Fra Vagttårnslivet - novelle
Som lille knægt var jeg af og til med mine forældre på besøg hos min fars onkel og tante, Oluf og Edith på Fyn.
Det var et hyg’ligt ældre villakvarter i Ringe med gamle tilgroede haver.
De havde høns i haven og et par undulater, på det lille spisebord, med udskæringer af sagndyr på benene og et helt kinesisk landskab under glaspladen, stod hans pibe i et askebæger af rød sten.
Jeg fik sådan en rar og hyg’lig fornemmelse i maven, når jeg sad ved det lille spisebord og snakkede og legede med undulaterne, mens oluf sad overfor mig, med en krydsertværs og røg pibe.
Engang var jeg i bad hos dem. Jeg har været omkring fem år gammel og det var Edith, der badede mig.
Badeværelset havde et lille aflangt vindue, placeret højt over håndvasken, som kun dårligt oplyste de, gennem årene, gulnede flisevægge.
Det store badekar, også mærket af tiden på behørig vis, med kalkrande og krakeleret emalje, var afskærmet med et forholdsvis nyt plastikforhæng, der sad fast i samme ende som bruseren var placeret.
Og det er ganske vist, for jeg ka’ huske at jeg beklagede mig over at det var koldt at røre ved.
Jeg faldt næmli’ ind i det ustandselig, fordi jeg ikke var sikker nok på benene i forhold til hvor hyperaktiv jeg var, som jeg stod der og fumlede med Olufs Jens Lyn-agtige vandpistol.
Se, det var jo ikke så godt og Edith var osse godt klar over det, for jeg fik ikke lov til at tage den med ind i stuen.
Den skulle læges på plads, så Oluf ikke opdagede at der var nogen der havde rørt den, ellers kunne han godt blive vred, hvilket jeg egentlig havde svært ved at forestille mig.
------------------------------------------------
Senere da min mor skulle på toilettet, ville jeg naturligvis med hende.
Selvfølgelig styrede jeg lige hen til badekaret efter vandpistolen, der atter sad på sin plads bag røret ved bruseren.
på trods af min mors venlige og spøgefulde stemme, kunne jeg godt høre den var helt gal, da jeg sigtede på hende og beroligede hende med at der altså ikke var noget vand i.
“Det har ikke noget med sagen at gøre!” fik jeg at vide. “Hvad får dig til at tro at du må lege med den, når du ikke måtte lege med den fætter Iver havde?” spurgte hun brydsk.
“Jamen, den er jo kun til vand.” svarede jeg pivende.
“Det gør da ingen forskel!” Hun lod sin irritation over min uvidenhed komme til udtryk. “Det der er osse et våben og du bruger den til at øve dig i at slå ihjel med!” sagde hun hårdt og anklagende, hvorpå jeg fik lov til at stå og krumme tæer et øjeblik.
Så fandt hun sin kærlig-moder stemme frem igen. “Jeg ved godt at den der ikke kan slå nogen ihjel; men det du leger når du sådan står og peger på mig med den, er vel ikke ligefrem at du redder mit liv, vel?”
Stadigt pivende indvendte jeg: “Jamen, jeg legede bare at jeg sprøjtede vand på dig.”
Hun smålo overbærende over hvad hun betragtede som en frækhed; men affærdigede seancen: “Det passer vist ikke; men det gider jeg ikke diskutere med dig nu, for husk bare på, at når du lyver, så er der en der altid ved det og det er Jehova for han er den eneste der kan se hvad der bor i vore hjerter, ikk’ oss’.”
“Mjoh.”
----------------------------------------------
En dag som denne måtte jo få et efterspil.
Det kom allerede samme aften da jeg var gået i seng. Hun kom ind og satte sig på kanten af min seng, på den her nølende facon, der fortalte at nu var det tid for et alvorsord.
“Har du tænkt over det i eftermiddags?”. Efter det blide sørgmodoige tonefald at dømme, havde jeg været ret så tæt på en dødssynd.
“Hnn...” - Hvad skulle jeg ellers sige??
“Du er godt klar over at Jehova ser meget strengt på den slags, ikke?”
“..nnh-joh!” Efter en lille synkepause:
“Du kan ellers godt lide at være nede hos Oluf og Edith, hva’?”
“mmm....”
