jeg er en hørehæmmede dreng som virkelig har det ad helvede til med mig selv. jeg er meget ensom pga jeg har haft mange dårlige år, hvor jeg er blevet mobbet pga mit hørehandicap og alt det har gjort mig til en meget usikker person. Jeg synes ellers altid jeg har været en meget åben person og meget ærlig men alt den ærlighed har skubbet folk væk. jeg tror meget det har noget at gøre med at ligeså snart bliver besværligt holder folk sig på afstand fordi de ikke har det overskud til at gentage hvad vedkommende sagde. jeg tænker meget på hvordan det ville være hvis jeg ikke var her men så er det osse hvordan ville min famile ikke have det bagefter? men alt ser bare så håbløst ud. de såkaldte venner der udnytter mig familien der altid brokker sig og ja listen er lang. derfor er jeg glad for jeg har musikken. har spillet mundharpe i adskillige år og er mega glad for det men hvor ville jeg dog ønske hvis der var en enkelt der ringede og spurgte hvordan jeg havde det.skal vi ikke lave et andet sammen? skal jeg virkelig gøre en ende på mit liv somså mange andre har gjort? er der virkelig ikke håb?
Hej
Der er ALTID håb... selvom det ser sort ud, er der altid noget at se frem tid.
Prøv at starte med at finde de små positive ting i hverdagen. Det er faktisk ikke så svært her hvor solen skinner så dejligt.
Nu skriver du ikke hvor gamle du er men vil gætte på omkring 20?
Jeg har selv skrevet et indlæg om min egen ensomhed her på siden, men blot det at få skrevet sine tanker ned og hører man ikke er den eneste med de dem, hjælper lidt.
Anyway, det er ikke rart at din famillie brokker sig hele tiden, men sådan er det nu engang i din alder :-/
har du prøvet at fortælle dem hvordan du har det?
Hvis dine "venner" holder sig væk eller mobber dig.. så er de ikke værd at gemme på, det er mange andre derude der ville sætte stor pris på din som person. det gælder bare om at finde dem.
Fortæl hvor i landet du bor, det kunne jo være der var nogen i nærheden der havde det på samme måde.
Ellers kom forbi her, så giver jeg en pils nede på stranden :-)
tilføjet af lige meget
ikke noget gal med dig!!
dET ER NOGET GALT MED DET FOLK DU HAR LÆRTE AF KENDE. TRor du at hvis samfundet og folk var perfekt, var der så mange krige på jorden??
De mennesker som har mobbet dig, skal får det tilbage på et eller andet tidspunkt i deres liv, men tager dig ikke af dem mere. Det der gælder nu, er nutid og fremtiden. Skriv dine drømmer og være realistisk over, noget som du kan udføre. Skriv dato på de forskellige trine. Hvis nogen folk er fornegative, så sig til dem bare farvel og tak, du har ikke brug for dem. Du skal altid have (kun) dig selv, defor dyrk dine stærke sider, og ikke koncentrerer dig på de svage. Og en ven skal nok komme til dig.
tilføjet af Anonym
livetkan værer træls en gang imellem.
Nu må du ikke gå helt i sort. Sæt dig ned i en stol og luk øjne, og tænk på de positive kvaliteter du har. For du har helt klar mange, det har vi alle , vi glemmer barer at se dem. Som du skriver , du god til at spille mundharpe, du er åben og ærlig. Og det er da helt klart nogle gode ting.
Du må se om du kan få nogle flerer gode venner / bekente, så skal de nok begyned at ringe for at hører hvad du laver.jeg ved at det er nemt nok at sige , men du kunne jo begynde med at gå på chatten , der er der jo ingen der vil ligge mærke til at du har et hørehandicap. Hvad med at se om du kunne finde et band hvor du kunne spille i. Det er ikke noget der lyder så godt som en god mundharmonika i et godt bluse band. Barer husk en ting venner og bekente vil altid komme og gå. Men der vil altid værer nogle få som altid vil værer der.
tilføjet af Anonym
Tak skal i have
hvor er det bare sødt af jer at i ville svare på mit indlæg. Det har virkelig givet mig fornyet energi. Til rc´s oplysning kan jeg fortælle at jeg er 22 år og kommer nord for kbh i en lille flække ved navn birkerød. Jeg synes bare jeg havde brug for at komme ud med mine tanker, og glad for jeg ikke er den eneste. egentlig er jeg lidt ked af jeg allerede i den alder er begyndt at tænke så negativt, mem jeg tror det skyldes at jeg er en der gerne vil hjælpe så godt som jeg nu kan, og prøve at virke så postiv som muligt og hver gang jeg har forsøgt har det givet bagslag. Dette har osse bevirket at jeg er blevet en meget selvkritisk person som er meget selvbebrejdende som om det er mig der har hele skylden ved godt det lyder åndssvagt og ynkeligt...