Hej Talant

Er du med på et lille eksperiment?
Der står følgende i Biblen:
..ingen kan sige: Jesus er Herre! Undtagen ved Helligånden...
Prøv at se om du kan sige det! Åben munden og udtal ordene, hvis du kan... Jesus er Herre! Jesus er Herre! Jesus er Herre! Jesus er Herre! Prøv at sige det nogle gange...
Det er bare fordi at der er flere af mine kristne venner, der ikke har oplevet at blive døbt i Helligånden(født påny), og derfor ikke er særlig kristne i deres opførsel og tale, men de siger at de har Helligånden, fordi at de kan sige: Jesus er Herre!
Jeg kunne bare godt tænke mig at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre for en der nægter at Gud findes, at sige: Jesus er Herre!
Hvis der er andre Gudsfornægtere på debatten, som har lyst til at gøre samme forsøg, så er i meget velkomne til at skrive tilbage, og fortælle om resultatet...
Kan det lade sig gøre at sige: Jesus er Herre, f.eks. 3 gange lige efter hinanden, for én som er fuldstændig overbevist om at der ikke findes nogen Gud?
På forhånd tak for hjælpen...

Det kan sagtens lade sig gøre :)

var det også godt for dig skat? Hvad er det lige præcist du får ud af at høre os sige de tre ord?
Jeg er ikke troende, og det er da som at sige "rødgrød med fløde" for mig. Ikke får at håne nogen eller noget, men jeg savner altså lige lidt for at fatte hvor du vil hen med det nummer?
Speedy

sige Jesus er herren.

Men kan du så sige "bispens gipsgebis" ligeså mange gange?

Betty bought a bit of bitter butter and baked a bit of bitter patee, but the bit of patee, was bitter as the bitter butter. Then Betty bought a bit og better butter and with a bit of better butter Betty baked a bit of better patee.
Og til den udvalgte....hvis du sender personlige bekeder til Talant, så må du finde dig at folk blander sig, med noget som ikke har en bønne med det at gøre...for det er en meget intern besked du har lagt der.

som jeg forventede... let at sige de 3 ord for enhver, der prøver på det...
Det er bare fordi jeg har en del "religiøse" venner, som nærmest er overtroiske og tillægger bestemte skriftsteder en særlig magi, og de bruger det af og til som undskyldning for ikke at tage det afgørende skridt, som kræves for at blive frelst. Altså at blive døbt i Helligånden, og dermed få Kraft til at tjene Gud.

Det er ligesom med barnedåben, dér påstår kirkefædrene også at ritualet har en virkning i sig selv, ex opera operato, selvom intet tyder på at de har ret. Der er intet om barnedåb i Biblen, men tværtimod står der rammende nok:
Bedøm dem på deres frugter...

The Choosen One? Har du noget imod at jeg lige kikker på det?

Den kendte jeg ikke...
Hvad med: Jeg plukker frugt med en brugt frugtplukker... Prøv at sige det hurtigt...

til en anden gang, så kan du søge på enkelte ord i Biblen, på disse adresser:
www.bibelselskabet.dk (den autoriserede)
www.biblegateway.com (mange forskellige sprog og oversættelser, måske også jeres egen, tror jeg).
www.udfordringen.dk (Biblen på hverdagsdansk)
1. Kor. 12:

v1 Om Åndens gaver, brødre, vil jeg ikke holde jer i uvidenhed. v2 I ved, hvordan I viljeløst blev drevet med til de stumme afguder, dengang I var hedninger. v3 Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.
v4 Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. v5 Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.
v7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. v8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. v9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, v10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. v11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.
Og du er meget velkommen på besøg hos en af de levende menigheder, hvis du vil opleve nådegaverne i funktion. Jeg kan anbefale:
http://www.evangelist.dk/default.asp?id=243

Kære Anonym,
Hvis du spørger, så vil du også få svar. The.chosen.One var lidt hurtigere end jeg. Det som jeg kan supplere med er følgende.
I den Danske autoriserede Bibel står der, som The.chosen.One ganske rigtigt siger: ”v3 Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige:
"Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden".
Hvad du været medlem af Jehovas Vidner, kunne du ikke have fundet ordet i deres private Bibel.
Der står det nemlig ikke. Der står til gengæld: " undtagen ved hellig ånd".
Nu hvor du går lidt dybere ind og tænker lidt over det, kan du muligvis forstå forskellen.
Venlig hilsen
Enoch

OG mine mundvig sidder klistret til mine ører -
HJÆLP mig søde -
Århh nej forresten, det er sgu en ganske dejlig tilstand at være i -
Tror du jeg så har mødt jesus, Allah eller en af alle de andre dejlige spirituelle andre ?
Hmmm du siger det bare SÅ ....
Herligt -
Knuzer fra
guller din halv vilde qvinde

Jeg har en kommentar fra et gammelt blad:
"Guds ånd i os leder os til at bekende, anerkende eller forkynde det der er ret, nemlig at Jesus af Gud er udvalgt til at være „Herre“. Gud oprejste Jesus fra de døde for at han kunne være en levende Herre. Gud gav den opstandne Jesus sæde ved sin højre hånd og gjorde ham til „Herre“ over alle andre skabninger. Hvis vi ønsker at opnå evig frelse må vi holde fast ved offentligt at forkynde, bekende eller anerkende det samme som vi gjorde før vi blev døbt, nemlig at Jesus Kristus er den Herre som Gud har sat over os og som vi kærligt har taget imod."
Det vil altså sige, at helligånden vil lede os til at forkynde, at Jesus er Herre.
Det betyder ikke at man kan sige "Jesus er Herre", som et bevis på at man har Helligånden, men det var så også det du sagde.
Dette er venligt ment,
med venlig hilsen, A.

Jeg KAN ikek sige det, men det kan mine unger til stor fryd.
Men så kan jeg sige: She Sells Sea Shells at the Sea Shore...uden at brække tungen kan du det?

Gymnastik for smagsmusklen.
Forresten, hvad fejler din søn egentlig?

Jeg har prøvet at svare dig hele aftenen stort set...men er nået frem til at jeg kan ikke her på nettet forklare om min søns handicap uden at fortælle om ham. Og jeg vil ikke ligefrem udlevere ham...
Så jeg kan fortælle dig hvad det rent teknisk hedder, men du har desværre nok ikke skygge af mulighed for at forstå, hvad det betyder i praksis....
Det hedder en dirksret neurologisk afvigelse i parietallappen forårsaget ved iltmangel under fødslen.
Jeg vil gerne fortælle dig mere om det pr. mail, hvis du fortæller mig hvad din interesse i det er. For som sagt vil jeg jo gerne fortælle hvorfor det er så hård en skæbne...andre kan jo sidde isolerede med de samme eller lignenden skæbner, og det er godt at få ud i lyset og ned på jorden, men jeg vil som sagt ikke her på nettet sidde og fortælle om ham i detaljer...det forstår du sikkert godt.
Synes det er godt du spørger...hvis ikke man spørger, får man ikke noget af vide.

fra en 7-årig ;o)

Tror du ikke det er folk som er besat, der har svært ved at udtale de 3 ord???
Desuden er der mange "ægte" kristne som får deres børn døbt. Og der er sikkert også voksne der lader sig døbe uden at tillægge det så stor vægt. Biblen udtaler sig ikke klart om dåben kun er for voksne - ville det ikke være utænkeligt hvor en hel familie kommer til tro og bliver døbt, at de skulle lade være med at døbe børnene?? Jeg kan se noget for og imod både voksen- og barnedåb. Men vigtigst er troen vel.

Grunden til at jeg spørger er ligetil: Det er fordi jeg har oplevet rigtig mange helbredelser, hvor Gud har grebet ind, og gjort det som lægerne ikke kunne. Af samme grund vil jeg invitere din søn og dig, til at komme forbi en alternativ sommer festival, i Arnborg ved Herning, hvor der vil være besøg af mange helbredelses prædikanter, og hvor jeg tror på at der vil være en mulighed for at din søn kunne blive helbredt, eller ihvertfald opleve en forbedring. Men det kræver selvfølgelig at man vil åbne sit hjerte for Jesus Kristus, og tage imod Ham uden forbehold.
Jeg synes bare jeg ville nævne det som en mulighed, og jeg håber ikke at du føler jeg har overtrådt dine private grænser, ved at skrive så direkte.
Der står noget om det her:
http://www.evangelist.dk/default.asp?id=138
Tak fordi du er ærlig...

Undskyld at jeg svare så forsinket. Normalt kommer jeg ikke herind på Religions debatten, uden at en overskrift fanger mig.. men jeg må indrømme at jeg har savnet vores debatter lidt, og besluttede mig for at kigge herind. Og så var det så jeg opdagede du igen havde skrevet direkte til mig, for nogle dage siden.
Yes, jeg kan sagtens sige 'Jesus er Herre', jeg kan også sige 'Forbandet er Jesus'. Og jeg kan sige dem mange gange i træk..

