Hvad er "et helt" menneske?

Vi kender vist alle følelsen af gerne at ville være "et helt menneske". I glimt kan vi opleve at det hele pludseligt giver mening og at vi føler os som en del af et hele.
Men hvordan bliver man et helt menneske? Hvordan finder man mening og helhed i livet? Hvad synes du?

....Kunne vælge, at sætte en masse begreber på som det, at kunne føle, sanse, opleve, opfatte, tænke, tale, bevæge sig, reagerer, responderer osv.
Men jeg tror for, at jeg kan føle mig som et ”helt” menneske …så skal jeg have en tilstand af overensstemmelse og harmoni, ligeledes opleve kærlighed, selvstændighed, respekt, accept samt respondere på mine omgivelser………..for der igennem, at tilegne mig en udvikling.
– men stadigt bibeholde og kunne håndtere, mine uheldige sider. *g*
Mening og helhed i livet…….den søger jeg endnu….men jeg kan også have følelsen af, at det ikke er meningen, at man skal finde helheden, da søgningen er den, der driver os? – i livet.
Hvad med dig?
:) Krampen

Rødvin og smøger virker for mig.

Godt spørgsmål, jeg mener man kan dele det i to f.eks et helt menneske. En person som hele tiden søger at udfordre sig selv menneskeligt (ikke igennem job) men at være i kontakt med den bløde og den hårde side af sig selv og forstå at reflektere over ting/hændelser. man kan kalde den en evig søgen efter værdien af sig selv (selvværdet). Meningen med livet derimod behøver ikke at være så dybt, da det går op for en når man får børn at det er den største ting af alle. Se sig selv (og sin partner) personificeret i en lille størrelse som modnes og vokser (alt for hurtigt) og dermed spejler man faktisk sig selv, ser styrker og svagheder både på det fysiske og det psykiske plan, det er klart at det er det primære mål/mening, at vi bærer arten videre og så kærligheden som er ubeskrivelig stor og dækker over alt og alting. Du kan elske mere eller mindre du kan for eksempel elske det du laver / gør (ikke arbejde) men det du gør helt frivilligt uden at der profiteres på det. Feks. en hobby, et fredeligt stille øjeblik i naturen, en cykeltur på en sommerdag, lykkefølelsen som kommer og går , det er her meningen med livet går op for en, det indebærer også det modsatte nemlig at lykken forsvinder, og på den måde oplever men både det hårde og det bløde, det gode og det onde og danner sin karakter efter det, nu er vi vist tilbage ved begyndelsen ??
Jeg tror at mange søger selværdet igenem feks. job/arbejde og higer efter anerkendelse, dette tror jeg er en fejl, den professionelle side af en selv bør kun indebære en del af en og kun blandes sammen med følelser i det omfang det er nødvendigt, de som bruger alt for meget tid/energi på deres karriere bliver ofte ulykkelige. Nogle forstår at håndtere både det professionelle og det personlige uden at det labber over hinanden i for høj grad og splitter feks. familien mv.

Jeg ved godt, eller tror du har beskrevet meningen med dit liv/livet?
Men hvad nu hvis man vælger ikke, at få børn?
:) Krampen

Meningen med livet er efter min mening bestemt ikke bare at få børn! Hvad med de barnløse? Har deres liv så slet ingen mening?
Hvis det fra naturens side kun var meningen at vi skulle formere os, så var det vist et af de større fejltrin at gøre os bevidste - så kunne vi sagtens have nøjedes med en reptilhjerne!

