Hvad er det kvinder ikke forstår?

Nu har jeg set det ske endnu engang, så jeg får lyst til at spørge kvinderne direkte, navnlig enlige mødre men også dem som planlægger at få børn:
Hvad er det der får kvinder til at ville ofre alt andet for at få børn? Inklusive deres hus, økonomi, parforhold, familerelationer, ja ALT?
Det er sket for alle mine venner inklusive mig selv, undtagen 1 par. så det sker for ca 95%.
Forløbet er typisk sådan her:
Mand og kvinde er typisk kærester i nogle år. De beslutter sig så for at de er så glade for hinanden at de vil købe hus, blive gift, og få børn, og få "en rigtig familie..."...
Tanken er da også meget sympatisk, og hva faen, en arving skal man da have ;)
Virkeligheden er bare HELT anderledes:
Kvinden: bruger 100 % af sin tid på barnet. Forståeligt nok kræver spædbørn og småbørn meget tid, men hun glemmer alt om manden. Når endelig der er mulighed for lidt "alenetid" fx hvis mormor eller farmor passer barnet en aften, så skal den bruges på at.... tadaaa... sove...
Kvinden er typisk 25-30 år gammel. Har måske ikke helt fundet fodfæstet på arbejdsmarkedet endnu, men det er jo også lige meget så længe hun er på barsel ;/ Hun begynder stille og roligt at bebrejde manden at forholdet ikke fungerer optimalt, typisk ved at beskylde ham for at hjælpe for lidt til med de daglige gøremål. Manden forsøger så at hjælpe ved at støvsuge, tage opvasken osv osv... med det resultat at kvinden ikke mener at det er gjort godt nok og støvsuger derfor ekstra og hiver tallerkenerne ud af skabende og vasker dem op en gang mere for det kan mænd jo ikke finde ud af ;/
Manden:
Oplever at blive tilsidesat, være det 3. hjul, være slæbehest og skaffedyr, for han er jo IKKE på barsel! Han oplever at blive tilsidesat menneskeligt, åndeligt, seksuelt, økonomisk, ja nærmest afvist. Som om at nu har kvinden fået det hun ville have - et barn - og så har hun nærmest ikke så meget mere at bruge manden til... men holder måske på ham for der kunne opstå et ønske om nummer 2 ;/
Der var jeg så heldigvis fornuftig nok til at "trække i håndbremsen" - hvis man har problemer med at forsørge ET barn så er det ualmindeligt dumt at forsøge at få et mere.
Nå så ender det ofte med at de går fra hinanden, moren er nu enlig mor. Hun springer straks på datingsiderne og mener selv hun ser ret godt ud og forstår ikke rigtig hvorfor der er meget lille eller ingen interesse fra mændenes side.
Det er der oftest 1 af du grunde til (eller begge).
1.
Ingen mand synes det er sjovt at opdrage på andres børn. Det føles "forkert".
2.
Der må være en grund til at hun ikke er sammen med faren mere? Er han helt ude af billedet? Eller skal man forvente at få besøg af ham med jævne mellemrum? Og hvis han er helt ude af billedet... hvorfor er han så det? Er det fordi hun er ulidelig at være sammen med eller er han bare en "stor idiot" som hun siger? Og hvis han ER en "stor idiot" hvorfor i alverden har hun så fået barn/børn sammen med ham?
3.
Vi ved alle sammen hvad en fødsel gør ved en kvindes krop...
4.
Enlige mødre har ofte store økonomiske problemer så man spørger som mand sig selv om man virkelig vil være en del af det? Man bliver naturligvis ikke en del af hendes gæld rent juridisk men den vil hæmme hverdagen uanset hvad. Det kan være du skal betale leverpostejen sidst på måneden og tanke bilen for hende ;/
Hov det blev til mange grunde.
Som sagt har jeg set ovennævnte ske i 9 ud af 10 parforhold, og ingen af parterne er endt som "rigtige familier", tværtimod er der nu en masse børn som kun har 1 forælder og en masse ex-parforhold hvor der er hadsk stemning og bagtalelse mellem parterne.