"v3 Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden."
jeg forstår ikke den sætning, eller det vers, eller hvad du vil kalde det. Hvad er det helt præcis det siger? At jeg ikke skal kunne sige begge ting, eller en af tingene? For jeg må da nok indrømme, jeg kan sige hvad jeg vil (næsten da.. nogle af de remser der blev nævnt blev jeg da næsten kvalt i :D) uanset hvad jeg tror på.

Først vil jeg sige mange, mange tak for din gode vilje og lyst til at give mig mulighed for hjælp i forhold til min dreng. Det vil jeg aldrig glemme dig for...det bringer tårer frem hos mig at du giver mig sådan en mulighed....
Har tænkt over det i nogle dage....
Jeg vil ALDRIG være den der forhindrer min søn i noget, og jeg vil ikke udelukke en eneste mulighed for at han kan få en plads i solen og i livet sådan som han fortjener.
Derfor vil det ikke være rigtigt af mig at tage med til den begivenhed...for jeg ville ikke have hjertet med...det ville han kunne mærke. Når jeg ikke går fuldt og helt ind for det, og han kan mærke min holdning, så er han heller ikke åben selv.
Jeg vil derfor gemme oplysningerne, hjemmesiden og den viden til der dukker nogle andre mennesker op, som jeg stoler på, der muligvis kan tage ham med til sådanne begivenheder...deres tro på det, vil komme til at gøre min søn godt...min egen manglende tro vil ødelægge hans muligheder.
Jeg håber du forstår, at det er i erkendelse af, at jeg VED hvor meget magt en mor har, og at jeg ikke vil lade denne magt gå ud over ham negativt, men det ville det komme til, hvis jeg bare tog afsted for at prøve det, som man prøver forlystelser i tivoli.
Så i respekt for alle...må jeg for min del sige nej tak foreløbig og holde døren åben for min søn så han kan få en ærlig mulighed en anden gang.
Mange kærlige hilsner
Halfevil333

fuldt ud dit syn på... og jeg forstår det såmænd også... Jeg har selv haft den samme tvivl og modstand på, overfor alt hvad der havde med kristen(dom) at gøre.
Men jeg vil bare fortælle dig, at da jeg første gang tog til et lignende møde, var det uden den mindste tro på Jesus. Det var først under mødet, at der skete ting, og jeg hørte ting, som der gjorde at jeg pludselig kunne tro. Det har forvandlet mit liv, og helbredt min smerte, og givet mig håb og fred. Og jeg ved at der er rigtig mange der oplever det samme; at komme til møderne som hårdføre skeptikere, men bliver omvendt og kommer til tro, når enten de selv eller andre bliver helbredt, og tager imod Jesus. Du skulle unde dig selv den oplevelse, at være vidne til en sådan forvandling af et menneskeliv. Det er noget af det mest livsbekræftende og opløftende jeg nogensinde har set, når f.eks. mange års kroniske smerter forsvinder, at se den forbløffelse og taknemlighed der vokser frem og bliver til lykke, tårer, og lovsang til Gud.
Når man ser det på fjernsyn er man altid lidt skeptisk, men når det sker lige foran ansigtet på én, så er man ikke i tvivl om at det er ægte.
Lige gyldigt hvad du beslutter, så har jeg tillid til at du handler i den allerbedste mening, og det er det største noget menneske kan gøre.
Gode ønsker om fremtiden herfra, jeg kommer nok ikke til at være så meget på debatten fremover, men det har været en lærerig periode af mit nye liv i Kristus. Gud elsker jer...

Kære Talant
Jeg har også haft et rigtig godt modspil i dine argumentationer, og jeg vil gerne udtrykke min glæde over dit engagement i debatten om Gud og Jesus. Det har været en fornøjelse at "lære dig at kende"...
Jeg har fået et kald fra Gud og kommer ikke til at være på debatten særlig ofte i fremtiden, der er andre steder Han har brug for mig... Desuden bad Han mig om at forære min computer væk, så det har jeg gjort... Sidder nu på biblioteket...
Evangelist.dk holder en alternativ sommerfestival i Herning, hvor du er meget velkommen. Det koster ikke noget at komme ind, men 30 kr. pr. nat, hvis du ønsker at campere.
Meningen med Bibelverset og mit indlæg som så, er at afmystificere skriftens overordnede fortolkninger, da jeg er modstander af de almene (tomme) ritualer, og ønsker at (gen)indføre en sand og ægte Gudsdyrkelse i Danmark.
Du kender ordkløvere, der bliver ved med at påstå at de har ret, selvom alt tyder på det modsatte. Jeg tror på Biblen, men ikke som en facitliste. Jeg tror på at det er meningen der ligger bag ordene man skal fokusere på, og ikke ordlyden eller grammatikken. Kan vi bedømme om folk mener det som de siger? Ja... Ved Gud vi kan... Vi kan se på om de handler derefter...

At læse mellem linjerne i Biblen, og handle derefter. Ikke at tage Biblen bogstavligt, men handle efter bagved liggende mening med historierne.
Det er jo at fortolke Biblen som man selv 'vil'. Man fortolker den ikke bevidst (jo, nogle gør, og de er endnu længere ude på marken end de kristne.. tag Moon bevægelsen, for et eksempel), men man tolker Biblen som man nu engang tolker den selv. Og som du siger, skal man ikke bruge den som en facit liste.. og som jeg siger, er Biblen bare en samling af morale historier, som skal belære folk om etik og moral. Er det ikke rigtigt? Er det Biblen ikke bare et fysisk hjælpeværktøj?

"Kvinder bør tie i forsamlinger"
Okay Halfevil333...bare luk arret! Det står i biblen! Eller hvad? Hvordan skal man fortolke den slags?
Skal man feks. se på kulturelt var det på det tidspunkt sådan at kvinder jo ladrig fik officiel taletid eller rum, og kunne aldrig fremføre deres meninger eller holdninger, andet som råbende tilskuerer til mænd der FIK taletid og talerum. Og når de her råbende tilskuere blev mange nok, så var det ikke til at få ørenlyd...man skulle have ørenlyd for at viderebringe budskaber, og grundet omstændighederne var det især kvinder der larmede...og derfor burde tie stille i forsamlinger?
Hvis vi skal forstå DET kulturelt for at sluge noget der er kvindeundetrykkende og diskiminerende i dagens Danmark...så er man pine død også nødt til at forstå ALT det andet der står i biblen i forhold til den tid den er skrevet i!
OG, så er man også nødt til at tage med...at den er SKREVET flere hundrede år EFTER begivenhederne angiveligt er foregået....
Der er INTET der for mig peger på, man skal tage biblen bogstaveligt...
Man kan læse den, får det ud af den der siger en noget...og så er der nogle GENIALE og KRØLLEDE formuleringer, som udtrykker store ting i små sætninger...Det elsker jeg...men det er sådamn set mest point for den kunstneriske værdi.
Og hvsi vi bliver lidt i den kunsnteriske del...så er hele det gamle testamente fyldt til randen med blodsudgydelser, folkevandringer ulykker og oversvømmelser...beskrevet i nogle fantatstiske landskaber med have bjerge floder ørkner marker...store nattehimler...jamne det er helt utrolig dramatik, der sådan lige fordrer den del af mit indre...Og selvfølgelig er den spækket med gennemgribende symbolik man kan tage for hvad man vil....men saftig og tung...DET er den!
MEN...måske læser jeg netop biblen som fanden læser biblen...for jeg får det ud af det, jeg selv vil...hvad ellers?

"MEN...måske læser jeg netop biblen som fanden læser biblen...for jeg får det ud af det, jeg selv vil...hvad ellers?"
Det er det der er min pointe, og at det ikke kun er dig, men ALLE.
Biblen har til syneladende meget imod kvinder? Jeg har endnu ikke læst den, så jeg ved ikke om der står nogle modsigende ting omkring den. Jomfru Maria, måske, men ser man mere nudags på den historie, virker det mere som om hun var hendes mand utro.
Men allerede som noget af det første, så bliver den eneste kvinde Eva beskrevet som den der fik fordømt mennesket fra Paradis. Det sætter ikke kvinder i et specielt godt lys, hos dem som læser og inderligt tror på biblen. At hun så også lokker Adam tilo at begå forbrydelsen, kan jo bevise kvinders magt. Og præster og andre mænd 'back then' kunne ikke lide den tanke?
I dunno, og jeg er sådan set ligeglad, for jeg tror ikke på historien er sand, men bruger den samtidig her til at bevise, at folk kan fortolke de forskellige historier som de selv vil have det, og bruge det som tomme argumenter til hvad de vil..

så laver vi da lige et lille eksperiment her... forklar venligst hvordan moses kunne skrive den 5. Moses bog når manden døde i den 4. ..??? Og hvem tænder alle de små søde lys på himmelen om natten??? altså dem vi andre kalder stjerner??for i biblen står der at de bliver manuelt tædt om natten.. Den bibel holder bare ikke og så er det sagt...iøvrigt behøver man altså ikke blive fanatisk religiøs fordi man er gammel misbruger, jeg er gammel misbruger og rent faktisk kan jeg ikke bruge NA og biblen til en disse, jeg klare mig fint uden og føre et godt liv uden alkohol og stoffer.. Hvorfor er det så nøvendigt for flertallet af eks. misbrugere at blive total fanatisk???

jubiii, dvs. min søn kan slippe for ritalin, han må godt helbrede min søn så alle her på jorden kan holde ham ud!!!! hvis gud er så god hvorfor skal min søn så i første omgang fødes med DAMP og en masse andre psy. lidelser, den der holder ikke, men hvis min søn vågner op imorgen tidlig og er som normalen af andre børn, så vil jeg gerne tro ellers vil jeg ikke, så vil jeg hellere tro på videnskaben og mig selv..