...Reptilhjerne.
Hvad er dit bud? på meningen med livet🙂Krampen

Jeg synes det er nogle rigtigt gode ting du nævner.
For mig handler det at være et helt menneske om, at man både ser de små ting og den store helhed. Lidt som et puslespil, hvor man skal studere de enkelte brikker for at kunne samle det store billede.
Det handler om at acceptere mig selv som den jeg er på godt og ondt. At turde se mine fejl og mangler i øjnene, men også at kunne se, at det er i orden, at jeg er sådan. Men se dem i øjnene, så jeg kan få fat i det store billede og derimod få modet og evnen til at udvikle mig, så det ikke kun handler om at acceptere manglerne, men også at overvinde dem.
Men det handler også om at "nyde turen". At leve livet og se det skønne i det, for jeg er meget mere end mangler- jeg er også et kildevæld af initiativ og iderigdom.
Det handler også om at turde se mine medmennesker uden hele tiden at spejle mig selv i dem. At turde se dem som det de er og lade dem være sig selv. At turde se både det onde og det gode i dem og have indlevelse og medlevelse nok til derved at kunne forny og berige mit eget liv.
For mig som kristen handler det også om, at acceptere mig selv som skabning og Gud som skaberen. At erkende, at der mangler noget i mig, som kun Gud kan give- at Gud gør mig hel. At have tillid til, at når jeg ikke kan få øje på det store perspektiv, så kan jeg trøste mig med, at det kan Gud. Min længsel er mod Gud, men udtrykkes i mit forhold til andre.
At være et helt menneske er kort sagt for mig at tro, at der findes et stort billede, som jeg dog kun delvist erkender. Men at vide, at jeg er en del af det store billede og at jeg forstår sammenhængene i mange af de ting der foregår omkring mig, så livet giver mening i stedet for at være en evig kamp imod enkeltstående hændelser jeg ikke forstår betydningen af.
Meningen kommer af sammenhængene og jeg nyder når brikkerne falder på plads. Men puslespillet er enormt, så jeg forsøger at veksle mellem at se det store perspektiv og så de mindre billeder i billedet- at skabe mening i mit liv med mine kære:-)

Man bestemmer jo selv sit ambitions niveau her i livet;-)

Hmm, jeg har nu ikke tænkt mig udelukkende at definere mit formål gennem mine børn. Det ville da også være lidt synd for barnløse, munke, homoseksuelle og folk hvis børn dør som små, hvis du havde ret! Derimod er jeg enig i, at racens formål er reproduktion, men jeg mener bestemt det enkelte menneske kan finde formål og mening der rækker udover den umiddelbare reproduktion!
Jeg er også enig med dig i, at det er godt at reflektere over livets hændelser. Men for mig er det vigtigt, at reflektionerne rækker ud over de enkelte hændelser og søger at finde en større mening med tingene. Ellers bliver livet for mig let for fragmenteret:-)

Har du lyst til, at uddybe dete her? :
"For mig som kristen handler det også om, at acceptere mig selv som skabning og Gud som skaberen. At erkende, at der mangler noget i mig, som kun Gud kan give- at Gud gør mig hel. At have tillid til, at når jeg ikke kan få øje på det store perspektiv, så kan jeg trøste mig med, at det kan Gud. Min længsel er mod Gud, men udtrykkes i mit forhold til andre."
:) Krampen

Naturligvis vil jeg gerne det:-)
Der er det rent filosofiske aspekt, som for mig også er en vigtig del af livet. Det aspekt der siger, at jeg gerne vil have en forklaring på, hvor det hele kommer fra. Jeg tror på forklaringen "Gud", hvilket vil sige, at jeg også tror på, at der er mening med de ting der sker.
Dette aspekt har jeg beskrvet i denne trådstarter http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=498364 Længere nede i trådstarteren har jeg en diskussion med vonduus, hvor mine synspunkter uddybes.
Det andet aspekt der ligger i min bemærkning er, at jeg ikke synes man altid har det store forkromede overblik. Hvorfor kom den berømte Tsunami, eksempelvis? Det kan være svært at få til at give mening i (man kan naturligvis prøve at skabe mening i tragedien, men det mener jeg er noget andet). Når noget sådant sker, svigter mit overblik og jeg forstår ikke hvorfor? Så må jeg trække på min tro på Gud- forhåbentligt ved Han, hvad ideen er.
Kort sagt tror jeg vi kan skabe sammenhæng og mening i utroligt mange ting, hvis vi ærligt forsøger på det. Men jeg mener stadig der vil være mange spørgsmål vi ikke sådan kan "knække", og der giver min tro mig så muligheden for at "lægge det fra mig" og have tillid til, at Gud sikkert kender forklaringen og så er det vores lod at vende tingene til det gode:-)