I mit tilfælde var det faderen der "valgte" at smutte. Dvs. At han var mig utro, og så pakkede jeg hans kuffert. Det skete allerede mens jeg var gravid. Men vi har stadig efter 12 år et ok forhold. Nok fordi vi kun ses ca. 2-3 gange om året, han bor stadig i udlandet, det var også der vi mødtes og jeg boede dengang.
Nå, men "halen" mellem benene og hjem til lille DK igen efter 11 år i udlandet.
Og ja, jeg er enlig mor, men klarer mig selv. Jeg er sku glad hvis jeg bare kan få lov til at beholde mine penge for mig selv, og ikke skal forsørge den anden part, hvis/når jeg møder ham. Jeg kan og skal nok klare mig selv. Og ja, jeg er egentlig glad for at min søns far ikke dukker op hver og hver anden weekend. (måske synd for min søn), men han har aldrig kendt andet. Hvis jeg var en mand, gad jeg heller ikke have en kvinde hvor exen kom og blandede sig i tide og utide. Men jeg gidder heller ikke have en mand der har weekendbørn måske flere af slagsen enda, hvor moderen blander sig hele tiden. Men når man når en vis alder, er det ikke nemt at fravælge. Så jeg venter til jeg er gammel nok til at få en mand, der har børn som er over 18 år.

Så sandt. Det er bare sådan at faren ER far uanset om man skilles og mor finder en ny eller omvendt. Derfor må man som ny partner også forvente at der foregår nogen kommunikation mellem parterne. Det værste er at taberne altid bliver børnene.
Min ex har så gjort det på en anden måde for så vidt muligt at forhindre "kontakt" mellem mig og "ham den nye". Jeg har set ham et par gange men i sådan lidt akavede situationer, og han har det vidst mindst lige så svært som min ex, han er alene-far moren til hans unge er syg i roen og indlagt...
Hun har så gjort det at for at forhindre at jeg kontakter hende når hun er sammen med ham så har hun et særligt "mig-telefonnummer", som hun efterlader derhjemme hos sig selv, hvor hun nærmest aldrig er. Man kan så skrive en SMS til den hvis man vil noget og så ringer hun når hun får tid til at ringe... der kan gå op til 3-5 dage...
Har foreslået hende hvorfor hun ikke flytter sammen med manden det er da fjollet at rende rundt og betale for 2 lejligheder når hun næsten aldrig er i sin egen...? Ej men den er "meget rar at have" siger hun så... jo vist. Jeg gad da også godt have lejligheder i alle byer, så er der aldrig langt hjem ;)
Nej men jeg må ikke vide hvor han bor, hans efternavn eller noget, og det rager i princippet heller ikke mig hvor han bor, hvis det ikke lige var fordi at det åbenbart er der min datter opholder sig det meste af tiden. Man har vel krav på at vide hvor ens børn er eller hvad?
Sekundært ville jeg vildt gerne finde frem til hans email-adresse - ikke af jalousi tværtimod, jeg ville advare ham imod hvad han går ind til hvis deres forhold går hen og bliver mere seriøst (herunder få barn nr 2 og evt flytte sammen) Det lyder jo dejligt, men jeg ville så gerne fortælle ham om "bagsiden af medaljen"...

Jeg forstår godt at du er bitter, men stadigvæk.. du ved jo godt at du ikke bør sladre til din eks' nye fyr, hold dig fra det for det vil ikke gavne din sag. Du får det lidt ligesom til at lyde som om, at når en kvinde får et barn så bliver hun frigid og egoist, men det med at sove..det ku' jo være det var fordi at den lille har skreget hele dagen, og hun trænger til et hvil? Der er da ikke meget ved sex, når man er uoplagt.
Men ja, jeg undrer mig da også tit hvorfor så mange bliver skilt, et eller andet sted har det jo fungeret engang... og så er der alle os andre, som jo ikke engang når til giftermålet - så hvad er værst [???]

