Han spøger
Lad os se, nu kunne jeg pakke det ind, således jeg ville beholde (en del) af) min værdighed... men det er ikke specielt konstruktivt, hvis man vil videre.
Jeg er pissestresset, pga alle synes at ville rive i mig hele tiden og have min opmærksomhed. Flytning, økonomi, umættelige mennesker osv har været drænende og energikrævende, i særdeleshed hvis man i forvejen ikke er for godt kørende.
Så er der det løse, men emotionelt ligger min eks superbly på toppen. Jeg bliver ved med at få mit hjerte sønderknust om og om igen, og jeg bliver ved med at have følelser, selvom de bliver trampet på. Jeg bliver ved med at ignorere min fornuft og blive 'driven' af de her deep, heartfelt følelser og delvist holde mig fast i det romantiske, sentimentale billede, der engang var. Jeg kommer ikke videre... for jeg ved ikke hvordan. Det her er meget anderledes fra, hvad jeg hidtil har prøvet. (og man har da efterhånden skrabet en god portion erfaring sammen) I snart et år år har jeg pint mig selv, har jeg taget imod og imod. Mine følelser er så lasede nu, at alt blot synes at gøre ondt. Desuden har jeg dog også fået et par ordentlige slag af ham Romeo'en - samtidigt med jeg ingen ummiddelbar respekt har haft for mig selv - har gjort klart, jeg har næret for mig selv.
Summa summarum er det så røvhårdt og gør uendeligt ondt. Og det til trods nærer jeg stadig dybe følelser for ham. På trods af alt det crap higer en stor del af mig stadig efter ham, at være sammen med ham og blive elsket af ham. Jeg piner mig selv endvidere ved at mindes tiderne, hvor følelserne var gensidige, - hvor jeg fik noget tilbage.
Det er en ond, menneskeligt svag cirkel, jeg ikke føler, jeg er i stand til at bryde, og nu er det derude, hvor jeg emotionelt bryder sammen - det hele er desværre enormt komplekst. Jeg føler mig flået og sønderrevet indeni, og jeg kan ikke holde til det mere. De følelser, jeg nærer for ham, gør mig svag. Uendeligt svag.
NB Cassanova her og jeg var sammen i nogle år. Det var intenst, og vi planlagde bryllup og børn. Han er nogle år ældre end mig, og alt var rosey. Nu er han tilsyneladende videre... og her er jeg. Surt show! Så be' om et spark. Ikke noget med at pakke tingene ind, sig tingene som de er (konstruktivt). Jeg er svag og patetisk, jeg ved det, så det behøver jeg til gengæld ikke at få at vide.
Jeg er pissestresset, pga alle synes at ville rive i mig hele tiden og have min opmærksomhed. Flytning, økonomi, umættelige mennesker osv har været drænende og energikrævende, i særdeleshed hvis man i forvejen ikke er for godt kørende.
Så er der det løse, men emotionelt ligger min eks superbly på toppen. Jeg bliver ved med at få mit hjerte sønderknust om og om igen, og jeg bliver ved med at have følelser, selvom de bliver trampet på. Jeg bliver ved med at ignorere min fornuft og blive 'driven' af de her deep, heartfelt følelser og delvist holde mig fast i det romantiske, sentimentale billede, der engang var. Jeg kommer ikke videre... for jeg ved ikke hvordan. Det her er meget anderledes fra, hvad jeg hidtil har prøvet. (og man har da efterhånden skrabet en god portion erfaring sammen) I snart et år år har jeg pint mig selv, har jeg taget imod og imod. Mine følelser er så lasede nu, at alt blot synes at gøre ondt. Desuden har jeg dog også fået et par ordentlige slag af ham Romeo'en - samtidigt med jeg ingen ummiddelbar respekt har haft for mig selv - har gjort klart, jeg har næret for mig selv.
Summa summarum er det så røvhårdt og gør uendeligt ondt. Og det til trods nærer jeg stadig dybe følelser for ham. På trods af alt det crap higer en stor del af mig stadig efter ham, at være sammen med ham og blive elsket af ham. Jeg piner mig selv endvidere ved at mindes tiderne, hvor følelserne var gensidige, - hvor jeg fik noget tilbage.
Det er en ond, menneskeligt svag cirkel, jeg ikke føler, jeg er i stand til at bryde, og nu er det derude, hvor jeg emotionelt bryder sammen - det hele er desværre enormt komplekst. Jeg føler mig flået og sønderrevet indeni, og jeg kan ikke holde til det mere. De følelser, jeg nærer for ham, gør mig svag. Uendeligt svag.
NB Cassanova her og jeg var sammen i nogle år. Det var intenst, og vi planlagde bryllup og børn. Han er nogle år ældre end mig, og alt var rosey. Nu er han tilsyneladende videre... og her er jeg. Surt show! Så be' om et spark. Ikke noget med at pakke tingene ind, sig tingene som de er (konstruktivt). Jeg er svag og patetisk, jeg ved det, så det behøver jeg til gengæld ikke at få at vide.