Jeg tror også på, at der er en mening med ”disse” ting der sker…..og at ”disse” ting skal vi lære af for, at kunne lære videre i vores næste liv.
Derfor kan jeg sætte spørgsmålstegn ved dit, at trække på Gud, at han forhåbentligt kender til, hvilke mening der er bag tragedier, katastrofer m.m. –trods jeg sagtens forstår, at man som enkelt individ mister overblikket.
– Men er dette ikke en sovepude, at lukke øjnene og tror på, at Gud har svarene på alt?? - Eller mener du, at det vi ikke kan "knække" er det vi skal lære af?
Kan godt se det positive i dit indlæg, at vende tingene til det gode – men betyder dette, at man altid skal vende den anden kind til?
Jo – jeg tror på én Gud, men for mig er Gud under enhver sten, i ethvert træ eller måske bare i mit sind?
Jeg har ikke læst biblen og kalder mig ikke selv for én kristen, men når man omtaler biblen…strejfer det mig, om vigtigheden i denne ikke er, at drage den til år 2005? – altså forstået på denne måde, at biblen ergo altid vil være i en udvikling, ligedan Gud?
:) Krampen

Nej, jeg synes absolut ikke jeg opfatter Gud som en "sovepude". Jeg lægger jo netop vægt på at bruge sin intelligens og sunde fornuft på at forstå livets sammenhænge.
Det fortælles om en gammel enke, at hun sad hårdt i det. Det var svært at få gården til at fungere, nu hendes mand var død. Så da en præst kom forbi bad hun ham om, at velsigne sine afgrøder, fordi udbyttet var så ringe. Præsten svarede, at det kunne han da godt gøre, men han mente nu først og fremmest hendes afgrøder trængte til noget gødning.....
Hvad vi kan forstå og ikke kan forstå, afhænger naturligvis af kultur, intelligens, ressourcer i omgangskrdsen osv. Men for os alle gælder det, at forståelsen engang imellem kommer til kort. Her mener jeg ikke det er en sovepude at lægge det over i Guds hænder i forventningen om, at han har styr på tingene. Det mener jeg tværtimod kan give ressourcerne til at udvikle sin forståelse yderligere.
Mit syn på Bibelen er, at den er skrevet med Guds hjælp- at helligånden inspirerede dem til at skrive, hvad de skrev. Og når vi læser kan vi trække på samme ressource- Helligåndens hjælp til at møde Gud gennem Bibelen. Hvis det ikke var sådan ville Bibelen efter min mening nærme sig det værdiløse, fordi det naturligvis er begrænset hvad gedehyrder der levede for flere tusinde år siden kan lære os nutidsmennesker.
Jeg hører derfor til de kristne der ikke ser noget problem i, at folk finder den ene fejl efter den anden i Bibelen- jeg synes det er fint at bekæmpe overtro. Men jeg håber jo, at de samme mennesker opdager, at man alligevel kan opdage Gud gennem Bibelen:-)
Den med at vende den anden kind til mener jeg er et af de mest misforståede steder i Bibelen. Jeg mener ikke det betyder, at vi skal finde os i bevidst ondskab fra andres sider. Nogle årsager til, at jeg mener det umuligt kan være betydningen af stedet er:
1) Der er tale om et menneske der står en nær- de kan tvinge en til at følges med dem på vejen, eller stjæle ens kjortel. Jeg mener altså stedet taler om mennesker som står os nær.
2) Mennesker der står hinanden nær sårer hinanden, og trækker ind imellem alt for store veksler på hinanden. Jeg mener stedet lægger op til at man skal forsøge at forstå næsten, i stdet for bevidstløst at give igen med samme mønt!
3) Kort sagt mener jeg stedet skal læses i sammenhæng med den med at se slinten i sin broders øje, når man har en bjælke i sit eget (psykologern kalder det vist projektion). Stop op og spørg dig selv, hvorfor du bliver gal, og lær nyt om dig selv!
4) Så når din broder tvinger dig til at gå en mil med ham, så gå to- dvs. prøv at komme bag om årsagerne til, at du bliver såret og han sårer dig. Sammen kan I så udvikle jer, ved at "gå den ekstra mil".
Kort sagt mener jeg ikke man skal finde sig i lort fra andres side. Men man skal være villige til at prøve at forstå både sin egen vrede og deres motiver- derved kan situationerne vendes til udvikling i stedet for grøftegravning!