5 Mosebog er skrevet af Moses i år 1473 fvt, og spænder over to måneder i året 1473. De sidste par vers er føjet til efter Moses' død, sandsynligvis af Josua eller af ypperstepræsten Eleazer.

Biblen er et historisk dokument, beseglet med Jesu blod.
Der er POWER i Biblen. POWER til helbredelse, forvandling, fornyelse og evig glæde.
Biblen er Guds åbenbaring af sig selv.

Biblen er bare skrevet af nogle mennesker, som har påstået at de har set/hørt fra gud. :)

Det passer jo ikke med det der står, den forløber ikke over et par mdr, men længere. Iøvrigt står der højt og tydeligt at moses dør i den 4.
Tingene passer altså ikke rigtig sammen.. citat slut...

Bibelens 4. bog — Fjerde Mosebog (Numeri)
Skribent: Moses
Skrevet: I ørkenen og på Moabs sletter
Fuldført: 1473 f.v.t.
Spænder over: 1512-1473 f.v.t.
BEGIVENHEDERNE under israelitternes ørkenvandring er blevet optegnet i Bibelen til gavn for os i dag. Som apostelen Paulus sagde: „Disse ting er blevet eksempler for os, for at vi ikke skal begære noget skadeligt.“ (1 Kor. 10:6) Den levende beretning i Fjerde Mosebog lader os forstå at hvis vi skal bevare livet må vi hellige Jehovas navn, adlyde ham under alle forhold og vise respekt for hans repræsentanter. Guds tjenere ejer ikke Guds gunst fordi de er gode mennesker og har gjort sig fortjent til den, men fordi Gud er meget barmhjertig og viser dem ufortjent godhed.
2 Fjerde Mosebog har også det latinske navn Nu´meri, der betyder „tallene“. Det sigter til de optællinger af folket der fandt sted ved Sinaj Bjerg og senere på Moabs sletter, som skildret i kapitlerne 1-4 og 26. Navnet stammer fra den latinske Vulgata, der har hentet det fra den græske Septuaginta, hvor bogen hedder Arithmoi´. Jøderne har imidlertid givet bogen den mere træffende betegnelse Bemidhbar´, som betyder „i ørkenen“. Midhbar´ er det hebraiske ord for et åbent område uden nogen form for byer. Og begivenhederne i Fjerde Mosebog fandt netop sted i det øde område syd og øst for Kana?an.
3 Oprindelig var Fjerde Mosebog en del af det bind der omfattede alle fem Mosebøger. Dens første vers indledes med bindeordet „og“, hvilket hægter den til det foregående. Den må derfor være skrevet af Moses, som nedskrev de foregående beretninger. Dette fremgår også tydeligt af bogens ord om at „Moses optegnede“ og af afslutningen: „Det er de bud og lovbud som Jehova gav Israels sønner ved Moses.“ — 4 Mos. 33:2; 36:13.
4 Israelitterne er draget ud af Ægypten for lidt over et år siden. Fjerde Mosebog optager beretningen i den anden måned i det andet år efter udgangen og spænder over de følgende 38 år og ni måneder, tiden fra 1512 til 1473 f.v.t. (4 Mos. 1:1; 5 Mos. 1:3) Skønt de begivenheder der berettes om i 7:1-88 og 9:1-15 ikke hører hjemme i denne tidsperiode, tages de med som supplerende oplysninger. De første dele af Fjerde Mosebog blev uden tvivl skrevet efterhånden som begivenhederne indtraf, men det er tydeligt at Moses ikke kan have lagt sidste hånd på bogen før hen imod slutningen af det 40. år af opholdet i ørkenen, nemlig i begyndelsen af kalenderåret 1473 f.v.t.
5 Om beretningens ægthed kan der ikke herske tvivl. Moses beskrev det hovedsageligt golde land israelitterne rejste igennem som ’en stor og frygtindgydende ørken’, og selv i dag er de spredte indbyggere på stadig vandring i deres søgen efter græsgange og vand. (5 Mos. 1:19) De detaljerede anvisninger på hvordan folket skal slå lejr, hvilken orden det skal drage af sted i, og hvilke trompetsignaler der skal bruges ved ledelsen af lejrens anliggender, vidner om at beretningen virkelig blev skrevet „i Sinaj ørken“. — 4 Mos. 1:1.
6 Selv den rapport som de der udspejdede Kana?an aflagde da de kom tilbage, og som gik ud på at ’de befæstede byer var meget store’, er der bekræftelse for. (13:28) Arkæologiske fund i nutiden har vist at indbyggerne i Kana?an på den tid havde styrket deres position ved en række fæstninger der strakte sig tværs gennem landet, fra Jizre?elsletten i nord til Gerar i syd. Ikke nok med at byerne var befæstede, men de var som regel også bygget på bakketoppe og med tårne der hævede sig op over murene, hvilket gjorde at de tog sig yderst imponerende ud for israelitterne, der i generationer havde levet i det flade land Ægypten.
7 Verdens nationer er tilbøjelige til at dække over deres nederlag og forherlige deres sejre, men med en ærlighed som tyder på historisk sandfærdighed fortæller beretningen i Fjerde Mosebog at Israel blev slået på flugt af amalekitterne og kana?anæerne. (14:45) Den bekender uden omsvøb at folket viste sig troløst og handlede respektløst over for Gud. (14:11) Med en bemærkelsesværdig oprigtighed afslører Guds profet Moses de synder der blev begået såvel af folket som af hans nevøer og hans egen broder og søster. Han dækker heller ikke over sig selv, for han fortæller at han undlod at hellige Jehova da der blev skaffet vand ved Meriba, hvorved han mistede den forret at komme ind i det forjættede land. — 3:4; 12:1-15; 20:7-13.
8 At beretningen er en ægte del af de skrifter der er inspireret af Gud og gavnlige, bekræftes af at næsten alle de vigtigste begivenheder og mange enkeltheder i den omtales direkte af andre bibelskribenter, hvoraf mange fremhæver oplysningernes betydning. Blandt disse er Josua (Jos. 4:12; 14:2), Jeremias (2 Kong. 18:4), Nehemias (Neh. 9:19-22), Asaf (Sl. 78:14-41), David (Sl. 95:7-11), Esajas (Es. 48:21), Ezekiel (Ez. 20:13-24), Hoseas (Hos. 9:10), Amos (Amos 5:25), Mika (Mika 6:5), Lukas (Apg. 7:36, i referatet af Stefanus’ tale), Paulus (1 Kor. 10:1-11), Peter (2 Pet. 2:15, 16), Judas (Jud. 11) og Johannes (Åb. 2:14, i gengivelsen af Jesu ord til menigheden i Pergamum). Alle henviser de til beretningen i Fjerde Mosebog, som også Jesus Kristus selv gjorde. — Joh. 3:14.
9 Hvilket formål tjener Fjerde Mosebog? Dens beretning er af mere end historisk værdi. Den betoner at Jehova er ordenens Gud, og at han kræver udelt hengivenhed af sine skabninger. Det får man et stærkt indtryk af når man læser om optællingen af israelitterne og om hvordan de prøves og sigtes, og man ser at folkets ulydighed og oprørskhed understreger at det er livsvigtigt at adlyde Jehova.
10 Beretningen blev bevaret til gavn for kommende generationer så de, som Asaf forklarede, „kunne sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds handlinger, men holde hans bud“, og „ikke blive som deres forfædre, en genstridig og opsætsig generation, en generation der ikke havde beredt sit hjerte og hvis ånd ikke var trofast mod Gud“. (Sl. 78:7, 8) Atter og atter blev de begivenheder der er omtalt i Fjerde Mosebog genfortalt i Salmerne, jødernes hellige sange, og de blev således gentaget gang på gang til nytte og gavn for folket. — Salmerne 78, 95, 105, 106, 135, 136.
BOGENS INDHOLD
11 Fjerde Mosebog falder logisk i tre dele. Den første slutter ved kapitel 10, vers 10, og omspænder begivenheder der fandt sted mens israelitterne stadig lå lejret ved Sinaj Bjerg. Den næste del slutter med kapitel 21 og fortæller hvad der skete i løbet af de næste 38 år og en måned eller to, mens de opholdt sig i ørkenen og indtil de ankom til Moabs sletter. Den sidste del, til og med kapitel 36, drejer sig om begivenhederne på Moabs sletter mens israelitterne forberedte sig til at gå ind i det forjættede land.
12 Begivenhederne ved Sinaj Bjerg (1:1–10:10). Israelitterne har allerede levet i Sinajs bjergegn i et års tid. Her er de blevet en fast sammentømret organisation. På Jehovas befaling foretages der nu en optælling af alle mænd fra 20 år og opefter. Det viser sig at stammerne varierer i størrelse fra 32.200 voksne mænd i Manasse til 74.600 i Juda, og at der i alt er 603.550 mænd som er duelige til at tjene i Israels hær, foruden levitter, kvinder og børn — en lejr der sandsynligvis talte tre millioner eller mere. Mødeteltet og levitterne er placeret i midten af lejren. På hver side af det er de andre israelitter lejret på anviste pladser i afdelinger på hver tre stammer, og stammerne er nøje instrueret om i hvilken rækkefølge de skal tage af sted når lejren bryder op. Det er Jehova der giver instruktionerne, og beretningen siger: „Derpå handlede Israels sønner efter alt hvad Jehova havde påbudt Moses.“ (2:34) De adlyder Jehova og viser respekt for Moses, Guds synlige repræsentant.
13 Levitterne sættes nu til side til Jehovas tjeneste, idet de er en løsesum for Israels førstefødte. De deles i tre grupper efter deres afstamning fra Levis tre sønner, Gersjon, Kehat og Merari. Hvor de skal placeres i lejren og hvilke opgaver de skal have, retter sig alene efter hvilken gruppe de hører til. Fra 30-årsalderen og opefter skal de udføre det anstrengende arbejde at transportere tabernaklet. Det lettere arbejde skal også gøres, og derfor arrangeres det at andre kan tjene fra 25-årsalderen. (På Davids tid blev grænsen sat ned til 20 år.) — 1 Krøn. 23:24-32; Ezra 3:8.
14 For at lejren kan bevares ren gives der vejledning om at de der rammes af smitsomme sygdomme skal anbringes i karantæne, at troløse handlinger skal sones, hvad der skal gøres hvis en mand mistænker sin hustru for utroskab, og hvordan det sikres at de der har aflagt løfte om at leve som nasiræere for Jehova, lever efter forskrifterne. Eftersom Guds navn skal nævnes over israelitterne må de følge hans bud.
15 Moses indskyder her nogle detaljer fra den foregående måned (4 Mos. 7:1, 10; 2 Mos. 40:17), idet han fortæller om de materielle bidrag der blev ydet af folkets tolv høvdinger i løbet af tolv dage efter alterets indvielse. Ingen af høvdingerne søgte at overgå de andre eller at fremhæve sig selv, for hver af dem bidrog med nøjagtig det samme som de andre. Alle israelitterne skal huske at over disse høvdinger, og over Moses selv, står Jehova Gud, der giver Moses instruktioner. De må aldrig glemme deres forhold til Jehova. Påsken skal minde dem om at Jehova på forunderlig måde udfriede dem af Ægypten, og de fejrer den til den fastsatte tid her i ørkenen, et år efter at de har forladt Ægypten.
16 Ligesom Jehova havde ledet Israels udgang af Ægypten leder han nu folket på dets vandringer, idet han om dagen lader en sky og om natten noget der ser ud som ild, stå over tabernaklet, Vidnesbyrdets telt. Når skyen løfter sig, bryder israelitterne op. Når skyen hviler over tabernaklet, forbliver de lejrede, hvad enten det er nogle få dage eller en måned eller længere, for beretningen siger: „På Jehovas befaling slog de lejr, og på Jehovas befaling brød de op. De overholdt deres forpligtelse over for Jehova, efter Jehovas befaling ved Moses.“ (4 Mos. 9:23) Da tiden er inde til at de skal bryde op fra Sinaj, indføres der forskellige trompetsignaler som dels skal samle folket og dels lede de forskellige afdelinger af lejren på ørkenvandringen.
17 Begivenhederne i ørkenen (10:11–21:35). På den 20. dag i den anden måned lader Jehova endelig skyen løfte sig fra tabernaklet og giver således signal til Israels opbrud fra Sinajområdet. Med Jehovas pagts ark i deres midte drager israelitterne af sted mod Kadesj-Barnea, der ligger cirka 240 kilometer nordligere. Når de vandrer om dagen holder Jehovas sky sig over dem. Hver gang arken bryder op, beder Moses Jehova om at rejse sig og lade sine fjender spredes, og hver gang den hviler, beder han Jehova om at vende tilbage „til Israels titusinder af tusinder“. — 10:36.
