Gud ejer alting
Sri Isopanishad, mantra 1
OVERSÆTTELSE
Alt i universet, bevægeligt såvel som ubevægeligt, beherskes og ejes af Herren. Man bør derfor kun tage imod de ting, der er nødvendige for én selv, og som er sat af til ens kvota. Velvidende hvem de tilhører, bør man ikke tage imod andre ting.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Vedisk viden er ufejlbarlig, eftersom den er blevet overleveret gennem den perfekte discipelrække af åndelige mestre, som begynder med Herren Selv. Da Krishna var den første til at ytre vedisk kundskab, er kilden til denne viden transcendental. De ord, som tales af Herren, kaldes apaurusheya, hvilket betyder at de ikke kommer fra nogen verdslig person.
Et levende væsen, som lever i den materielle verden, er underlagt fire fejl og mangler: (1) han begår uvægerligt fejltagelser, (2) han er under illusion, (3) han har en tilbøjelighed til at bedrage andre, og (4) han har ufuldkomne sanser.
Ingen, der har disse fejl, kan videregive perfekt viden. Veda`erne kommer ikke fra et sådant ufuldkomment væsen. Oprindeligt blev vedisk kundskab ingydt af Herren selv i hjertet på Brahma, det først skabte levende væsen, og Brahma udbredte derefter denne viden til sine sønner og disciple, som så har viderebragt den ned igennem historien.
Eftersom Herren er purnam, fuldstændigt fuldkommen, kan Han umuligt være underlagt den materielle naturs love. De beherskes af Ham. Derimod bliver alle levende væsener samt de livløse objekter styret af naturens love, og således styres alt i sidste ende af Herrens kraft.
Denne Isopanishad er en del af Yajur Veda, og indeholder derfor kundskab om, hvem der ejer alt, der findes i universet. At Herren ejer alt i universet, bekræftes i Bhagavad-gitas syvende kapitel (7.4-5), hvor para og apara prakrti bliver forklaret. Naturens elementer - jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og ego - tilhører alle Herrens lavere materielle energi (apara prakriti), hvorimod det levende væsen, den organiske energi, tilhører Hans højere energi (para prakrti).
Begge disse prakrti`er, energier, er udstrømninger fra Herren, og i sidste ende behersker Han alt, der eksisterer. Der er intet i universet, som ikke hører under enten para eller apara prakrti. Derfor er alting det Højeste Væsens ejendom.
Eftersom det Højeste Væsen, er den fuldstændige person, den Absolutte Guddommens Personlighed, har Han, ved hjælp af sine forskellige krafter og energier, fuldkommen og perfekt intelligens til at arrangere alting. Det Højeste Væsen sammenlignes ofte med en ild, og alt organisk og uorganisk sammenlignes med lyset og varmen fra denne ild.
Ligesom ild udsender energi i form af lys og varme, fremviser Herren Sin energi på forskellige måder. Således forbliver Han den højeste hersker og opretholderen af alting; alting dikteres af Ham. Han besidder alle kræfter, Han ved alt, og Han er alles velgører. Han er fuld af ufattelig rigdom, magt, berømmelse, skønhed, viden og forsagelse.
Man bør derfor være intelligent nok til at vide, at ud over Herren er der ingen som ejer noget som helst. Man bør kun tage imod de ting, som Herren har sat som ens kvota. Koen giver for eksempel mælk, men hun drikker ikke selv denne mælk. Hun spiser istedet græs og hø, og hendes mælk er beregnet til menneskeføde. Det er sådan Krishna har arrangeret det. Velvidende hvem de ting, vi besidder, i virkeligheden tilhører, bør vi således altid være tilfredse med det, Han så venligt har sat af til os.
Tag for eksempel det hus, vi bor i. Det er lavet af ler, træ, sten, jern, cement og mange andre materielle ting. Hvis vi et øjeblik tænker i Sri Isopanishads baner, kan vi godt forstå , at vi ikke selv kan frembringe nogle af disse byggematerialer. Vi kan blot indsamle dem og omforme dem ved hjælp af vor indsats. En arbejder kan ikke påstå , han ejer noget, blot fordi han har arbejdet hårdt for at forarbejde det.
I det moderne samfund foregår der en konstant strid imellem arbejdere og kapitalister. Denne strid har antaget interna tional format, og verden befinder sig i fare. Mennesker mødes som fjender, og snerrer af hinanden som hunde og katte. Sådanne hunde og katte er ikke i stand til at modtage vejledning fra SriIsopanishad, men menneskeheden kan fra denne modtage Guddommens budskab gennem de ægte acarya`er (hellige lære mestre).
