Har lige brudt med min mor

Gennem flere år har min mor og jeg ikke set øje til øje. I dag kom dagen så hvor jeg fik nok, og direkte sagde til hende at jeg ikke vil se hende mere. Problemerne afstammede fra en mangel på interesse i mit liv fra hendes side, helt fra barn af. Jeg vil (og skal) også bryde med min far, men da jeg bor kun nogle få kilometer væk fra ham og hans familie, ser jeg det som en svær opgave.
Alt i alt var dette ikke en let beslutning. Men derimod en hård en der blev taget af nødvendighed. Min familie, begge sider endda, har aldrig rigtigt givet mig den emotionelle støtte jeg havde behov for, og gennem mine 24 år har svigtene været ofte og konstante. Jeg prøvede til bedste evne at få tingene til at gå, men jeg indså at jeg ikke er lykkelig i denne situation. Jeg har det af H til hele tiden når de er omkring mig, og jeg elsker dem ikke. Hver gang jeg er hos dem, drømmer jeg mig bort. Det er jo hverken fair for dem eller jeg selv.
Min mor ejer den lejlighed jeg bor i, hvilket gør situationen ekstra kompliceret. Hun har ikke noget imod jeg bliver boende. Men selv om det er en fin gestus af hende, og selvom det er et fint sted, ser jeg ingen anden mulighed end at rykke pælene op og starte et nyt liv. Helst så langt fra dem alle som muligt.
Her kommer så mit problem.
Jeg har ingen idé om hvordan jeg skal gøre det her overfor min far. Han er en ofte vred og arrig person der aldrig mener han har fejl i noget. Derfor sidder jeg med den filosofi at jeg bare må sige det som det er, og lade ham tro hvad han vil. Dog frygter jeg at min lillebror på 15 vil få malet nogle grimme billeder af mig efterfølgende, og det ønsker jeg dog ikke. Han er den eneste jeg ikke ønsker at tage afsked med. Af nødvendige årsager må jeg nok sluge den pille alligevel, men det betyder stadig noget for mig at han ikke tror jeg er familiens sorte får, hvilket min fars side af familien vil male mig som.
Tro mig når jeg siger at dette ikke er en spontan tankegang der er blevet sat i gang. Det er flere års overvejelser der er kulmineret i denne totale beslutning om at forlade hele min familie.
Ethvert svar er værdsat. Mange tak.

Tag evt fat i din bror og fortæl ham, at din mfar sandsynligvis vil sige nogle grimme ting om dig, men at han skal danne hans egen mening og og ikke tage det din far siger for seriøst.
Du må forklare din bror så han kan forstå det.
Synes det er SEJT gået af sig at tage det skridt at sige nej tak til de "forældre" hvis de alligevel ikke er der for dig!

Har du tænkt dig at blive boende i den bolig, din mor ejer..
Er det ikk af kærlighed, at hun lader dig bo i den.......og går ud fra, du betaler husleje..
Hvis jeg var dig, ville jeg få en psykolog,....for at bryde bånd med forældre,
kan man ikk helt psykisk....bare ved og droppe al kontakt..
Kan det tænkes de har givet dig den barndom, som du KUN har været i stand til..
Eller var de ligefrem modbydelige ved dig og dine søskende..
Vil gerne høre mere....for lyder underligt..

Det har også lidt det jeg havde tænkt mig. Jeg tvivler bare på det virker. Min familie (på min fars side) fejer altid problemer ind under gulvtæppet, eller referer dem negativt. Derfor har jeg en frygt for det ikke vil nytte noget.
MEN.. det stopper mig ikke fra at forsøge.
Tak for entusiasmen. Jeg er nok ikke helt på det punkt endnu, men jeg håber det er det rigtige at gøre, trods sværhedsgraden.