18 Imidlertid opstår der vanskeligheder i lejren. På turen mod nord til Kadesj-Barnea beklager folket sig ved mindst tre lejligheder. For at kvæle det første udbrud af utilfredshed sender Jehova en ild, som fortærer nogle af dem. Så får „den sammenløbne hob“ israelitterne til at klage over at de må undvære Ægyptens fisk, agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg og nøjes med manna. (11:4, 5) Moses bliver så nedslået at han beder Jehova om at dræbe ham frem for at lade ham fortsætte som plejefader for hele dette folk. Omsorgsfuldt tager Jehova noget af den ånd der er over Moses og lægger den på 70 af de ældste, der herefter hjælper Moses som profeter i lejren. Så kommer der kød i overflod. Som det en gang før var sket sender Jehova en vind der driver vagtler ind fra havet, og i selvisk grådighed samler folket store forråd. Jehovas vrede blusser op imod israelitterne, og mange omkommer på grund af deres grådige begær. — 2 Mos. 16:2, 3, 13.
19 Vanskelighederne fortsætter. Mirjam og Aron viser ikke den rette respekt for deres yngre broder, Moses, som Jehovas repræsentant, og finder anledning til at kritisere ham på grund af hans hustru, der lige er ankommet til lejren. De kræver en myndighed som hans, skønt „manden Moses var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mos. 12:3) Jehova sætter selv tingene på plads. Han bekendtgør at Moses indtager en særstilling og slår Mirjam, der sandsynligvis er det egentlige ophav til klagen, med spedalskhed. Kun på Moses’ forbøn bliver hun senere helbredt.
20 Israelitterne ankommer til Kadesj og slår lejr på tærskelen til det forjættede land. Jehova befaler Moses at sende nogle mænd ud for at udspejde landet. De trænger ind i landet sydfra og går mod nord, helt op til „indgangen til Hamat“; i løbet af 40 dage tilbagelægger de hundreder af kilometer. (13:21) Da de vender tilbage med nogle af Kana?ans frugter hævder ti af dem troløst at det ville være tåbeligt at drage op imod så stærkt et folk og så store, befæstede byer. Kaleb forsøger at berolige forsamlingen ved at aflægge en positiv rapport, men uden held. De oprørske spejdere sår frygt i israelitterne da de erklærer at landet „fortærer sine indbyggere“ og at folket deri er „mænd af en usædvanlig højde“. En oprørsstemning griber hele lejren, og Josua og Kaleb prøver at tale israelitterne til fornuft ved at forsikre dem om at de ikke behøver at frygte, eftersom Jehova er med dem. (13:32; 14:9) Men forsamlingen begynder at tale om at stene dem.
21 Så griber Jehova direkte ind og siger til Moses: „Hvor længe vil dette folk handle respektløst over for mig, og hvor længe vil de undlade at tro på mig trods alle de tegn jeg har gjort iblandt dem?“ (14:11) Moses bønfalder Jehova om ikke at tilintetgøre folket, eftersom Jehovas eget navn og ry står på spil. Jehova bestemmer derfor at Israel skal fortsætte med at vandre i ørkenen indtil alle de mønstrede blandt folket, fra 20 år og opefter, er døde. Af de mønstrede mænd vil kun Kaleb og Josua få lov til at komme ind i det forjættede land. Folket prøver at drage ind i landet på eget initiativ, men lider et frygteligt nederlag og bliver slået på flugt af amalekitterne og kana?anæerne. Folket må betale en høj pris for dets respektløse holdning til Jehova og hans loyale repræsentanter!
22 Israelitterne har meget at lære om hvad lydighed vil sige. Det er derfor meget passende at Jehova udsteder nogle love om dette. Han lader dem forstå at når de kommer ind i det forjættede land må der skaffes soning for synder der begås af vanvare, men forsætlig ulydighed skal uden undtagelse straffes med døden. Da man således opdager at en mand krænker sabbatsloven ved at samle brænde på sabbatten, befaler Jehova: „Manden skal ubetinget lide døden.“ (15:35) For at minde israelitterne om sine bud og betydningen af at følge dem, befaler Jehova at de skal bære frynser på sømmene af deres klæder.
23 Ikke desto mindre bryder et oprør ud igen. Kora, Datan, Abiram og 250 af forsamlingens ansete mænd opponerer mod Moses’ og Arons myndighed. Moses lægger sagen frem for Jehova og siger så til oprørerne at de skal tage ildbækkener og røgelse, som de skal frembære for Jehova, der så vil vise hvem han godkender. (16:6, 7) Jehovas herlighed viser sig derefter for hele forsamlingen. Hurtigt eksekverer han dommen, idet han får jorden til at åbne sig og opsluge Koras, Datans og Abirams husstande, og udsender en ild der fortærer de 250 mænd som har frembåret røgelse, deriblandt Kora. Allerede næste dag begynder folket at bebrejde Moses og Aron det der er sket, og igen sender Jehova en plage over israelitterne og udsletter 14.700 af dem der har knurret.
24 Som følge af disse begivenheder befaler Jehova at hver stamme skal lægge en stav med navn på frem for ham, og staven fra Levis stamme skal bære Arons navn. Næste dag viser det sig at Jehova har valgt Aron til præstedømmet, for kun hans stav blomstrer og bærer modne mandler. Den skal opbevares i pagtens ark „som et tegn for de opsætsige sønner“. (4 Mos. 17:10; Hebr. 9:4) Herefter fremsættes nogle forordninger om præsteskabets underhold ved hjælp af tiende samt forordninger om brugen af renselsesvand med asken fra en rød ko. Så fører beretningen os tilbage til Kadesj, hvor Mirjam dør og bliver begravet.
25 På tærskelen til det forjættede land strides folket atter med Moses fordi det mangler vand. I Jehovas øjne er det Ham de sætter sig op imod. Han viser sig i sin herlighed og befaler Moses at tage sin stav og få vand frem fra klippen. Helliger Moses og Aron nu Jehova? Nej. I stedet slår Moses to gange på klippen i vrede. Folket og kvæget får vand at drikke, men Moses og Aron har ikke givet Jehova den ære der tilkommer ham. Den anstrengende ørkenvandring er næsten forbi, men de har begge pådraget sig Jehovas mishag og får at vide at de ikke kommer ind i det forjættede land. Senere dør Aron på bjerget Hor, og hans søn Eleazar overtager pligterne som ypperstepræst.
26 Israelitterne drager mod øst og prøver at komme gennem Edoms land, men bliver afvist. De vandrer den lange vej uden om Edom, og undervejs kommer de igen i vanskeligheder da de knurrer imod Gud og Moses. De er lede og kede af mannaen, og de er tørstige. På grund af deres oprørskhed sender Jehova giftslanger blandt dem, og mange dør. Moses går i forbøn for folket, og Jehova byder ham da til sidst at lave en kobberslange og anbringe den på en signalstang. De der er blevet bidt af slangerne kan redde livet ved at se hen på kobberslangen. Mens israelitterne er på vej mod nord bliver der lagt dem hindringer i vejen af to krigeriske konger, først amoritten Sihon og siden Og af Basan. Israel slår dem begge og okkuperer deres områder, som ligger øst for Jordansænkningen.
27 Begivenhederne på Moabs sletter (22:1–36:13). I spændt forventning om indtoget i Kana?an samles israelitterne nu på Moabs ørkensletter nord for det Det Døde Hav og øst for Jordan, over for Jeriko. Da moabitterne ser denne uhyre lejr udbredt foran sig, føler de en dyb rædsel. Deres konge, Balak, sender i forståelse med midjanitterne bud efter Bileam, for at han ved spådom skal bringe en forbandelse over Israel. Skønt Gud direkte siger til Bileam: „Du må ikke gå med dem,“ ønsker Bileam inderst inde at gøre det. (22:12) Han vil nemlig gerne have den udsatte belønning. Omsider kommer han af sted, men bliver standset af en engel og irettesættes af sit eget æsel, der får mæle ved et mirakel. Da det langt om længe lykkes Bileam at udtale sig om Israel, kommer Guds ånd over ham så hans fire „fyndige udsagn“ kun rummer velsignelser for Guds folk, ja han forudsiger endda at en stjerne skal fremtræde fra Jakob og et scepter rejse sig fra Israel for at herske og udrydde.
28 Balak bliver rasende fordi Bileam ikke forbander Israel, så Bileam forsøger nu at indynde sig hos kongen ved at foreslå at moabitterne lader deres kvinder lokke de israelitiske mænd med til de utugtige ceremonier der hører til ba?alsdyrkelsen. (31:15, 16) Her, lige på grænsen til det forjættede land, gør israelitterne sig skyldige i grov umoralitet og afgudsdyrkelse. Jehovas vrede blusser op i form af en plage, og Moses foranstalter en drastisk afstraffelse af synderne. Da Pinehas, en søn af ypperstepræsten, ser en høvdingesøn føre en midjanitisk kvinde ind i sit telt i selve lejren, går han efter dem med en lanse og dræber dem, kvinden med et stød gennem underlivet. Så først standser plagen; den har da kostet 24.000 livet.
29 Jehova befaler nu Moses og Eleazar at foretage en optælling af folket i lighed med den der fandt sted næsten 39 år tidligere ved Sinaj Bjerg. Det endelige tal viser at der ikke er sket nogen tilvækst. Tværtimod mønstres 1820 færre mænd. Med undtagelse af Josua og Kaleb er der ingen tilbage af dem der blev mønstret til hæren ved Sinaj. De er alle døde i ørkenen, som Jehova havde sagt. Derefter giver Jehova vejledning om fordelingen af landet som arvelodder. Han gentager at Moses ikke vil komme ind i det forjættede land fordi han ikke helligede Jehova ved Meribas vand. (20:13; 27:14, NW, 1984-udgaven, fodnoter) Josua udnævnes til Moses’ efterfølger.
30 Gennem Moses minder Jehova nu israelitterne om betydningen af sine love om ofre og højtider og om det alvorlige i at aflægge løfter. Han lader også Moses gøre regnskabet op med midjanitterne, som gjorde deres til at forføre Israel med Ba?al-Peor. Alle mandlige midjanitter samt Bileam dræbes i slaget, og kun de uberørte piger, der tæller 32.000, bliver skånet og ført med byttet, der blandt andet omfatter 808.000 stykker kvæg. Ikke en eneste israelit meldes savnet efter slaget. Rubens og Gads sønner, der er kvægavlere, anmoder om at måtte slå sig ned i området øst for Jordan, og efter at de er gået ind på at hjælpe med at erobre det forjættede land, bliver anmodningen imødekommet, så disse to stammer sammen med Manasses halve stamme får denne frugtbare højslette som deres ejendom.
31 Efter en oversigt over de steder hvor israelitterne har slået lejr i løbet af de 40 års vandring, henleder beretningen atter opmærksomheden på nødvendigheden af at være lydig mod Jehova. Det er Gud som skænker dem landet, men de må eksekvere hans dom og uddrive de fordærvede, dæmondyrkende indbyggere og slette ethvert spor af deres afguderiske religion. Grænserne for deres gudgivne land fastsættes i enkeltheder. Det skal fordeles mellem dem ved lodkastning. Levitterne, hvis stamme ikke har nogen arvelod, får 48 byer med tilhørende græsgange, og seks af dem skal være tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere. En stammes område skal forblive stammens ejendom og må ikke overdrages til en anden stamme ved ægteskab. Hvis der ikke er nogen mandlig arving må døtre som modtager en arv — som for eksempel Zelofhads døtre — kun gifte sig inden for deres egen stamme. (27:1-11; 36:1-11) Med disse befalinger fra Jehova gennem Moses slutter Fjerde Mosebog, og Israels sønner er omsider klar til at drage ind i det forjættede land.

