Gud gør hvad Han har lyst til
Sri Isopanishad, mantra 8
SANSKRIT
sa paryagac chukram akayam avranam \ asnaviram shuddham apapa-viddham
kavir manIshI paribhuh svayambhur \ yathatathyato 'rthan vyadadhac chasvatIbhya samabhya
OVERSÆTTELSE
En sådan person må have reél indsigt i den største af alle, Guddommens Personlighed, der ikke er legemliggjort, som er altvidende og hævet over al kritik, som er uden vener, ren og ubesmittet, og som er den selvtilstrækkelige filosof, der i umindelige tider har opfyldt alles ønsker.
KOMMENTAR
Her er en beskrivelse af den Absolutte Personlige Guddoms transcendentale og evige form. Den Højeste Herre er ikke formløs. Han har Sin egen transcendentale form, der på ingen måde minder om de former vi kender fra denne verden. Her har de levende væsener former, som er udgjort af den materielle natur, og de fungerer som enhver anden materiel maskine.
En materiel krop og dens anatomi udgør en mekanisk konstruktion med blodårer osv. Men den Højeste Herres transcendentale krop, er ingen biologisk organisme, og har derfor ingen vener og hvad vi ellers forbinder med en fysisk krop. Her siges det tydeligt, at Han ikke er legemliggjort, hvilket betyder, der ingen forskel er på Hans krop og Hans sjæl.
Han tvinges heller ikke, som vi gør det, til i følge naturens love at antage en krop. I materielt betinget liv er sjælen forskellig fra sin grove legemliggørelse og sit subtile sind. Denne forskel mellem en person på den ene side og hans krop og sind på den anden eksisterer slet ikke for den Højeste Herre. Han er den fuldstændige, totale og suveræne Helhed, og Hans sind, Hans krop og Ham Selv er alle en og den samme.
I Brahma-samhita (5.1) er der en lignende beskrivelse af den Højeste Herre. Der beskrives Han som sac-cid-ananda-vigraha, hvilket betyder, at Han er den evige form, som til fulde repræsenterer transcendental eksistens, viden og lyksalighed. Som sådan behøver Han ikke en separat krop eller et separat sind, som til fældet er for os i den materielle tilværelse. Den vediske litteratur siger tydeligt, at Herrens transcendentale krop er fuldstændig forskellig fra vores.
Derfor beskrives Han nogle gange som formløs. Dette betyder ikke, at han overhovedet ikke har nogen form, men at Han ikke har en fysisk form som vores, og at Hans form derfor er ufattelig for os. I Brahma-samhita (5.32) forklares det endvidere, at Han med hver eneste del af Sin krop kan udføre enhver af Sine andre sansers funktioner.
Det vil sige, at Herren kan gå med Sine hænder, modtage ting med Sine ben, se med Sine hænder og fødder, spise med Sine øjne osv. I sruti-mantra'erne siges det også, at selv om Herren ikke har hænder og ben som vore, har Han dog en anden slags hænder og ben, med hvilke Han kan modtage alt, vi tilbyder Ham, og med hvilke Han kan løbe hurtigere en nogen anden. Disse udtalelser bekræftes i dette ottende mantra med ord som sukram ("almægtig").
Den Højeste Herres tilbedelsesværdige form (arca-vigraha), som findes indsat i templer, er ikke forskellig fra Herren Selv. Hvis den er blevet indstalleret af en autoriseret acarya, der har fuld kundskab om Herren, som Han beskrives i Mantra Syv, er deiteten i templet ikke forskellig fra Herrens oprindelige form. Sri Krishna er Herrens oprindelige form, og Sri Krishna ekspanderer Sig i et uendeligt antal former såsom Baladeva, Rama, Nrsimha og Varaha. Alle disse former er den samme Guddommens Personlighed.
På lignende måde er arca-vigraha'en, som tilbedes i templet, også en af Herrens ekspansioner. Ved at tilbede arca-vigraha'en kan man øjeblikkeligt få kontakt med Herren, idet Han gennem Sine almægtige kræfter accepterer en hengivens tjeneste. Herrens arca-vigraha, dvs. deitetsform, nedstiger på acarya'ernes (de hellige læreres) anmodning og handler i kraft af Sri Krishna's almægtighed på præcis samme måde, som Han Selv gør det oprindeligt.
