Har brug for alle de synspunkter jeg kan få :O

Vi er et par på 22 og 23 år (Jeg er kvinden/pigen) vi har været sammen i snart 5 år og boet sammen i 2 år. Vi har haft mange op og nedture, vi er tit meget uenige, vi har ret forskellige værdier.
[l] [ide] [!] 😖
Først vil jeg sige, at jeg ikke er i tvivl om min kærlighed til ham, jeg vil ham det bedste og han vil mig det bedste. Det er desværre bare ikke altid tilfældet, at vi får gjort 'det bedste' for hinanden.
(Min dybeste følelse er: Jeg har brug for mere!)
Vores største problem er, at vi har utrolig forskellige værdier, synspunkter og opfattelser. Vi er sådan set basale modsætninger.
I starten af forholdet var det rigtig spænende og tiltrækkende, men nu er det for det meste kun en kamp med lange samtaler om hvorfor og hvordan, med mig som ordfører. Det er sjældent at samtalerne decideret bliver forventnings afstemt og derfor bare må ophøre, og man igen igen igen, skal sluge kamelen.
I takt med at det fortsætter sådan, kan jeg mærke hvordan at det tager på mig, konstant ikke at være tilfreds, forstået, hørt.
Vores basale problemer & forskelligheder ligger i:
Økonomi håndtering og forståelse (Vi har ikke fælles økonomi).
Husholdning.
Verdens opfattelse.
Hvem siger og gør hvad.
osv. osv.
MEN MIT STØRSTE & SVÆRESTE PROBLEM ER:
Han er ikke social anlagt (det er jeg)
Han er ikke eventyrlysten (det er jeg)
Han vil helst bruge sin fritid på at slappe af, se film, spise is, evt få et kort besøg af sin mor, drikke en kop kaffe med en tidligere plejefamilie, køre rundt og fixe ting med sin tidl. plejefar, gå en lille tur med mig, ordne alle mulige tekniske ting, ellers bare være lærling og lærlingeformand, snakke om fagforeninger.... (Alt sammen noget der godt kan være hyggeligt ja, men som bare ikke er indhold nok for mig)
Han har dog i de seneste år, virkelig strammet sig op og tager med til kbh på tur, vi er lidt mere sammen med et vennepar osv.
JEG LÆNGES EFTER at han VIL noget med mig..
At han vil rejse, gå på museum, opleve noget mystisk, være spontan, prøve noget nyt, flytte til london......
❓ 😕
Mange af mine venner/familie spørger altid: Hvordan går det med jer/dig? De siger, at jeg har forandret mig og er blevet mere mut og aggressiv. Jeg har også taget 20 kg på over 3 år.
Jeg VED IKKE, om det ville være sket alligevel, da jeg faktisk var lidt depressiv da jeg mødte ham.. Jeg ved generelt ikke, hvad jeg skal tænke, føle og tro i øjeblikket.
Jeg er faktisk bange for at miste ham, men samtidig drømmer jeg tit om en helt anden slags kæreste..
😖
Han friede til mig, et par måneder tilbage, blev så overvældet og begejstret.. Er bange for at såre ham og bange for at jeg bliver såret..
Han er så kærlig og har en helt speciel personlighed, jeg elsker. Vi har skøn sex... Men der mangler fremgang og udvikling, har prøvet og prøvet, men der sker ikke rigtig noget.
Er bange ligemeget hvor jeg kigger hen.
😮
ØDELÆGGER DET HER MIG/OS?
BURDE JEG FLYTTE?
SKAL JEG LÆRE NOGET?
HVAD SKAL DER SKE?
[l] Åh den kærlighed...

Hej,
Det lyder på mig som om du keder dig. Mit gæt er, at han har arbejde eller uddannelse og du går hjemme. Hvad laver du til hverdag?
Som lærling tjener man ikke voldsomt mange penge - derfor kan der være problemer med at rejse. Og da han har forpligtigelser som lærling, er det også svært pludselig at droppe alt hvad han er i gang med og flytte til London.
En sommer-ferie rejse burde han vel også kunne være med på, hvis i da har pengene til det.
Museum - har han nogensinde virket som en der kunne lide et museum? Vil du gerne have at han tager ud og kigger på malerier som ikke siger ham noget og keder sig. Måske skulle du finde nogle af dine venner eller veninder som rent faktisk kan lide kunst og gøre dette med.
Hvilket noget mystisk og spontant kunne du tænke dig at opleve? Helt konkret. Prøv at planlæg det.
Med venlig hilsen
Ieet

