Hjælp hva gør jeg ????????????

min mand og jeg har været gift i 2 år og været sammen i 3... vi har 3 børn 6 år og 2 år og 4 mdr. han er flyttet fordi han siger at mangler selvtillid og selvværd. Vi har været mange ting i gennem i de 3 år alkohol og utroskab fra hans side af.... Men jeg har ikk været nogen engel selv, det er min skyld at hans selvtillid er væk, fordi jeg har været en møgkælling for at sige det på pæn dansk, har brokket mig konstant, beskyldt ham for mange ting, er der noget at sige til at hans selvværd er lavt, nej. Nu har han bedt om at jeg skal lade ham være så han kan finde sig selv.
Problemet er bare jeg elsker ham overalt på jorden og jeg kan ikk give slip, ved godt at det burde jeg..... Men er mega bange for at miste ham, for han er Jordens bedste Far og den mest hengivne ægtemand... og det har man bare taget for givet, hold da kæft en skændsel jeg er for hunkønnet. Han siger chancerne er 50/50, men hans søster har lige ringet og sagt at min mand har sagt til hans mor at han aldrig nogensinde vil have mig tilbage, og da jeg skriver om jeg har mistet ham siger han nej..... Nøøøøj det gør ondt... Er der nogen der har et råd, for jeg har det mildest talt a h til. Ved godt jeg ligger som jeg har redt....

Red "sengen" anderledes og vent og se, hvis så måske, hvis ikke så var det, det. Få lige kontrol over din følelser, hvis det er lade sig gørelig.

Gode råd er noget nær umuligt at give, specielt når man ikke kender hele historien, men vil da prøve at komme med et forslag, så kan du selv vurdere om det kan bruges.
For et par år siden, gik jeg fra min kæreste, og var sikker på det var slut, men efter en uges tid begyndte vi at maile lidt sammen om hvad der egentligt gik galt, og hvad hun kunne gøre anderledes og hvad jeg kunne gøre anderledes for at få tingene til at fungere igen.
Ved at skrive sammen fik vi virkelig tænkt over tingene før der blev trykket på send, det gjorde også at det var nemmere at se ens egne fejl, og vi fik begge den ro vi havde brug for, fordi vi kunne besvare mailen når det passede os (havde aftalt at svare en gang dagligt) og at det ikke krævede et lyn hurtigt svar på tiltale, hvor mange misforståelser kan opstå.
Da vi havde gjort det på denne måde en uges tid, var det tid til at se hinanden i øjnene igen, og vi mødtes og gik en lang tur sammen og kunne igen snakke om tingene, og ikke mindst få snakket om hvad vi skulle ændre hver især for at få det til at fungere igen.
Vi blev enige om at give det endnu et forsøg, og den dag idag er vi stadig sammen og er blevet meget bedre til at snakke om eventuelle små problemer før de vokser sig store.
Håber i finder ud af en løsning.

Når jeg læser det du skriver, tænker jeg: hvorfor skriver hun at det er hendes skyld?. Du skriver at han har drukket og været utro flere gange,?...helt ærligt, I har været sammen i 3 år????????. Udover det skal der 2 til at ødelægge et forhold. Held og lykke.

Hvem har lavet hvad i jeres forhold?
Du må undskylde, men indlægget er simpelthen så forvirrende. Jeg kan ikke gennemskue om det er ham der har haft et alkoholmisbrug eller om det er dig? Eller om det egentlig drejer sig om noget helt andet.
Hvis det er ham, så er det da meget muligt at du har været en sur kælling pga. det, men i så fald bør du også stoppe op og tænke over, om han virkelig ér en supergod far og ægtemand?
Du skal lige huske, at selvom man kan reagerer uhensigtsmæssigt på et samliv med en alkoholiker, så er det også let at udslette sig selv og sine egne standarder fuldstændig. Umiddelbart lyder det som om du mener at alle problemer i forholdet er din skyld og det kan det da også være, men jeg savner én eller anden afklaring af, hvem der har været misbruger og hvad der i øvrigt er sket.
Jeg vil blot sige, at uanset hvem af jer der har haft et misbrug og/eller skabt problemer for den anden, så er det vigtig at der bliver gjort noget ved det problem, inden nogen forsøger at tilpasse sig eller fire. Man kan ikke være en velfungerende forælder og partner hvis man er under indflydelse af et misbrug, og man kan heller ikke forsøge at sætte familien sammen igen, hvis man fortsat er under den indflydelse.
Umiddelbart tror jeg at det ville være fornuftigt at snakke med en familieterapeut, for at få klarhed over hvad i egentlig hver især vil og hvad der evt. skal gøres for at i kan begynde at samarbejde om at få jeres familie på fode igen.

