Følelser er bare mystiske

På denne dejlige ondag aften, sidder jeg blot og undrer mig - og falder over emnet følelser!
Jeg husker tilbage til da jeg var teenager, og husker at jeg kunne være forelsket i en fyr den ene dag og en anden den næste - amorinerne i min krop ville ingen ende tage.
Pludseligt stødte jeg som 16-årig ind i ham, der nogle år senere skulle blive min ægtemand og far til mine børn. Efter 19-års bekendtskab, 17-års forhold røg det sig en tur.
Efter 3 måneder fandt jeg pludseligt mig selv som værende forelsket i en anden mand - og igen i fast forhold i knap 2 år. 3/4 års single-liv senere - endnu et forhold, der holdt i 1 1/2 år og derefter tænkte jeg bare "Pause" - der gik en rum tid, før jeg stødte ind i ham, der blev til "manden" - skægt nok ville han ikke have mig, da jeg så blev forelsket i ham. Det er nu 3 år siden og jeg har ikke været forelsket siden - mine følelser er væk og jeg føler bare ikke kemien længere :o(
Hvad er det lige der sker - hvorfor kan jeg ikke få lov at opleve den glæde, den frygt og den spænding igen.
Måske har jeg bare givet den kærlighed bort, som var mig beskåret at give ...Jeg ved det ikke, men jeg ved, at for mig, bliver det sværere og sværere at finde de følelser frem i mig selv - og livet bliver mere og mere leverpostej-agtigt :o(
Jeg savner bare at savne 😕

Jeg mener ikke, at der er rationer på kærlighed. Den kommer og går. Nogen gange er man heldig at møde en, som kan bringe følelser op i en. Ofte er det endda gengældt. Andre gange er det ikke.
Jeg kan godt forstå, at du savner at savne. Intimitet og nærhed med et andet menneske er dejligt, og det er følelsen af at blive elsket jo også, fordi man ved, man skaber værdi for et andet menneske - og dermed for sig selv.
Har du overvejet nogle af de der datingkoncepter, der er? Eksempelvis singlemiddage (I er flere om bordet), speeddating, singlefester? Det er en god og uforpligtende mulighed for at møde nye mennesker.

For "følelser" er da alt muligt andet end at elske nogen!!! Ellers giver det ikke rigtig mening.....

at jeg var ligeglad med kvinder........Hvor ville livet dog blive nemt, hvis man aldrig havde følelser for nogen - man ikke ku få alligevel. Og hvis man aldrig havde følelser for nogen, ku man heller ikke indlede et forhold - der aldrig holder linen ud alligevel.
Glade singler MÅ simpelthen leve på en lyserød sky... :-)

Måske savner du bare dig selv?
Følelser for andre mennesker hænger jo nøje sammen med følelser for livet i det hele taget. Der er da ingen grund til at blive skuffet, blor fordi ens drømme om et varigt forhold ikke kunne opfyldes. At "skifte partneren ud" er for mig lige så godt som at have samme partner gennem det meste af livet (som i mit tilfælde )- men hvis de skiftende partnere kan indgå i samme nærhed som den faste, ser jeg ingen forskel det er for mig det samme og har samme kvalitet. ja hvorfor i alverden skulle det dog være bedre med kun den samme partner gennem hele livet? Det har jeg aldrig fattet!
Det eneste der tæller er da om man har kærlighed/lyst/forventning om noget - til ens partner. Og om det er een eller fire eller ti partnere i rækkefølge er for mig underordnet. Jeg har så valgt at holde fast ved den eneste ene, fordi han simpelthen er den eneste mand jeg har mødt, som jeg aldrig kan blive "færdig" med..SUK! 😖
For der altid noget mere - kærlighed - mere lyst og mere forventnig som fastholder en...
Mystisk at eet menneske kan have denne magi, i SÅ lang en tidsperiode. Men det er ikke nødvendigvis finere eller bedre, blot fordi det er en og samme person. For mig kunne det ligesåvel have været flere personer - det vigtigste er essensen og selve livsfølelsen/glæden som ens partner(e) vækker i èn.
Begynd i din egen singletilværelse at skabe magien - så tiltrækker du med garanti helt automatisk det menneske, der forstår det du udsender. 🙂
Pusser

Nej, jeg mener faktisk følelser - at savne, at være forelsket, at føle kemi, at føle lige den glæde, den frygt, den uro ....

Tak for dit input.
Ja, jeg har gjort mig de overvejelser, du nævner - men der er noget i mig, der har anti-parti mod disse muligheder. Måske savner jeg det, men er ikke klar, siden at jeg ikke er villig til at tage den slags skridt

Mine følelser er også blevet noget mere dæmpede med tiden...da jeg var 12-15 år blev jeg jo så forelsket fra den ene dag til den anden, at jeg nærmest have en lille scrapbog over dem, jeg bare var åååh smaskforelsket i. Da jeg var 18 mødte jeg en gut, som jeg skulle tilbringe 8 år med. Jeg var da forelsket men ikke på denne her sindssyge måde. Forholder brast og jeg var single et års tid. Så mødte jeg min nuværende kæreste, som jeg er på 2. år med. Det var ikke med kuller og mavekneb og sævnløse nætter, hvor jeg tænkte på ham. Jeg vidste bare, jeg gerne ville være sammen med ham.
Og ja...nu på 2. år...det bliver da lidt leverporstejsagtigt nogle dage. Nogle dage tænker man bare iiihh han er dejlig....andre dage er man ikke lige så begejstret. Men hvis, man fornemmer at det her er gutten, man vil holde fast i...ja så hører leverporstejsperioderne med :-)
Vi er så forskellige alle sammen og oplever vores følelser forskelligt, det vigtigste er, at man selv er tilfreds med sit liv og sit parforhold. Om man så har haft vild forelskelse eller slet igen...det skal andre ikke dømme. Det handler om at være tilfreds[l]

ved godt det lyder underligt, men du skal give det tid. måske finder du en?! 😉