I stedet for at strides om materielle besiddelser burde menneskeracen simpelthen tage ved lære af Sri Isopanishads vediske kundskab. Man må lære at være tilfreds med de privilegier, som bliver tildelt én gennem Herrens nåde. Der kan ikke blive tale om fred, sålænge kommunister, kapitalister eller en anden fraktion tildrager sig ejendomsretten over de naturressourcer, som i virkeligheden udelukkende tilhører Gud.
Kapitalister kan ikke holde kommunister nede blot gennem politiske manøvrer; ej heller kan kommunisterne besejre kapitalisterne bare ved at kæmpe om stjålet brød. Hvis de ikke accepterer Guddommens Højeste Personlighed som ejeren af alting, er alt det, de kalder deres eget intet andet en tyvegods. Som følge deraf vil de blive straffet af den materielle naturs love. Både kommunister og kapitalister er i besiddelse af atombomber, og hvis ikke begge parter accepterer den Højeste Herre som ejeren, vil disse bomber med sikkerhed ende med at blive deres undergang. For at redde sig selv og bringe fred i verden må derfor begge parter følge Sri Isopanishads instruktioner.
Mennesket er ikke skabt til at slås som hunde og katte. Mennesker bør være intelligente nok til at forstå den fulde betydning af menneskelivets form. Den vediske litteratur er stilet til mennesker; ikke til hunde og katte. Hunde og katte kan, uden at det er en synd, slå andre dyr ihjel og spise dem. Hvis et menneske derimod dræber et dyr for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, er det ansvarligt for at have forbrudt sig imod naturens love. Som følge deraf vil det blive straffet.
Menneskelivets normer kan ikke overføres på dyrene. Tigeren æder ikke ris og hvede eller drikker komælk, for den er blevet tildelt føde i form af dyrekød. Blandt de mange dyr og fugle er nogle vegetarer og andre kødædere, men ingen af dem overtræder naturens love, som er fastlagt efter Herrens vilje. Pattedyr, fugle, krybdyr og andre lavere livsformer følger nøje naturens lovmæssighed. Der er derfor ikke tale om synd for deres vedkommende, og den vediske lære er da heller ikke tilsigtet dem.
Det er kun menneskelivet, som indebærer ansvar. Det er imidlertid forkert at tro, at man blot ved at blive vegetar kan undgå at overtræde naturens love. Grøntsager er også levende. Det er naturens lov, at ét levende væsen udgør føde for et andet; men for mennesket er det derimod vigtigt at anerkende den Højeste Hersker. Der er ingen grund til at være stolt over at være strikt vegetar. Mange dyr er også vegetarer, men de har ingen udviklet bevidsthed, hvormed de kan forst Herren. Et menneske derimod bør være intelligent nok til at benytte sig af kundskaben fra den vediske litteratur til at skaffe sig indblik i, hvordan naturensålove fungerer, og dermed drage nytte af denne
viden.
Hvis et menneske tilsidesætter instruktionerne fra den vediske litteratur, bliver dets liv yderst risikabelt. Et menneske er derfor forpligtiget til at anerkende Den Højeste Herres autoritet og hengive sig til Ham. Det forventes af mennesket, at det skal ofre alt i Herrens tjeneste og kun spise resterne af den mad, som er blevet givet til Ham først. Dette vil gøre mennsket i stand til at udføre sin pligt korrekt. I Bhagavad-gŒta (9.26) erklæres det direkte af Krishna, at Han tager imod vegetarisk mad, der kom mer fra en ren hengivens hånd.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at være vegetar, men man er også nødt til at blive Herrens hengivne og ofre al sin mad til Ham. Først når maden er blevet ofret til Gud, kan den indtages som prasadam (Gudsåbarmhjertighed). Kun de, der handler på denne måde, vil være istand til at udføre menneskelivets egentlige pligt. Men de, der ikke ofrer deres mad til Herren, vil udelukkende indtage synd, og vil, som et resultat af denne synd, udsætte sig selv for diverse former for lidelser (Bg. 3.13).
Roden til al synd er vores bevidste ulydighed mod naturens love, hvilket for os til lade hånt om det faktum, at Herren ejer alting. Det leder blot til menneskets undergang, når det forbryder sig imod naturens love eller Herrens ordrer. På den anden side er en eftertænksom person, der kender til naturens love, og som ikke lader sig påvirke af unødig tiltrækning eller afsky, sikker på at blive anerkendt af Herren og derved udvikle de egen skaber der skal til for at vende tilbage til Guddommen, tilbage til vores evige hjem.
