Hjælp mig - min teenager forstår ingenting

Jeg har en søn på 15½ han har gået på samme skole de første 7 skole år. Da vi er en lille kommune bliver klasserne lagt sammen i 8 klasse. Desværre gik det rigtig hurtig ned af bakke, han pjækkede, lavede aldrig sine lektier og var konstant sur. Jeg tænkte han måtte væk så jeg fandt en efterskole. faktisk ikke ret langt væk. Tænkte det skulle blive hans redning. Men tværtimod blev det bare meget værre. Jeg tog ham ud efter ½ år. Lærerene havde ikke styr på noget som helst, de vidste ikke om eleverne var på skolen eller hvad de lavede. De gik næsten aldrig i skole og blev ikke kontrolleret om de overhovedet mødte op og havde tit kun 2-3 timer om dagen. Min søn fortsatte med at forsømme sine lektier. hans karakterer dalede og da han fik termins karakter var han dumpet i det hele. Jeg søgte hjælp på en anden skole som straks optog ham. Der er han meget glad for at gå, men han har jo "mistet" 1½ skole år så han kan ikke følge med, og nu er det snart ved at være eksamens tid. Jeg har flere gange sagt til ham at han skal læse og læse for at kunne følge bare lidt med, og har også sagt at jeg ikke forlanger 12 taller men at jeg bare forlanger at han tager sig sammen. Han vil overhovedet ikke høre på mig, vi er konstant uvenner, og hver gange jeg siger J.... tag dig nu sammen og læs, så svarer han det styrer jeg helt selv. det er sådan så han skal på idrætsefterskole efter sommerferien. Jeg er bare så bange for at det bliver et kæmpe lektie nederlag da han jo ikke længere er så dygtig. han er meget vellidt og har mange venner, så jeg frygter ikke at han ingen venner får men jeg frygter at han ikke kan følge med fremover.
Jeg håber I er nogle der har en solskins historie, som gør at jeg kan slappe lidt af, eller at der er nogle der kan give mig et råd for hvordan jeg forklarer min søn hvor vigtigt det er at få en god eksamen.[:*(]
jeg ved hverken frem eller tilbage. jeg ønsker det bedste for ham men hver gang jeg åbner munden kommer der kun brok ud i følge hans mening[:|]

Måske skulle du prøve at komme i dialog med din søn, og finde ud af HvORFOR han ikke vil. Har han altid været sådan eller er det noget der er kommet pludselig? Det kunne jo tænkes at der er personlige problemer eller andet som gør at han ikke "gider" Synes du skal prøve at snakke med ham om det. Måske kan du hjælpe ham videre..

Man KAN ikke indhente 1½ skoleår uanset, hvor meget man læser lektier. Han skulle have været flyttet et klassetrin ned, så kunne han måske klare det, hvis han var ekstrem flittig.
Tal med skolen om at han går det sidste år om, inden han skal på idrætsefterskolen, som jeg så også synes er et underligt valg, med mindre han vil være idrætsinstruktør. Hvorfor i alverden har du ikke fundet en efterskole, der lægger vægt på den boglige del og mindre på fritidssysler?
Det er bedre for ham at gå et år om nu, end at få nederlaget på en efterskole.
Hans vurdering er måske mere realistisk end din og han har indset, at han lige så godt kan give op, derfor får du de svar du får. Du er blevet fjenden og ikke den allierede, der støtter.
Håber I får det løst sådan, så din dreng ikke bliver "udpræget praktisk begavet" alene.

