føler mig afvist..

Jeg har nu haft en kæreste gennem tre måneder, og nu har en masse frygt fra min side, lagt en dæmper på de rare følelser.Problemet er at jeg har så nemt ved at føle mig afvist, og tolker alle mulige situationer som om jeg er ved at miste hende og hendes kærlighed..
Jeg har ofte fortalt hende om det som sker inde i mig, og hun har været god til at afkræfte mine bange anelser..Men det tapper hende for energi og kræfter når jeg hele tiden giver udtryk for min usikkerhed, og samtidig trækker hun sig fordi hun har brug for at lade op...og så bliver jeg bekræftet i at jeg er afvist, og at det jo er rigtigt at hun trækker sig fra mig..
Nu er det jo åbenbart naturligt og nødvendigt at trække sig, for så at nærme sig hinanden igen - frem og tilbage igen og igen.. Man har jo brug for at se venner, brug for at være alene, eller bare det at sidde sammen uden nødvendigvis at snakke sammen osv.. Alt dette provokere min følelse af afvisning, og selvom min forståelse godt kan se det, er mine følelser ikke overbevist..
Desuden kæmper jeg med min egen indre overbevisning om at det aldrig vil lykkes for mig etc.. Men jeg er igang med terapi arbejde og er nu osse ude af et tidligere stofmisbrug på 3. år.. Det er først nu jeg skal til at lære hvordan et parforhold fungere.. Jeg har lige opdaget igennem dette forhold at jeg aldrig har haft et forhold før: de forhold jeg har haft, har været sexpartnere, som jeg er blevet flygtigt forelsket i, og når så processen med at udforske hinanden, bekræfte hinanden med søde ord og erklæringer osv. har lagt sig, så har jeg skulle videre.. Jeg ved slet ikke hvordan det er at have en hverdag sammen - vi er jo altid gået hver til sit i de "forhold" jeg har haft..
Jeg har brug for "sådan gør man" manual - og selvom der sikkert ikke findes en manual, ville det hjælpe gevaldig hvis i kunne komme med jeres erfaringer for det..
Jeg havde lidt travlt med at skulle dele en hverdag sammen med hende, men det er vist gået for hurtigt, og vi har derfor trukkket os et plan tilbage.. Det provokere min følelse af afvisning, og jeg reagere med protest og bebrejdelse.. Jeg prøver dog ikke at handle denne reaktion ud, men det er svært at være i disse følelser, og jeg kan ikke rigtig finde ud af det.
Håber i kan hjælpe mig..

...mistede en kæreste som jeg var meget glad for, led jeg et par dage, lagde hjernen i blød og kom hver gang til bevidstheden om, at livet har ikke tagen noget værdifuld fra mig, næee, tværtigmod gav mig en ny chance til at starte på noget nyt. Mit råd til dig er: åbn din sind, sig i dit indre at du er parat til en ny partner som vil værdsætte dig og gøre dig lykkelig igen. Lad vær at sammenligne ham med forgængeren(da han ikke var noget lykke), prøv i dit indre øje at sætte rigmelige krav om hvordan din idealmand er, ikke kræsen og skue kun efter det udvendige skønhed, kik efter det indre
Ønsker dig alt godt og smukt i livet
I håbet om, at du snart er glad igen
Med kærlighed i hjertet
Kristina Hjertens flamme

Hej,
Du skildrer dit problem meget godt, så vi forstår din situation.
Undskyld, men når du skriver du er i behandling', så forekommer det mærkeligt for ikke at sige trist at du ikke kan arbejde med problemet der, men henvender dig til noget så svagt som internettet i håb om at få hjælp?
Taler du med en psykolog som du har en god kontakt med? Psykologer re en del forskellige. En del er uerfarne og derfor ikke så kompetente.
Det er nok lidt vanskeligt, men nødvendigt at sige at man ikke føler man får hjælp nok.
Måske var en mandlig bedst? De er nærmest uddøende(!)
Burde du måske finde en bedre behandlingsmulighed?
s.u.
f.

Jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg synes også at det hele lidt tid. Det må også være trættende for din kæreste at hun hele tiden skal bevise sig selv over for dig. I har ikke været sammen så længe så man er nødt til at se hinanden lidt an i starten, man skal jo være sikker på at det er det rigtige at man gør. Det virker til at du tænker for meget over tingene, prøv bare at tage det stille og roligt - synes selvfølgelig også at det er godt at man kan tale om tingene.

Når angsten kommer til en, så lukker man for de positive energier, der er det værste man kan gjore.

kære,
de her er naturlig følelser for en, der ikke har prøvet at leve sammen i et fast forhold. Det kraver bare lidt tolarenc.

Du nævnte ikke ordet jalousi. Føler du dig jaloux på hende? tænker på om hun måske har en anden i tankerne, - eller er der ikke noget af den slags i dit hoved...?
( vigtigt at vide inden jeg måtte prøve med et råd...)

Dette ved du sikkert allerede, men med din handlemåde risikerer du at få din frygt til at gå i opfyldelse. Du presser din kæreste og jeres forhold til det yderste når du hele tiden føler dig usikker og afvist. Hvis I har det godt sammen kan du så ikke nyde den følelse og sige til dig selv at det er naturligt at hun godt vil være sammen med venner og have tid alene osv? Hun er jo åbenbart meget tålmodig og vil gerne give dig alt den bekræftelse eller afkræftelse du har brug for. Altså må hun holde af dig og har nok ikke tænkt sig at forsvinde lige med det samme. Dette tyder også på at I rent faktisk kan snakke om tingene, derfor tror jeg du skal prøve at lægge nervøsiteten væk og stole på at hvis noget er galt så vil hun sige det og I kan snakke om det. Lad være at skabe problemer der ikke er der, det er enormt belastende for den anden part. Du risikerer også at hun føler sig utilstrækkelig fordi hun ikke kan forstå at hun hele tiden skal bekræfte sine følelser overfor dig og fortælle at intet er galt mellem jer. Og tænk på hvor dum du ville føle dig hvis hun en dag dropper dig- ikke fordi hun ikke elsker dig men fordi hun ikke kan leve med din besættelse af at blive afvist!
Jeg tror dit problem er med dig selv og ikke forholdet eller hende. Du bliver nødt til at arbejde med dit selvværd og lære at være tilfreds med den person du er. Dette er sikkert nemmere sagt end gjort, men da du allerede er i terapi var det måske noget der kunne løses her?!
Jeg kan ikke give dig opskriften på en hverdag sammen med din kæreste, men det er vigtigt at give hinanden plads. Hun skal have lov til også at være sig selv uden at hun skal føle skyld ved at have lyst til dette. Så i stedet for at bruge jeres tid sammen på at være nervøs og se spøgelser, så nyd at hun har valgt at tilbringe sin tid sammen med dig. Håber alt lykkes for dig held og lykke.

Du skriver til en mand som har en kvindelig kæreste, så jeg tror ikke han har noget billede af hvordan hans idealmand er!

Jeg har selv stået i en lignende situation et godt stykke tid tilbage. Vi havde været sammen i lang tid. Og efterhånden ændredes magtbalancen i forholdet. Jeg kan nikke genkendende til din følelse af afvisning. Det jeg bare erfarede var, at jeg ødelagde det for mig selv, ved konstant at søge bekræftelse i hende. Hun blev den stærke, jeg den svage. Det var ulideligt. Og jeg kunne ikke ændre det, for jeg var jo efterhånden konstant usikker. At hun så ikke havde forståelse eller empati for mine følelser, gjorde blot tingene værre. Hun flirtede konstant med alt og alle når vi var i byen, for jeg ville jo altid være der. Det var hårdt og har efterladt en del ar. Endte fuldstændig uden selvtillid og stolthed. Et var, at det gik i stykker. Men det var kun godt. Har taget mig lang tid at genvinde min selvtillid og følelse af, at kunne bruges til noget.
Men det jeg vil sige til dig er: Lad det ikke komme så vidt, som det gjorde for os. Husk på, at du er ligeså meget værd for hende, som hun er for dig. Balancen mellem jer skal være ligeværdig. Hun har jo også lyst til dig, ikke? Prøv måske at trække dig lidt væk, for at trække hende med dig, hvis du forstår? Hvis du er der konstant og gi'r opmærksomhed etc, vil hun efterhånden tage det for givet. Det er jo også meget krævende for hende, som du selv skriver. Husk på, at du er attråværdig. Og at hun også er heldig at have dig!
Held og lykke med det!
Håber du kunne bruge det til noget!