Tåbelige personer uden kendskab til SrI Isopanishad eller andre sruti-mantra'er, anser arca-vigraha'en, som forherliges af rene hengivne, for at være lavet af materielle elementer. Sådanne tåber eller kanishtha-adhikari'er opfatter muligvis med deres ufuldkomne øjne en sådan form som materiel, men hvad disse tåber imidlertid ikke ved er, at Herren, eftersom Han er alvidende og almægtig, kan forvandle materie til ånd og ånd til materie, nøjagtig som Han Selv har lyst til.
I Bhagavad-gIta (9.11-12) beklager Herren, at mennesker med ringe viden er så faldne, at de håner Ham, når Han nedstiger til denne verden som et menneske. Sådanne lidet oplyste personer forstår ikke Herrens almægtighed. Sri Krishna manifesterer Sig således kun delvist for de intellektuelle spekulatører. Man kan kun værdsætte Sri Krishnas realitet i overensstemmelse med sin grad af overgivelse til Ham. De levende væseners faldne tilstand skyldes udelukkende, at de har glemt deres oprindelige forhold til Gud.
I dette mantra s vel som i mange andre vediske mantra'er siges det tydeligt, at Herren siden tidernes begyndelse har forsynet de levende væsener med alting. Et levende væsen begærer noget, og Herren forsyner os med det ønskede i forhold til vores fortjeneste.
Hvis man ønsker at blive højesteretsdommer, er man ikke alene nødt til at erhverve sig de nødvendige kvalifikationer, man må desuden indhente samtykke fra myndigheden, der står for udnævnelsen af højesteretsdommere. Egenskaberne er ikke i sig selv nok til, at man kan beklæde posten. Man må tillige med udnævnes af en højere instans. På samme måde tildeler Herren de levende væsener nydelse i overensstemmelse med det, de har gjort sig fortjent til. Gode kvalifikationer berettiger ikke i sig selv til belønninger. For dét kræves der ligeledes Herrens nåde.
Sædvanligvis ved det levende væsen ikke, hvad han skal bede Herren om, eller hvilken post han skal bestræbe sig på at opnå. Når det levende væsen kommer til indsigt om sin oprindelige position, vil han imidlertid forsøge at genoptage sit samværd med Herren, og på dette transcendentale niveau yde Ham kærlighedsfuld, hengiven tjeneste. De levende væsener, som er underlagt den materielle naturs indflydelse,stræber desværre efter så meget andet, og i Bhagavad-gIta (2.41) beskrives det, at deres intelligens er splittet eller forvredet. åndelig intelligens er koncentreret i sin stræben, hvor imod verdslig intelligens er splittet.
Det siges i Srimad-Bhagavatam (7.5.30-31), at de, som fængsles af den ydre energis midlertidige skønhed, glemmer livets virkelige mål, som er at komme tilbage til Guddommen. Når man glemmer dette, forsøger man at justere alting til sin egen fordel gennem forskellige planer og programmer, men dette anses for at være liges nyttesløst som at tygge på noget, der allerede er blevet tygget. Ikke desto mindre er Herren så venlig, at Han uden indblanding tillader det glemsomme levende væsen at fortsætte sin håbløse færd, da dette er i overenstemmelse med dets eget ønske.
I dette Sri Isopanishad-mantra anvendes der derfor det meget passende ord yathatathyata, hvilket angiver, at Herren belønner de levende væsener helt i overensstemmelse med deres egne ønsker. Hvis et levende væsen ønsker at fare til helvede, tillader Herren ham dette uden at blande Sig, og hvis det ønsker at begive sig hjem, tilbage til Guddommen, yder Herren ham al den nødvendige hjælp.
Gud beskrives her som paribhuh, den mægtigste af alle. Ingen er større end eller befinder sig på lige fod med Ham. Andre levende væsener beskrives her som tiggere, der har travlt med at bede Herren om ting. Herren forsyner de levende væsener med nydelse ifølge deres ønsker og begær. Hvis de levende væsener var lige så kraftfulde som Gud - hvis de var almægtige og altvidende - ville det ikke være nødvendigt for dem at bede Herren om noget som helst, end ikke om såkaldt udfrielse.
Virkelig befrielse vil sige at komme tilbage til Guddommen. Udfrielse ifølge upersonalisternes opfattelse, som går ud på selv at blive Gud, er simpelthen blot en myte. Tiggeriet om sansenydelse vil fortsætte i al evighed, medmindre vi kommer til åndelig fornuft og indser vores oprindelige position som værende underordnet Herrens nydelse.
