Føler mig presset til abort

Jeg og min kæreste er lige gået fra hinanden, eller dvs jeg og min datter blev smidt ud. Jeg er i 9. graviditetsuge og er dybt frustreret!!
Jeg er så ked af at han er så kold og kynisk, og beder os om at skride efter 2 års sammenliv. Nu står jeg og er gravid i 9 uge, og min datter og jeg har ingen sted at bo. pt er vi ved noget familie. Han ser helst og forsøger at presse mig til abort, ellers vil han gøre livet surt for mig. Desuden synes min familie også at jeg skal foretage en abort, da de ike ønsker vi skal sådan noget igennem og fordi de siger det er utrolig hårdt, at skulle være alenemor til 2. Jeg kan godt se noget af fornuften i det, men mit hjerte siger klart nej til en abort. Jeg er i vildrede ligenu, føler mig presset til abort.

lejet lejlighed? Du må endelig ikke føle dig presset, da han ikke har noget at skulle have sagt i den anledning....Du må have et sted at bo med din datter og dit evt. nye barn

Man skal generelt aldrig lade sig presse til noget her i livet...ej heller abort som er en alvorlig beslutning, man kommer til at leve med resten af livet.
Jeg ved at det kan være svært, at tænk klart i den situation du og din datter p.t. står i. Men det er nødvendig, at du sætter dig ned og føler efter om du kan leve med den beslutning. Om du kan leve med, at du nok aldrig vil få ham til at agerer som den far du måske ønsker han skal være overfor dit barn. Du skal forsøge at forstille dig de problemstillinger du og ham vil komme til at skulle diskuterer7 tage stilling til de næste 18 år. Når dette er gennemtænkt og du har følt efter inden i dig selv...kan du måske bedre tage en beslutning du kan leve med og selv har valgt.
Trolde-33

Det er da en trist omgang for dig og din datter,ked af det på jeres vegne. Hvis din ex ikke vil dig, er det bare med at komme videre. Har du sat kommunen ind i dit problem? måske kender din familie nogle venner eller, der er måske nogle slægtninge, som kan leje et værelse, eller anex ud til dig indtil du får afklaret din bolig situation. Du skal ikke lade dig true af din ex. han er ikke sit ansvar bevidst, med sine trusler. stop kommunikationen med ham og koncentrere dig om dine behov og ønsker for fremtiden, og ikke hvad evnt. andre syntes.

Jeg synes jeg har læst dit indlæg engang tidligere, kan det passe du skrev i sidste uge også?
Generelt vil jeg sige, at man ikke skal lade sig presse til abort. Og hvis man ikke selv ønsker det, skal man ikke få det foretaget. MEN du er også nødt til at tænke på fremtiden. Kan du give barnet det der kræves, og er det optimalt når barnets far ikke ønsker det til verden.
Jeg har ikke prøvet at være alene med to børn, men bare med et synes jeg det kan være hårdt. Men jeg er sikker på man finder kræfterne uanset hvor mange børn det drejer sig om.. men her skal du tænke på det er alt du kommer til at være alene om. Lige fra veerne begynder, henover fødsel og så fremover... Det bliver hårdt for dig uanset hvilken løsning du vælger.
Håber du finder ud af hvad du vil... men glem din eks. Der er ikke mere at samle på der.
Knus Mig selv

Der er ingen andre end dig selv der kan tage en så alvorlig beslutning om abort eller ikke abort.
Det er ret så vigtigt, at du kan kombinere dine følelser med din fornuft (hvilket er afsindig svært), men det er afgørende for, at DU kan træffer den helt rigtige beslutning.
Ikke kun for dig selv og din datter i jeres nuværende ulykkelige situation, men også for det foster du bærer på p.t.
Jeg er sikker på du nok skal finde den rigtige løsning og ønsker dig og din datter held og lykke fremover :o)

Hej
Jeg er selv gravid i 9 uge.... men jeg har bare kæmpet for det i over 5 år.
Jeg synes at du skal droppe alt kontakt med din eks. igen sms eller noget. Find dig en lille lejlighed, hvor du kan bo med din datter. Hvis du har svært ved at finde en her og nu, og ikke har lyst til at bo hos familien. Så er der i flere størrer byen en Møderhjælp eller et Krisecenter hvor du kan bo. Det er ikke gratis med koster ikke ret meget. Så kan du få fred og ro til at tænke over hvad du vil med dit liv. Men lad være med at blive presset til noget du ikke vil, for du kan nemlig ikke fortryde når du først har fået en abort.
Jeg havde engang en rigtig modbydelig kæreste i 3 år. Han behandlede mig rigtig dårligt. Hvor en god veninde sagde til mig: VÆR TRO OVERFOR DIG SELV! Det tænke jeg længe over og blev klar over at, det var jeg ikke med den kæreste.
Pas godt på dig selv.

