Forvirret kone

Jeg er så forvirret. Jeg har kendt min mand i omkring 8 år. Vi har et barn sammen.
Nu er alle årene baseret forbi. Jeg elsker min mand. Er glad for ham sådan som han er... Tjaah alligevel ikke så meget mere...
Siden vi mødtes har han været utro flere gange. Der kommer nogle perioder, hvor han bare blev "nødt" til at gøre det. Efter et stykke tid, efter han har været utro fortæller han mig det, hvor han har så dårligt med det osv. Jeg bliver samtdig skuffet men jeg får også ondt af ham fordi han har så dårligt med det.
Vi blev gift. Fik et barn. Nu er barnet to år.
I nogle måneder har jeg kunnet mærket, at vi er i perioden igen. Men fik bare at vide at det bare var mig der var jaloux, syg osv og at der ikke sker noget.
Men nu igen kunne han ikke holde til mere og derfor havde ellers flyttet til andet sted. Så gik jeg i seng med en anden, for første gang siden jeg mødte min mand. Det var spændende og rart. Men bageefter fik jeg skyldfølelse og har nu dårlig med at jeg nu har været i seng med en anden.
Min mand fik det at vide, hans hjerte gik i stykker sagde han. Han har nu meget dårligt med det. Han vil have mig resten af sit liv, vil gøre mig lykkeligt. Han vil gerne til terapi osv. for at kunne gøre det godt igen for mig. Han siger at han er virkelig ked af at han kan gøre det mod mig. Også en af kvinderne som han har været i seng med var min "veninde"... Han siger at han er træt af at leve på den måde og vil gerne have hjælp.
Det er så hårdt.
Jeg er virkelig glad når jeg er sammen med min mand og vores barn. Vi kan have det så dejligt. Min mand klarer godt "opgaven" som far.
Jeg er bare så træt af, at han har andre ved siden af vores forhold! Jeg spørger mig selv hele tiden nu, om jeg virkeligt har lyst til at prøve at får det til at fungere...
Hvad så hvis det lykkedes? At jeg bliver lykkeligt med min mand, at jeg bliver kvinden i hans liv... Men tvivler, men hvis...
Skal jeg bare går ud af vores forhold eller skal jeg prøve det til at fungere?
Jeg gider ikke at være urolig hele tiden.
Jeg har den skyldfølelse overfor vores barn, hvis jeg forlader barnets far så vil han være delt op blandt sin mor og far. Og hvis jeg bliver hos hans far, har barnet os begge to på samme tid men måske bliver vi ulykkelige...
Jeg er virkelig forvirret...
Er der nogen der er kommet videre og som er glade nu hvad enten det er blevet éller ikke i forholdet?
Help...

I fortjener hinanden!

Hvis han har lyst til andre, kan du vel det samme. Bedst at blive sammen, hvis I kunne få jer et mere åbent ægteskab og så beholde kærligheden og venskabet omkring jeres fælles barn.

.. regn ikke med at få en tro ægtemand ud af ham. Der er altså håbløse tilfælde, og mon du ikke dybest nede har indset, at han er et af dem?
Jeg har selv prøvet turen, og jeg blev kun ved ham pga. børnene og hans tiggeri, men det holdt ikke i længden. Det blev i første omgang et mareridt med mistro og mistillid og senere synes jeg bare han var klam og latterlig og pinlig. Sådan en mand gad jeg ikke slæbe rundt på.Det lykkedes at få en rimelig skilmisse, hvor vi tog store hensyn til børnene begge to, og idag fungerer det fint for dem.
Det lyder som om du har muligheden for at dit barn kan beholde et godt forhold til sin far, og det er da langt det bedste fremfor at du bliver slidt ned af sådan en idiot.
Og jeg kan virkelig ikke forstå, at DU har dårlig samvittighed over at have været i seng med en anden. Få dig da lige noget selvrespekt og et liv. Om et år eller to kan du bare ikke forstå, at du nogensinde har fundet dig i ham.
Held og lykke med at komme af med ham.

Du elsker din mand, så du er ikke parat til at gå fra ham. Måske ender det en dag med, at du må forlade ham, med den dag er ikke kommet endnu. Hvis du går fra ham nu, bliver du bare ulykkelig, for du er ikke færdig med ham. Men du kan jo heller ikke fortsætte som hidtil. Hvad kan du da gøre? Du kan hjælpe ham med at finde en god terapeut. Vær glad for, at han selv vil i terapi, ikke mange utro mænd ville finde på det. Når han så er startet i terapi, må du overveje, om I skal have et almindeligt ægteskab eller om I ville have det bedre med et åbent ægteskab, hvor I begge to kunne have affærer. Et åbent ægteskab kræver, at begge parter ønsker det, at man stoler på hinanden og at man er hinandens bedste venner og ved, at man bliver sammen. Affærerne må aldrig være en trussel mod ægteskabet. Var det noget for jer?