Helt afklaret, men forvirret.
Jeg ved egentligt ikke helt om jeg kan skrive dette uden at folk siger (ulven kommer).
Imorgen skal jeg til lægen igen igen, mine lunger vil ikke fungere som de skal og jeg har alle symptomer på at jeg også ligger lige op til en blodprop i hjertet. (voldsomme smerter der kommer i serier, svedeture af smerte og sovende/snurrende arme der derefter bliver så tunge at man dårligt kan løfte dem.)
Jeg er kvinde og lever ellers sundt, har dog et hårdt, hektisk og stresset job, som jeg elsker meget.(og som jeg ikke har været sygemeldt fra endnu)
Jeg er ikke bange for at dø. Og det er lige der mine tanker er i øjeblikket. Jeg har sådan på fornemmelsen at jeg ryger lige ind i en dødsdom imorgen, mest fordi vi (lægen og jeg) har kæmpet med mine lunger (som bliver fyldt med vand når det er fugtigt i vejret) de sidste par år, det kom efter en kold lungebetændelse, som virkelig fik taget mig med derned hvor ingen burde komme.
Mine tanker er ikke i mine øjne skræmmende, meeen jeg føler ikke at min familie skal vide noget, og jeg kan ikke finde ud af om jeg så er en grim egoist og respektløs hvis det nu er jeg får den.....også vælger ikke at fortælle det til nogen...
Jeg forventer ingen svar eller kommentarer jeg havde bare lige behov for at komme af med mine lidt forvirrende tanker.
Imorgen skal jeg til lægen igen igen, mine lunger vil ikke fungere som de skal og jeg har alle symptomer på at jeg også ligger lige op til en blodprop i hjertet. (voldsomme smerter der kommer i serier, svedeture af smerte og sovende/snurrende arme der derefter bliver så tunge at man dårligt kan løfte dem.)
Jeg er kvinde og lever ellers sundt, har dog et hårdt, hektisk og stresset job, som jeg elsker meget.(og som jeg ikke har været sygemeldt fra endnu)
Jeg er ikke bange for at dø. Og det er lige der mine tanker er i øjeblikket. Jeg har sådan på fornemmelsen at jeg ryger lige ind i en dødsdom imorgen, mest fordi vi (lægen og jeg) har kæmpet med mine lunger (som bliver fyldt med vand når det er fugtigt i vejret) de sidste par år, det kom efter en kold lungebetændelse, som virkelig fik taget mig med derned hvor ingen burde komme.
Mine tanker er ikke i mine øjne skræmmende, meeen jeg føler ikke at min familie skal vide noget, og jeg kan ikke finde ud af om jeg så er en grim egoist og respektløs hvis det nu er jeg får den.....også vælger ikke at fortælle det til nogen...
Jeg forventer ingen svar eller kommentarer jeg havde bare lige behov for at komme af med mine lidt forvirrende tanker.