soldat hvis man ikke får lov til at være kammerat? Det er sgu fællesskabet du overlever på nede i Helmand, og ikke ved at bruge al din energi på at fordøje de konstante spørgsmåltegn dine egne folk sætter ved dig. De glæder sig næsten til at hun laver fejl.
Hvad synes i? Har i erfaringer med det? Jeg må desværre sige at jeg har fået det indtryk at man i forsvaret i bund og grund accepterer at mange behandler kvinder ringere end deres mandlige kammerater - de fine ord fra høje officerer nytter ikke noget hvis det nede på gulvet stadig er kutyme at være respektløs. Sjovt at jeg som mand engang skulle sige sådan...
Jeg har en kæreste som er i forsvaret. Hun går på en af de videregående lederuddannelser derinde.
Jeg har et problem med, at jeg ud fra hendes beretninger synes at der er alt for meget hun skal finde sig i. Det jeg snakker om er hverken de fysiske udfordringer eller det psykiske pres der hører med til jobbet (har selv været soldat), og der har heller ikke været direkte sexchikane eller lignende.
Men jeg har det indtryk at hun alligevel bliver dårligt behandlet derinde. Som kvinde. Hun afviser det selv men jeg tror hun bare bider tingene i sig.
Selvfølgelig er hendes fysik ikke til jægerkorpset, men hun er i god form og en veltrænet pige. Hun klarer de krav forsvaret stiller til hende både sportsligt og feltmæssigt. Alligevel er det som om at når der er noget hun ikke kan, så er det "kvinderne". Når det er en mand så er det bare noget han skal arbejde på eller han er en kvajpande i et kvarters tid, men hun bliver ligesom skubbet lidt ud af sammenholdet for det.
Der er også en meget hård tone derinde, også her snakker jeg ikke om militærsprog, men om at de konstant afprøver hende mht. hvad de kan slippe afsted med at kalde hende for, og selvfølgelig er det hendes humor der er noget galt med hvis hun bliver træt af det på et tidspunkt. Også her vil jeg mene at det er en lidt anden sag end det pis man tager på mandlige kammerater en gang imellem, for det sker konstant og på en måde hvor det ikke er for sjov men for at afprøve hende konstant. En mand tager man lidt pis på indenfor fællesskabet, men hun er hele tiden "på prøve" for at få lov til at komme indenfor.
Jeg har fået indtryk af at det i grunden er et psykospil som de kører for ikke at skulle acceptere hende fuldt ud - at de er i tvivl om hende og hendes værdi for fællesskabet, og at det er fordi hun er en pige. Hun forstyrrer simpelthen.
Det er også der jeg ser forskellen på de normale drengerøvsbedrifter som altid vil være en del af militæret, og camoufleret mobning. Der er forskel på om du er inde i fællesskabet og skal tage gas en gang imellem, og så det at bruge "gassen" til at skjule et alvorlig ment forsøg på at holde folk udenfor. Der er forskel på at benævne folks svagheder som individ og det at rulle med øjnene og generalisere hende som alle kvinder når hun laver en fejl med ting hun først skal lære. Hun får ikke rigtig lov til at være en del af gruppen føler jeg, medmindre hun bliver umenneskelig - fuldstændig uden fejl og uden følelser. Og det ved de sikkert ikke engang selv, fordi de synes det er en normal og ok måde at behandle en kollega på, for man skal vel bare finde sig i at militæret er et barskt sted.
De har fået hende til at tro at det er noget man må acceptere hvis man som mindretal vover sig ind i et ret ensidigt miljø, at det er de andre der får lov til at sætte reglerne.
Men det synes jeg ikke. Hun er ikke så dårlig til det hun laver. I hvert fald ikke ringere end en gennemsnitlig tilsvarende mand, som ingen brokker sig over. Også hendes overordnede synes at det jo bare er gas og militærsprog og det må man vænne sig til, men hvordan skal man være en god soldat hvis man ikke får lov til at være kammerat? Det er sgu fællesskabet du overlever på nede i Helmand, og ikke ved at bruge al din energi på at fordøje de konstante spørgsmåltegn dine egne folk sætter ved dig. De glæder sig næsten til at hun laver fejl.
Hvad synes i? Har i erfaringer med det? Jeg må desværre sige at jeg har fået det indtryk at man i forsvaret i bund og grund accepterer at mange behandler kvinder ringere end deres mandlige kammerater - de fine ord fra høje officerer nytter ikke noget hvis det nede på gulvet stadig er kutyme at være respektløs. Sjovt at jeg som mand engang skulle sige sådan...