Bibelens 5. bog — Femte Mosebog (Deuteronomium)
Skribent: Moses
Skrevet på: Moabs sletter
Fuldført: 1473 f.v.t.
Spænder over: 2 måneder (i 1473 f.v.t.)
FEMTE MOSEBOG rummer et dynamisk budskab til Jehovas folk. Efter 40 års ørkenvandring stod Israels sønner nu på tærskelen til det forjættede land. Hvad ventede der dem? Hvilke særlige problemer ville de blive stillet over for på den anden side af Jordan? Hvad ville Moses have at sige nationen til afsked? Vi kan også spørge: Hvorfor er det gavnligt for os i dag at kende svarene på disse spørgsmål?
2 Svarene findes i de taler Moses holdt og som han optegnede i Femte Mosebog. Skønt denne bog gentager meget fra de tidligere bøger, har den en egen betydning. Hvordan det? Jo, den gav det guddommelige budskab særlig vægt, idet den kom på et tidspunkt i Jehovas folks historie da det virkelig havde brug for handlekraftig ledelse og positiv vejledning. Israelitterne skulle netop til at gå ind i det forjættede land under en ny fører. De trængte til opmuntring så de kunne gå fremad, og de havde brug for Guds formaninger for at kunne handle på en måde der førte til hans velsignelse.
3 Netop som der var brug for det blev Moses drevet af Jehovas ånds mægtige kraft til at rette en ligefrem appel til Israel om at være lydigt og trofast. Gennem hele bogen understreger han at Jehova er den højeste Gud som kræver udelt hengivenhed og ønsker at israelitterne skal ’elske ham af hele deres hjerte og hele deres sjæl og hele deres virkekraft’. Han er „gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse“. Han tåler ingen rivaliseren. Lydighed mod ham betyder livet, ulydighed betyder døden. De anvisninger Jehova gav i Femte Mosebog var netop hvad israelitterne behøvede; de forberedte dem til de betydningsfulde opgaver der lå foran dem, og ledte dem under løsningen af opgaverne. Det er også den slags formaninger vi behøver i dag for at kunne fortsætte med at frygte Jehova og hellige hans navn midt i en fordærvet verden. — 5 Mos. 5:9, 10; 6:4-6; 10:12-22.
4 Bogens latinske navn „Deuterono´mium“ kommer fra titlen i den græske Septuaginta-oversættelse, Deuterono´mion, der er en sammensætning af deu´teros, som betyder „anden“, og no´mos, der betyder „lov“, altså egentlig „anden lov“ eller „gentagelse af loven“. Dette stammer fra den græske oversættelse af det hebraiske udtryk i Femte Mosebog 17:18, misjneh´ hattorah´, der betyder ’afskrift af loven’. Trods betydningen af navnet „Deuteronomium“ er Femte Mosebog imidlertid ikke en anden lov eller en gentagelse af Loven. Den er derimod en udlægning af Loven, idet den tilskyndede israelitterne til at elske og adlyde Jehova i det forjættede land, som de snart skulle gå ind i. — 1:5.
5 Da dette er den femte af Pentateukens ruller eller bind, må den være skrevet af den samme som skrev de foregående fire, nemlig Moses. Det fremgår også af indledningen til Femte Mosebog, hvor der siges at „dette er de ord som Moses overbragte hele Israel“, og senere udtalelser som: „Så nedskrev Moses denne lov,“ og: „Så nedskrev Moses . . . denne sang.“ Hans navn forekommer næsten 40 gange i bogen og er med til at sætte pålidelighedens stempel på de udtalelser der fremsættes. Gennem hele bogen benyttes første person ental, og den talende er Moses. De afsluttende vers blev føjet til efter Moses’ død, højst sandsynligt af Josua eller ypperstepræsten Eleazar. — 1:1; 31:9, 22, 24-26.
6 Hvornår foregik de begivenheder der beskrives i Femte Mosebog? Bogen siger selv i indledningen at „i det fyrretyvende år, i den ellevte måned, på den første dag i måneden, overbragte Moses Israels sønner“ Guds påbud. Der hvor Femte Mosebog slutter, optager Josuas Bog beretningen, nemlig tre dage før overgangen over Jordan, der fandt sted på „den tiende i den første måned“. (5 Mos. 1:3; Jos. 1:11; 4:19) Til begivenhederne i Femte Mosebog bliver der en periode på to måneder og en uge tilbage. Imidlertid gik de 30 dage af disse ni uger med at sørge over Moses’ død. (5 Mos. 34:8) Det vil sige at praktisk talt alle begivenhederne i Femte Mosebog må være indtruffet i den ellevte måned af det 40. år. Ved slutningen af den måned må nedskrivningen af bogen også have været næsten tilendebragt, eftersom Moses døde tidligt i den tolvte måned af det 40. år eller i begyndelsen af 1473 f.v.t.
7 De beviser der allerede er anført for ægtheden af de fire første bøger i Pentateuken gælder også for den femte. Denne bog samt Første Mosebog, Salmerne og Esajas’ Bog er de fire bøger i De Hebraiske Skrifter der refereres mest til i De Kristne Græske Skrifter. Der er 83 sådanne henvisninger til Femte Mosebog, og kun i seks af bøgerne i De Kristne Græske Skrifter er der ingen hentydninger til den.
8 Jesus giver det vidnesbyrd som stærkest støtter Femte Mosebogs ægthed. I begyndelsen af sin tjeneste blev han tre gange fristet af Djævelen, og tre gange svarede han: „Der står skrevet.“ Skrevet hvor? Jo, i Femte Mosebog (8:3; 6:16, 13), den bog Jesus citerede som sin inspirerede autoritet: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ „Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.“ „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Matt. 4:1-11) Da farisæerne senere kom for at prøve ham i forbindelse med Guds bud, citerede han som svar „det største og første bud“ fra Femte Mosebog 6:5. (Matt. 22:37, 38; Mark. 12:30; Luk. 10:27) Med dette vidnesbyrd bekræftede Jesus ud over enhver tvivl at Femte Mosebog er ægte.
9 Desuden stemmer begivenhederne og udtalelserne i bogen nøje overens med den historiske situation og de ydre forhold. Hvad der oplyses om Ægypten, Kana?an, Amalek, Ammon, Moab og Edom passer ind i det rigtige tidsbillede, og stednavne gengives korrekt. Arkæologien fremdrager bevis på bevis for sandfærdigheden af Moses’ skrifter. Henry H. Halley skriver: „Arkæologien har i den senere tid talt så højt at der er sket en tydelig meningsændring i retning af det konservative synspunkt [at Moses skrev Pentateuken]. Den teori at skrivekunsten var ukendt på Moses’ tid er fuldstændig forkastet. Hvert år findes der i Ægypten, Palæstina og Mesopotamien vidnesbyrd, både i inskriptioner og i jordlag, der godtgør at beretningerne [i De Hebraiske Skrifter] er historiske. Og ’sagkundskaben’ er ved at få betydelig mere respekt for den traditionelle opfattelse at Moses er forfatteren.“ Der er således også mange ydre vidnesbyrd om at Femte Mosebog og den øvrige del af Pentateuken er en sand, autentisk beretning der er udarbejdet af Moses, Guds profet.
BOGENS INDHOLD
10 Bogen består hovedsagelig af en række taler som Moses holdt for Israels sønner på Moabs sletter over for Jeriko. Den første af dem slutter i kapitel 4, den anden går til slutningen af kapitel 26, den tredje fortsætter til og med kapitel 28, og den sidste går til slutningen af kapitel 30. Efter at Moses har truffet de sidste foranstaltninger med henblik på sin snarlige død, blandt andet ved at udnævne Josua til sin efterfølger, skriver han en meget smuk sang til Jehovas pris og slutter med at velsigne Israels stammer.
11 Moses’ første tale (1:1–4:49) er et historisk oplæg til det efterfølgende. Moses foretager først et tilbageblik og viser hvordan Jehova trofast har taget sig af sit folk. Han befaler israelitterne at drage ind og tage det land i besiddelse som blev lovet deres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og minder dem om at Jehova i begyndelsen af ørkenvandringen koordinerede det teokratiske samfunds virksomhed ved at lade ham, Moses, udvælge vise, forstandige og erfarne mænd til at virke som øverster over tusind, hundrede, halvtreds og ti. De udgjorde et velorganiseret samfund som blev overvåget af Jehova mens de vandrede „gennem hele den store og frygtindgydende ørken“. — 1:19.
12 Moses minder dem nu om den syndige oprørskhed de lagde for dagen dengang de hørte rapporten fra dem der havde udspioneret Kana?an og de begyndte at klage over at Jehova hadede dem fordi han — som de påstod — havde ført dem ud af Ægypten blot for at give dem i amoritternes hånd. De var en ond generation uden tro, og derfor sagde Jehova at ingen af dem undtagen Kaleb og Josua skulle få det gode land at se. Så satte de sig atter op imod Jehova og gik overmodigt og egenmægtigt til angreb på fjenden, med det resultat at amoritterne satte efter dem som bier og spredte dem.
13 De vandrede gennem ørkenen i retning af Det Røde Hav, og i løbet af 38 år døde hele den generation af krigsduelige mænd. Jehova befalede derpå israelitterne at drage ind og tage landet nord for Arnon i besiddelse, idet han sagde: „I dag begynder jeg at lade rædsel og frygt for dig komme over alle folkeslag under himmelen når de hører rygtet om dig, og de skal bæve og gribes af veer på grund af dig.“ (2:25) Sihon og hans land faldt i israelitternes hænder, og derefter blev Ogs rige erobret. Moses forsikrede Josua om at Jehova ville kæmpe for Israel på samme måde når det skulle underlægge sig de øvrige riger. Moses spurgte så Gud om han ikke nok alligevel måtte komme over og se det gode land på den anden side af Jordan, men Jehova afslog det igen og befalede ham at overdrage sit hverv til Josua og samtidig sætte mod i ham og styrke ham.
14 Moses fremhæver nu stærkt Guds lov og advarer imod at lægge noget til eller trække noget fra hans bud. Ulydighed vil føre til ulykke: „Kun skal du vogte dig og tage omhyggeligt vare på din sjæl, at du ikke glemmer de ting du med egne øjne har set, og at de ikke viger fra dit hjerte alle dit livs dage; og du skal gøre dem kendt for dine sønner og dine sønnesønner.“ (4:9) De så ingen skikkelse da Jehova ved Horeb gav dem De Ti Bud under frygtindgydende omstændigheder. Det vil betyde deres undergang hvis de nu begynder at tilbede afguder og billeder, for som Moses siger: „Jehova din Gud er en fortærende ild, en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (4:24) Det var ham der havde elsket deres forfædre og udvalgt dem. Der er ingen anden Gud i himmelen oventil eller på jorden nedentil. Adlyd ham, formaner Moses, „for at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova din Gud vil give dig, for altid“. — 4:40.
15 Efter at Moses har afsluttet denne vægtige tale sætter han Bezer, Ramot og Golan til side som tilflugtsbyer på østsiden af Jordan.
16 Moses’ anden tale (5:1–26:19) er en opfordring til israelitterne om at lytte til Jehova, der talte med dem ansigt til ansigt på Sinaj. Læg mærke til hvordan Moses gentager Loven med enkelte nødvendige ændringer der tilpasser den til deres nye tilværelse på den anden side af Jordan. Moses’ ord er ikke blot en opremsning af forskrifter og bestemmelser. Hvert ord røber at han i sit hjerte er fuld af nidkærhed og hengivenhed for sin Gud. Han taler med folkets velfærd for øje. Lydighed mod Loven er det gennemgående tema — lydighed som udspringer af kærlighed og ikke af tvang.