OVERSÆTTELSE
Alt i universet, bevægeligt såvel som ubevægeligt, beherskes og ejes af Herren. Man bør derfor kun tage imod de ting, der er nødvendige for én selv, og som er sat af til ens kvota. Velvidende hvem de tilhører, bør man ikke tage imod andre ting.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Vedisk viden er ufejlbarlig, eftersom den er blevet overleveret gennem den perfekte discipelrække af åndelige mestre, som begynder med Herren Selv. Da Krishna var den første til at ytre vedisk kundskab, er kilden til denne viden transcendental. De ord, som tales af Herren, kaldes apaurusheya, hvilket betyder at de ikke kommer fra nogen verdslig person.
Et levende væsen, som lever i den materielle verden, er underlagt fire fejl og mangler: (1) han begår uvægerligt fejltagelser, (2) han er under illusion, (3) han har en tilbøjelighed til at bedrage andre, og (4) han har ufuldkomne sanser.
Ingen, der har disse fejl, kan videregive perfekt viden. Veda`erne kommer ikke fra et sådant ufuldkomment væsen. Oprindeligt blev vedisk kundskab ingydt af Herren selv i hjertet på Brahma, det først skabte levende væsen, og Brahma udbredte derefter denne viden til sine sønner og disciple, som så har viderebragt den ned igennem historien.
Eftersom Herren er purnam, fuldstændigt fuldkommen, kan Han umuligt være underlagt den materielle naturs love. De beherskes af Ham. Derimod bliver alle levende væsener samt de livløse objekter styret af naturens love, og således styres alt i sidste ende af Herrens kraft.
Denne Isopanishad er en del af Yajur Veda, og indeholder derfor kundskab om, hvem der ejer alt, der findes i universet. At Herren ejer alt i universet, bekræftes i Bhagavad-gitas syvende kapitel (7.4-5), hvor para og apara prakrti bliver forklaret. Naturens elementer - jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og ego - tilhører alle Herrens lavere materielle energi (apara prakriti), hvorimod det levende væsen, den organiske energi, tilhører Hans højere energi (para prakrti).
Begge disse prakrti`er, energier, er udstrømninger fra Herren, og i sidste ende behersker Han alt, der eksisterer. Der er intet i universet, som ikke hører under enten para eller apara prakrti. Derfor er alting det Højeste Væsens ejendom.
Eftersom det Højeste Væsen, er den fuldstændige person, den Absolutte Guddommens Personlighed, har Han, ved hjælp af sine forskellige krafter og energier, fuldkommen og perfekt intelligens til at arrangere alting. Det Højeste Væsen sammenlignes ofte med en ild, og alt organisk og uorganisk sammenlignes med lyset og varmen fra denne ild.
Ligesom ild udsender energi i form af lys og varme, fremviser Herren Sin energi på forskellige måder. Således forbliver Han den højeste hersker og opretholderen af alting; alting dikteres af Ham. Han besidder alle kræfter, Han ved alt, og Han er alles velgører. Han er fuld af ufattelig rigdom, magt, berømmelse, skønhed, viden og forsagelse.
Man bør derfor være intelligent nok til at vide, at ud over Herren er der ingen som ejer noget som helst. Man bør kun tage imod de ting, som Herren har sat som ens kvota. Koen giver for eksempel mælk, men hun drikker ikke selv denne mælk. Hun spiser istedet græs og hø, og hendes mælk er beregnet til menneskeføde. Det er sådan Krishna har arrangeret det. Velvidende hvem de ting, vi besidder, i virkeligheden tilhører, bør vi således altid være tilfredse med det, Han så venligt har sat af til os.
Tag for eksempel det hus, vi bor i. Det er lavet af ler, træ, sten, jern, cement og mange andre materielle ting. Hvis vi et øjeblik tænker i Sri Isopanishads baner, kan vi godt forstå , at vi ikke selv kan frembringe nogle af disse byggematerialer. Vi kan blot indsamle dem og omforme dem ved hjælp af vor indsats. En arbejder kan ikke påstå , han ejer noget, blot fordi han har arbejdet hårdt for at forarbejde det.
I det moderne samfund foregår der en konstant strid imellem arbejdere og kapitalister. Denne strid har antaget interna tional format, og verden befinder sig i fare. Mennesker mødes som fjender, og snerrer af hinanden som hunde og katte. Sådanne hunde og katte er ikke i stand til at modtage vejledning fra SriIsopanishad, men menneskeheden kan fra denne modtage Guddommens budskab gennem de ægte acarya`er (hellige lære mestre).