Kun den Højeste Herre er selvtilstrækkelig. Da Herren Krishna benbarede Sig p jorden for 5000 år siden, manifesterede Han Sig igennem Sine forskellige aktiviteter på fuldstændig vis som Guddommens Personlighed. I Sin barndom dræbte Han mange kraftfulde dæmoner som Aghasura, Bakasura og Sakatasura, og det bliver aldrig beskrevet, at han havde tilegnet Sig sådanne kræfter gennem en ydre bestræbelse. Han løftede Govardhana-bjerget uden nogensinde at have trænet vægtløftning.
Han dansede med gopi'erne uden skam eller hensyntagen til sociale restriktioner. På trods af at gopi'erne kom til Ham som unge piger, der opsøger deres elsker, forherliges dette forhold mellem gopi'erne og Krishna, selv af Herren Caitanya som ellers var en striks sannyasi, som nøje fulgte disciplinære regler. For at bekræfte, at Herren altid er ren og ubesmittet, beskrives Han i Sri Isopanishad som suddham (antiseptisk) og apapa-viddham (forebyggende).
Han er antiseptisk i den forstand, at selv urene ting bliver renset gennem den blotte berøring af Ham. Ordet 'forebyggende' henviser til den gavn og renselse der ligger i samværet med Herren. Det nævnes i Bhagavad-gIta (9.30-31), at selvom en hengiven på begyndelses stadiet tilsyneladende er su-duracara, dvs. ikke opfører sig korrekt, bør han på trods deraf accepteres som ren, eftersom han befinder sig på den rette vej. Dette skyldes det forebyggende i samværet med Herren.
Herren er også apapa-viddham, eftersom Han ikke kan berøres af synd. Selv hvis Han handler på en måde, der tilsyneladende er syndig, er sådanne handlinger fuldstændigt gode, for det kommer end ikke på tale, at Han kan påvirkes af synd. Eftersom Han under alle omstændigheder er suddham, fuldstændig ren, sammenlignes Han ofte med solen. Solen fordamper vand fra mange snavsede steder på jorden, men forbliver under alle omstændigheder alligevel altid ren. I virkeligheden bliver ækle ting desinficerede gennem solens bakteriedræbende kraft. Hvis solen, som blot er materiel, er så kraftfuld, kan vi knapt nok begynde at forestille os, hvilken rensende kraft den almægtige Herre besidder.
SANSKRIT
sa paryagac chukram akayam avranam \ asnaviram shuddham apapa-viddham
kavir manIshI paribhuh svayambhur \ yathatathyato 'rthan vyadadhac chasvatIbhya samabhya
OVERSÆTTELSE
En sådan person må have reél indsigt i den største af alle, Guddommens Personlighed, der ikke er legemliggjort, som er altvidende og hævet over al kritik, som er uden vener, ren og ubesmittet, og som er den selvtilstrækkelige filosof, der i umindelige tider har opfyldt alles ønsker.
KOMMENTAR
Her er en beskrivelse af den Absolutte Personlige Guddoms transcendentale og evige form. Den Højeste Herre er ikke formløs. Han har Sin egen transcendentale form, der på ingen måde minder om de former vi kender fra denne verden. Her har de levende væsener former, som er udgjort af den materielle natur, og de fungerer som enhver anden materiel maskine.
En materiel krop og dens anatomi udgør en mekanisk konstruktion med blodårer osv. Men den Højeste Herres transcendentale krop, er ingen biologisk organisme, og har derfor ingen vener og hvad vi ellers forbinder med en fysisk krop. Her siges det tydeligt, at Han ikke er legemliggjort, hvilket betyder, der ingen forskel er på Hans krop og Hans sjæl.
Han tvinges heller ikke, som vi gør det, til i følge naturens love at antage en krop. I materielt betinget liv er sjælen forskellig fra sin grove legemliggørelse og sit subtile sind. Denne forskel mellem en person på den ene side og hans krop og sind på den anden eksisterer slet ikke for den Højeste Herre. Han er den fuldstændige, totale og suveræne Helhed, og Hans sind, Hans krop og Ham Selv er alle en og den samme.
I Brahma-samhita (5.1) er der en lignende beskrivelse af den Højeste Herre. Der beskrives Han som sac-cid-ananda-vigraha, hvilket betyder, at Han er den evige form, som til fulde repræsenterer transcendental eksistens, viden og lyksalighed. Som sådan behøver Han ikke en separat krop eller et separat sind, som til fældet er for os i den materielle tilværelse. Den vediske litteratur siger tydeligt, at Herrens transcendentale krop er fuldstændig forskellig fra vores.
