Følelsen af magtesløshed
Skal lige have det ud...
Selv om mange ikke forstår hvorfor sådan en kvinde som jeg ikke for længst har fundet en mand, så ved jeg ikke om jeg kan give dem ret.
Tror det har meget med selvtillid at gøre.
Ikke fordi jeg skal vende tilbage til en stakkels barndom, men jeg tror den har en stor inflydelse alligevel.
Jeg blev opdraget med at være høflig smilende og hjælpsom overfor andre, og havde jeg selv bekymringer holdt jeg dem for mig selv!
Jeg skulle ikke belemre andre med mine "sorger"
I mit voksneliv er det altså ikke lige nemt for alle at smide den hemsko overbord, og sige "fuck" mine forældre og deres opdragelse.
Dybt inde i mig sidder det der stadig, og når jeg endelig møder en behagelig positiv person af modsatte køn, dukker den lille irriterende klumme op "DU skal ikke tro du er god nok"... Ajjj, hvor er jeg dog træt af, at jeg ikke bare kan gøre som jeg vil..
Har virkelig forsøgt, men altid altid dukker spørgsmålet om "Er jeg god nok, eller er det bare noget de siger for at gøre mig glad", og jeg tror faktisk af frygt for at miste trækker jeg følehornene til mig, og bliver passiv.
Kan godt forstå at jeg ikke virker særlig inspirerende på andre så..
Inderst inde ønsker jeg virkelig et familieliv, nogen at komme hjem til, at dele glæder og sorger med..
Men jeg tør ikke give slip og bare være mig selv..
Har altid haft den instilling, at gør man ikke noget ved problemet selv, løser det sig ikke..
JOjo, den er rigtig nok... men tosset som jeg er, så gælder det jo nok "kun" andres problemer, og ikke mine egne.
Ensomheden kan være belastende, men frygten for at turde være sig selv overdøver nok fornuften.
Tjaeee... prøver alligevel at se lyst på tilværelse.... vil ikke være en lyseslukker...
en dag vender lykken måske, og jeg tør være mig selv, og ikke den mine forældre ønskede jeg skulle være... eller også er jeg bare den "søde, fornuftige altid glade pige" som andre stadig ikke forstå IKKE FINDER SIG EN DEJLIG MAND *S*
Held og lykke til jer allesammen...trods alt *S*
Selv om mange ikke forstår hvorfor sådan en kvinde som jeg ikke for længst har fundet en mand, så ved jeg ikke om jeg kan give dem ret.
Tror det har meget med selvtillid at gøre.
Ikke fordi jeg skal vende tilbage til en stakkels barndom, men jeg tror den har en stor inflydelse alligevel.
Jeg blev opdraget med at være høflig smilende og hjælpsom overfor andre, og havde jeg selv bekymringer holdt jeg dem for mig selv!
Jeg skulle ikke belemre andre med mine "sorger"
I mit voksneliv er det altså ikke lige nemt for alle at smide den hemsko overbord, og sige "fuck" mine forældre og deres opdragelse.
Dybt inde i mig sidder det der stadig, og når jeg endelig møder en behagelig positiv person af modsatte køn, dukker den lille irriterende klumme op "DU skal ikke tro du er god nok"... Ajjj, hvor er jeg dog træt af, at jeg ikke bare kan gøre som jeg vil..
Har virkelig forsøgt, men altid altid dukker spørgsmålet om "Er jeg god nok, eller er det bare noget de siger for at gøre mig glad", og jeg tror faktisk af frygt for at miste trækker jeg følehornene til mig, og bliver passiv.
Kan godt forstå at jeg ikke virker særlig inspirerende på andre så..
Inderst inde ønsker jeg virkelig et familieliv, nogen at komme hjem til, at dele glæder og sorger med..
Men jeg tør ikke give slip og bare være mig selv..
Har altid haft den instilling, at gør man ikke noget ved problemet selv, løser det sig ikke..
JOjo, den er rigtig nok... men tosset som jeg er, så gælder det jo nok "kun" andres problemer, og ikke mine egne.
Ensomheden kan være belastende, men frygten for at turde være sig selv overdøver nok fornuften.
Tjaeee... prøver alligevel at se lyst på tilværelse.... vil ikke være en lyseslukker...
en dag vender lykken måske, og jeg tør være mig selv, og ikke den mine forældre ønskede jeg skulle være... eller også er jeg bare den "søde, fornuftige altid glade pige" som andre stadig ikke forstå IKKE FINDER SIG EN DEJLIG MAND *S*
Held og lykke til jer allesammen...trods alt *S*