Oki.. det er ham der er alkoholiker men har været på antabus men faldet i et par gange, og jeg har da stukket til ham op til flere gange hva det angår. Det hele startede med da vi fik internet, da begyndte jeg at at blive kontrolfreak, alt hva han lavede tog jeg som tegn på at der var noget galt i vores forhold. Beskyldte ham for både at være utro og have løjet og i den dur...
men så begynder jeg at skrive sammen med en fyr på nettet og falder ikk for ham men den opmærksomhed han giver mig, og min mand giver mig valget enten ham eller fyren, og jeg vælger manden men skriver i smug sammen med fyren (så jeg er ikk en skid bedre).
Så valgte vi at flytte hver for sig for at se om vi kunne redde ægteskabet, men det skulle jeg vist aldrig have sagt til ham, for så var det jeg fik at vide at jeg skulle lade ham være fordi han selvværd og selvtilid den var væk, og han egentlig ville være alene og tænke over hvad han ville. Men da jeg stadig er en kontrolfreak gør det megaondt ikk at vide hvor han er osv... altså bare at give slip.

Undskyld glemte lige at logge på men mumie1977 er altså også mig...

Hej eva1977!
Det er i orden, at du erkender egne fejl, men det er ikke i orden, at du stort set påtager dig hele skylden for jeres - måske helt - kuldsejlede forhold.
Der skal to til at få et forhold til at fungere, men der skal også to til at få det til at kuldsejle. Uanset hvor mopset en kælling du har været, giver det ikke ham automatisk ret til at blive alkoholiker og være utro.
Hvad skal I gøre?
1. I er nødt til at få lavet nogle praktiske aftaler omkring børnene. Samvær, weekender osv. Husk at uanset hvordan deres forældre eller "tåger rundt" og ikke kan finde ud af livet, vil børnene altid være loyale overfor jer begge og vil ikke holde op med at elske nogen af jer. Respektér deres ret til at elske begge forældre og lad være med at tage dem som gidsler!
2. du er nødt til at respektere hans behov for "tid og plads" lige nu. Hvis du bliver for omklamrende, vil det virke modsat på ham. Han vil stritte endnu mere imod. Du er nødt til at give ham sin frihed, så kan du jo altid håbe, at når han har fundet sig selv, vil han bruge den frihed til at genoptage forholdet (hvis det stadig er det du vil til den tid!!??)
mvh hønemor1001

prøv at kigge på denne side http://www.al-anon.dk/

Det er mange børn på så kort tid. blev du bare gravid med det samme i kom sammen? men fedt i startede et ægteskab da i fik børn, altid noget. virker modent..
MEN hvad skyldes hans alkoholdproblemer? og alligevel vil jeg sige dig en ting: hvis i finder sammen igen, tror jeg det blir sådan her:
nu er det HAM der har dig om sin lilefinger, for du har bøget dig og nu render du ham sødt i røven og vil have ham tilbage, hvilket styrker hans selvtillid nu, og så tror jeg aldrig mere du kan behandle ham som du har gjort tidligere, hvis du forstår..
synes det er synd i har det sådan, men han har også været dig utro, er det fordi du har været den mødkælling som du selv siger? det kan jeg gætte mig frem til måske er årsagen.. det er ikke så godt at være som du er/har været... og godt du selv kan se det, måske lærer du noget af det i fremtiden..
for du har lidt for meget selvtillid, siden du kan tillade dig at hakke ned på ham og knække ham som du har gjort.. har du ik tænkt på at han har valgt DIG i sit liv, og fik børn med dig og gift med dig, og alligevel valgte du at være et fuck over for ham.....