17 Først gentager Moses De Ti Ord, De Ti Bud, og opfordrer israelitterne til at adlyde dem uden at vige til højre eller venstre, så de kan få en lang række dage og blive overmåde talrige. „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (6:4) De skal elske ham af hele deres hjerte, sjæl og virkekraft, og de skal undervise deres sønner og fortælle dem om de store tegn og mirakler Jehova udførte i Ægypten. De må ikke indgå ægteskab med de afgudsdyrkende kana?anæere. Jehova har udvalgt israelitterne som sin særlige ejendom, ikke fordi de er talrige men fordi han elsker dem og vil holde den ed han svor over for deres forfædre. De skal sky dæmonreligionens snare, udrydde afgudsbillederne i landet og holde sig til Jehova, der er „en stor og frygtindgydende Gud“. — 7:21.
18 Jehova ydmygede dem i 40 år i ørkenen og lærte dem at mennesket ikke lever af manna eller brød alene men af alt hvad der udgår af Jehovas mund. I alle de år Jehova tugtede dem blev deres tøj ikke slidt og deres fødder svulmede ikke op. Nu går de snart ind i et land med rigdom og overflod! De må imidlertid være på vagt over for materialismens og selvretfærdighedens snarer, og huske at det er Jehova der ’giver dem kraft til at skaffe sig velstand’, ham der udrydder de onde nationer. (8:18) Moses beretter dernæst om nogle tilfælde hvor Israel har vakt Guds harme. De skal huske hvordan Jehovas vrede blussede op imod dem i ørkenen og fortærede dem med pest, ild og sværd. De skal huske den syndige tilbedelse af guldkalven, der fremkaldte Jehovas brændende vrede og førte til at der måtte laves nye lovtavler. (2 Mos. 32:1-10, 35; 17:2-7; 4 Mos. 11:1-3, 31-35; 14:2-38) Jo, de har al grund til nu at tjene Jehova og holde sig til ham, for han har elsket dem for deres forfædres skyld og gjort dem ’så talrige som himmelens stjerner’. — 5 Mos. 10:22.
19 Israelitterne skal holde ’hele budet’ og nøje adlyde og elske Jehova som deres Gud og tjene ham af hele deres hjerte og hele deres sjæl. (11:8, 13) Jehova vil støtte og belønne dem hvis de adlyder ham. Det må de anstrenge sig for at gøre, og de må flittigt oplære deres sønner til den samme lydighed. Det valg Israel stilles over for er ikke til at misforstå: lydighed der fører til velsignelse, eller ulydighed der fører til forbandelse. De må ikke „vandre efter andre guder“. (11:26-28) Moses giver så en oversigt over særlige love der berører Israel nu da det skal til at tage det forjættede land i besiddelse. Der er 1) love om religion og gudsdyrkelse; 2) love om retsvæsen, regering og krigsførelse; og 3) love med forskrifter for den enkeltes privatliv og samfundslivet.
20 1) Religion og gudsdyrkelse (12:1–16:17). Når israelitterne kommer ind i landet skal alt hvad der minder om falsk religion — offerhøje, altre, hellige støtter, hellige pæle og gudebilleder — fuldstændig tilintetgøres. De må kun tilbede Jehova deres Gud på det sted han selv udvælger og knytter sit navn til, og dér skal de alle uden undtagelse fryde sig over tilbedelsen af ham. I forskrifter om hvilken slags kød de må spise og hvilke ofre de skal bringe, bliver de gang på gang mindet om at de ikke må spise blod. „Kun må du være fast besluttet på ikke at spise blodet . . . Du må ikke spise det, for at det kan gå dig og dine sønner efter dig godt, fordi du gør hvad der er ret i Jehovas øjne.“ (12:16, 23-25, 27; 15:23) Moses fordømmer nu afgudsdyrkelse i utvetydige vendinger. Israel må end ikke undersøge den falske religions skikke. Hvis en profet viser sig at være falsk skal han lide døden, og frafaldne — selv om det er kære slægtninge eller venner, ja selv om det drejer sig om hele byer — skal ligeledes vies til udslettelse. Dernæst følger forskrifter om ren og uren føde, betaling af tiende og levitternes underhold. Skyldneres, fattiges og trælles interesser skal kærligt beskyttes. Endelig opregner Moses årets højtider som lejligheder til at takke Jehova for hans velsignelser: „Tre gange om året skal enhver af mandkøn hos dig vise sig for Jehova din Gud på det sted som han udvælger: ved de usyrede brøds højtid og ved ugefesten og ved løvhyttefesten, og man må ikke vise sig tomhændet for Jehova.“ — 16:16.
21 2) Retsvæsen, regering og krigsførelse (16:18–20:20). Først nævner Moses de love der berører dommere og forstandere. Der skal råde retfærdighed, for Jehova hader den der tager mod bestikkelse og bøjer retten. Fremgangsmåden ved bevisførelse og retssager skitseres. „På to eller tre vidners udsagn skal den dødsdømte lide døden.“ (17:6) Der fremsættes love vedrørende kongerne og anvisninger vedrørende præsternes og levitternes underhold. Spiritisme forbydes fordi den er „en vederstyggelighed for Jehova“. (18:12) Idet Moses ser langt ud i fremtiden erklærer han: „En profet som mig vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på.“ (18:15-19) Den falske profet skal imidlertid dø. Dette afsnit slutter med love om tilflugtsbyer og blodhævn, regler om fritagelse for militærtjeneste og love om krigsførelse.
22 3) Den enkeltes privatliv og samfundslivet (21:1–26:19). Med henblik på israelitternes daglige liv fremsættes love om uopklarede mord, indgåelse af ægteskab med krigsfangne kvinder, førstefødselsretten, opsætsige sønner, pælfæstelse af forbrydere, tegn på jomfruelighed, seksualforbrydelser, kastrering, uægte sønner, behandling af udlændinge, hygiejne, betaling af renter, indfrielse af løfter, skilsmisse, kidnapning, lån, løn og efterhøst. En mand må ikke tildeles mere end 40 slag. Man må ikke binde munden til på en okse når den tærsker. Fremgangsmåden ved indgåelse af svogerægteskab nævnes i hovedtræk. Der må kun bruges nøjagtige vægtlodder, for uret er en vederstyggelighed for Jehova.
23 Før Moses slutter denne indtrængende tale minder han om hvordan Amalek angreb de udmattede efternølere blandt israelitterne da de drog ud af Ægypten, og Moses befaler Israel at „udslette Amaleks minde under himmelen“. (25:19) Når de kommer ind i landet skal de med glæde ofre jordens førstegrøde og give tiende med denne taknemmelige bøn til Jehova: „Se ned fra din hellige bolig, himmelen, og velsign dit folk Israel og den jord som du har givet os, sådan som du svor over for vore forfædre, landet der flyder med mælk og honning.“ (26:15) Hvis de af hele deres hjerte og sjæl følger disse bud, vil Jehova ’sætte dem højt over alle de andre nationer som han har frembragt, til pris og berømmelse og hæder, når de viser at de er et folk der er helligt for Jehova deres Gud, sådan som han har lovet’. — 26:19.
24 Moses’ tredje tale (27:1–28:68). Under denne tale er Israels ældste og præsterne sammen med Moses mens han fremsiger alle Jehovas forbandelser for ulydighed og alle hans velsignelser for trofasthed. Der gives dystre advarsler om troløshedens frygtelige følger. Hvis israelitterne som Jehovas hellige folk bliver ved med at adlyde hans røst, vil de modtage vidunderlige velsignelser, og alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnet over dem. Hvis de imidlertid ikke adlyder Jehova, vil han sende ’forbandelse, forvirring og revselse’ over dem. (28:20) De vil blive ramt af forfærdelige sygdomme, tørke og hungersnød, deres fjender vil forfølge dem og gøre dem til trælle, og de vil blive spredt og udryddet af landet. Disse forbandelser og flere til vil komme over dem hvis de ’ikke tager vare på at følge alle denne lovs ord som er skrevet i denne bog, så de frygter dette herlige og frygtindgydende navn, ja, Jehova, deres Gud’. — 28:58.
25 Moses’ fjerde tale (29:1–30:20). Jehova slutter nu en pagt med Israel ved Moab. I pagten indgår Loven, som Moses har gentaget og udlagt, så den kan lede israelitterne når de går ind i det forjættede land. Den højtidelige ed der ledsager pagten lægger et stort ansvar på folket. Til sidst tager Moses himmelen og jorden til vidne på at han forelægger dem livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, og formaner: „Du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham; for han er dit liv og rækken af dine dage, at du kan bo på den jord som Jehova svor over for dine forfædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dem.“ — 30:19, 20.
26 Josuas indsættelse; Moses’ sang (31:1–32:47). Kapitel 31 beretter hvordan Moses, efter at have nedskrevet Loven og befalet at den med regelmæssige mellemrum skal læses op for folket, indsætter Josua og siger til ham at han skal være modig og stærk. Dernæst fortælles det at Moses nedskriver en mindesang, fuldender affattelsen af Loven og sørger for at den bliver anbragt ved siden af Jehovas pagts ark. Som en sidste formaning fremsiger Moses sangen for hele menigheden.
27 Indledningen til Moses’ sang røber stor taknemmelighed, idet den viser hvem der står bag hans belærende ord. „Min belæring vil dryppe som regnen, mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne. For Jehovas navn vil jeg forkynde.“ Ja, tilskriv „vor Gud“, „Klippen“, storhed. (32:2-4) Gør hans fuldkomne værk, hans retskafne veje, hans trofasthed, retfærdighed og redelighed kendt. Hvilken skændsel at israelitterne handlede ødelæggende, skønt Jehova omgærdede dem i en tom, hylende ødemark, værnede dem som sin øjesten og svævede over dem som en ørn over sine netop flyvefærdige unger. Han lod sit folk blive fedt og kaldte det Jesjurun, „den retskafne“, men israelitterne æggede ham til skinsyge med fremmede guder og blev „sønner i hvem der ingen trofasthed er“. (32:20) Hævnen og gengældelsen tilhører Jehova. Han lader dø, og han lader leve. Når han hvæsser sit lynende sværd og hans hånd griber fat om dommen, vil han betale sine modstandere tilbage med hævn. Dette skulle indgyde hans folk tillid! Som sangen siger da den når sit højdepunkt, er det tid at være „glade, I nationer, med hans folk“. (32:43) Hvilken af verdens digtere kunne nogen sinde komme op på siden af den ophøjede skønhed, den kraft og det dybe tankeindhold der fylder denne sang til Jehova?
28 Moses’ afsluttende velsignelse (32:48–34:12). Moses får nu de sidste anvisninger vedrørende sin død, men han har endnu ikke fuldført sin teokratiske tjeneste. Først skal han velsigne Israel, og herved ophøjer han atter Jehova, Jesjuruns konge, der træder strålende frem med sine hellige titusinder. De stammer han nævner ved navn modtager en særlig velsignelse, hvorpå Moses priser Jehova for hans højhed: „En bolig er Gud som er fra urtid, og nedentil er de evigvarende arme.“ (33:27) Da han taler sine sidste ord til folket, strømmer hans hjerte over af taknemmelighed: „Lykkelig er du, Israel! Hvem er som du, et folk der frelses af Jehova?“ — 33:29.
29 Efter at Moses har set ud over det forjættede land fra Nebo Bjerg, dør han. Jehova begraver ham i Moab, og den dag i dag ved man ikke hvor hans grav er, så ingen har kunnet ære den. Han blev 120 år, men „hans øje var ikke svækket, og hans livskraft ikke svundet“. Ved ham havde Jehova udført store tegn og mirakler, og som det berettes i det afsluttende kapitel fremstod der ikke siden „en profet i Israel som Moses, hvem Jehova kendte ansigt til ansigt“. — 34:7, 10.