Derfor beskrives Han nogle gange som formløs. Dette betyder ikke, at han overhovedet ikke har nogen form, men at Han ikke har en fysisk form som vores, og at Hans form derfor er ufattelig for os. I Brahma-samhita (5.32) forklares det endvidere, at Han med hver eneste del af Sin krop kan udføre enhver af Sine andre sansers funktioner.
Det vil sige, at Herren kan gå med Sine hænder, modtage ting med Sine ben, se med Sine hænder og fødder, spise med Sine øjne osv. I sruti-mantra'erne siges det også, at selv om Herren ikke har hænder og ben som vore, har Han dog en anden slags hænder og ben, med hvilke Han kan modtage alt, vi tilbyder Ham, og med hvilke Han kan løbe hurtigere en nogen anden. Disse udtalelser bekræftes i dette ottende mantra med ord som sukram ("almægtig").
Den Højeste Herres tilbedelsesværdige form (arca-vigraha), som findes indsat i templer, er ikke forskellig fra Herren Selv. Hvis den er blevet indstalleret af en autoriseret acarya, der har fuld kundskab om Herren, som Han beskrives i Mantra Syv, er deiteten i templet ikke forskellig fra Herrens oprindelige form. Sri Krishna er Herrens oprindelige form, og Sri Krishna ekspanderer Sig i et uendeligt antal former såsom Baladeva, Rama, Nrsimha og Varaha. Alle disse former er den samme Guddommens Personlighed.
På lignende måde er arca-vigraha'en, som tilbedes i templet, også en af Herrens ekspansioner. Ved at tilbede arca-vigraha'en kan man øjeblikkeligt få kontakt med Herren, idet Han gennem Sine almægtige kræfter accepterer en hengivens tjeneste. Herrens arca-vigraha, dvs. deitetsform, nedstiger på acarya'ernes (de hellige læreres) anmodning og handler i kraft af Sri Krishna's almægtighed på præcis samme måde, som Han Selv gør det oprindeligt.
Tåbelige personer uden kendskab til SrI Isopanishad eller andre sruti-mantra'er, anser arca-vigraha'en, som forherliges af rene hengivne, for at være lavet af materielle elementer. Sådanne tåber eller kanishtha-adhikari'er opfatter muligvis med deres ufuldkomne øjne en sådan form som materiel, men hvad disse tåber imidlertid ikke ved er, at Herren, eftersom Han er alvidende og almægtig, kan forvandle materie til ånd og ånd til materie, nøjagtig som Han Selv har lyst til.
I Bhagavad-gIta (9.11-12) beklager Herren, at mennesker med ringe viden er så faldne, at de håner Ham, når Han nedstiger til denne verden som et menneske. Sådanne lidet oplyste personer forstår ikke Herrens almægtighed. Sri Krishna manifesterer Sig således kun delvist for de intellektuelle spekulatører. Man kan kun værdsætte Sri Krishnas realitet i overensstemmelse med sin grad af overgivelse til Ham. De levende væseners faldne tilstand skyldes udelukkende, at de har glemt deres oprindelige forhold til Gud.
I dette mantra s vel som i mange andre vediske mantra'er siges det tydeligt, at Herren siden tidernes begyndelse har forsynet de levende væsener med alting. Et levende væsen begærer noget, og Herren forsyner os med det ønskede i forhold til vores fortjeneste.
Hvis man ønsker at blive højesteretsdommer, er man ikke alene nødt til at erhverve sig de nødvendige kvalifikationer, man må desuden indhente samtykke fra myndigheden, der står for udnævnelsen af højesteretsdommere. Egenskaberne er ikke i sig selv nok til, at man kan beklæde posten. Man må tillige med udnævnes af en højere instans. På samme måde tildeler Herren de levende væsener nydelse i overensstemmelse med det, de har gjort sig fortjent til. Gode kvalifikationer berettiger ikke i sig selv til belønninger. For dét kræves der ligeledes Herrens nåde.
Sædvanligvis ved det levende væsen ikke, hvad han skal bede Herren om, eller hvilken post han skal bestræbe sig på at opnå. Når det levende væsen kommer til indsigt om sin oprindelige position, vil han imidlertid forsøge at genoptage sit samværd med Herren, og på dette transcendentale niveau yde Ham kærlighedsfuld, hengiven tjeneste. De levende væsener, som er underlagt den materielle naturs indflydelse,stræber desværre efter så meget andet, og i Bhagavad-gIta (2.41) beskrives det, at deres intelligens er splittet eller forvredet. åndelig intelligens er koncentreret i sin stræben, hvor imod verdslig intelligens er splittet.
