😖Sidder og græder helt uhæmmet og har ganske enkelt behov for, at skrive dette [:*(]
Har lige pakket min kærestes ting for, at tage det med ind til hende imorgen. Det er det sværeste jeg nogen sinde har prøvet - men må konstatere det er slut. Jeg har kæmpet det sidste halve år, for at få det til at lykkedes. Jeg elsker hende mere end jeg forstår. Vi har været sammen 1½ år og det har været en tid, med en masse dejlige oplevelser sammen.
Jeg troede jeg havde fundet kvinden, jeg skulle dele resten af mit liv med - men sådan bliver det åbenbart ikke. Vi har kendt hindanden i 7 år og været kærester i 1½. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om, at jeg snart ikke skal se hende mere.
Det sidste halve år, har hun skubbet mig længere og længere væk, hvilket har gjort mig desperat og ulykkelig.
Det følels som om, at min verden falder sammen nu og jeg kan ikke overskue konsekvensen af min beslutning - men kan bare hellere ikke tåle, at være ked af det, hver gang hun har skuffet mig og prioriteret mig sidst i forhold til hendes søn og hendes søns far.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor hårdt det bliver, at sige farvel imorgen.
tilføjet af Zimbabwe
Hva fa'en?
Det lyder som om at hun er inde og sidde.
men jeg er ked af det..
tilføjet af Burren,fru
du vælger
at den kvinde du skal give din troskab og kærlighed også skal være den værdig og ikke sætte dig som nummer 2 efter ex'en
Jeg mener klart du har truffet et klogt valg, omend det gør pokkers ondt lige nu, så beholder du din selvrespekt og finder garanteret en der sætter dig før ex'en eller exer
Held og lykke
tilføjet af susanne.larsen
At du ikke
vil være 3 i rækken forstå jeg godt - men udelukkende fordi barnets far tilsynladende er højre på ranglisten end du...
Når der er et barn indvolveret, så kan jeg godt forstå at moderen har sit barn som første prioritet, og så burde du være anden....Men jeg tænker: gad vide om det er af hensyn til barnet at hun ofre så meget krudt på at få samarbejdet med barnets far til at virke???? Når forældren eike kan samarbejde kan det få katastrofale følger for barnet siden hen....
Måske din snart-eks kæreste har skubbet dig længere væk - men måske du har været FOR krævende - og måske lidt barnlig i horhold til hendes barn????
tilføjet af den ulykkelige
måske måske ikke
jeg har gjort hvad jeg kunne for at være forstående. Har været glad for at hygge i weekenderne og for at være sammen men min kæreste og sønnen. Indtil for 6 mdr siden hvor eks blev opmærksom på at jeg var der han blev sur og siden har jeg været for mii selv i de perioder hvor hun har haft sin søn. Hun bad mig endda om at køre hjem til mii selv da hun skulle have sønnen fordi eks var blevet syg i hans periode. Jeg føler mig så langt nede på listen når hun fortæller mig at jeg åbenbart ikke er god nok til at være sammen med hende og hendes søn. Føler aldrig jeg kan gøre hende lykkelig for lykkelig er hun sammen med sønnen men der er jeg der ikke
tilføjet af susanne.larsen
DEt forstår jeg godt
og jeg håber ikke du følte at jeg sparkede til dig for det var ikke hensigten.
Jeg støtter dig 100% i at du ikke skal finde dig i at være "mindre"værd i hendes verden end hendes eks..og ligeværdig med hendes søn. Når det ikke sker og intet tyder på at det kommer til at ske, så har du gjort det eneste rigtige - og valgt DIG.
Jeg er sikker på at du nok skal komme på fode igen - og finde kærligheden med de rigtige prioriteter 🙂🙂
tilføjet af la34sf
Evigt ejes kun det tabte.
Hej ja men sådan er hele livet, vi er her jo kun et stykke tid, men du er ung endnu så om et stykke tid vil du kunne se det fra en anden vinkel, selv om det er hårdt, det er jo også hårdt at stå i kirken og sige farvel til de gamle, men man skal lade tiden råde så kommer der nye tider, og man glemmer de dårlige tider for sådan er vi heldigvis indrettet.
tilføjet af den ulykkelige
tak - hvor er jeg trist nu
[:*(]tak for jeres pæne ord og forsøg på, at hjælpe mig på vej.
Nu sidder jeg alene hjemme føler mig så tom, trist og så langt væk fra alting. Er ved at gå i opløsningen og kan knapt klare at gå i bad.
Jeg ved det bliver bedre - har prøvet det før. Men hvor er det hårdt. Jeg er så bange for, at jeg har gjort det forkerte og begynder at græde hvergang jeg tænker på, at jeg nok ikke kommer til, at se hende mere.
Hvorfor fanden skal kærlighed være så svær - hvor kan noget der er så godt - samtidig være så trist og hårdt [:*(]