... til din far.
Forklar så godt du kan, hvad du vil sige og hvorfor.
Du skal ikke være der når han læser det... og tro mig ! Han vil læse det mange gange, og langsomt men sikker vil han tænke mere og mere over hvad du har skrevet.
Giv ham en åbning til sidst for at i en dag kan mødes ... man ved aldrig hvad der vil ske.
Tough job for en 24 årig... men som du siger - det skal gøres.
Held og lykke

Min mor og fra gik fra hinanden da jeg var meget ung. Det er som det er, og jeg ønsker dem ikke tilbage sammen. Problemet lå i de aldrig fandt en fællesnævner for at hjælpe og støtte mig. Det var en krig af ord fra den ene til den anden. Samtidig blev jeg ofte 'købt' med gaver i stedet for at få den hjælp jeg havde brug for. Blandt andet i skolen havde jeg svært ved at få venner, og de lærte mig på ingen måder at finde ud af hvordan ting hang sammen med hvordan man skulle associere med andre, osv. Jeg har måtte klare min psykiske udvikling selv, og det har ikke været nemt.
Samtidig har de, trods min alder, stadig et behov for at kritisere mine valg konstant og gå i dybden med at jeg ikke gør tingene som de ønskede. Hvilket er ironisk da min far sjældent deltog i skole-hjem samtaler eller for den sags skyld hjalp mig med at finde den rette uddannelse, osv.
Generelt har det været noget jeg har tænkt over i flere år. Så tro mig.. Det er ikke en eller anden reaktion på noget, eller en følelsesladet beslutning. Eller jo, det er det. Men grundlaget er bygget på et solidt fundament. Desværre. Jeg så helst at vi alle kunne have godt forhold med hinanden. Men sådan bliver det aldrig.

Har forsøgt at skrive til ham før omkring bekymringer, tanker og hvad der følger med. Men desværre har han enten ikke reageret eller også har det givet en negativ effekt. Jeg overvejer stadig at gøre det, i håb om (som du skriver) at han vil læse det mange gange og derfra forstå seriøsiteten i det. Jeg må dog erkende jeg har mine tvivl.
Tak. Har nok brug for en smule held og lykke, hvis jeg skal være helt ærlig :)

så der er noget at rette op på.
De gav dig jo livet. Skønner du ikke på det?

som 15 årig stod jeg i 1958 til søs efter 6 klasse, og dengang var der ikke noget der hed, at man kunne vælge en uddandelse, alle unge skulle arbejde.
jeg rejste verden rundt, første tur var kun på 11 måneder, inden jeg kom til danm,ark igen, og jeg skulle have kostpenge med, for at bo hos mine forældre i de ca. 14 dage der gik inden jeg fik en ny hyre.
jeg rejste uden tænder og sko, tænderne var blevet smadret en dag jeg dykkede i fjorden, da en kammerat smed en flaske i hovedet på mig, da jeg dykkede op igen.
min far sagde til tandlægen at alle stumper skulle trækkes ud, og først da jeg var 19 år og blev indkaldt til militæret i 18 måneder, havde jeg sparet så meget op, at jeg kunne købe tænder, dengang var der ikke noget der afbedrag.
jeg skulle servere for kaptajnen og maskinchefen som havde en salon midtskibs, men kabyssen lå agterude sammen med mit kammer, så jeg måtte bære maden på lugerne i høj søgang fordi jeg ikke have noget fodtøj.
endelig en dag i New york gik styrmanden med mig i land så skibet kunne købe sko til mig, prisen blev naturligvis trukket i min hyre.
skipperen forlangte at jeg havde fodtøj, når jeg skulle servere for skibets fine gæster.
ved militæret havde jeg heller ingen sko, så efter 4 måneder købte militæret sko til mig, som jeg naturligvis også måtte afdrage af min løn på 31 kr. om ugen, jeg kunne ikke komme på orlov uden sko.
i 1961 blev jeg agterudsejlet i Santos, brasilien, og sad i fæængsel i 3 måneder fordi mine papirer lå ombord på skibet, jeg kom ind i fængslet på min 18 års fødselsdag, og mødte en svensker der kom ud, da jeg kom ind, han gav mig en konservesdåse til min mad, som var affald fra hotellerne, og som stod ude på gangen i en trækasse.
svenskeren var blevet voldtaget i cellen som var beregnet til 15 mand, men vi var 36 mænd, og et hul i det ene hjørne til vores lort.
vi sov på stengulvet, som var meget koldt om natten.
jeg spillede åndsvag, og sang sange midt om natten, så de andre fanger kaldte mig den skøre tysker, men jeg kunne gå i fred, senere mødte jeg svenskeren i montevideo, da jeg ankom til la plata floden med en færge, for at rejse hjem som konsulatpasager med et andet skib, en frygtelig oplevelse, jeg måtte intet lave ombord, og jeg måtte ikke tale med nogen, maden blev bare sat uden for min dør.
jeg havde naturligvis ingen penge, og jeg var frygtelig sulten efter 3 døgn's rejse med færgen, så da jeg så det svenske skib gik jeg ombord og fik mad og penge, da jeg bad om en adresse hvortil jeg kunne sende de lånte penge, sagde bådsmanden, hvis du møder en sømand i samme situation som dig, så hjælp ham, og du har betalt os, det skete naturligvis flere gange.
jeg skulle overnatte på et hotel i bouines aires, og mine penge blev stjålet, og næste dag skulle jeg med en bus til santa fe hvor skibet var, det var en tur på 12 timer, og selvom bussen stoppede, så blev jeg i bussen for jeg havde ikke penge til mad og drikke.
meget meget senere, med et andet skib, besøgte vi utallige danskere i argentina, som holdt party for os, med kæmpe store bøffer og vin.
en aften skulle jeg blive ombord, og pludselig kom der en frygtelig orkan, så skibets ståwirer sprang, og skibet drev til havs, heldigvis var der en motormand og en matros ombord, så de fik startet maskinen, og sejlet skibet et andet sted hen, senere fik vi en kæmpe stor prise for at redde skibet.