Det charlotte27 skrev kan jeg godt forstå - og det piner mig osse at jeg er igang med at skabe en selvopfyldende profeti ved min "besættelse af at blive afvist" (iøvrigt et godt udtryk charlotte :)
For det er som om at jeg LEDER efter en afvisning eller en anledning til det - og så bliver jeg afvisende overfor hende og lukker mig ind i mig selv, fordi det er den måde jeg reagere på, når jeg bliver ked af det.. Og hvem gider at prøve på at trøste én, når man så bliver bebrejdet og afvist..
Hun er meget tålmodig,(som jo må være et udtryk for at hun virkelig holder af mig)- og det har reddet min røv nogen gange..Men hvis ikke jeg gør noget anderledes, bliver tingene heller ikke anderledes..Så vidt, så godt..
Jeg ved at problemet er mig, og ikke hende, selvom jeg ikke altid oplever det i situationen - for der ser alting anderledes ud..som om jeg ser tingene gennem et filter, og jeg ser ting som ikke eksistere (spøgelser)..at hun mente noget negativt med det hun sagde, at hendes tavshed betyder at jeg har gjort noget galt, at der på en eller anden måde lå en afvisning i hendes adfærd eller ord osv..
Til den anonyme: jeg har været i et blandet stofmisbrug fra jeg var 15 til jeg var 27, og kom derefter i behandling. Har gået meget til NA,AA,ACA møder - gået i kognitiv terapi et år, før jeg nu er inde i et terapi forløb på psykoterapeutisk afsnit under psykiatrien for personer med personligheds forstyrrelser..
Min pers. forsty. er borderline (osse kaldet emotionel ustabil personligheds struktur..
(for dem der ikke ved hvad dette er kan jeg citere: "Disse mennesker har ofte problemer med at bevare et nært forhold til andre mennesker, fordi forholdet ofte bliver meget intenst, men ustabilt.
Det er centralt, at man har en meget usikker identitetsfølelse, hvor man ændrer sine meninger og holdninger, alt efter hvem man er sammen med. Man svinger ofte mellem meget positive og meget negative følelser for andre mennesker og kan have svært ved at leve sig ind i deres følelser, fordi man heller ikke kan finde ud af sine egne".)
Jeg har været inde i et intensivt behandlings forløb i 5 måneder (3 timer hver dag med forskellige terapi former som kognitiv-,tegne-, musik-,bevægelse-,gruppe-, og individuel terapi. og nu er det så gruppe terapi én gang om ugen i op til tre år..
Så det tager lang tid at får ændret nogel adfærds mønstre osv.
Så jeg får hjælp - osse go hjælp, men der er forskel på måden jeg får hjælp på, og selvom den anonyme syntes at nettet er et svagt sted at få hjælp fra, så synes jeg at det er et godt supplement.. Folk skriver jo ud fra deres egne oplevelse, og jeg synes at der allerede har været meget jeg kunne bruge..
Og griner lidt af at høre den sædvanlige med at jeg tænker for meget.. den anonyme som skrev dette, rammer lige plet - har hørt den siden min barndom ;o)
Men jeg har ikke fundet stop-knappen endnu, smiler..