“Du fik rigtigt snakket med piphanserne dernede?”
“mja..”
“Og Oluf?”
“h-jah...”
“Hvad snakkede I om, dig og Oluf?”
“hmm - ik’ noget sådan”
“Snakkede I ikke om fuglene?”
“hhn, nåhja”
“Hvad sanakkede I om, om dem?”
“Oluf fortalte mig at de havde haft dem meget længe. Længere end I har haft mig”.
“H - jah, det er rigtigt. Var der ikke andre ting I snakkede om. Nu var du vel sød ved fuglene...?”
Et forurettet “Mjoh.....”
“Du var ikke ond ved dem?”
“Nnej”
“Det godt! Man skal være god ved dyrene ikk’ osse! Dem har jehova givet os for at vi skal glæde os over dem, ikke.”
“Jah - osse løverne, men det er først i den nye Verden.”
Hun begyndte at stryge mig over håret. “Vi skal ikke ha’ at du går hen og bliver lissom dem ude i verden, vel?”
“nahaej! Moar, tror Oluf vel på Jehova?”
“Mnej - det ved du da godt. Så ville han jo ikke ha’ så’n en pistol. Og så ville han heller ikke ryge. Det ved du da godt. Jehova ka’ ikke li’ at man ryger, fordi man ka’ blive syg og dø af det og man skal jo passe på livet, for det er en gave, som Jehova har givet os, for at vi kan tjene ham, ikke?”
“Joh”
“Det lugter grimt, ik’ osse?”
“H - joh”
“Er du nu osse sikker på at du mener det? Jeg synes ellers jeg hørte dig sige noget andet til Oluf i eftermiddags - gjorde du ikke?”
Fuld af skam over at blive taget i en løgn, nikkede jeg samtykkende. Det var sandt. Oluf havde ladet mig snuse til tobakken i dåsen og jeg havde måttet gi’ ham ret i at det lugtede dejligt. Når en lille smule af røgen sneg sig over til min side af bordet, havde det faktisk også duftet ret godt.
Hun havde åbenbart hørt os. Mine ører og kinder blev brændende varme og jeg fik den her bitre smag i af angst i munden.
“Du ved godt at det kun er folk ude i verden, der gør den slags, ikke? Du ved godt at der er derfor du ikke må lege med Kaj og Anker mere, ik’ osse? De røg jo osse og vi ka’ jo ikke ha’ at du osse begynder på den slags, vel?”
“Mnej”. Det var godt nok kun Anker, kajs 13-årige storebror, jeg havde set ryge en smøg.
“Men det lugtede grimt.” svarede jeg for lissom at bekræfte alligevel, så jeg pludselig havde lidt bedre samvittighed over at distancere mig fra Kaj og Anker. “Og de bandede hele tiden!”
“Jah, de gjorde nemli’. Det er osse en rigtig grim ting at gøre og du ved osse godt at du ikke må lege med dem mere, vel!”
“Hmm, og de løj!”
“Jah, jeg håber du passer bedre på, hvis du skal lege med nogen verdslige igen en anden gagn. Det er bedre så bare at gå sin vej fra dem, hvis de begynder på noget som ikke sømmer sig for en kristen, ikk’ osse?”
“Joh, og de tæver osse een!”
“jah, det er fordi Satan og dæmonerne hele tiden prøver at få os til at la’ vær med at tro på Jehova. men så ska’ man bare tænke på alle de pinsler, brødrene gik igennem, når de blev tortureret i koncentrationslejrene i Tyskland.”
<jotak. Jeg kunne allerede utallige af beretningerne om forfølgelserne under krigen. Som følge af JV’s meget skarpe standpunkt som militærnægtere og deres apolitiske holdninger, blev de betragtet som landsforrædere. For at kunne fortsætte deres studier og forkyndelse under nazistyret, måtte de smugle bibler og anden litteratur ind i landet og videre ind i koncentrationslejrene, hvor de af brødrene, som ikke havde nået at gå under jorden eller var blevet taget senere, befandt sig.
Historier om tortur, voldtægt og henrettelser for øjnene af familie og venner.