du jo meget ung, og du kan nå at udvikle dig meget. Pas på med hvad du gør. Både mod dig selv, din bror og dine forældre. Det kan blive meget svært på længere sigt, og gøre ondt på alle. Så selvom du siger, du har tænkt i flere år, så er der tænkt i en alder, hvor man stadig er meget selvoptaget og hvor man nemt kan føle sig svigtet og ikke taget nok af. Og forældre er kun mennesker.
Det er de færreste, der har haft en perfekt barndom og ungdom med et perfekt familieliv, og det er ikke mange årtier siden, tilværelsen kunne være meget barsk for mange.
Mon der var meget tid til den enkelte i store børneflokke og med hårdt arbejde?
Folk, der arbejder med unge mennesker idag, taler om en uhyggelig overfølsomhed for livets uundgåelige problemer, og en manglende evne til at tackle dem. Det kan der være mange grunde til, men ansvaret for ens voksne liv, det har man selv, og mange har klaret sig glimrende på trods af hårde odds, og uden at lægge al skyld på forældre.
Jeg har selv haft en meget svær barndom og ungdom, og jeg har haft meget, der kunne bebrejdes mine forældre. Det har dog aldrig fået mig til at slå hånden af dem, og som voksen havde jeg et godt forhold til min far og et decideret kærligt forhold til min mor.
Idag er de døde, og jeg har, som tiden er gået, fået en forståelse for deres opvækst, vilkår og personligheder. Det gør ikke forkert til rigtigt, men kan give forklaring og afklaring.
Det kan være svært at have overskud, men prøv alligevel at se tingene lidt udefra.
Vi er tit hårdest i vores domme overfor dem, der er nærmest. Er dine forældre nu så forfærdelige? Mon de er værre end så mange andre? Var/er der ikke også gode ting? Hvad er din egen (nu voksne!)i relationen? Hvad byder du ind med? Osv.
Træk vejret dybt, sig til dig selv, at nu er du en voksen mand, og prøv at have overskud.
Hvad du end vælger er det dit ansvar. [s]

det tror jeg ikke. - Var du en person, der ville værdsætte ethvert svar, så ville du ALDRIG bryde med dine forældre! Hvad man i øvrigt ikke er i stand til MENTALT. Du er ude på at straffe dem for at du ikke har fået en optimal opvækst og/eller har det forhold til dine forældre, som du nu mener det 'burde' være.
Ingen har fået perfekte forældre, - hvilket er en ganske udmærket ting, der kan bruges som undskyldning for ens egne uperfektioner; - men man har nu engang kun een far og een mor! - så tag dem som de er og lev med deres fejl og mangler. - Hvis 1986 er dit fødeår, så vil du garanteret om ganske få år se helt anderledes på det, - og måske få brug for en bedstemors hjælp, så om ikke for andet, så af egoistiske grunde: Behold dem!