Alle reagerer forskelligt på forskellige situationer.
Men det kan altså ikke komme bag på folk, at et barn ændre ens hverdag!
Og hvis det gør, skulle de nok ikke have børn.... (ahhh det var måske lidt for hårdt).
Livet er bare ikke det samme efter at junior er kommet til.
Festlivet, sexlivet, samlivet og alle de andre "liv" bliver helt anderledes.
Om det så bliver til det dårligere eller bedre eller bare anderledes, er man i stor stil selv herre over.
Men ens prioriteter har det jo også med at ændre sig.
Party-uartig bliver for de fleste mindre betydningsfulgt efter et barn osv osv.
Problemet opstår for det meste, når parterne ikke længere har samme prioriteter og værdier.
Hvis mor kun vil nulrer baby og far vil på disco med mor - ja så er den squ gal.
(og ja - når junior er kommet til, så er far bare i anden række. SÅDAN ER DET BARE. Og for mit vedkommende så er mor jo også i anden række. Ungen kommer først - set fra begge parters synspunkt forhåbentligt).
At få fælles prioriteter og værdier er ikke noget, der sker af sig selv. Det er nyt for begge parter. Der skal snakkes...... meget. Og der skal indgås kompromiser.
Sådan er livet og parforhold 😉

Ja jeg ser det først nu - det bedste er da helt klart slet ikke at blive gift /indgå i faste forhold.
For det var jo ikke "kun" et forhold hun ødelagde, men hele familier, og et barn med kun en forælder til følge.
samtidig var det en katastrofe både økonomisk og socialt. Alle vores venner var mere eller mindre fælles, og de var jo pludseligt "tvunget" til at "vælge side" i krigen. Hvilket de så ikke har gjort, de har trukket sig væk i stedet for, så nu har vi faktisk kun hinanden som venner.
Jeg begik en kæmpe fejl da jeg som 16-årig lovede denne kvinde evig troskab - man kan aldrig se 10 år ud i fremtiden, og det er også en stor fejl at gøre sig økonomisk afhængige af hinanden, for når den ene så springer fra, måske helt uden forvarsel, så står den anden med røvskægget i postkassen...

Nu taler jeg ikke om at manden eller konen er i 2. række fordi barnet naturligvis er først. Jeg taler om når kvinden nærmest lader som om at manden slet ikke eksisterer.
Bevares de sover måske stadig i samme seng... men det er så også det de gør - sover.
Ingen hygge med en film, ingen ture til stranden, ingen rejser, ingenting!
Snakker ikke om disko-dasko, men jo det kunne da også have været sjovt når mormor passede barnet en aften. Men nej... SOVE...
Og jo det er klart man kan være træt med et spædbarn på nakken, men det var ALTID.
Jeg har endda prøvet at bestille bord på en utroligt dyr restaurant til os fordi jeg viste at mormor skulle passe om aftenen... Det blev til pasta og.... sove...
Ok så sparede jeg lige 8-900 kr ;)
Der skete også noget andet: Før hun blev gravid var hun bland de smukkeste piger i DK. Bagefter så var hun så kold som en vinterbader i Nyhavn: Klippede sit smukke lange hår af for hun "gad sgu ikke vaske det lange lort" og det sad fast i lynlåsen på jakken og jeg ved ikke hvad.
Påklædning blev også ligegyldigt. Skid da hul i om man har grønne trusser og lilla BH på, det kan ingen se gennem en T-shirt og et par gamle cowboy-bukser alligevel ;/
Hun gik med andre ord på kort til fra at være den bedste person i verden og jeg ville aldrig være sammen med andre, til en kold skid hvor modermælkserstatning var vigtigere end en god DVD-film, og hygge. Alene det at hun klippede sit hår af...
Noget lign er sket for en af mine venner. Han var kæreste med en pige jeg har kendt siden jeg var 3 år gammel. Og det var han nogle år. De var efterhånden nået til "stadiet" hvor man planlægger at købe hus, eller i al fald flytte sammen, få børn... og alt den slags... lige indtil hun en dag slog op og blev lesbisk... nååååå det tog på hans "mandighed"....
Kun tog dage efter bruddet kunne man se hende med en anden pige stå og voldsnave nede i byen ;)