En af brødrene var blevet hængt op i et reb, med arme og ben samlet på ryggen og fortalte nu, mange år efter, om hvordan hvert enkelt piskeslag havde styrket ham i troen og at Jehova, der vidste hvor stærk hans oprigtige hengivenhed for troen var, havde ladet ham besvime, før det blev for meget for ham. Eller den om broderen der stjal mad til de andre i JV’s særlige barak; men fordi det stred imod hans samvittighed, ikke ville spise noget, han selv havde stjålet. Han var også en af de salvede, som nu sad på en af de 144.000 troner ved siden af Jesus i himlen.
Mor afbrød drømmerierne: “Det må være vidunderligt at få en sådan chance for at bevise sin tro på Jehova. Tænk hvor styrkede de gik ud af trængslerne da krigen sluttede.”
“H - jah”
“Derfor må du osse hele tiden være forberedt på de prøvelser som Satan udsætter os for. Det sker hele tiden. Og han gør det på de mest udspekulerede måder, som i dag da du snusede til tobakken. Det var sikkert Satan der fik dig til at kunne l’ lugten af tobak, for at få dig til at begynde at ryge, så du ville fjerne dig fra jehova, så du ikke ville komme med i den nye Verden. Så ville du aldrig komme til at lege med løverne som børnene i bogen. ville det ikke være ærgerligt?”
“Joh”
“Men du skal også huske at ligemeget hvad du gør forkert, vil Jehova altid tilgive dig, hvis du virkelig angrer det i dit hjerte. Og du ved godt, hvordan du gør, ikke. Du kan godt nøjes med at bede om tilgivelse i bøn til Jehova. Men du bør også komme og fortælle os om det, så vi kan vejlede dig om hvad du skal gøre en anden gang. Ikk’ osse’!”
“Joh”
“Det er lissom den fortabte søn, der vender hjem til sin far, der bliver så glad, at han holder en stor fest for ham. Hver gang du kommer og ber’ os om hjælp til at løse så’n et problem, vil vi med glæde vejlede dig, og så ka’ vi altid lave en hyggeaften ud af det”.
“Ska’ vi så ha’ fest?”
“Hh- nej, vi ka’ jo ikke holde fest for hver lille ting du kommer og spør’ os om. Du skal jo lige tænke på at han havde været meget ude i verden, at de troede de aldrig ville få ham tilbage. Men hvis du er rigtig god til at følge de råd du får, ved vi at det ikke vil ske for dig. Selv i de mindste ting må du være trofast, for du ved jo nok, at ma ner i det store som man er i det små. Hvis bare du sørger for at holde din din sti ren for alle de små urenheder, vil du aldrig få de problemer. Når det så er du bliver udsat for de store prøvelser, er det fordi Satan har lagt mærke til, at du allerede har lavet en række små fejltrin og så vil han prøve at lokke dig i en endnu større fælde, så det på den måde bliver sværere og sværere at holde fast ved sandheden. Og så er det på høje tid at rette op på de små fejl man måtte begå i hverdagen, såsom at lyve, bande eller lege krig.
“Mmja”.
“Er du ved at være træt?”
“Jah - det har osse været en lang dag. Ska’ vi takke for i dag?”
“Mja”.
“Vil du sige efter mig eller ska’ jeg bare be’ for dig?”
“Du gør det!”
“Ok - så fold hænderne og luk øjnene!”
“OK”
“Kære far Jehova. Tak for en dejlig og lærerig dag, hvor vi har kunnet bevise vores nidkærhed i troen. Tak for dejlig mad og drikke og for at du leder os på rette vej. Vil du velsigne vor vej fremover og se til at de af vore brødre der har det svært, vil blive styrket i troen så de bedre ka’ klare dagen og vejen. Vil du velsigne skaberværket til gavn og glæde for os alle så vi ....”
“Og dyrene!”
“.....og vil du velsigne alle dyrene....”
“Og girafferne!”
“.....og girafferne, så vi kan blive styrket i vores arbejde for dig. I Jesu navn amen!”
“Amen!”
“Så - ka’ du lægge dig til at sove, min skat!”
“Mja - go’nat!”
“Go’nat!”
“Vent du må ikke slukke lyset, før jeg har lukket øjnene!”
“Det skal jeg nok, Klar?”
“Jah!” - klik.
“Go’nat”
“Go’nat! - jeg vil osse sige go’nat til far!”