Jeg er slet ikke enig i dette svar!! At bryde med sine forældre har ikke nødvendigvis noget at gøre med at straffe nogen!! Det kan lige så vel handle om at redde sig selv. Redde sig selv fra depressioner, fra skyldfølelser, fra voldsomme skænderier og evige bebrejdelser. Og jeg mener også at man som 24 årig er i stand til at vurdere, hvad der er bedst for en selv.
Jeg brød med min far, da jeg var 21. By far den absolut hårdeste beslutning, jeg nogensinde har truffet - og den bedste!! Det var sindssygt hårdt! Men siden den dag, har ingen råbt og skreget af mig, jeg har ikke skullet vende hver en sætning før jeg sagde noget, og jeg har ikke skullet lægge øre til hvor dum jeg er og alt muligt andet.
Forældre - og bedsteforældre - er ikke alt. Jeg har to skønne børn i dag, alle bedsteforældre bor minimum 300 km væk, så man kan altså godt få et familieliv til at fungere uden at skulle ha' hjælp fra bedstemor og bedstefar i tide og utide.
Rigtig mange tanker og held og lykke til trådstarteren!![l][l][l]

Sålænge du har det, bliver du aldrig lykkelig. Så enkelt er det.
Du siger din familie aldrig har givet dig den støtte du havde behov for - well - det er muligt, men har du nogensinde udtrykt dine behov så tydeligt så de kendte dem eller udtrykt dine ønsker til dem så de havde en chance for at imødekomme dig?
Jeg synes da helt klart du skal rykke teltpælene op og flytte langt, langt, langt væk. Se om du KAN - for i virkeligheden Morten, så prøver du at flytte fra dig selv og det kan du ikke.
Prøv at tænke over hvem og hvad du er.
Du er den du er i forhold til dem, du kender. Du er bror og søn i forhold til din familie, og det vil du jo altid være ligegyldig hvor du flytter hen. Du har en historie med dem som du er gjort af. Dine erindringer, din moral, din opfattelse, din begrebsverden, dine traditioner, dine ordvalg, dine holdninger - altsammen er skabt ud af din familie.
Der vil være mange mærkedage i løbet af et år, hvor du vil tænke på dem - det er ikke sikkert du vil ønske dig tilbage til dem, men du vil TÆNKE på dem - og der vil være hul i dit hjerte op mod jul - fødselsdag - påske - ferie osv. Du kan ikke mærke det hul nu, men det vil du komme til ->
ISÆR i forhold til din bror. For du vil sætte ham i en umådelig forfærdelig situation, han på ingen måde har bedt om eller skal tage ansvar for: Det vil SANDSYNLIGVIS være sådan, at der undertiden vil være beskeder som din familie vil have behov for du får. Hvis du har brudt med dem, vil den eneste der HAR forbindelse med dig være din bror - ergo vil han være budbringeren. Det vil hvile på ham at formidle jer andres beskeder og han vil godvilligt tage rollen på sig for han vil for alt i verden holde familien samlet - han går nemlig OGSÅ i stykker hvis familien går i stykker - Han er ikke så gammel så han kan overskue konsekvenserne og han vælger ikke imellem dem han elsker. Han er på ingen måde i stand til at sige fra i forhold til hvad HAN kan bære følelsesmæssigt. (Og læg nu mærke til jeg sagde "sandsynligvis" - det er ikke sikkert det præcis kommer til at se sådan ud, men han vil under ALLE omstændigheder være den der føler sig ansvarlig for at holde jer alle samlet, fordi han elsker og ser op til jer alle.)
Og nej - sådan ser det ikke ud nu - men om et år eller to gør det.
Mit forslag til dig er, at sige til familien, at nu holder du tre måneders orlov fra dem, og i den tid vil du tænke over hvordan du vil forhold dig til familien i fremtiden. Der er ting du ønsker skal blive bedre og du er nødt til at lægge en afstand for at kunne overskue hvordan det kan ske.
Så holder du tre måneders pause fra dem og i den periode arbejder du mega koncentreret med dig selv, om hvordan DU kan gøre det bedre. Hvad DU kan give!
Jo mere du giver - jo mere får du. Hvis du hele tiden kredser med dine tanker og din hjerteenergi om hvad du ikke har fået, og hvor elendigt de har behandlet dig - så er det det du får! Hvis du derimod tænker på hvordan du selv kan imødekomme DERES ønsker, og forbedre familiens grundlag og muligheder så skal du efter ganske kort tid se hele verden forandre sig. Ikke alene fordi du flytter fokus indvendig, men også fordi når du rækker hånden ud i mod de andre, så rækker de også hånden ud mod dig. Og det GØR de! Det er 100% sikkert!
Hvis du den ene gang efter den anden har andre erfaringer end den jeg garanterer dig her, så er det med sikkerhed fordi du har haft en anden dagsorden i dit baghoved end de andres lykke. Du har tænkt alene på dit eget velbefindende og kun taget hensyn til dig selv. Hvis du giver af hjertet, for at andre skal blive lykkelige - frivilligt - med glæde - og med en ærlig intention der IKKE medfører nogen regning for modtageren - SÅ får du alt det gode. Hvis du derimod sætter dine modtagere i gæld til dig, så får du absolut ingenting ud af dine anstrengelser - ikke andet end skuffede forventninger. Du får præcis det du giver - så giv dit hjerte væk.