Og til *blå himmel': der er ikke jalousi inde i tankerne, men det var måske nærliggende at komme ind på det..
Anders_30

Du skriver selv: "For det er som om at jeg LEDER efter en afvisning eller en anledning til det - og så bliver jeg afvisende overfor hende og lukker mig ind i mig selv, fordi det er den måde jeg reagere på, når jeg bliver ked af det.. Og hvem gider at prøve på at trøste én, når man så bliver bebrejdet og afvist.."...... Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, men tænk på hvad dit reaktionsmønster gør ved dig. Det du har beskrevet her lyder jo ikke som en person der har det godt, når han reagerer sådan. Så det virker jo ikke for dig, det gør ikke noget godt for dig- tværtimod, så det er på tide at lave om på det. Tving dig selv til at droppe de negative tanker, kan du overvinde 2 er det bedre en 1 osv. Det lyder ikke som om din kæreste har givet dig nogle grunde til at føle dig afvist eller nervøs eller lign. så glæd dig over det. Tro på at hun bliver hos dig og at dette er rigtigt for jer. Hvad godt er der ved at have et forhold hvis ikke du kan nyde det. Når man elsker er man selvfølgelig bange for at miste men man ødelægger den gode følelse ved at pine sig selv med alt det dårlige der kan ske, og på et tidspunkt vil den anden få nok fordi man får forpestet forholdet. Du tænker vel heller ikke hver dag på at du kan blive kørt ned af en bus. Lev dit liv og vær glad for at du har fundet en dejlig kæreste. Måske skal I ikke være sammen for evigt men du får aldrig muligheden for at se om I skal hvis du prøver at ødelægge forholdet inden der er noget galt.

Om "Ung Fyr" eller Aristoteles på 49, så har vi vist alle været der - mere eller mindre. Og netop det med at magtbalancen rykkes, har stor indlydelse.
Jeg var den stærker i et forhold, men det blev radikalt ændret da der kom småfolk ind på banen. Moren overtog, og magten var på hendes banehalvdel.

Har gået og grundet over meget af det som er sagt her i debatten.. det er virkelig rart at folk tager det seriøst og deler ud fra et åbent hjerte..
Så tak ska i ha'...!
Det med magt balance i forholdet er der vist osse noget om i forhold til mig: Det har været sådan at jeg tidligere forsøgte at styre og kontrolere min partner ved at bruge skyldfølelse og bebrejdelser -
(det gjorde jeg ofte indirekte ved at gå i offer rollen, og så dén vej igennem give hende skyldfølelse på)..
Jeg havde det fx ikke så godt med at hun snakkede med andre fyre, gik i byen, eller i det hele taget gjorde ting på en måde som ikke behagede mig.. Det gik lige indtil den dag hun sagde at "jeg sku ihvertfald ikke bestemme hvordan hun skulle leve sit liv"...!! Dér tror jeg nok det gik op for mig hvad det var jeg havde gang i..
Jeg forsøgte at skabe sikkerhed for at undgå at blive såret - og det ku jeg så gøre ved at putte en masse begrænsninger på hende, men opnåede istedet det modsatte som var meningen..
Den samme tendens har meldt sig her i mit nuværende forhold.. Jeg syntes at jeg i dagens løb har måtte erkende at jeg ikke kan styre hende på denne måde - med skyld og bebrejdelse, så jeg undgår at miste hende..TVÆRTIMOD...
Så der står jeg og må face den dybeste angst ved det hele - at jeg rent faktisk er magtesløs overfor hvad hun vælger.. Selfølgelig har jeg indflydelse på noget af det - lissom jeg har indflydelse på at jeg skubber hende væk med mit behov for at hun afkræfter mine bange anelser,- men i sidste ende er det hende der vælger - og det har jeg ingen indflydelse på..
Desuden tror jeg osse at jeg har misforstået hvad et forhold går ud på: Jeg troede bla. at et forhold var som forelskelsen, HELE vejen igennem parforholdet.. Men forelskelsen lægger sig jo, og bliver erstattet med en hverdag, hvor man ikke sidder og konstant og stirrer forelsket ind i øjnene på hianden, bekræfter hinanden med søde ord, har sex hver gang man er i seng med hinanden, eller snakker til langt ud på natten..
Barnligt nok har jeg troet på det.. Når hun så ikke længere ville ha sex den aften, fordi hun var træt, og måske endnu værre vendte ryggen til og ikke krammede mig til ukendelighed som i forelskelsen, måtte der være noget galt.. Jeg var overbevist om at fordi hun nu trak sig, var det ensbetydende med at hun ikke holdt af mig som før..
Så nu er jeg igang med at vågne op til livet - på livets betingelser (og ikke så meget på mine betingelser) - og det er skræmmende.
Man kan så osse sige - at det var jo egentlig på tide, smiler..
Har det langt bedre her til aften - det hjælper virkelig at dele sine problemer - og det hjælper at se jer engagere jer i mine problemer - en stor trøst, og en stor tak til jer..
Og specielt tak til charlotte27... synes du har været en rigtig stor hjælp, du er meget kontant, smiler..

