Fortælle eller ej?
I dagerne venter jeg på min menstruation, som efterhånden er 3 dage forsinket, med ømmende bryster. Det lykkedes mig og min kæreste pga en total misforstand at have ubeskyttet sex midtmidtmidt i cyklus, og brugte fortrydelsespille for at undgå det der for ham ville være en katastrofe.
I mens jeg venter og spekulerer og håber og fortvivler, tænkte jeg prøve at se om der kan komme nogle tanker fra omverden som kan hjælpe.
Min plan er at vente til imorgen, og da sige at jeg ikke fået menstruation (hvis den ikke er dukket op altså) og være klar med en graviditetstest. For mig er det en fælles sag at tage den test og se farven skifte eller ikke skifte, men er det forkert?
Så til dilemmaet; min kærste er i tvivl om vores forhold, af og til ikke så meget, af og til nærmest over kanten. han ser derudover forhold og familie og kærlighed som noget der varer hele livet, og det gør at det skal MEGET tid til for han ville føle sig parat til at sige at han vil have børn, selv om han er i midten af 30erne.
Jeg står så i den anden grøft, livet byder det der er og man har bare at tage fat og svinge sig med der hvor man vil og ønsker... Jeg improviserer hele mit liv, og det fungerer fint for mig. Problem er til for at løses. Jeg har ingen faste forestillinger om hvordan jeg gerne vil have det - jeg vil bare ordne det, gradvist, sådan at jeg hele tiden har det godt eller så godt som muligt under omstændighederne.
For mig er han en smuk mand, som ville være en god far. Jeg har et barn i forvejen, som klarer sig fint, jeg har en god relation til barnets far og det trods at det overhoved ikke været nemt - hvis man putter sit ego til side og hele tiden har barnets bedste for øje så bliver man før eller siden enige.
For at redde mit forhold, for jeg er virkelig vild med denne mand, burde jeg lave en abort hvis jeg er gravid nu. Det er ikke et alternativ for mig, det er simpelthen umulig for mig det ved jeg af hele mit hjerte. Jeg står altså overfor at miste min kæreste, det er helt reelt, for han er SLET ikke klar det fik vi afklaret ved fortrydelsespillen, hvilket blev en kæmpe krise for os begge.
Men, måske ville det være muligt, at IKKE fortælle ham det helt endnu? Hvis vi får lidt mere tid og forholdet føles mere stabilt...? Hvis hans verden som har nogle VIRKELIG STORE forandringer i forvejen kunne nå at falde lidt mere på plads..? Hvis og hvis og hvis; måske ville han så have nemmere at håndtere det?
Er det bare mig som er helt overdreven sandhedsfreak som synes at det ville være dybt uærligt at gå rundt og være gravid og ikke sige det til ham?
Hvis resultatet af at jeg ventede var at timingen var bedre og han roligere kunne forholde sig til graviditeten, og måske kunne acceptere det og blive med mig og barnet?
Det er der jo så overhoved ingen garantier for, og muligheden for at han ville føle at jeg løjet og bedraget ham er der istedetfor...
Altså, altså, altså... Det er bare et spørsmål. Erfaringer?
I mens jeg venter og spekulerer og håber og fortvivler, tænkte jeg prøve at se om der kan komme nogle tanker fra omverden som kan hjælpe.
Min plan er at vente til imorgen, og da sige at jeg ikke fået menstruation (hvis den ikke er dukket op altså) og være klar med en graviditetstest. For mig er det en fælles sag at tage den test og se farven skifte eller ikke skifte, men er det forkert?
Så til dilemmaet; min kærste er i tvivl om vores forhold, af og til ikke så meget, af og til nærmest over kanten. han ser derudover forhold og familie og kærlighed som noget der varer hele livet, og det gør at det skal MEGET tid til for han ville føle sig parat til at sige at han vil have børn, selv om han er i midten af 30erne.
Jeg står så i den anden grøft, livet byder det der er og man har bare at tage fat og svinge sig med der hvor man vil og ønsker... Jeg improviserer hele mit liv, og det fungerer fint for mig. Problem er til for at løses. Jeg har ingen faste forestillinger om hvordan jeg gerne vil have det - jeg vil bare ordne det, gradvist, sådan at jeg hele tiden har det godt eller så godt som muligt under omstændighederne.
For mig er han en smuk mand, som ville være en god far. Jeg har et barn i forvejen, som klarer sig fint, jeg har en god relation til barnets far og det trods at det overhoved ikke været nemt - hvis man putter sit ego til side og hele tiden har barnets bedste for øje så bliver man før eller siden enige.
For at redde mit forhold, for jeg er virkelig vild med denne mand, burde jeg lave en abort hvis jeg er gravid nu. Det er ikke et alternativ for mig, det er simpelthen umulig for mig det ved jeg af hele mit hjerte. Jeg står altså overfor at miste min kæreste, det er helt reelt, for han er SLET ikke klar det fik vi afklaret ved fortrydelsespillen, hvilket blev en kæmpe krise for os begge.
Men, måske ville det være muligt, at IKKE fortælle ham det helt endnu? Hvis vi får lidt mere tid og forholdet føles mere stabilt...? Hvis hans verden som har nogle VIRKELIG STORE forandringer i forvejen kunne nå at falde lidt mere på plads..? Hvis og hvis og hvis; måske ville han så have nemmere at håndtere det?
Er det bare mig som er helt overdreven sandhedsfreak som synes at det ville være dybt uærligt at gå rundt og være gravid og ikke sige det til ham?
Hvis resultatet af at jeg ventede var at timingen var bedre og han roligere kunne forholde sig til graviditeten, og måske kunne acceptere det og blive med mig og barnet?
Det er der jo så overhoved ingen garantier for, og muligheden for at han ville føle at jeg løjet og bedraget ham er der istedetfor...
Altså, altså, altså... Det er bare et spørsmål. Erfaringer?