Vi er et par på 22 og 23 år (Jeg er kvinden/pigen) vi har været sammen i snart 5 år og boet sammen i 2 år. Vi har haft mange op og nedture, vi er tit meget uenige, vi har ret forskellige værdier.
[l] [ide] [!] 😖
Først vil jeg sige, at jeg ikke er i tvivl om min kærlighed til ham, jeg vil ham det bedste og han vil mig det bedste. Det er desværre bare ikke altid tilfældet, at vi får gjort 'det bedste' for hinanden.
(Min dybeste følelse er: Jeg har brug for mere!)
Vores største problem er, at vi har utrolig forskellige værdier, synspunkter og opfattelser. Vi er sådan set basale modsætninger.
I starten af forholdet var det rigtig spænende og tiltrækkende, men nu er det for det meste kun en kamp med lange samtaler om hvorfor og hvordan, med mig som ordfører. Det er sjældent at samtalerne decideret bliver forventnings afstemt og derfor bare må ophøre, og man igen igen igen, skal sluge kamelen.
I takt med at det fortsætter sådan, kan jeg mærke hvordan at det tager på mig, konstant ikke at være tilfreds, forstået, hørt.
Vores basale problemer & forskelligheder ligger i:
Økonomi håndtering og forståelse (Vi har ikke fælles økonomi).
Husholdning.
Verdens opfattelse.
Hvem siger og gør hvad.
osv. osv.
MEN MIT STØRSTE & SVÆRESTE PROBLEM ER:
Han er ikke social anlagt (det er jeg)
Han er ikke eventyrlysten (det er jeg)
Han vil helst bruge sin fritid på at slappe af, se film, spise is, evt få et kort besøg af sin mor, drikke en kop kaffe med en tidligere plejefamilie, køre rundt og fixe ting med sin tidl. plejefar, gå en lille tur med mig, ordne alle mulige tekniske ting, ellers bare være lærling og lærlingeformand, snakke om fagforeninger.... (Alt sammen noget der godt kan være hyggeligt ja, men som bare ikke er indhold nok for mig)
Han har dog i de seneste år, virkelig strammet sig op og tager med til kbh på tur, vi er lidt mere sammen med et vennepar osv.
JEG LÆNGES EFTER at han VIL noget med mig..
At han vil rejse, gå på museum, opleve noget mystisk, være spontan, prøve noget nyt, flytte til london......
❓ 😕
Mange af mine venner/familie spørger altid: Hvordan går det med jer/dig? De siger, at jeg har forandret mig og er blevet mere mut og aggressiv. Jeg har også taget 20 kg på over 3 år.
Jeg VED IKKE, om det ville være sket alligevel, da jeg faktisk var lidt depressiv da jeg mødte ham.. Jeg ved generelt ikke, hvad jeg skal tænke, føle og tro i øjeblikket.
Jeg er faktisk bange for at miste ham, men samtidig drømmer jeg tit om en helt anden slags kæreste..
😖
Han friede til mig, et par måneder tilbage, blev så overvældet og begejstret.. Er bange for at såre ham og bange for at jeg bliver såret..
Han er så kærlig og har en helt speciel personlighed, jeg elsker. Vi har skøn sex... Men der mangler fremgang og udvikling, har prøvet og prøvet, men der sker ikke rigtig noget.
Er bange ligemeget hvor jeg kigger hen.
😮
ØDELÆGGER DET HER MIG/OS?
BURDE JEG FLYTTE?
SKAL JEG LÆRE NOGET?
HVAD SKAL DER SKE?
[l] Åh den kærlighed...

Hej man vokser fra hinanden, det er såmænd meget naturligt. Du kan ikke forvente han skal kunne lide de samme ting som du kan og omvendt.
Alle skændes om penge og hvad man skal lave, det i skal gøre er og give hinanden plads eller gå fra hinanden og komme videre. I er sku unge og syntes bare det lyder til i er vokset fra hinanden.

Hvis aldrig du lærer at blive tilfreds med dig selv, bliver du heller aldrig tilfreds med andre! og det tror jeg dybest set er dit problem.
Husk også at hvis du forlanger at din partner skal ændre sig, skal du være klar til også at ændre dig selv............ er du det?
Spørg dig selv hvad det var du forelskede dig i da du mødte din kæreste? for det er vel ikke det du vil lave om på?................. og har du ingen svar, så er du måske bedst tjent med at være alene, indtil du har lært at acceptere livet som det er på godt og ondt.