Puha.. vågnede her til morgen og sendte min kæreste en go morgen hilsen..hun havde været i nattevagt helle natten og var lige kommet hjem kl. 07.- det tidspunkt hvor jeg skulle i skole..
Jeg skrev at jeg savnede hende - savnede at kramme med hende, men fik ingen respons tilbage..
Ved godt det er lidt latterligt at skrive det herinde, men bliver bare så såret fordi jeg havde håbet at hun osse ville skrive at hun savnede mig.. Men ærligt talt tror jeg hun bare nyder at ha mig på afstand, så hun selv kan få luft..
Min sårethed er så voldsom at jeg er klar til at stoppe det hele.. Men kan jo ikke reagere så voldsomt hver og hver anden gang.. '
Havde bare lige brug for at få det ud.. og tænkte at jeg kunne bruge dette indlæg som dagbog..

Jeg kender godt den følelse....hvorfor bliver der ikke svaret? Men tænk på at måske er hun allerede gået i seng, måske er hendes mobil slukket, måske synes hun det er dejligt at få en sød besked uden nødvendigvis at skulle svare på den. Vent og se om ikke hun svarer senere. Prøv om du kan give, uden at forvente at få igen (lige med det samme)....Hvad ville hendes ord betyde hvis de var tvungne, fordi hun ved du gerne vil høre dem? Så hellere vente på at hun oprigtigt selv har lyst til at sige dem!! Og så tænk på at hun måske har brug for at lade lidt op når I er væk fra hinanden, på den måde får du en frisk og glad kæreste at se næste gang i mødes. Tænk positivt alt andet gør din hverdag sur og tung.

Tak for dine råd.. de hjælper virkelig...! Det er en god idé at overveje alternativer til hvorfor hun ikke lige svarer tilbage - som forventet (her og nu, som du skriver).. Det køber mig lidt tid at give det en anden årsag, end den jeg er igang med at brygge sammen,- som jo selvfølgelig handler om en afvisning.
Og så opdagede jeg jo senere i løbet af dagen, at min hjemmebryggede oplevelse af afvisning, ikke holdt vand.
Puha, det er en sej periode.. Det ene øjeblik er jeg overbevist om at det hele er slut - og i næste øjeblik er jeg reddet af et eller andet..
Men det blev lidt bedre af at jeg tænkte på disse ord du skrev, da jeg følte afvisningen:
"måske synes hun det er dejligt at få en sød besked uden nødvendigvis at skulle svare på den"
"Prøv om du kan give, uden at forvente at få igen (lige med det samme)..."

Så tusind tak igen - det har virkelig hjulpet..
Anders

Jamen jeg er da glad for at kunne hjælpe :o) Nogle gange skal man jo bare anskue tingene fra en anden vinkel, og ikke altid tænke det værste, men det kan være svært. Det gode er at du godt ved at du er kommet ind i en ond cirkel og du prøver at gøre noget ved det, så bare bliv ved.

Hejsa
Jeg kender lige til det du taler om...er selv tidligere afhængig. Ja følelser er noget der kommer lidt bag på en når man har været i misbrug.Det er også vigtig at du finder dig selv inden du går ind i et forhold(ja øv ik) men taler af erfaring. Det er hammer farligt og du kan risikere at miste dig selv igen. Det bedste for dig nu vil være at du selv trak dig og fandt ud af dit eget liv og følelser først. Vi søger efter tryhed når vi er ude af vores misbrug fordi så har vi ikke vore stoffer eller alkohold til at gemme os bag ved. Lær at være alene med dig selv.stole på dig selv.elske dig selv så kommer resten af sig selv.
Ja en lidt løftet pegefinger syntes du sikkert det er ...men som sagt har selv været der.
knus og held og lykke