HJÆLP MIG! Hvorfor skubber man folk væk som man virkelig elsker?!

Jeg har den sødeste kæreste overhovedet! Han er så betænksom og gør virkelig mange ting for mig! Han holder mig ind til sig og siger han elsker mig og sådan nogle ting... men jeg forstår bare ikke mine reaktioner nogle gange! I går havde vi et kæmpe skænderi om noget jeg stadig ikke rigtig har forstået...? Men det var mig der startede det... Jeg sagde ting, der virkelig gjorde ham ked af det... hvad er der galt med mig?! Jeg forstår ikke hvorfor jeg siger ting der sårer ham så dybt, når jeg elsker ham så højt? Jeg håber der er nogen der kan give mig lidt respons på det her.. for jeg føler mig virkelig som jordens største nar...!

Måske er du jordens største nar? hvem ved.
Du lyder som endnu en af de der kvinder som altid skylder skylden på sig selv.."åhh vi skændes, hvad er der galt med mig, er det min skyld"..

er i meget unge af jeres alder og være..

Er du måske ikke , men et stort fjols der ikke kan klare en diskution uden at blive fornærmende, sådan er mange kvinder når de ikke magter et skænderi.

Din reaktion er meget normal. Når man skændes kommer der en anden person ffrem i en, og ofte kan man ikke styre sig selv. Det du skal gøre nu er at undskylde overfor din kæreste, og sige at du ikke menete det ;-)

Måske du har problemer med at åben dig over for ham, om hvad du går rundt tænker på om livet, måske du ikke selv er helt bevidst omkring det, og afklaret om alt i dit liv.
Så du har tanker der rumstere i dit indre, som du har det svært med, og som du måske skulle prøve at sætte ord på, måske du ikke selv forstår dem helt.
Måske du nervøs for snakke om dem med din kærste, så hvis du har en veninde, du er fortrolig med så snak med hende om dem.
Andre gange har vi det bare sådan vi brug for fred og ro, og har ikke lige så meget overskud til andre mennesker.
Ellers kender jeg alt for godt ved mig selv at sige de forkerte ting, som jeg blevet ked af bagefter.
Så jeg håber du finder ud af det, da det jo påvirker dig følelses mæssigt.
Mvh

Det andet svar var til dig, kom til skrive det forkerte sted.

Det er svært at sige, når man ikke er mere inde i det, end et kort indlæg kan give, men jeg synes, jeg genkender den fornemmelse at stå og sige ord, der slet ikke er ens egne. At føle man holder et skænderi, man ikke deltager i med hjertet...men man nærmest har overtaget eller arvet.
Da jeg var gift, gennemførte min daværende mand og jeg et ægteskab på fuldstændig borgelig manér. Sådan som vi havde lært...alt var med. Porcelæn, og korsstingsbroderier, bil, hjørnesofa og bestik til 6 eller 12 personer...(hvorfor ikke til 7 personer?)...efterhånden fes det ind, at det var værdier, vi aldrig havde haft mulighed for at vurdere, om vi gad have. Om vi gad at gøre til vores. Vi havde blindt overtaget andres værdinormer, andres måder at leve det her liv "Far, mor og børn"...Når alle vores omstændigheder, mål og adfærd var rettet ind i forhold til en norm, der viste sig slet ikke at være vores, så stod vi også og sagde ord som ikke var vores i skænderier, som handlede om ting, som var fucking ligemeget!
Det er ligesom når alle forhold, vilkår og mål er rettet ind i en bestemt retning og følger strømme, så kan det til en vis grad, hvis ikke man griber ind og forholder sig til det selv, løbe af sporet ov overtage en selvstændighed. Og det mener jeg....vi ved allesammen godt hvor stor en magt mainstream har over os....
Vi gad faktsik ikke denne her borgerlige tilværelse...vores forskellige identiter lå andre steder, og vi indså at for at forfølge de mål vi hver især havde, så måtte vi splitte op.
Mit mål var at være ærlig uanset hvad det måtte bringe med sig. En vej, der virkelig har bragt mig ud i meget blæsevejr, men jeg aldrig knækket....svært at sige kort hvad det er, men det var i hvertfald et personligt mål, som ikke handlede om job og karierre i traditionel forstand. Min x-mands mål var at blive musiker.
Og de to mål kunne sagtens leve side om side, men vi var startet forkert op, og kunne ligesom ikke rigtig finde ud af at "rykke tilbage til start". Jeg vil lige sige, at min mand og jeg blev gift da jeg var 19, og blev skilt da jeg var 25...Det er en periode, hvor der sker utroligt meget i forhold til definition af ens identitet og livsværdier
Og det jeg ville sige til dig, er, at det kan godt være du simpelthen er der, hvor du i stedet for at kigge ud, kigger ind og spørger "Hvad fanden er egentlig meningen med det jeg står og siger? Hvorfor gør jeg det? Hvad er det for værdier, jeg prøver at forsvare/håndhæve? Er det virkelig mig det der?"....og du kigger ud..."Kan det virkelig passe, at det han gør, er HAM? Gider han det her? Hvad er vores fælles fundament?"
Det var ihvertfald dér jeg var i en situation, der ligner den du har beskrevet...jeg skubbede også en ualmindelig sød kæreste væk..uden egentlig at vide hvorfor jeg gjorde det, så derfor håber jeg du kan bruge "denne lille flig af mit liv" i dit liv.
Good luck

Mon ikke du skulle revurdere dit alias? Det kan godt være du møder en masse fandango når du ytre din mening, men mon ikk det er fordi den altid er så fandens negativ. Selvom man ikke er enige med folk så behøver man da ikke ligefrem at smide mudder i hovedet på dem. Dit positive ordforråd kan ligge på bagsiden af et frimærke. Og mand, hvor gammel er? Forstil dig hvor mange der ler i dit selskab når du engang skal nyde dit otium!
Slap lidt af:-)

Jeg kunne godt spise en soft ice lige nu

også gerne vide, hvorfor i kvinder gør som i nu gør.
I finder den ene spad skidt efter den anden, som i kaster i hovedet på os, og et par timer efter er gassen gået af jer, og så aner i ikke en skid om noget som helst. og som sædvanlig finder i så en eller anden dum undskyldning som så bliver fyret af.
Hej