Du må aldrig lade dig presse til noget der går mod din overbevisning... Følg dit hjerte.
Held & lykke
Baddabing

at give dit relevante råd udfra det du skriver. Det er sådan lidt en halv historie. Hvad er der fået forud? Er du smidt ud, fordi du ikke vil have en abort? Har I været enige om at I skulle have barn sammen?
Prøv at forklar lidt mere om baggrunden for din nuværende situation.

Er ikke nemt , at være dig lige nu*S
Men vælger du at beholde dit barn, så ved du jo også at du bliver alene om selve graviditeten, fødslen, søvnløse nætter, bleskift, bekymringer for børnenes trivsel, sygdom osv osv...
Har man et godt bagland der er villig til at hjælpe og støtte een igennem...så kan det også lade sig gøre
MEN Man skal ihvertilfælde tænke det godt og grundigt igennem inden man beslutter sig...
Men der er kun een til at tage evt beslutning om afbrydelse af svangerskabet....og det er dig selv...
Sæt dig ...og vej alle plusser og minusser op imod hinanden.....er der overvægt af plusser og du er villig til at stå det igennem alene....så skal du vælge barnet...
Er minusserne for mange...og du ik mener at kunne magte opgaven alene...så er valget abort...
Men kun du kan afgøre det....
har selv stået alene med mine dengang 5 børn....og det er ikke en dans på roser...
men var mit eget valg...op imod en fremtid som jeg ikke kunne se mig selv i...
Så hellere stå alene med ungerne.....og klarede mig igennem...fik da både taget udd osv under forløbet som alene mor...
DET kan lade sig gøre....

jeg kan ikke lade vær med at tænke på det barn som ikke er ønsket af begge parter men som for alt i verden skal fødes alligevel. er det i håb om at i senere finder sammen eller hva. for det er for tyndt et grundlag at bygge et forhold på.
kærligheden skal værer med ellers går det ikke i længden.
og hva hvis i ikke finder sammen alligevel. hva vil du så gøre. børn skal værer ønsket af begge parter. jeg føler med dig. du kan ikke tvinge ham til at elske det barn og det tror jeg vil komme til at betyde meget for dig og barnet senere i livet.

fra den anonyme overhovedet, det undrer mig da en smule

for satan, hvor er abort altså ikke en så ligetil beslutning. Og nu vi taler om mænd og deres kærlighed til deres børn, hvorfor skal mænd ikke tage konsekvenserne af deres handlinger❓( der er ingen lov der beskytter kvinden eller barnet, alstå at manden kan få en dom for omsogssvigt)
Jeg har selv et barn, som er planlagt, men hvor han ikke ville alligevel, da jeg var blevet gravid og overskredet abortgrænsen. Og han har slået hånden af barnet.. helt ærligt.. man må sgu tage ansvar også for de børn man laver. Og hun er altså ikke blevet gravid alene medmindre hun har mænget sig med helligånden.
vh anonym

Mon hun overhovedet har læst det som vi har skrevet til hende?

Vi boede i hans andelslejlighed.
Jeg har været hos lægen idag og fået talt med hende om sitautionen. Det er så svært det her. Jeg er ikke glad ved tanken om at få en abort, den skræmmer mig vildt meget. Ved ikke om jeg vil kunne se mig selv i spejlet efterfølgende.
Idet jeg er mor nu, ved jeg også godt, at man får mange kræfter når man får børn, og er da sikker på, at jeg nok ville kunne klare det. Jeg klarer jo mit andet barn rigtig godt.
Men tanken om alt det modstand jeg vil møde fra hans side skræmmer mig, og tænker meget over, hvad der vil være bedst for barnet. For skulle jeg kun tænke på mig selv, vil jeg jo klart vælge at få barnet. Men tænker meget over de konsekvenser der kan blive. Jeg ved, at jeg vil gøre mit til at barnet vil få det godt. Men vil det være nok for barnet??