Vi er et par på 22 og 23 år (Jeg er kvinden/pigen) vi har været sammen i snart 5 år og boet sammen i 2 år. Vi har haft mange op og nedture, vi er tit meget uenige, vi har ret forskellige værdier.
[l] [ide] [!] 😖
Først vil jeg sige, at jeg ikke er i tvivl om min kærlighed til ham, jeg vil ham det bedste og han vil mig det bedste. Det er desværre bare ikke altid tilfældet, at vi får gjort 'det bedste' for hinanden.
(Min dybeste følelse er: Jeg har brug for mere!)
Vores største problem er, at vi har utrolig forskellige værdier, synspunkter og opfattelser. Vi er sådan set basale modsætninger.
I starten af forholdet var det rigtig spænende og tiltrækkende, men nu er det for det meste kun en kamp med lange samtaler om hvorfor og hvordan, med mig som ordfører. Det er sjældent at samtalerne decideret bliver forventnings afstemt og derfor bare må ophøre, og man igen igen igen, skal sluge kamelen.
I takt med at det fortsætter sådan, kan jeg mærke hvordan at det tager på mig, konstant ikke at være tilfreds, forstået, hørt.
Vores basale problemer & forskelligheder ligger i:
Økonomi håndtering og forståelse (Vi har ikke fælles økonomi).
Husholdning.
Verdens opfattelse.
Hvem siger og gør hvad.
osv. osv.
MEN MIT STØRSTE & SVÆRESTE PROBLEM ER:
Han er ikke social anlagt (det er jeg)
Han er ikke eventyrlysten (det er jeg)
Han vil helst bruge sin fritid på at slappe af, se film, spise is, evt få et kort besøg af sin mor, drikke en kop kaffe med en tidligere plejefamilie, køre rundt og fixe ting med sin tidl. plejefar, gå en lille tur med mig, ordne alle mulige tekniske ting, ellers bare være lærling og lærlingeformand, snakke om fagforeninger.... (Alt sammen noget der godt kan være hyggeligt ja, men som bare ikke er indhold nok for mig)
Han har dog i de seneste år, virkelig strammet sig op og tager med til kbh på tur, vi er lidt mere sammen med et vennepar osv.
JEG LÆNGES EFTER at han VIL noget med mig..
At han vil rejse, gå på museum, opleve noget mystisk, være spontan, prøve noget nyt, flytte til london......
❓ 😕
Mange af mine venner/familie spørger altid: Hvordan går det med jer/dig? De siger, at jeg har forandret mig og er blevet mere mut og aggressiv. Jeg har også taget 20 kg på over 3 år.
Jeg VED IKKE, om det ville være sket alligevel, da jeg faktisk var lidt depressiv da jeg mødte ham.. Jeg ved generelt ikke, hvad jeg skal tænke, føle og tro i øjeblikket.
Jeg er faktisk bange for at miste ham, men samtidig drømmer jeg tit om en helt anden slags kæreste..
😖
Han friede til mig, et par måneder tilbage, blev så overvældet og begejstret.. Er bange for at såre ham og bange for at jeg bliver såret..
Han er så kærlig og har en helt speciel personlighed, jeg elsker. Vi har skøn sex... Men der mangler fremgang og udvikling, har prøvet og prøvet, men der sker ikke rigtig noget.
Er bange ligemeget hvor jeg kigger hen.
😮
ØDELÆGGER DET HER MIG/OS?
BURDE JEG FLYTTE?
SKAL JEG LÆRE NOGET?
HVAD SKAL DER SKE?
[l] Åh den kærlighed...

Jeg tror ikke det er nemt, men du skal gøre ham til din ven, en godt ven, og så snakke med ham.
Han vil helt sikker ikke forstå dig at først, men det kommer, og du forklarer stille og roligt at du vil være alene i en periode, han vil sikkert ikke være enig, og så kommer kampen.
Kan du ikke enes kan du forslå at leve det liv du stort set allerede har, living apart together.
Gi hinanden total frihed, det ultimative i livet, gør som i har lyst, men snak om det i laver, mødt hinanden hver dag og spørg hvordan dagen gik uden omsvøb, og glem ikke at lave aftale hvem gør hvad.
Det kan være et begyndelse, en start på noget helt nyt, eller en godt afslutning på jeres samvær.
Mera

Du var 17 og han var 18 da I blev kærester. Nu har I udviklet jer i hver sin retning og der er intet der tyder på at I kan mødes på midten.
Selvfølgelig vil det være hårdt for dig at bryde med ham, du ønsker jo ikke at såre ham. Men du kan ende med at såre jer begge to meget mere ved at blive. Hvis du allerede som 22 årig skal se i øjnene at dit liv er utilfredsstillende ender du som en sur gammel strigle der ødelægger alt og alle.
Han vil sikkert gerne forandre sig for at glæde dig. Problemet er bare at det ikke kan lade sig gøre. Han har prøvet, og I ser jeres venner lidt mere, men slet ikke nok for dig. Bedre bliver det ikke fra hans side.
Du bliver nok nødt til at se i øjnene at det er dit valg. Vil du leve sådan resten af dit liv❓Hvis nej, må du rejse fra ham.
Han har også fortjent en chance for at finde en pige der vil ham som han er. Dem findes der helt sikkert mange af.
Håber du får truffet det for dig bedste valg.