Gid jeg aldrig havde sat mine ben der.
I dag var den store dag.
Jeg havde i flere år plaget min mor om at få farvet mit hår.
- Endeligt fik jeg lov, og jeg satte mine ben i frisørsalonnen med en boblen i maven,
og en forhåbning om at jeg fik noget godt ud af det.
Da jeg kender en del af frisørerne, VED jeg at de er GODT uddannede i London, Paris og hvad fanden ved jeg. Jeg møder en venlig frisør, der fortæller mig at hun sagtens kan blande den brune farve jeg havde tænkt mig. Da jeg endeligt fik hårfarven i håret, både bed og sved det - det skulle det åbenbart gøre - under hele torturen havde jeg kun i hovedet at jeg fik min elskede brune hårfarve.
- "Sikke et scorehår du får. Så ved vi da at du kan score ham den lækre fra efterskolen!"
sagde frisøren. Endeligt blev jeg færdig, og fik vasket hårfarven ud. Da hun fjernede håndklædet, var jeg mundlam!
HUN HAVDE FARVET MIT HÅR HELT KNALDHAMRENDE HVIDT!
Jeg mærkede tårerne prikke bag øjnene, men ville ikke tude foran frisøren.
"Kan du lide det?" spurgte hun. "Mhm." mumlede jeg for ikke at skuffe hende. "Er det ikke lidt for lyst?" spurgte jeg hende. "Nej, det vænner du dig til efter 3-4 uger. Det er altså rigtigt pænt til dig." svarede hun. En vred tanke inden i mig havde lyst til at brække rygraden over på mig. Det kunne godt være hun syntes det var pænt, men jeg hadede det! - Jeg gik grædende ud af salonnen. Ikke engang en undskyldning fik jeg.
Da jeg kom hjem, forsøgte jeg forgæves at rede det ud. Jeg ligner en blanding af Barbie og Marilyn Monroe. Mit hår er nu blevet så tørt, at jeg ikke engang kan rede det ud, uden af hive det af i store totter. Jeg er tudefærdig. Sådan må ham den lækre fra efterskolen ikke se mig. Jeg ligner simpelthen en kylling, og hos veninderne fandt jeg ingen trøst. Da de deler samme frisør, fik jeg at vide at hun åbenbart ny. - Hvorfor havde de ikke fortalt mig det?!
"- Det var den farve du bad om!" det var de sidste ord jeg fik fra frisøren.
Jeg bad om brunt hår, ikke om at blive en påskekylling!
Jeg har lyst til at sagsøge den frisør, men jeg må nok lade det ligge.
- Men er jeg den eneste der synes det var uretfærdigt gjort af frisøren,
at hun ikke engang indrømmede sin fejl?
Jeg havde i flere år plaget min mor om at få farvet mit hår.
- Endeligt fik jeg lov, og jeg satte mine ben i frisørsalonnen med en boblen i maven,
og en forhåbning om at jeg fik noget godt ud af det.
Da jeg kender en del af frisørerne, VED jeg at de er GODT uddannede i London, Paris og hvad fanden ved jeg. Jeg møder en venlig frisør, der fortæller mig at hun sagtens kan blande den brune farve jeg havde tænkt mig. Da jeg endeligt fik hårfarven i håret, både bed og sved det - det skulle det åbenbart gøre - under hele torturen havde jeg kun i hovedet at jeg fik min elskede brune hårfarve.
- "Sikke et scorehår du får. Så ved vi da at du kan score ham den lækre fra efterskolen!"
sagde frisøren. Endeligt blev jeg færdig, og fik vasket hårfarven ud. Da hun fjernede håndklædet, var jeg mundlam!
HUN HAVDE FARVET MIT HÅR HELT KNALDHAMRENDE HVIDT!
Jeg mærkede tårerne prikke bag øjnene, men ville ikke tude foran frisøren.
"Kan du lide det?" spurgte hun. "Mhm." mumlede jeg for ikke at skuffe hende. "Er det ikke lidt for lyst?" spurgte jeg hende. "Nej, det vænner du dig til efter 3-4 uger. Det er altså rigtigt pænt til dig." svarede hun. En vred tanke inden i mig havde lyst til at brække rygraden over på mig. Det kunne godt være hun syntes det var pænt, men jeg hadede det! - Jeg gik grædende ud af salonnen. Ikke engang en undskyldning fik jeg.
Da jeg kom hjem, forsøgte jeg forgæves at rede det ud. Jeg ligner en blanding af Barbie og Marilyn Monroe. Mit hår er nu blevet så tørt, at jeg ikke engang kan rede det ud, uden af hive det af i store totter. Jeg er tudefærdig. Sådan må ham den lækre fra efterskolen ikke se mig. Jeg ligner simpelthen en kylling, og hos veninderne fandt jeg ingen trøst. Da de deler samme frisør, fik jeg at vide at hun åbenbart ny. - Hvorfor havde de ikke fortalt mig det?!
"- Det var den farve du bad om!" det var de sidste ord jeg fik fra frisøren.
Jeg bad om brunt hår, ikke om at blive en påskekylling!
Jeg har lyst til at sagsøge den frisør, men jeg må nok lade det ligge.
- Men er jeg den eneste der synes det var uretfærdigt gjort af frisøren,
at hun ikke engang indrømmede sin fejl?