“Jeg tror han er faldet i søvn, men jeg ska’ se hvad jeg kan gøre. Go’nat”.
“Go’nat!”.......
Det var et hyg’ligt ældre villakvarter i Ringe med gamle tilgroede haver.
De havde høns i haven og et par undulater, på det lille spisebord, med udskæringer af sagndyr på benene og et helt kinesisk landskab under glaspladen, stod hans pibe i et askebæger af rød sten.
Jeg fik sådan en rar og hyg’lig fornemmelse i maven, når jeg sad ved det lille spisebord og snakkede og legede med undulaterne, mens oluf sad overfor mig, med en krydsertværs og røg pibe.
Engang var jeg i bad hos dem. Jeg har været omkring fem år gammel og det var Edith, der badede mig.
Badeværelset havde et lille aflangt vindue, placeret højt over håndvasken, som kun dårligt oplyste de, gennem årene, gulnede flisevægge.
Det store badekar, også mærket af tiden på behørig vis, med kalkrande og krakeleret emalje, var afskærmet med et forholdsvis nyt plastikforhæng, der sad fast i samme ende som bruseren var placeret.
Og det er ganske vist, for jeg ka’ huske at jeg beklagede mig over at det var koldt at røre ved.
Jeg faldt næmli’ ind i det ustandselig, fordi jeg ikke var sikker nok på benene i forhold til hvor hyperaktiv jeg var, som jeg stod der og fumlede med Olufs Jens Lyn-agtige vandpistol.
Se, det var jo ikke så godt og Edith var osse godt klar over det, for jeg fik ikke lov til at tage den med ind i stuen.
Den skulle læges på plads, så Oluf ikke opdagede at der var nogen der havde rørt den, ellers kunne han godt blive vred, hvilket jeg egentlig havde svært ved at forestille mig.
------------------------------------------------
Senere da min mor skulle på toilettet, ville jeg naturligvis med hende.
Selvfølgelig styrede jeg lige hen til badekaret efter vandpistolen, der atter sad på sin plads bag røret ved bruseren.
på trods af min mors venlige og spøgefulde stemme, kunne jeg godt høre den var helt gal, da jeg sigtede på hende og beroligede hende med at der altså ikke var noget vand i.
“Det har ikke noget med sagen at gøre!” fik jeg at vide. “Hvad får dig til at tro at du må lege med den, når du ikke måtte lege med den fætter Iver havde?” spurgte hun brydsk.
“Jamen, den er jo kun til vand.” svarede jeg pivende.
“Det gør da ingen forskel!” Hun lod sin irritation over min uvidenhed komme til udtryk. “Det der er osse et våben og du bruger den til at øve dig i at slå ihjel med!” sagde hun hårdt og anklagende, hvorpå jeg fik lov til at stå og krumme tæer et øjeblik.
Så fandt hun sin kærlig-moder stemme frem igen. “Jeg ved godt at den der ikke kan slå nogen ihjel; men det du leger når du sådan står og peger på mig med den, er vel ikke ligefrem at du redder mit liv, vel?”
Stadigt pivende indvendte jeg: “Jamen, jeg legede bare at jeg sprøjtede vand på dig.”
Hun smålo overbærende over hvad hun betragtede som en frækhed; men affærdigede seancen: “Det passer vist ikke; men det gider jeg ikke diskutere med dig nu, for husk bare på, at når du lyver, så er der en der altid ved det og det er Jehova for han er den eneste der kan se hvad der bor i vore hjerter, ikk’ oss’.”
“Mjoh.”
----------------------------------------------
En dag som denne måtte jo få et efterspil.
Det kom allerede samme aften da jeg var gået i seng. Hun kom ind og satte sig på kanten af min seng, på den her nølende facon, der fortalte at nu var det tid for et alvorsord.
“Har du tænkt over det i eftermiddags?”. Efter det blide sørgmodoige tonefald at dømme, havde jeg været ret så tæt på en dødssynd.
“Hnn...” - Hvad skulle jeg ellers sige??
“Du er godt klar over at Jehova ser meget strengt på den slags, ikke?”
“..nnh-joh!” Efter en lille synkepause:
“Du kan ellers godt lide at være nede hos Oluf og Edith, hva’?”
“mmm....”
“Du fik rigtigt snakket med piphanserne dernede?”
“mja..”