Trods jeg værdsætter hvert et svar, er der en masse antagelser om min person der ikke er korrekte. Blandt andet denne populære idé at jeg ikke ved hvad jeg søger, og jeg ikke ved hvad jeg mister.
Sådan er det ikke. Jeg ved hvad jeg mister og jeg ved hvad jeg søger. Jeg startede dette emne for at høre andres syn på min mulige tilgang til min lillebror og far omkring dette emne, samt høre andres historier om emnet.
Jeg kan med fuld sikkerhed sige at jeg i mange år forsøgte at kommunikere disse problemer til mine forældre, men uden held. Jeg er da selv langtfra fejlfri, og jeg mindes da heller ikke jeg har påstået anderledes. Men dette startede tilbage i en alder hvor jeg ikke kunne tage ansvar for mine egne situationer, og her snakker vi naturligvis 7-8 års alderen. Tro mig når jeg siger jeg ikke sidder her som en uforskammet møgunge der er blevet sur eller fornærmet over noget trivielt.
Dette er jo ikke en situation jeg ønsker at sidde i. Men når jeg aldrig er glad, og aldrig er lykkelig, sammen med min familie, men derimod er det når jeg er med venner, så synes jeg da også situationen er ganske klar.
Nu havde jeg ikke lyst til at gå ind i specifikke situationer, fordi jeg ikke er den store fan af at lufte undertøjet i offentligheden, men det var ikke unormalt at min far først kunne kommunikere efter han havde indtaget 10 øl. Ikke alkoholiker på den traditionelle facon, og han drikker da slet ikke så meget nu om stunder, men der var aldrig den form for faderlig støtte man havde brug for da man voksede op.
Ærlig talt kan I alle kalde mig egoist, sige jeg vil fortryde det, og komme kravlende tilbage. Faktisk vil jeg ønske at det er hvad der sker. For så må jeg jo i mellemtiden have indset noget godt omkring dem, som jeg ikke kan indse nu. Men at tage så mange friheder, og bygge min psykiske profil op på en forkert måde, finder jeg aldeles uheldig.
Jeg kan fortælle dig Marianne, at jeg mange gange rækkede min hånd ud i hjælp. Men aldrig fik jeg en modtagende hånd igen. Bare det at skrive det, før faktisk ondt. For jeg VIL så gerne tage fejl i det her. Jeg vil så gerne huske et arsenal af eksempler der modsiger mine følelser. Men.. Det gør der bare ikke.

Du skal skrive et brev til din lillebror.... Du skal ikke svine dine forældre til, men sige at sådan er tingenes tilstand nu og her.... Men hvorfor tror du du ville blive svinet til af din far overfor din bror?????
Det er altid ærgeligt når tingene kommer så langt ud, har du prøvet at forklare dig???? Jeg tænker dine forældre har formodentligt ikke gjort noget i ond mening overfor dig, men formået at gøre det de nu kunne, på daværende tidspunkt..... Jeg ved at tingene ikke for hverken børn eller forældre altid er lige lette, men skulle du mon ikke sætte dig og skrive et brev til dem alle hver især????[l][l][l]