at du har ret...
Biblen er "bare" skrevet af nogle mennesker som har set/hørt/oplevet Gud Fader og Jesus Kristus, samt alle de tegn, undere og mirakler som dette har medført i deres liv, ved Helligåndens virke.
Hvad er så disse menneskers motivation for at fortælle om deres oplevelser?
Og hvordan kan de mere end 60 forskellige bøger i Biblen passe perfekt sammen, når de er skrevet af mere end 40 forskellige mennesker, over en periode på 1600 år?

Det er da ikke noget under, at 40 mennesker over 1600 år har haft samme opfattelse. Der er mange andre end mig, som har samme opfattelse om forksellige ting. Vi kunne alle skrive en bog eller tre, og så ville du have det samme som Biblen.
Mange af de okkulte bøger jeg har, har set, eller bare har læst om, er skrevet af mange forskellige folk, som ikke har nogen relation til hinanden. Alligevel er mange af dem opbygget omkring de samme ting, samme principper, samme værktøjer, samme virkemåder o.s.v.
Jeg kan ikke se, at Biblen skulle være mere speciel. Slet ikke, eftersom de 40 mennesker jo nogt er blevet opdraget med Biblen, og så bare tilføjet deres egen opfattelse af den virklighed. Paven idag ville kunne gøre det samme, og vil det så gøre Biblen mere guddommelig? Ikke i mine øjne.