“Og Oluf?”
“h-jah...”
“Hvad snakkede I om, dig og Oluf?”
“hmm - ik’ noget sådan”
“Snakkede I ikke om fuglene?”
“hhn, nåhja”
“Hvad sanakkede I om, om dem?”
“Oluf fortalte mig at de havde haft dem meget længe. Længere end I har haft mig”.
“H - jah, det er rigtigt. Var der ikke andre ting I snakkede om. Nu var du vel sød ved fuglene...?”
Et forurettet “Mjoh.....”
“Du var ikke ond ved dem?”
“Nnej”
“Det godt! Man skal være god ved dyrene ikk’ osse! Dem har jehova givet os for at vi skal glæde os over dem, ikke.”
“Jah - osse løverne, men det er først i den nye Verden.”
Hun begyndte at stryge mig over håret. “Vi skal ikke ha’ at du går hen og bliver lissom dem ude i verden, vel?”
“nahaej! Moar, tror Oluf vel på Jehova?”
“Mnej - det ved du da godt. Så ville han jo ikke ha’ så’n en pistol. Og så ville han heller ikke ryge. Det ved du da godt. Jehova ka’ ikke li’ at man ryger, fordi man ka’ blive syg og dø af det og man skal jo passe på livet, for det er en gave, som Jehova har givet os, for at vi kan tjene ham, ikke?”
“Joh”
“Det lugter grimt, ik’ osse?”
“H - joh”
“Er du nu osse sikker på at du mener det? Jeg synes ellers jeg hørte dig sige noget andet til Oluf i eftermiddags - gjorde du ikke?”
Fuld af skam over at blive taget i en løgn, nikkede jeg samtykkende. Det var sandt. Oluf havde ladet mig snuse til tobakken i dåsen og jeg havde måttet gi’ ham ret i at det lugtede dejligt. Når en lille smule af røgen sneg sig over til min side af bordet, havde det faktisk også duftet ret godt.
Hun havde åbenbart hørt os. Mine ører og kinder blev brændende varme og jeg fik den her bitre smag i af angst i munden.
“Du ved godt at det kun er folk ude i verden, der gør den slags, ikke? Du ved godt at der er derfor du ikke må lege med Kaj og Anker mere, ik’ osse? De røg jo osse og vi ka’ jo ikke ha’ at du osse begynder på den slags, vel?”
“Mnej”. Det var godt nok kun Anker, kajs 13-årige storebror, jeg havde set ryge en smøg.
“Men det lugtede grimt.” svarede jeg for lissom at bekræfte alligevel, så jeg pludselig havde lidt bedre samvittighed over at distancere mig fra Kaj og Anker. “Og de bandede hele tiden!”
“Jah, de gjorde nemli’. Det er osse en rigtig grim ting at gøre og du ved osse godt at du ikke må lege med dem mere, vel!”
“Hmm, og de løj!”
“Jah, jeg håber du passer bedre på, hvis du skal lege med nogen verdslige igen en anden gagn. Det er bedre så bare at gå sin vej fra dem, hvis de begynder på noget som ikke sømmer sig for en kristen, ikk’ osse?”
“Joh, og de tæver osse een!”
“jah, det er fordi Satan og dæmonerne hele tiden prøver at få os til at la’ vær med at tro på Jehova. men så ska’ man bare tænke på alle de pinsler, brødrene gik igennem, når de blev tortureret i koncentrationslejrene i Tyskland.”
<jotak. Jeg kunne allerede utallige af beretningerne om forfølgelserne under krigen. Som følge af JV’s meget skarpe standpunkt som militærnægtere og deres apolitiske holdninger, blev de betragtet som landsforrædere. For at kunne fortsætte deres studier og forkyndelse under nazistyret, måtte de smugle bibler og anden litteratur ind i landet og videre ind i koncentrationslejrene, hvor de af brødrene, som ikke havde nået at gå under jorden eller var blevet taget senere, befandt sig.
Historier om tortur, voldtægt og henrettelser for øjnene af familie og venner.