Jeg leder stadig efter meningen! Jeg aner det ikke, men jeg forestiller mig da, at der må være mere gods i det, end bare at skulle formere sig!
Det er noget nemmere at sige, hvad meningen ikke er ;-)

"Det er noget nemmere at sige, hvad meningen ikke er ;-)"
Ja måske, kan du nævne en ting, der 100% ikke har noget med meningen af livet at gøre? Jeg kan ikke... :-)
I min verden, kan det at tegne krusseduller på et stykke papir have lige så meget mening som at køre bil eller stifte en familie.

Jeg er tilbage efter nogle dage (arbejdsramt). Du mener at det feks. er synd for munke, bøsser, barnløse, osv. Jamen det er da fuldstændigt korrekt, det er da synd for dem og jeg har aldrig mødt èn barnløs som ikke på et/flere tidspunkter er ulykkelig over dette. det er da den biologiske mening med livet at vi skal formere os.
Du skriver at livet bliver for fragmenteret, men man bliver da et helt menneske af alle de fragmenter som man får.

Tag feks. en computer den er ingenting udover et hylster, det er alle de ting du putter i den som gør den hel og brugbar.
Du skal putte det i dit hylster som gør at du føler at du er et helt menneske. Jeg syntes at du i dit indlæg (det store og det små) nævner dig selv igen og igen og det du selv vil, skal og kan, det gør at jeg syntes at du måske er en smule navlebeskuende og ikke særligt vidtfavnenen. Det er ihvertfald en ting man finder ud af når man får børn, nemlig ofte at sætte sig selv i baggrunden, da det ikke er en selv det drejer sig om hele tiden og det mener jeg også hører med til at være et helt menneske.
Du nævner din tro på Gud og der står jeg helt af, især da du flere gange bruger HAN om Gud.
Man bør måske anerkende at Gud er en slags energi som har fået universet til at skabes, ingen ved endnu hvorfor, vi ved (næsten) godt hvordan. At du (og andre) stadig den dag i dag kan få jer selv til at tro på helligånden og det bavl om jomfrufødsel osv. er mig en gåde.
Jeg kan da ikke se at det er nødvendigt at have en stor "forchromet" ide/tro/mening med livet det er (for mig) de mange små og store hændelser og muligheder som sammen med kærligheden giver livet mening og helhed. Verden og dagen er stor, grib den og lad for "guds" skyld være med dette dogmesnak.
I kirken siger de (præsten) at Jesus døde for korset for min skyld. Det havde han ikke behøvet, en stille bajer i solnedgangen og lidt filosoferen havde været nok. Helt ærligt hvornår holder vi op med den søgen efter meningen med livet, med den "ammestuesnak".

Jeg vil lige præcisere, at jeg íkke tror på jomfrufødslen. At du mener jeg gør, må skyldes at du er så navlebeskuende i din måde at læse mine indlæg, at du tror jeg er opfyldelsen af dine fordomme om troende!

i alverden vil du så forbinde Kristus med Gud❓mere end mig og Gud feks. ??

Da jeg ikke kan få øje på problemet, må jeg vist bede dig uddybe dit spørgsmål! Hvad mener du problemet er ved ikke at tro på jomfru fødslen?

skulle Jesus være undfanget ved helligånden, født af jomfru maria og altså derfor gudelig .
Er det ikke sandt ?
Det er vel også der at man kan sige at problemet opstår, ved "håndfæstelsen" tror du på Jesus kristus guds enbårne søn. tror du på helligånden. og tror du på Gud.
Altså treenigheden. Jeg mener - hvorfor skal Jesus absolut gudeliggøres❓Som profet havde Jesus meget på hjerte og danner grundlag for en stor del af vores kulturarv/historie osv. men hvorfor denne gudedyrkelse ??

Hmm, vi kan da godt tage en diskussion om treenighedslæren, herunder, hvorfor kristne synes det er vigtigt, at Jesus er Guds Søn. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor du mener min position er selvmodsigende? Kan du ikke uddybe det?
Jesus var "menneskesønnen" dvs. menneske. Jesus var også Guds Søn, dvs. Gud. Bibelen siger derfor, at Han har førstefødselsretten- at Gud Faderen har overdraget Ham alt. Derfor er Jesus Gud- det har intet med "jomfrufødslen" at gøre!