I stedet for at strides om materielle besiddelser burde menneskeracen simpelthen tage ved lære af Sri Isopanishads vediske kundskab. Man må lære at være tilfreds med de privilegier, som bliver tildelt én gennem Herrens nåde. Der kan ikke blive tale om fred, sålænge kommunister, kapitalister eller en anden fraktion tildrager sig ejendomsretten over de naturressourcer, som i virkeligheden udelukkende tilhører Gud.
Kapitalister kan ikke holde kommunister nede blot gennem politiske manøvrer; ej heller kan kommunisterne besejre kapitalisterne bare ved at kæmpe om stjålet brød. Hvis de ikke accepterer Guddommens Højeste Personlighed som ejeren af alting, er alt det, de kalder deres eget intet andet en tyvegods. Som følge deraf vil de blive straffet af den materielle naturs love. Både kommunister og kapitalister er i besiddelse af atombomber, og hvis ikke begge parter accepterer den Højeste Herre som ejeren, vil disse bomber med sikkerhed ende med at blive deres undergang. For at redde sig selv og bringe fred i verden må derfor begge parter følge Sri Isopanishads instruktioner.
Mennesket er ikke skabt til at slås som hunde og katte. Mennesker bør være intelligente nok til at forstå den fulde betydning af menneskelivets form. Den vediske litteratur er stilet til mennesker; ikke til hunde og katte. Hunde og katte kan, uden at det er en synd, slå andre dyr ihjel og spise dem. Hvis et menneske derimod dræber et dyr for at tilfredsstille sine ubeherskede smagsløg, er det ansvarligt for at have forbrudt sig imod naturens love. Som følge deraf vil det blive straffet.
Menneskelivets normer kan ikke overføres på dyrene. Tigeren æder ikke ris og hvede eller drikker komælk, for den er blevet tildelt føde i form af dyrekød. Blandt de mange dyr og fugle er nogle vegetarer og andre kødædere, men ingen af dem overtræder naturens love, som er fastlagt efter Herrens vilje. Pattedyr, fugle, krybdyr og andre lavere livsformer følger nøje naturens lovmæssighed. Der er derfor ikke tale om synd for deres vedkommende, og den vediske lære er da heller ikke tilsigtet dem.
Det er kun menneskelivet, som indebærer ansvar. Det er imidlertid forkert at tro, at man blot ved at blive vegetar kan undgå at overtræde naturens love. Grøntsager er også levende. Det er naturens lov, at ét levende væsen udgør føde for et andet; men for mennesket er det derimod vigtigt at anerkende den Højeste Hersker. Der er ingen grund til at være stolt over at være strikt vegetar. Mange dyr er også vegetarer, men de har ingen udviklet bevidsthed, hvormed de kan forst Herren. Et menneske derimod bør være intelligent nok til at benytte sig af kundskaben fra den vediske litteratur til at skaffe sig indblik i, hvordan naturensålove fungerer, og dermed drage nytte af denne
viden.
Hvis et menneske tilsidesætter instruktionerne fra den vediske litteratur, bliver dets liv yderst risikabelt. Et menneske er derfor forpligtiget til at anerkende Den Højeste Herres autoritet og hengive sig til Ham. Det forventes af mennesket, at det skal ofre alt i Herrens tjeneste og kun spise resterne af den mad, som er blevet givet til Ham først. Dette vil gøre mennsket i stand til at udføre sin pligt korrekt. I Bhagavad-gŒta (9.26) erklæres det direkte af Krishna, at Han tager imod vegetarisk mad, der kom mer fra en ren hengivens hånd.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at være vegetar, men man er også nødt til at blive Herrens hengivne og ofre al sin mad til Ham. Først når maden er blevet ofret til Gud, kan den indtages som prasadam (Gudsåbarmhjertighed). Kun de, der handler på denne måde, vil være istand til at udføre menneskelivets egentlige pligt. Men de, der ikke ofrer deres mad til Herren, vil udelukkende indtage synd, og vil, som et resultat af denne synd, udsætte sig selv for diverse former for lidelser (Bg. 3.13).
Roden til al synd er vores bevidste ulydighed mod naturens love, hvilket for os til lade hånt om det faktum, at Herren ejer alting. Det leder blot til menneskets undergang, når det forbryder sig imod naturens love eller Herrens ordrer. På den anden side er en eftertænksom person, der kender til naturens love, og som ikke lader sig påvirke af unødig tiltrækning eller afsky, sikker på at blive anerkendt af Herren og derved udvikle de egen skaber der skal til for at vende tilbage til Guddommen, tilbage til vores evige hjem.