En af brødrene var blevet hængt op i et reb, med arme og ben samlet på ryggen og fortalte nu, mange år efter, om hvordan hvert enkelt piskeslag havde styrket ham i troen og at Jehova, der vidste hvor stærk hans oprigtige hengivenhed for troen var, havde ladet ham besvime, før det blev for meget for ham. Eller den om broderen der stjal mad til de andre i JV’s særlige barak; men fordi det stred imod hans samvittighed, ikke ville spise noget, han selv havde stjålet. Han var også en af de salvede, som nu sad på en af de 144.000 troner ved siden af Jesus i himlen.
Mor afbrød drømmerierne: “Det må være vidunderligt at få en sådan chance for at bevise sin tro på Jehova. Tænk hvor styrkede de gik ud af trængslerne da krigen sluttede.”
“H - jah”
“Derfor må du osse hele tiden være forberedt på de prøvelser som Satan udsætter os for. Det sker hele tiden. Og han gør det på de mest udspekulerede måder, som i dag da du snusede til tobakken. Det var sikkert Satan der fik dig til at kunne l’ lugten af tobak, for at få dig til at begynde at ryge, så du ville fjerne dig fra jehova, så du ikke ville komme med i den nye Verden. Så ville du aldrig komme til at lege med løverne som børnene i bogen. ville det ikke være ærgerligt?”
“Joh”
“Men du skal også huske at ligemeget hvad du gør forkert, vil Jehova altid tilgive dig, hvis du virkelig angrer det i dit hjerte. Og du ved godt, hvordan du gør, ikke. Du kan godt nøjes med at bede om tilgivelse i bøn til Jehova. Men du bør også komme og fortælle os om det, så vi kan vejlede dig om hvad du skal gøre en anden gang. Ikk’ osse’!”
“Joh”
“Det er lissom den fortabte søn, der vender hjem til sin far, der bliver så glad, at han holder en stor fest for ham. Hver gang du kommer og ber’ os om hjælp til at løse så’n et problem, vil vi med glæde vejlede dig, og så ka’ vi altid lave en hyggeaften ud af det”.
“Ska’ vi så ha’ fest?”
“Hh- nej, vi ka’ jo ikke holde fest for hver lille ting du kommer og spør’ os om. Du skal jo lige tænke på at han havde været meget ude i verden, at de troede de aldrig ville få ham tilbage. Men hvis du er rigtig god til at følge de råd du får, ved vi at det ikke vil ske for dig. Selv i de mindste ting må du være trofast, for du ved jo nok, at ma ner i det store som man er i det små. Hvis bare du sørger for at holde din din sti ren for alle de små urenheder, vil du aldrig få de problemer. Når det så er du bliver udsat for de store prøvelser, er det fordi Satan har lagt mærke til, at du allerede har lavet en række små fejltrin og så vil han prøve at lokke dig i en endnu større fælde, så det på den måde bliver sværere og sværere at holde fast ved sandheden. Og så er det på høje tid at rette op på de små fejl man måtte begå i hverdagen, såsom at lyve, bande eller lege krig.
“Mmja”.
“Er du ved at være træt?”
“Jah - det har osse været en lang dag. Ska’ vi takke for i dag?”
“Mja”.
“Vil du sige efter mig eller ska’ jeg bare be’ for dig?”
“Du gør det!”
“Ok - så fold hænderne og luk øjnene!”
“OK”
“Kære far Jehova. Tak for en dejlig og lærerig dag, hvor vi har kunnet bevise vores nidkærhed i troen. Tak for dejlig mad og drikke og for at du leder os på rette vej. Vil du velsigne vor vej fremover og se til at de af vore brødre der har det svært, vil blive styrket i troen så de bedre ka’ klare dagen og vejen. Vil du velsigne skaberværket til gavn og glæde for os alle så vi ....”
“Og dyrene!”
“.....og vil du velsigne alle dyrene....”
“Og girafferne!”
“.....og girafferne, så vi kan blive styrket i vores arbejde for dig. I Jesu navn amen!”
“Amen!”
“Så - ka’ du lægge dig til at sove, min skat!”
“Mja - go’nat!”
“Go’nat!”
“Vent du må ikke slukke lyset, før jeg har lukket øjnene!”
“Det skal jeg nok, Klar?”
“Jah!” - klik.
“Go’nat”
“Go’nat! - jeg vil osse sige go’nat til far!”
“Jeg tror han er faldet i søvn, men jeg ska’ se hvad jeg kan gøre. Go’nat”.
“Go’nat!”.......