Det siges i Srimad-Bhagavatam (7.5.30-31), at de, som fængsles af den ydre energis midlertidige skønhed, glemmer livets virkelige mål, som er at komme tilbage til Guddommen. Når man glemmer dette, forsøger man at justere alting til sin egen fordel gennem forskellige planer og programmer, men dette anses for at være liges nyttesløst som at tygge på noget, der allerede er blevet tygget. Ikke desto mindre er Herren så venlig, at Han uden indblanding tillader det glemsomme levende væsen at fortsætte sin håbløse færd, da dette er i overenstemmelse med dets eget ønske.
I dette Sri Isopanishad-mantra anvendes der derfor det meget passende ord yathatathyata, hvilket angiver, at Herren belønner de levende væsener helt i overensstemmelse med deres egne ønsker. Hvis et levende væsen ønsker at fare til helvede, tillader Herren ham dette uden at blande Sig, og hvis det ønsker at begive sig hjem, tilbage til Guddommen, yder Herren ham al den nødvendige hjælp.
Gud beskrives her som paribhuh, den mægtigste af alle. Ingen er større end eller befinder sig på lige fod med Ham. Andre levende væsener beskrives her som tiggere, der har travlt med at bede Herren om ting. Herren forsyner de levende væsener med nydelse ifølge deres ønsker og begær. Hvis de levende væsener var lige så kraftfulde som Gud - hvis de var almægtige og altvidende - ville det ikke være nødvendigt for dem at bede Herren om noget som helst, end ikke om såkaldt udfrielse.
Virkelig befrielse vil sige at komme tilbage til Guddommen. Udfrielse ifølge upersonalisternes opfattelse, som går ud på selv at blive Gud, er simpelthen blot en myte. Tiggeriet om sansenydelse vil fortsætte i al evighed, medmindre vi kommer til åndelig fornuft og indser vores oprindelige position som værende underordnet Herrens nydelse.
Kun den Højeste Herre er selvtilstrækkelig. Da Herren Krishna benbarede Sig p jorden for 5000 år siden, manifesterede Han Sig igennem Sine forskellige aktiviteter på fuldstændig vis som Guddommens Personlighed. I Sin barndom dræbte Han mange kraftfulde dæmoner som Aghasura, Bakasura og Sakatasura, og det bliver aldrig beskrevet, at han havde tilegnet Sig sådanne kræfter gennem en ydre bestræbelse. Han løftede Govardhana-bjerget uden nogensinde at have trænet vægtløftning.
Han dansede med gopi'erne uden skam eller hensyntagen til sociale restriktioner. På trods af at gopi'erne kom til Ham som unge piger, der opsøger deres elsker, forherliges dette forhold mellem gopi'erne og Krishna, selv af Herren Caitanya som ellers var en striks sannyasi, som nøje fulgte disciplinære regler. For at bekræfte, at Herren altid er ren og ubesmittet, beskrives Han i Sri Isopanishad som suddham (antiseptisk) og apapa-viddham (forebyggende).
Han er antiseptisk i den forstand, at selv urene ting bliver renset gennem den blotte berøring af Ham. Ordet 'forebyggende' henviser til den gavn og renselse der ligger i samværet med Herren. Det nævnes i Bhagavad-gIta (9.30-31), at selvom en hengiven på begyndelses stadiet tilsyneladende er su-duracara, dvs. ikke opfører sig korrekt, bør han på trods deraf accepteres som ren, eftersom han befinder sig på den rette vej. Dette skyldes det forebyggende i samværet med Herren.
Herren er også apapa-viddham, eftersom Han ikke kan berøres af synd. Selv hvis Han handler på en måde, der tilsyneladende er syndig, er sådanne handlinger fuldstændigt gode, for det kommer end ikke på tale, at Han kan påvirkes af synd. Eftersom Han under alle omstændigheder er suddham, fuldstændig ren, sammenlignes Han ofte med solen. Solen fordamper vand fra mange snavsede steder på jorden, men forbliver under alle omstændigheder alligevel altid ren. I virkeligheden bliver ækle ting desinficerede gennem solens bakteriedræbende kraft. Hvis solen, som blot er materiel, er så kraftfuld, kan vi knapt nok begynde at forestille os, hvilken rensende kraft den almægtige Herre besidder.