Men til moderen der er bange for hendes søns boglige begavelse der er dykket, kan jeg ikke lade være med at tænke, udfra det du skriver: Lytter du til din søn - hvis du lyttede til ham og kender ham godt nok, som man jo gør som mor - forhåbentlig, kan du også finde kernen til den manglende motivation for at hente op på de forsømte 1½ år...
Han er vellidt og har mange gode relationer - kan det tænkes at der kan trækkes på dem i forhold til, at motivere ham til at engagere sig mere i lektielæsning???
Og udover det, hæfter jeg mig ved, at du skriver at du siger at han SKAL lave lektier og bliver ved med at påpege hvor vigtigt det er for ham, at han får indhentet det forsømte - påtvinges han noget.... Hvordan formidler du disse ting???
Nedgør du ham og bliver ved med ar bruge "de forsømte 1½ år", som drive for ham eller opmuntre du ham og støtter ham i, at selvfølgelig kan han - at han er klog og kompetent?
Tror ikke på at du får noget godt ud af at flytte ham et klassetrin ned, tvært imod vil det kun ydmyge ham i hans omgangskreds og han vil sansynligt blive stemplet som "Dum!!".
Muligheden for at opgradereens eksamens resultater er der masser af... VUC!
Men bare lidt spørgsmål du kan stille dig selv og så håber jeg at I finder en løsning på det hele.

Først tak til de personer der har givet sig tid til at svare og råde til mit problem. Det er rigtig dejligt at høre folks forskellige meninger, og som ikke har familie/venskabs følelser involveret.
jeg stikker på ingen måde til ham med hensyn til hans 1 ½ forsømte skole år. Det er ikke kun hans skyld at det er gået som det er, det er bestemt skolen der bærer den største del af skylden. Som skolelærer mener jeg at man burde have krav på at fortælle forældrene hvis barnet ikke passer sin skole, sine lektier osv. Jeg hørte intet fra den skole han startede i i 8 klasse - han var godt nok ked af det og savnede sin gamle skole, men hvem ville ikke det. Vi snakkede meget om det, og alle der har prøvet at have et job de ikke kan lide ved hvordan det er at stå op morgen efter morgen og bare ikke orke at tage af sted. Jeg nedgør ham på ingen måde ved at kommenterer "det forsømte 1½ år", jeg tænker tværtimod hvor svært det må være at pludselig blive sat i en ny skole hvor de bare er knokle dygtige. Vi har snakket meget om det, og med hans nye lærere. De ved hvad de kan forlange/forvente af ham og hverken de eller jeg forlanger top karakter, men jeg som mor mener godt, at jeg kan stille et krav. Jeg kender ham trodsalt og jeg ved hvad han kan. Var han "dum" hvilket han ikke er ´ville jeg slet ikke kræve noget af ham.
Den skole han skal på næste år, har han set frem til i over 3 år - han elsker sport - og jeg har foreslået, at han måske gik 9 kl om, men det vil han overhovedet ikke høre tale om. Og hans lærere siger også at det skal han ikke - han skal bare tage sig sammen for han kan godt hvis han bare gider.
Jeg siger til ham at han skal tage sig sammen og prøve at få nogle gode karakterer - hans svar er : jeg kan ikke nå det - og jeg må godt nok indrømme at det gør mig sur, hvis han så bare sagde: Jeg gør mit bedste. Så havde jeg været tilfreds men et andet svar kan jeg godt blive sur over. Vi snakker og snakker, men det er som om at jeg er fjenden. Jeg tror ikke han forstår hvor meget jeg tænker på ham og hvor ondt jeg har af ham. Jeg tilbyder al min hjælp og vi har venner som også tilbyder deres hjælp men han vil ikke tage imod noget som helst. det er som om han har op givet.
ved ikke hvad mere jeg kan sige til ham, jeg vil ikke bare give op for det løser jo ingenting selvom det nok ville være det letteste for at undgå konflikter.
Sport har altid været hans største interesse - hvilket også er årsagen til at vi for 3 år siden valgte denne idrætsefterskole. Og på daværende tidspunkt var alt jo super - men der gik han også på den skole han startede i i o kl.. Hans daværende lærere var faktisk dem der foreslog at han skulle på idrætsefterskole da han jo er meget sports aktiv.

Hej, jeg stødte på dit indlæg, da jeg søgte efter gode råd til, hvordan jeg skulle tackle nøjagtig samme problem - blot en anden baggrundshistorie. Men de samtaler, du citerer, kunne være taget herfra! Jeg ved, dit indlæg er af ældre dato, men måske du modtager opdateringen her, og får lyst til at fortælle, hvordan det sidenhen er gået?
Mvh
L.