Det glæder mig atter en gang at blive opbakket af Jehovas Vidner, selvom jeg ikke sympatiserer med organisationens centrale fortolkninger.
Deutoronomy, som 5. Mosebog hedder på engelsk, opfatter jeg ikke som "anden lov", men som "to love", nemlig velsignelse og forbandelse.
Jeg takker min Gud, fordi Jesus Kristus har løskøbt mig fra forbandelsen, og podet mig ind på det ædle figentræ, ved at genføde mig som en helt ny skabning i Ham, da jeg modtog Helligåndens fylde, og begyndte at tale i tunger, for at prise himlens og jordens skaber i sandhed og ånd, med taknemlighed i hjertet.

Tak for din opmærksomhed og for din velvilje med mine små "jule lege". Jeg kan ikke overbevise dig om at Gud eksisterer, ligesom at der ikke er nogen der kan lære mig tysk, når jeg ikke ønsker at lære tysk. Men hvis du for alvor beslutter dig for at undersøge sagen, så vil du blive overrasket, og finde et helt nyt liv, med formål og mening, og en større glæde end du nogensinde har kendt.
Dette bliver mit sidste ord på debatten inden sommerferien, da jeg har min sidste eksamen i morgen. Jeg ønsker dig al mulig fremgang og fornyet forståelse i den formidable fremtid der fremelsker frihed og fravælger fristelser der fører til fortabelse og frustration, fordi fred og fuldkommen kærlighed findes i Faderen.
Farvel.

Jeg kommer sgu til at savne vores debatter! Det må jeg indrømme. Du om ingen anden har formået at få mig til at flytte bjerge ved hjælp af tankens kraft, du har givet mig en masse nye perspektiver at se tingene fra, og det skal du have så mange og så dybe tak for.
Jeg tror aldrig jeg ville kunne lære at forstå Biblen på samme måde som du kan, ikke fordi jeg ikke vil tro på en Gud, men fordi jeg ikke kan tro på ham. Alle mine overbevisninger, mine meninger, min natur, går imod det du står for, går imod eksistensen af en Gud som en almægtig 'ting'. Det ærger mig lidt at jeg ikke fik dig til at indse det samme, for det er hvad jeg tror er den rigtige virlighed, og jeg bryder mig ikke om at se nogen som dig være så fortabt i en anden.
Men du har formået at lette på det tryk. Jeg har lært gennem dig, at du sagtens kan leve uden problemer, og faktisk har det utroligt godt med det. Så skide være med om du tror på noget som jeg syntes er dybt åndsvagt, for du har det jo fint, og det er sådan det skal være!
Held og lykke med dine eksamener!

Kære Talant,
"Gud" velsigne dig. Jeg har ikke fulgt debatten med dig og The.chosen.One, men jeg har lige læst jeres to slutreplikker.
Derfor må jeg sige til jeg begge. Sådan. Tillykke med jeres debat og den måde I har fulgt hinanden på.
I har min fulde respekt.
Meget venlig hilsen
Enoch